Ja! Jeg er lykkelig – er det et problem?

Lykke – ganske enkelt!

Jeg er glad. Ikke bare glad, men helt ind i knoglerne lykkelig. Der hvor det giver sug i maven og hvor man er angst for at det hele lige pludselig bliver taget fra en, fordi det næsten er for godt til at være sandt….

Men der er én ting der får mig til at slå flikflak bag om juletræet og som giver mig lyst til at partere en nisse med mine bare næver: Alle andres ulykkelighed, eller generelle utilfredshed, med hvor de er i deres eget liv. Det i sig selv er som sådan fint nok. Det er ikke noget jeg ligger søvnløs om natten over. Det er mere der hvor andres elendighed, skal projekteres over i mig og mit liv.

Robert og jeg har, lige om lidt, været sammensmeltet i 2 år og jeg kan uden at lyve sige, at vi er lige så forelskede, som da vi forlod jordens overflade med hinanden i hånden, tilbage i december 2012. Vi er glade, vi har det sjovt, vi er et team og et killer et af slagsen, der har en brynje af kærlighed på. Selvfølgelig kan vi diskutere og være uenige, men så er det det vi gør – diskuterer. Vi skændtes ikke og vi er ikke uvenner. Vi er hinandens bedste venner og jeg er ret sikker på, at hvis vi var brikker i et spil Tetris, ville vi være de sidste to der fik hele baduljen til at gå op.

Dagen før ‘the big day’ i Vegas

Alt det her kan jo lyde noget sukkersødt og kvalm. Det er egentlig også helt cool, hvis det er den fornemmelse man sidder med. Sagen er den, at jeg ikke er ude på at flage med mit funklende forhold/ægteskab, for at være irriterende eller selvophøjet. Jeg vil derimod forsøge at forklare min enorme lyst til nisse partering, som stille stiger støt.

Igen er det vigtigt at pointere (det er bare lettest at gøre det inden man går i gang, så der ikke er nogle der føler sig unødvendigt pryglet), at min lyst til at destruere julens lille hjælper, ikke udspringer fra samtlige i min omgangskreds. Der er mange der omfavner og imødekommer min lykke, som det burde gøres – men nu er det jo ikke det, der er mit problem.

Jeg oplever altså, med hyppigere mellemrum, at mit vellykkede og lykkelige forhold udløser en form for undren, mistro eller let fnysen. Sætninger som ’jaja, sådan havde jeg det også de første to år – bare vent du’. ’Nå, så bare vent til i får børn’. ’Jamen det lyder jo alt sammen meget godt *host host*’. ’Det er jo også let nok når det bare er jer to’. ’Aha, så der er bare slet ingen problemer’?! ’Nåmen det må da være viiirkelig dejligt at have det så nemt’. Forstår I hvad jeg mener?

Jeg er med på (håber jeg faktisk), at det er ren jalousi, der får folk til at se min glæde som en skydeskive der skal plaffes ned. Jeg kan bare få lyst til at flå knæskallerne af dem, der kaster en dødsdom over mit ægteskab, fordi de selv er sunket ned i sølet og træder vande for at få luft.

Hvem siger at jeg ikke vil være lige så forelsket i min mand om 10 år? Robert og jeg har en gnist som ingen andre, og jeg er overbevist om at det stadig vil lyne når vi er 80!

Hvem siger at det bliver anderledes når vi får børn? I vores verden handler det om kommunikation, om at have fokus på hinanden og om at have opmærksomhed på nærvær, den psykiske såvel som den fysiske. Hvorfor er det ikke muligt, at være lige så forelskede i hinanden, når der kommer børn i spil? Jeg ser det da muligt for visse andre, så jeg kunne ikke se det ikke skulle fortsætte for os.

24 timer inde i mit ægteskab – med mit livs vildeste tømmermænd

Det er let når det bare er os? Jamen det er jo ikke bare os. Vi har to børn vi skal tage os af 5 dage hver anden uge. ’Ja, men så har i 9 dage hvor det bare er jer’. Det ændrer da ikke på det faktum, at vi skal være på og agere forsørgere når vi har dem. Og så er der ikke kun ét barn på 3 år vi skal tage os af. Der er to. På 8 og 10, som bor i Rødovre, med hver deres fritidsinteresser. Det betyder en hel del mere koordinering end én børnehave, når det også skal gå op med 2 voksne der gerne vil træne, se venner og som har fuldtidsjob, hvoraf den ene er selvstændig, travlheds type. Vores liv ændres jo ikke, bare fordi vi har ungerne – de indgår i vores hverdag, fordi vi er en familie når vi har dem. Men ved i hvad? Vi er stadig ligeså lykkelige og forelskede når vi har ungerne og hverdagen går op i leverpostej og aftale koordinering. Vi kysser og krammer lige så meget når vi har børnene, som når vi ikke har dem og bedroom fun ændrer sig i øvrigt heller ikke, bare fordi de er der. Nuj hvor er det bare undskyldning nr.1 når sexlivet begynder at dale – børn altså. Jeg skulle mene at det er lettere at få det til at ske, når der er ét barn i stalden og som oven i hatten er lille, end når der er 2 der tonser rundt og som også er bevidste om hvordan en baby bliver produceret. Jeg forstår at aktivitets niveauet falder, når babyen er helt spæd. Det forstår jeg virkelig godt. Men når ungen er 2-3 år og ’det bare stadig er et uoverskueligt projekt’, kan jeg ikke være med mere. Vi får det bare til at fungere, fordi vi vil det og fordi det er nødvendigt for at vi kan holde den her forelskelse ved lige!

Vi har det nemt? Så der er bare ingen problemer? JA, vi har det måske nemt. NEJ, der er ingen problemer. Er det virkelig så utænkeligt at det kan være sådan? Hvis svaret er ja, kan man så ikke bare fake? Lade værre med at ytre sin skepsis overfor mig og fyre det af hjemme i hulen i stedet. I øvrigt tror jeg, at rigtig mange af dem der kommer med deres usle fremtids profetier og slimede holdninger, aldrig har oplevet den sindssyge forelskelse som jeg har, og derfor heller ikke er i sin ret til at spå om min fremtid. Men det er nok bare mig der tror jeg er speciel.

Hvis jeg på et eller andet tidspunkt løber ind i en tørke periode, der får mit ægteskab til at svie og gøre mig frustreret, vil jeg have brug for at gribe fat i mine nærmeste og få dem til at hjælpe mig med at finde vand, men indtil den dag (måske) kommer, vil jeg have lov til at nyde den konstant flydende, søde vin.

Jeg kan omvendt også bare lade det suse gennem mig som en latterlig vindheks, tænke ’stakkels dig’, gå hjem, kysse min mand og prise mig lykkelig for hvor jeg er endt, når nogen starter deres kedelige klageplade. Og tro mig, det gør jeg også. Det ændrer bare ikke på det faktum, at jeg har lyst til give de mennesker, der sidder og pirker med deres forsmåede jalousi stang, et rap lige i face.

Pak det væk, hold det uden om mig og lad mig være i min lykkelige uvidenhed om fremtidig elendighed, hvis det er det man mener der vil ramme mig. Jeg gider ikke høre om hvor trist det bliver, fordi årene går og lykken med, fordi alle andre lader stå til. Det kommer ikke til at ske for mig, for det vil jeg ikke tillade og hvis det endelig skulle ske, kan man jo så lave et kæmpe banner, bøjet i neon med teksten ’HVAD SAGDE JEG’. Jeg er bare ret sikker på, at det er mig der ender med at kunne vifte med det banner om 10 år.

Vi får se.

For ever – EVER!