Heksens krystalkugle

Første gang jeg mødte basserne, havde jeg det her med under armen. Kald det bestikkelse eller leftovers fra en fødselsdag. Det skabte ihvertfald glæde hos de små (og deres far)

Jeg har snart kendt mine små øgler i 2 år nu. Latterligt som tiden ikke tager hensyn til tempo. Jeg kender dem begge to godt vil  jeg mene, men vi har atter lang vej. En vej med bakker og krummelurer, som jeg glæder mig til at tilbagelægge sammen med dem. Især for K, den ældste, bliver de næste år vanvittige og vilde. Hun er 10 år og preteenageren i hende kæmper for at bryde ud. Det er mig en kæmpe ære, at skulle være med til at vejlede og lytte når hun står og er ved at flexe bagover i frustration omkring det at mærke følelser der minder om en rundsav og se sin egen krop bule ud, steder man ikke vidste var muligt. Jeg selv ville næsten underskrive en blanco check for aldrig at skulle tilbage dertil. Jeg synes det var hårdt og frustrerende og ledt og sjovt og langtrukket. Jeg vil gøre alt jeg kan, for at gøre proces skizofrenia (sådan følte man sig dælme da nogle gange) så tålelig som muligt.

Noget af det vil blive delt her på bloggen, andre ting vil ikke. Selvom jeg deler rigtig mange svære børneemner, dilemmaer og frustrationer omkring mine bonusaber her på bloggen, er det jo ikke alt der bliver sendt ud i cyberspace.

For noget tid siden havde jeg en diskussion med en, omkring det at omtale børnene her på bloggen. Det gik meget på, at jeg ikke kender konsekvensen af bloggen, set i forhold til ungerne. At jeg ikke ved om de en dag vil føle sig krænket, fordi jeg har omtalt dem og taget udgangspunkt i dem, når jeg tager heftige emner op. Og nej. Jeg kender ikke konsekvensen, men det gør alle andre heller ikke. Jeg var aldrig startet med at blogge, hvis jeg ikke havde overvejet konsekvenser og diverse udfald. Sagen er bare den, at jeg aldrig har set bloggen udmunde i skænderier og brudte bånd med mine biobørn. Jeg håber, at når øglerne en dag er gamle nok til at forstå ironi, sarkasme og humor med en voksens briller, at de vil læse bloggen og få en forståelse og større indsigt i vores fælles historie. Skulle de være uenige eller føle sig stødte, er jeg mere end villig og parat til at tage snakken med dem og forklare dem, at alle skrevne ord er gjort af kærlighed, interesse og villighed overfor dem. Jeg har altid ønsket at vi skulle få et tæt bånd, der varer hele livet. Derfor er mit håb også, at de vælger at se bloggen som en cadeau til dem, og ikke som et redskab til min egen succes. Hvis jeg ikke havde en interesse og kærlighed til dem, tror jeg ikke at der var en blog der hed ‘Bonusheksen’.

Den ældste var fan af ‘projektet’ fra starten

Indtil den dag kommer, hvor de er gamle nok til at læse med og protestere for dem selv, stoler jeg på min egen dømmekraft omkring at alt hvad der bliver lagt ud, nøje er overvejet og skrevet i respekt overfor mine bonusbørn- min familie. Deres far, min mand, er hele tiden 100% med i processen og ville aldrig give tilladelse til noget, der kunne være skadeligt for hans børn. Han har ikke givet lov til at lade mig jabbe løs om vores familie og hans eget kød og blod, fordi jeg er hans kone og livs kærlighed. Ligesom jeg, mener Robert, at skulle der være noget øglerne er uenige omkring bloggen en dag, må vi tage en snak med dem og forklare hvad hensigten har været. Der er ikke noget af det jeg skriver, jeg ikke kan stå inde for, og derfor er jeg også villig til at diskutere det, hvis det en dag skulle komme dertil.

Selvom jeg til tider synes det er krampagtigt hårdt at skulle sætte sig selv til side for andre børns behov, at være tålmodig og kærlig, at være den voksne – at være bonusmor, ville jeg ikke bytte det væk for noget i verden. De to børn er kommet ind i mit liv, lige så pludseligt som min mand gjorde det. Og de skal alle sammen blive der. Jeg vil passe på dem, lytte til dem, være der for dem, hjælpe og støtte dem, med alt hvad jeg har i mig, og som var de mine egne børn, til mine dages ende. Det skal der aldrig sættes spørgsmålstegn ved. Men jeg vil også for evigt være ærlig omkring, at jeg aldrig kommer til at elske dem lige så højt som sine egne. Det kommer K&G også til at vide, når de er gamle nok og de vil forstå det, fordi de ved hvor meget jeg holder af dem og interesserer mig for dem. Der er ingen grund til at forcere noget der ikke er der, det gør bare tingene kunstige og uærlige, og sådan vil jeg ikke have det med mine bonusbørn. Det respekterer jeg dem for meget til.

Jeg har altid ønsket, at når ungerne er store nok til at synes rødvin smager af mere, at vi kan sætte os ned og dele historier fra vores egen lille sammenbragte familie, for at få en endnu bedre forståelse for hinanden. Måske bloggen kan blive et redskab til den snak? One can only hope.

Mit første brev fra mit ældste bonusbarn. Indholdet er tårer værdigt