Ego-feeder

Nu er jeg ikke en af de slags gravide, der tror på cravings. Jeg tror på, at lysten til mad bliver større (jeg véd det) og jeg tror på, at man kan have mere hang til ’lette’ madvarer – altså ting der ikke kræver det store arbejde af dit mundtøj. (Læs: trangen til grøntsagssymfoni står næppe i første række).

Jeg tror bare ikke på, at den trang man får til snøfler kl. 02 om natten, kan være så overmandende, at man jager magen ud af høkassen efter forsyninger, for derefter at flænse alle 3 etager i snøffel huset. For mig lyder det mere som en undskyldning, for at legalisere et svinsk forbrug af kælderafdelingen på madpyramiden og alt det man i øvrigt normalt sender lange blikke efter.

Jeg spiser helt klart mere, efter jeg er blevet gravid. Jeg er også lysegrønt ærlig blevet mere laissez faire med hvad jeg spiser, eller, jeg er ikke så nazi med hvad jeg spiser, som inden jeg delte krop med en anden. Men selvom jeg har lyst til at forgribe mig på alt hvad MIT fråderhjerte craver, så begrænser jeg mig. Både fordi jeg ikke har lyst til (udelukkende) at fodre min babypige med dej og ting hun skal bruge en uge på at gnave sig igennem, men også fordi jeg ikke orker at bruge flere år, på at smide en masse flæsk, bygget af en dårlig undskyldning om at; ’det var babyen der ville have det’.

MEN, kære venner. HVIS jeg var typen der agerede feeder på egen krop, er her hvad jeg ville stopfodre mig med.

Hvidt brød med smør!!! I går, i dag, i morgen, for altid!

Jeg elsker dem – og så er de også bare ret flotte

Skærekage. Man kan altid spise kage. Tror snart jeg skal fremtrylle en giftkage – elsker!

 

Fries – med mayo!

Pandekager med is. Lidt som med kagen – det kan man altid spise!

Min evige last. Lasagne. Jeg ELSKER lasagne

 

Pizza. Den der slags pizza. Det har altid været min yndlings

Sushi.

 

Quesadillas. Dét må jeg snart ha’.

Den bedste is der findes (på nær et lillebitte sted på Elba)

… og meget, meget mere.