Schlap nu af!

Se bare, jeg er da blevet et selvstændigt, ansvarsfuldt menneske (!!)

Okay, allerede nu vil jeg godt lige sætte den store luftalarm til at bimle. Det her indlæg vil helt sikkert give nogen lyst til at klippe mine øjenlåg af, mens andre vil finde pom pom’erne frem og tage heksehatten på i bedste kampånd.

Før jeg sætter ild til raketten og lader fyrværkeriet sprænge, vil jeg godt lige sige, at jeg udmærket er klar over, at jeg ikke har båret rundt på 3 kg. hakkekød i 9 måneder. Derfor har jeg heller ikke den fjerneste ide om, hvordan det er at være mor til en lille bøf. Det giver mig dog ikke mindre ret til at have tanker og holdninger omkring emnet. Og så længe jeg kan bevare en ide og forestilling om, hvad jeg synes er rigtigt og mindre rigtigt, forbeholder jeg mig retten til at fyre min indebrændende sværm af glødende tanker afsted.

Det her handler i al sin enkelthed om, at jeg synes forældre til børn – i alle aldre vel og mærket, skal tage at slappe en armslængde af. Jeg får gøjs og hovedpine (især i højre side) over, at det at have børn i dag, kan være det samme som at amputere sin egen sjæl og morfe sig over i sine unger.

Jeg har før været inde på det der med, at mødre især glemmer at være kvinder og kæmpe egoister og at par glemmer at være kærester og lovers. I går kom jeg til at stene et program på nettet der hed ’Generation Platsik’ (ganske interessant og svært foruroligende, men den kan vi tage senere) hvor der var den her kvinde, der havde født 3, (eller 4?!) børn og som nu var træt af sit lilla, forstrukne maveskind. Hun havde så besluttet at rejse til Lithauen for at få det fikset, fordi det var langt billigere at få det gjort der, kontra herhjemme. (At de så ikke forstår når du siger PAIN ved opvågning er jo underordnet. Kom nu?!) ANYWAYS, inden hun tog afsted, sad hun og sagde at hun var led og ked af sin krop, men at hun havde svært ved at tage af sted, da hun ikke var helt sikker på at hun kunne lade det store ansvar omkring børnene overgå til sin mand, når hun skulle være væk en hel uge. Ej men hvad fanden?! Hun toppede den så lige op med at sige, at med titlen som mor hører også konstant dårlig samvittighed?! M-hm… Er det sådan det er? Lige så snart man bliver mor bliver ens partner til en udvandet udgave af en vandmand (get it?) og hun bliver til en omvandrende, dagsgammel, leverpostejsmad af en madpakke?

Jeg får pres, når jeg hører forældre der har børn helt op i teen age alderen sige, at de ikke kan tage væk en weekend, fordi ungerne skal til fest.. ‘og hvem skal så hente dem, når de skal hjem? Og vil de få noget at spise? Man kunne måske lave en lasagne de lige kunne varme, men så er ovnen tændt og husker de nu at slukke den og der er også svømmestævne og det er simpelthen for egoistisk, at misse lille putte svømme rygkravl i 3 timer og….’ Hør nu her. Jeg kan godt forstå man kan være bekymret som forældre og at man har et vist behov for at vide, hvor ens unger er og om de nu kan klare sig alene. Men så må man lave en aftale. ’Hvis du skal i byen, tager tager du en taxa hjem, og sender en SMS når du er landet sikkert’. Ikke for noget, men dengang jeg selv var yngre og begyndte at gå i byen, var der fandme ingen forældre der stod op kl. dolk om natten for at hente mig, stangvissen foran Buddy Holly. Jeg tror mine forældre var af den overbevisning, at hvis de stolede på og gav mig lov til at gå på diskotek og drikke mig stjampe i sort svin, stolede de også på at jeg kunne komme hjem selv. Desuden har jeg altid vist, at hvis lortet brændte på og jeg havde brug for en livline, kunne jeg bare ringe. Jeg har gået til tennis og spillet kamp, Stinne har svømmet på eliteplan, men vores forældre hev da ikke en dag ud af deres weekend, for at sidde i en klam klorhal eller kold tennishal, for at se os lave sport. Nogle forældre kunne jo aldrig drømme om, at gå glip af lille blobbers kreative benspjæt. Wauw!

Men helt ærligt. Det handler da om at have tillid til sine børn. At behandle dem som ligemænd og voksne (i forskellige grader, afhængigt af alder, det er klart). Det der med at gå i byen f.eks. Man laver en aftale i fællesskab, om et hjemkomst tidspunk. Hvis det ikke overholdes, kan man jo begynde at diskutere om den lille voksne er klar til det ansvar der gives. (Lige præcis dér, var jeg nok lidt flittigere end min søster. Måske fordi jeg så konsekvensen af, ikke at overholde aftalt sluttid. Mayn, hvor har Stinne fået mange ’korslagte arme-stift blik’ opsange fordi hun missede curfew). Jeg opfordrer ikke til, at man som forældre bare skal sige ’drik dig stiv og lad mig betale en taxa. Her – vil du ikke have et skud junk og top da lige op med en pibe hash’. Det gælder jo om at se på sit barn og vurdere, hvornår ungen er gammel nok til at tage vare på sig selv – også med en promille på 1,5 (okay 3). Og så selvfølgelig om at give slip og stole på, at man har opdraget sit barn til at tage de rette valg.

Allerede i en tidlig alder må man jo have tillid til, at barnet kan selv, når man har øvet og trænet sammen. Sådan noget med at komme til og fra skole og fritidsinteresser f.eks. Hvis barnet er stort og ansvarsfuldt nok til selv at kunne cykle, hvorfor lader man så ikke ham/hende gøre det? ’Jamen tænk hvad der kunne ske på vejen derhen – lille Birthe kunne jo falde, eller blive kidnappet, eller fare vild, eller…’ Yes, og du kunne også blive ramt af en sprit billist på vej til fodbold, med barnet bag i bilen. Det må da gælde om at hjælpe sit barn til selvstændighed, så han eller hun ikke står som 16årig og panikker over hvilken retning man skal tage bussen.

Der er jo selvfølgelig dem, der vælger at sætte en chip i deres børns mobiltelefon, så man som forældre hele tiden kan følge med i hvor barnet befinder sig. Jeg var MÅLLØS da jeg hørte om det første gang. Jeg synes i den grad, det er en krænkelse af den personlige frihed. Ja, også selvom barnet kun er 8 (som er der de fleste, ikke tidligere håber jeg, får en mobil). I min verden handler det igen om tillid. Stol på at dit barn selv kommer til og fra aftaler og at hvis der sker noget, så ringer han/hun vel. Så privilegeret er vi nemlig nu til dags, at man kan få fat på hinanden på under 3 sek. Hvad gjorde vores forældre, da vi var børn? Ikke noget. Stolede på os og bekymrede sig i deres eget stille sind. ’Jamen der skete heller ikke så mange væmmelige ting som i dag’ – JO, der gjorde så. Vi havde bare ikke en presse, der var nogle penge tørstige små svin og som blæste en hjemløs mand op, til at være morderisk blotter. I øvrigt, med den der chip ik? Hvad så hvis lille Birthe beslutter sig for at tage en stikvej til fritteren en dag? Eller ser en vildfaren ræv i nød og beslutter sig for at sætte efter, for at hjælpe den? Hvad så? Skal man så starte bilen og ræse fra arbejde, fordi ungen ikke går af den planlagte røde sti? Eller konfrontere barnet ved aftensbordet? ’Hvorfor gik du af Stjernevej i stedet for af Månevej’? og dermed amputere barnets nysgerrighed, fordi det alligevel kun giver ballade at undvige den givne morgenplan, dikteret fra de evigt bekymrede forældre derhjemme. Det er jo helt gakkelak!

Det er bare så farligt at tage alt hvad der hedder selvstændig tankekraft ud af sine børn, som jeg jo mener man gør, når man tager over og bliver deres arme, ben og tunge. F.eks. er der mange, der er næsten forfærdet over, at Robert og jeg beder børnene om selv at smøre madpakker. Jeg talte med en om det sidst, der stolt fortalte, at hun havde smurt madpakker til sin søn til han fyldte 18! 18 år gammel!!!? Jeg havde lyst til at slå hende lige i munden. Det havde jeg altså!

Det er OK at stille krav til sine børn, også i en tidlig alder. Det er da forældrenes opgave, at sørge for at de små kan klare sig selv en dag. Det er vel den uddannelse, man giver med som far og mor. Det duer jo ikke, at ungerne ikke selv ved hvordan man søger SU, at det er forældrene der sørger for praktik plads, at forældre skriver ansøgning til studiejobs, at forældre finder bolig når reden forlades, at forældre laver lektier for deres børn, og jeg kunne blive ved. Men det sker, oooh det sker. Oftere og oftere. Jeg hører det hver dag. Ynkeligt af forældrene, hvis I spørger mig. Ikke engang hjælpsomt eller venligt, det er simpelthen bare ikke i orden. Selvfølgelig skal man hjælpe, guide, vejlede og give gode råd og dem må de kære små få i millioner af. Jeg vil selv stå på hovedet, for at gøre samtlige af de førnævnte ting, en dag. Både når jeg selv får en lille abe, og for Kamille og Gustav, men at komme med facit og et udfyldt skema på et sølvfad kommer simpelthen ikke til at ske! Tænk at man som forældre fratager børnenes mulighed, for at blive de bedste selvstændige mennesker de kan være. Ikke i orden!

En anden og meget vigtig (ja, der er flere) ting er, at det er OK, at være egoister som forældre engang i mellem. Sådan noget med at gøre noget for hinanden- tage væk, bare en weekend. Jeg forstår godt man ikke pakker kuffert til 2 i 14 dage og lader bedsteforældre tage læsset, mens man soler sig på Bahamas. Men at man ikke kan tage væk en forlænget weekend, uden at få dårlig samvittighed, overgår min forstand. Og egentlig, hvis det giver dårlig samvittighed, så lad det give dårlig samvittighed, men gør det alligevel… For familiens skyld, barnet incl. En far og mor der er lykkelige, gennem deres forhold til hinanden, må alt andet lige være… bedre (!!) forældre.

Robert og jeg har lige booket ferie til næste år. Ja, det var sådan en impuls handling, der kun sker på en onsdag i november, hvor det pisser ned udenfor og man er temmelig (fucking, psyko, overdrevet, latterligt, kæmpe meget) olm på verden, fordi man cyklede på arbejde i silende tis, iført regntøj mens man lignede klokkeren fra Notre Dame med polio. (Jeg HADER regntøj… og regn. Mere end jeg hader katte – og det er meget). Nå, men jeg synes mit liv mangler at blive beriget med en tur til LA. Heldigvis var min yndlings rejsemakker (altså Robert, ik) enig med mig. Tryk, tryk, tryk og turen går til LAofX til september næste år.

Glædeligt (og for at være pisse irriterende) deler jeg den gode nyhed med folket. ’Jamen, hvad så med børnene?!’ var det første der blev spurgt om. (Ikke ’skal i køre cabriolet eller SUV’?, som jeg jo synes var det mest relevante førstegangs spørgsmål.) Ja, hvad så med børnene?! Dem skal vi til Østrig med 1 uge til Juli og efterfølgende en tur i sommerhus. Jeg vil helt vildt gerne til US med ungerne engang, really I will! Men de skal være større, have mere tålmodighed og gide sidde i en camper i mere end 3 timer, uden at agere Donkey fra Shrek. Jeg påtænker nemlig, at når de har den rette alder skal vi derover alle 4, i en måneds tid og jeg glæder mig allerede mucho til det. Men tog vi dem med nu, ville det kun resultere i at jeg ville blive irriteret inden vi var nået til at finde bilen i lufthavnen, i LA (det tager 14 timer at flyve derover, ligesom), Robert ville tikke og ungerne ville måske have fået en psykose undervejs. Kort sagt, jeg tror ikke det ville være den samme glæde nu, som det bliver om 4-5 år. For nogen af os.

Da jeg ytrede min svære begejstring omkring vores snarlige afrejse til plastik La-La land (jaja, september 2015 er da snart?) kom jeg til at sige i svinget, at vi sgu nok aldrig kom hjem igen. Straks var der en der sagde ’aaah, Robert ville nok ikke kunne undvære sine børn’. Jeg grinede provokerende (hvorfor skal alt være så fucking højtideligt?) og sagde ’joh, jeg tror nu nok han ville overleve’. Blikkene var ikke til at tage fejl af: Brænd onde bonusheks, hvor kan du være så ubarmhjertig og den evige, den altidige, den samme som hver gang; ’BARE VENT TIL DU SELV FÅR BØRN’. Og ved i hvad? I virkeligheden tror jeg det handler om grim, muggen og rådden misundelse. Robert og jeg er jo pisse privilegerede at vi kan rejse. Bare ham og mig i næsten 3 uger uden at have dårlig samvittighed, fordi de små er hos deres mor som de elsker og er trygge ved. Vi er mega heldige, også fordi Roberts eks er så large og går med til, at vi er væk i så lang tid – uden sure miner. Det ved jeg og det husker jeg! Men det betyder jo ikke, at hverken Robert eller jeg ville flyve til The Land of Plenty og blive der, uden i det mindste at sende bud efter øglerne.

For lige at runde den af, inden det banker på og bødlen står i min dør med guillotine og 50 liter petroleum, vil jeg bare lige sige, at hvis jeg skal høre mere om at unger ikke må have gummistøvler på mere end 1 time af gangen, fordi gore-tex kan være hormonforstyrrende, degraderer jeg samtlige til at leve et liv i crocks og have ufrivillig hårvækst i hele ansigtet (av hva’?) magen til hysteri og kedsomhed skal man da lede længe efter.

Til dem af jer der stadig læser med og som har tænkt sig at vende tilbage i morgen – Tak. Helt seriøst, af hjertet tak.