Hul i hovedet og Makers Mark

Kære Ninna, nu skal du ofre dig!

R

Inden jeg mødte børnene, brugte Robert og jeg det meste af vores tid i mit køkken på Frederiksberg, med sjusser og snav. Åh!

Inden jeg mødte børnene, brugte Robert og jeg næsten al vores tid i mit køkken på Frederiksberg med sjusser og snav! Det her indlæg er et der ligger mig meget på sinde, og noget som jeg tror alle dem der har bonusbørn, måske børn generelt har inde på livet. Det handler om at skulle ofre sig, sætte sig selv og sine egne behov til siden, for nogle andres. Noget der nok kommer helt naturligt og kærkomment, når man skyder en unge ud af sit helligste, men som omvendt skal læres, prioriteres og konstant tænkes over, når man får børn med i flyttekassen sammen med sin nye partner. I min optik er jeg et vildt egoistisk menneske. Jeg gør hvad det passer mig, jeg bryder ikke videre mit kønne hoved med, hvad andre folk tænker om mig og jeg har ofte fået og vide, at jeg virker både arrogant og reserveret. De der kender mig, vil sikkert være tilbøjelig til at give mig ret. Flere har da også udtalt, at mine kanter er skarpere end de flestes, men at de holder af mig fordi de ved, hvad jeg står for og er i stand til. Jeg vil nemlig slagte drager og spise rottebørn, for dem jeg elsker. Min jernskjorte påførte jeg mig nok allerede i en tidlig alder. Min folkeskole tid var bestemt ikke en dans på den berømte roseneng. Faktisk kan jeg ikke huske særlig meget af den, fordi jeg tror min (i det her tilfælde) eminente hjerne, har fortrængt den. Mine forældre derimod, har fortalt hvordan jeg ofte kom grædende hjem, fordi jeg blev mobbet og var udenfor. Det skal lige siges at jeg gik i en klasse hvor ‘ondskab’, var et skjult emne på skemaet. ALLE var lede ved hinanden og vi måtte have flere coaches og konflikt løsere tilkoblet. Jeg havde i forvejen et ret iltert temperament (jeg arbejder stadig, den dag i dag, på selv samme) og dét, kombineret med verbale tæsk fra de andre børn, kunne godt frembringe udbrud af stolekast og afrevne dørhåndtag. I de større klasser trak jeg mig lidt væk fra det sammen med en veninde, der heller ikke havde det særlig let. Vi dannede vores egen tosomhed og hævede os lidt over de der åndsboller, der klarede sig igennem, ved at køre hetz på os andre. Da mine lorte år var ved at være ovre, og der skulle prikkes hul på den famøse fremtid var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle direkte på gymnasiet. Jeg var egnet og mine karakterer lå i top. Mine øvrige klanmedlemmer- mor, far og søster, tryglede mig, om ikke jeg ville på efterskole. Mine forældre fordi de mente, det ville være godt for mig at komme lidt væk, og Stinne fordi hun fortrød hun ikke selv havde været afsted. Det smadrede mig ret meget. Jeg kunne slet ikke se klart og var sikker på, at de bare ville af med mig – skubbe mig af vejen. Det endte med at jeg, meget modvilligt, gik med til at se på nogle efterskoler, en søndag til sådan noget åbent hus arrangement. Det var sammen med min far og jeg husker som sådan ikke noget af det. Kun at da jeg trådte ind på den efterskole jeg endte med at vælge, var jeg ikke i tvivl. Hvis det skulle være, skulle det være her! Og sådan blev det. Jeg blev skrevet op, fik plads, og i August 2000 startede jeg et år, der skulle blive det bedste i hele mit liv. De gamle fortalte mig engang, med tårer i øjnene, at de har så dårlig samvittighed over at de ikke trak mig ud af den folkeskole og satte mig på en privat skole. Men det er ligemeget, for de gav mig efterskolen, som blev min redning og starten på et meget bedre mig. Jeg vil til enhver tid opfordre og gøre mit til, at både Gustav og Kamille griber den mulighed, for at stå på egne ben og mærke en selvstændighed i en så tidlig alder. Jeg tror på det giver noget ballast, som man kan tage med sig hele livet.

N

2 timer inden afgang til efterskolen og ikke videre tilfreds med situationen

Nu til det jeg egentlig vil frem til. Jeg bebrejder ikke min folkeskoletid for mit ego, eller min adfærd, der på nogen kan virke hård. Men det har da noget med det at gøre. F.eks. fik jeg det og vide ude på mit arbejde, for ikke så lang tid siden. Altså at jeg kan virke bidsk, arrogant og afvisende. Sagen er bare den, at jeg har været derude i 5 år nu og folk burde kende mig bedre end det. Jeg ér bare ikke typen der kan chit-chatte om vejret i 20 minutter, eller som træder ind af døren om morgenen i bedste lallende, A-menneske stil, men det betyder ikke, at jeg ikke kan lide mine kollegaer eller medmennesker. Jeg får det bare sådan lidt; ‘hvis I ikke kan lide den jeg er… well, så, Mojn’. My way or the highway, vil nogen sikkert tænke nu. Nej! Som sagt strækker jeg mig langt for de mennesker, jeg gerne vil have i mit liv.

Da Gus og Kamille kom ind i min verden, fandt jeg hurtigt ud af, at der var nogle ting jeg måtte give afkald, på hvis jeg ville have forholdet til de mindste til at fungere. Det var og er både store og små ting, men alle sammen ting som kan irritere mig og som tvinger mig til, at trykke på voksen knappen inde i hovedet. Sidste sommer var vi alle 4 på ferie i sommerhuset nede ved Sønderborg. Vi havde den fedeste uge og ungerne og jeg kom ret tæt på hinanden. Efter 1 uge skulle jeg hjem og på arbejde. Robert blev en uge mere sammen med børnene. Jeg tudede det halve af vejen hjem, fordi jeg ikke kunne holde ud, at skulle være væk fra Robert og jeg synes det var så pisse træls, at de ikke bare kunne tage med tilbage, sammen med mig. Voksen hjernen forstod jo fuldt ud, at det var federe at være en uge mere i sommerhus, end i en kogende lejlighed i København. Men ego hjernen ville bare have min mand med hjem. Jeg kan ikke se mig fri for at indrømme at jeg tænkte, at hvis ikke der havde været nogle børn, havde der heller ikke været nogle tårer. Det lyder barsk når man ser det på skrift, men prøv lige at tage børnene ud af konteksten og lad bonusheksen stå alene. Nogle weekender når ugen har været ekstra lang, har jeg mest lyst til at kokse rundt herhjemme og hygge med kaffe, tegninger, bøger, kagebagning og lal. Rundt omkring hvor vi bor, er der ret mange fede legepladser, som både Kamille og Gustav synes er bomben at fordrive tiden på. Ofte vil de også gerne have Robert og jeg med. Nogle gange er det meget sjovt at abe rundt alle sammen, men jeg er ikke god til det. Slet ikke som Robert er, og det ender tit med at det er ham, der tager med. Det giver mig pisse dårlig samvittighed, fordi jeg føler jeg burde ofre mig og deltage i fællesleg. Omvendt prøver jeg at forklare mig selv, at det er OK og måske meget godt, at de også laver noget med deres far alene engang imellem. Jeg må da kompensere på andre områder, som jeg så forsøger på. Så er der sådan en ting som begrænset frihed. Når vi har kids, har vi kids. Selvfølgelig, er vi inviteret til en kæmpe fødselsdag eller andet, så arrangerer vi pasning, men når vi nu ikke har dem så ofte, helliger vi os vores weekend til dem. Det er et valg JEG har taget. Der er mennesker der har spurgt mig, om jeg ikke bare kan skride i byen og lade Robert blive hjemme med ungerne og jo… Det kunne jeg da sagtens og han ville være cool med det. Men jeg har taget et valg og børnene regner med mig. Det er et livslangt foretagende, mig og dem imellem, og jeg kan ikke bare komme og gå som det passer mig, hvis jeg vil have lortet til at køre på skinner. Sommetider kan jeg da godt sidde og sjustrippe lørdag aften, have lyst til at ringe en passer ind og jerne shots til kl.kvalme om morgenen, men det må jeg så gøre weekenden efter. Heldigvis har jeg en mand, der også har hang til sprit, så hvis de helt store abstinenser sætter ind, deler vi en flaske vin, når ungerne er puttet. Så er der selvfølgelig de helt små ting, som at give afkald på den lyserøde tandbørste i pakken. Jeg har altid fået den lyserøde tandbørste i pakken. Nu er min tandbørste lyseblå. Kamilles er lyserød.

T

Dengang der stadig kun var 2 tandbørster i mit krus.

Jeg har før skrevet, at jeg havde svoret jeg aldrig skulle finde mig en mand med børn. Lige præcis fordi jeg ikke skulle gå på kompromis, mere end højst nødvendigt. Sådan blev det ikke og heldigvis for det, for Robert er manden i mit liv. Med alt hvad det indebærer. Jeg er slet ikke færdig med at klippe hæle eller hakke tæer, og der vil opstå hundredevis af situationer, hvor jeg skal ofre og strække mig selvom jeg måske har mere lyst til noget andet. But that’s life, my life og jeg vil hellere dét, end at være foruden. Jeg tror bare det er vigtigt, at alle involverede parter (de uskyldige små undtaget) har i mente, at alle ofrer sig når en familie bliver kastet op i luften og landet igen, i nye rammer. Det er vigtigt at bonusvoksen husker, at man må give afkald på noget af sin frihed, at man skal tage del i fællesskabet og at man har med små individer at gøre, som skal præges, formes og holdes af. Det er vigtigt at bonussens partner husker, at det ikke er bonussens egne børn og han/hun må ikke forvente, at man kommer til at elske hverken rollen som forælder, eller børnene fra dag 1. Det samme gælder egentlig for den forældre der skal aflevere sine børn, til en bonusforælder, nogle gange i månenden. Alle gør det bedste de kan (håber jeg da), men forskellen på biologisk kærlighed kan aldrig, ALDRIG blive den samme som bonuskærlighed. Logisk vil nogen sige. Ja, men kraftsparkeme også en ting der skal gentages igen og igen, da kærlighed til egne børn kan gøre mere blind, end selv den heftigste kærligheds romance.

 

3 kommentarer

  • katharina

    måske din arbejdsplads kunne få meget ud af enneagrammet? (sådan noget med personlighedstyper, og lære hvad hinanden reagerer godt/dårligt på. ud fra det du skriver, vil jeg skyde dig til at være en type 8. Det er svært at skulle forklare, men jeg har personligt selv fået meget ud af det i forhold til dem derhjemme og min ansatte, så vil klart anbefale dig at bruge bare 10 min. på at Google det!) 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Bonusheksen

      Ej hvor sjovt. Det skal jeg da prøve med det samme. Tak 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Betty

    Åh ..og jeg kender det fra flere vinkler. Har jo selv en stedfar som på trods af split fra min mor stadig er min stedfar – igennem ham har jeg et livslangt venskab med hans eks, moderen til min stedfars søn min lillebror. Man skal huske, at de små bonustrolde engang bliver voksne og måske bliver værdifulde medspillere i ens liv, alt afhængigt af hvilken indsats og kærlighed man selv har investeret i de tidlige år… Jeg er så også ûber bonus heks til 14årigt spektakel med svær psykisk diagnose… noglegange kan hensigten være stærkere end viljen og kærligheden får svære kår at vokse på. Betty prøver…. kys

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hul i hovedet og Makers Mark