Børn som ludobrikker

Det slog mig her den anden dag, at da vi sagde farvel til de små var sidste gang i knap 4 uger. Det er sommerferietid og det betyder ændrede skemaer. Uge 28 er altid øremærket til en tur i vidundersommerhuset hos bedsteforældrene, sammen med alle de andre fætre og… fætre. K er eneste (og ældste) pige i en børnebørnsflok på 6. Derefter skal de videre til deres mor, som har ferie med dem i uge 29+30 og SÅ, så er det vores tur i 31+32.

Tænk, det lyder jo fandme som et sæt ludobrikker der bliver rykket rundt, uden at man har slået hverken en globus eller 6’er.

Det virker værre end det er og nok også værst for de voksne. Jeg tror faktisk de små nyder det og synes det er fedt der sker så meget forskelligt. Børn er bare mere omstillingsparrate end voksne og endnu ikke så fokuserede på, at det er dejligt at komme hjem og sidde i den samme stol og drikke af den samme kop. Hvis i ved, hvad jeg mener?

Der er jo så bare den lille detalje, at de ér delebørn og vi kommer ikke udenom at skulle hive dem lidt i hver sin arm ind i mellem. Vi er heldigvis så privilegerede, at samarbejdet med deres mor kører rigtig fint. Vi er fleksible på begge sider og selvom vi kører efter fast 9 dage hos mor / 5 dage hos os rutine, kan vi sagtens bøje og strække os i forhold til ferier, rejser, aftaler osv. Jeg får lilla knopper og rullende øjne ved tanken om de familier, hvor fleksibilitet er lige så utænkeligt som hedebølge i november. Det må være skrækkeligt – for alle parter.

Når det så er sagt, må man bare konstatere (igen) at børnene ér delebørn. Det afføder selvfølgelig rigtig mange gode ting, såsom ferier på begge sider, luftforandring og virkelig mange julegaver, men bagsiden af medaljen kan godt være lidt grumset. Der vil være nogle ting som børnene kommer til at gå glip af, fordi alle andre jo ikke indretter sig efter hvor børnene befinder sig. Og selvom man godt kan ’låne’ de små en dag eller to i den modsatte lejrs uge, må man bare acceptere, at nogle gange er man nødt til at sige ’desværre, ungerne kommer ikke med, de er hos deres far/mor’.

For mig er det ret vigtigt at der er struktur i børneordningen. Vi har dem kun 5 dage hver anden uge og reelt set er lørdag/søndag vores eneste hele dage med de små. Selvom jeg til tider synes, det er latterligt hårdt at have bonusbørn, er det samtidig rigtig vigtigt at jeg har tiden med dem, også selvom vi ikke skal andet end bare at dabbe rundt, da vores forhold til hinanden stadig er nyt og skal plejes og vedligeholdes.

Jeg kan godt se, at man som forældre til skilsmissebørn kan have dårlig samvittighed, at man kan savne sine børn og ønske dem med til alle arrangementer. Man må jo bare acceptere at det ikke er muligt, da tiden med den modsatte forælder er dyrebar, vigtig og nødvendig. Derfor må holde sig i selen, have is i maven og… vente.

Chill..

Det er hårdt at have delebørn. Både for forældre, bonusforældre og børn. Men lige så vel som de små må ofre sig, ufrivilligt, (det er jo ikke dem der har valgt konstellationen), må forældre til tider også kaste sig ned på maven og ofre sig – frivilligt. Det kan godt være begge forældre ikke selv har valgt konstellationen, men de er de voksne og derfor er det også deres opgave, at sørge for at processen for børnene, bliver så gnidningsfri som muligt. Det er ærlig talt det mindste man kan gøre.