Fra 2610 til 2200

Som alle andre normale mennesker, hader jeg at flytte. Min mand med. Derfor smed vi penge efter problemet og fik nogle til at gøre det for os. Bedste penge givet ud – ever!

For et år siden boede jeg ikke på Nørrebro. Jeg boede i Rødovre. Jeg boede i Rødovre og var lige blevet gift med Mr.Magic. Jeg var, også dengang, ovenud lykkelig for hvor jeg var endt i mit liv. Bare ikke lige fysisk.

Da jeg flyttede til København tilbage i 2004, var det med startbase i Valby. Jeg var ung og selvom jeg havde pendlet Sønderborg-København i næsten 3 år, pga. min daværende kæreste, havde jeg ikke styr på byen. Valby var derfor, på det tidspunkt, lige så godt som Christianshavn (ung og naiv, hm?). Vi gik fra hinanden efter 6 måneder under fælles tag og derfra gik turen til Amager, Nordvest, Vanløse, Frederiksberg, Amager, Frederiksberg, Nørrebro og tilbage til Frederiksberg (igen igen). Yes, I’ve been around. Frederiksberg er det sted jeg har følt mig allermest hjemme og tilpas, udover mit nuværende Nørrebro N—, selvfølgelig.

Da jeg mødte Robert og han fortalte han boede i Rødovre, skænkede jeg det ikke en tanke. Kun at det slet ikke virkede som ham, at bo derude. Jeg fandt så også hurtigt ud af, at det var på grund af børnene han valgte at blive på de kanter, efter han splittede fra sin eks. Anyways, det var underordnet, fordi jeg jo havde min fine lejlighed på Bergen og jeg havde ingen planer om at skifte postnummer. Ret hurtigt måtte jeg jo bare sande, at et ‘langdistance’ forhold, Frederiksberg og Rødovre i mellem, ikke fungerede. Jeg flyttede derfor hurtigt ud til Robert, men beholdte prinsesse hyblen hvor vi så var, når vi ikke havde børn.

Min gamle, elskede Frederiksberg lejlighed. Det sted jeg sammenlagt har boet længst tid, i min Københavner karriere – so far

Jeg kunne ikke rigtig falde på plads i Rødovre. Selvom vi havde 2 biler, følte jeg mig langt væk fra alt og jeg kunne ikke identificere mig selv, med mine nye omgivelser. Jeg savnede at cykle rundt til aftaler og dappe ned på hjørnet efter kaffe, når pulver ikke gjorde det for mig. Vi talte om det, men Robert havde fra starten sagt, at han ikke kom til at rykke pløkkerne op, pga. børnene, deres skole og vanlige gang. Jeg forstod ham og forsøgte at acceptere og leve med det, i mit stille sind. Det lykkedes bare aldrig helt.

På vores bryllupsrejse på Bahamas, boblede emnet igen til overfladen og denne gang fik jeg for alvor fortalt, at jeg aldrig ville føle mig hjemme i 2610. Det var ikke VORES sted og omgivelserne var ikke skåret til mig. Robert var frustreret, fordi han jo i bund og grund havde det på præcis samme måde som mig. Inden han flyttede til Rødovre, havde han i mange år boet i hjertet af Vesterbro og han selv savnede byen, livet og nerven. Han havde bare taget en beslutning om, at børnene skulle mærke så lidt til en skilsmisse han måske følte han havde ansvaret for og derfor havde det aldrig været en mulighed, at rykke tilbage til byen.

Vi blev enige om, at vi måtte kunne løse det praktiske på en måde så både børn og voksne kunne holde ud at komme hjem hver dag. 2 dage efter vi var landet i Danmark igen, begyndte vi at kigge på lejligheder. Vi havde en snak med ungerne og deres mor, om hvad de ville synes om at vi forkortede afstanden til byen og med deres forståelse gik boligjagten for alvor i gang. 30.november så vi lejligheden første gang, 1.december skrev vi under og 28.december, flyttede vi ind.

Mit nuværende palads

Udover at blive kærester, er det det bedste vi nogensinde har gjort. Der er faldet mere ro på, hos både store og små og det er fuldstændig som at komme hjem, hjem efter vi er flyttet til 2200 Nørrebronx. Børnene har masser af legekammerater i gården, hver deres værelse, en gladere bonusmor og vigtigst af alt, er deres daglige gang ikke blevet ændret, fordi de nu skal leve i to postnumre. De kan selvfølgelig ikke cykle i skole og til legekammerater, men så kører vi dem i stedet.

Jeg er lykkelig for at det kan lade sig gøre. Jeg er bare bedre i byen end i forstaden.