Sprutsoen dør nok aldrig?

Pænt! Bare pænt

Jeg har altid været en festflue. Jeg synes det er dejligt at gå ud, se noget andet end mine egne høje paneler, og lade en lang uge gå over i historien, sammen med et par sjusser (ja ja, par er et vidt begreb jo). Sådan har det altid været, lige siden jeg var gammel nok til at bruge min weekend på andet end perleplader og hjemmelavede kæpheste.

I princippet kunne jeg spasse ud hver weekend. Min samvittighed afholder mig fra det nogle gange – og så selvfølgelig det faktum, at jeg hver anden weekend skal tænke på andre end mig selv. Jeg kunne selvfølgelig bare skride, lade børn være min mands og gøre hvad det passer mig. Men det gør jeg ikke. Jo, hvis jeg er inviteret til fødselsdag, eller det lige passer med pigerne den weekend, men som udgangspunkt er jeg optaget når vi har de små. Jeg er en del af et fællesskab og en familie, og det vælger jeg at værne om.

Indrømmet. Nogle gange synes jeg det er ret irriterende, at jeg skal sætte mine egne umiddelbare lyster til side, for noget kød og blod der ikke er mit eget. Spørgsmålet er om det er anderledes når generne er de samme? Jeg mener, som ‘ægte’ forælder kan man vel også nogle gange have lyst til at håbe på at børnene ikke vågner, og skride på bar til den lyse morgen?

Gak og gøgl. Her på mit polterabend

Tænker bare at omverdenen opfatter det meget forskelligt. At der er stor forskel på om det er mig eller Robert der råber; ‘Hvem kommer og passer mine satans unger, så jeg kan komme på bar’. Jeg forestiller mig, at når det kommer fra en biologisk forælder opfattes det som lidt sjovt og gakket, fordi man slet ikke er i tvivl om den ægte kærlighedsrelation, barn og voksen i mellem. Men er det derimod bonusforælderen der ytrer børnefri, kan det hurtigt blive opfattet som om man ønsker de små til evighedskolonien.

Jeg tror aldrig sprutsoen i mig dør (der er også noget med gener, ik?), heller ikke når jeg får mit eget barn. Trangen til at lukke damp ud under hjelmen, vil (forhåbentligt) altid være i mig. Det kan dog godt være at man irriterer sig på en anden måde, når det er ens eget kød og blod man skal passe på. Remains to be seen, I’ll let you know.

Indtil da har vi jo 2 weekender om måneden og 9 dage hver anden uge i øvrigt, hvor jeg kun skal tænke på mig selv og min mayn. Den tid kommer jeg nok til at savne, den dag der er en lille øgle 24/7!

Min yndlings sjusmakker og partner in crime. Robert, ikke dukkehans