Nu er det efterhånden et halvt år siden, jeg klemte 3680 gram ren, rå marcipan ud af mit indre. Det er overhovedet ikke til at forstå, at tiden er gået så stærkt. Alt imens har Gry øget sin massefylde til det dobbelte og samtidig smidt over 10 cm. til længden. Og hvad så med mig? Mig der tog knap 20 kg. på, mens jeg bagte den lille kransekage? TYVE?! Helt ærligt, vejede jeg mig kun fordi min jordemoder tvang mig op på en vægt, når jeg var til kontrol og det var ikke med min gode vilje. Jeg spiste hvad min krop begærede i de 9 måneder jeg bagte baby og udover min ugentlige tur til yoga, lavede jeg ikke dagens gode gerning. Bevares, jeg cyklede til det sidste, men medlemskabet i fitten blev opsagt 4 måneder inde i bule forløbet. Da jeg var ved vejs ende og næsten klar til forløsning, var det egentlig ikke fordi jeg synes, at jeg lignede noget der svømmede dybt under vand. Billeder vil sige noget andet, tør jeg godt indrømme nu. Jaws!

Men hvad så nu? Jeg har tabt samtlige 20 kg. og lidt mere til faktisk. Vægten viser et mere venligt tal, end før jeg blev med rogn og det uden jeg har slidt specielt meget for det, for bare at lyde vildt irriterende. Jeg har ganske vist trænet 2 gange om ugen, siden Gry var 4 måneder og jeg går gennemsnitligt 10 km. om dagen, men jeg har på ingen måde kørt en stram kostplan. Der har både været – og er det stadig, plads til boller med tandsmør, snegle til samtlige mødregruppe møder og hjemmelavede pizzaer, med dobbelt op på ost til aftensmad.

Mit maveskind er ikke i nærheden af, at have samme spændstighed som da jeg var bare et år yngre og min behind, der altid har struttet ud i atmosfæren, har også lidt et kedeligt, sammenfaldende knæk. Men det skal alt sammen nok komme tilbage. Det tog mit korpus 9 måneder at puste sig op til hyggeligt bo for 2, så jeg kan vel ikke andet end forvente, at det må tage i hvert fald, samme tid at reducere boligen til en et-værelses igen.

Jeg har det vildt over det. Vildt over hvad kroppen er i stand til og så er jeg stolt som en nyudklækket student. Tænk en bedrift at få lov at begå.

Se transformeringen her:

3 måneder henne

4 måneder henne

Ca. halvvejs – dejlige skinkeben

1 uge inden fødsel – se lige det hoved?!!

4 dage efter fødsel

1 måned efter fødsel

Ca. 3 måneder efter fødsel og den dag det gik op for mig, at luften var gået af røven

4 måneder efter fødsel og nede i læderbukser igen

5 måneder efter fødsel

Et par uger siden – hovedet er tom for vand igen, fostervand at least…

1 uge siden – det går fremad, også med røvluften

Jeg er her stadig – med baby indvendigt! Bare hvis nogle skulle være i tvivl.

Dagene går bare utrolig langsomt, men samtidig er det som om, jeg ikke helt kan hænge på. Jeg har egentlig lyst til at fortælle jer alt muligt, men mine fingre hindrer mig i at jabbe så meget som jeg gerne vil. Jeg har allerede smadret to af mine yndlingsskåle, glas og andet der kan klirre, fordi jeg overvurderer kraften i de tykke krabater. Jeg er nu begyndt at spise af plastic, eller lade skålen stå på bordet som minimum, for at mindske yderligere tab. Suk!

Jeg planlægger at trodse mine sove-pølser i løbet af ugen og give jer en grundig update, men det bliver altså desværre ikke i dag, da jeg allerede nu, efter det her fesne indlæg, er ved at syre helt sammen.

Beklager, allesammen. Jeg håber i hænger på.

God formiddag, good people. Eller er det eftermiddag? Her i barselsby går det godt. Jeg er for alvor ved at finde mig til rette i min nye rolle som barslende, og jeg nyder (bogstavelig talt) hvert minut. Det er befriende fantastisk, at give sig selv lov til en meget lang time-out og gøre alting i sit eget tempo. Jeg lever vitterligt efter termen ‘det vi ikke når i dag, når vi i morgen’. Sådan bliver det i øvrigt nødt til at være, for jeg kan fysisk ikke gøre alt det jeg gerne vil, hver dag. Mine hænder bliver på ingen måde bedre og bare det at tage et bad og vaske hår, tæller som en hel dags kapacitet for de små poter. Det er ret frustrerende, for jeg har egentlig mange projekter jeg gerne vil kaste mig over. Jeg ved bare, at hvis jeg både bager boller, gør rent, tager bad, laver aftensmad og filer negle på én dag, får jeg en nat med multi kramper og en efterfølgende dag i karantæne. Derfor ser jeg en masse serier, drikker kaffe, nusler på den lilles værelse og spreder mine gøremål over dagene. Opskriften på hyggelighed kan findes her hos mig på Nørrebro.

Den anden dag lavede jeg snegle. De bedste snegle nogensinde – uden pis!

Jeg har det godt. Jeg er endnu ikke nået til at være død utålmodig, selvom der er under 4 uger tilbage nu. Jeg suger den sidste nydelse ud af at være gravid, som har vist sig at være lige noget for mig. Se bort fra de døde hænder og frataget frihed fra alkohol og røg, har det virkelig været et ride, som jeg håber at få lov til at opleve igen (rolig Hr.Tingleff). Jeg sover ganske vist af helvede til om natten. Hænder og arme driller, det begynder at være tungt at vende sig, de konstante ture på potten og en tiltagende rastløshed gør, at det er svært at finde ro. Men who cares? Jeg sover bare det længere, eller tager en lur midt på dagen. Oh, the joy.

Lørdag drager vi mod Sønderborg for at bruge en uge i sommerhus, sammen med børnene. Jeg må indrømme, at lige nu er det ikke noget jeg tripper over at komme afsted til. Sovemulighederne, min tilstand taget i betragtning, ser ikke super optimale ud og det kan godt stresse mig lidt. Vi finder selvfølgelig en løsning, det gør man altid, men egentlig har jeg mest lyst til at være i min barselsborg og i nærheden af den bunker, der skal danne rammen for min datters første timer. I starten af næste uge går jeg ind i uge 37 og kan i princippet gå i fødsel hvert øjeblik derfra. Jeg er ikke nervøs. Hvis hun kommer, så kommer hun, uanset hvor i verden vi befinder os, men mit redebygger-gen har nok for alvor gjort sit indhug og jeg har ikke lyst til at blive rystet ud af min ramme lige nu. Men men men, afsted tager vi og lige så snart vi er på farten, bliver alt godt. Jeg skal bare lige prikke et midlertidigt hul på min boble.

Perfection

Jeg tænker at lave en lille tour over børneværelset her en af dagene, for det er simpelthen blevet så fint og så hyggeligt. Men nu må jeg hellere stoppe. Det er som om der sidder en million termitter i mine fingre, der æder sig ind til knoglerne med lynhast. Yum, right?

Jeg håber i nyder de strejf af sommer vi får, eller at i er på vej sydpå… Hvis jeg ikke var preggers, sad jeg med statsgaranti i en bil på vej mod alperne… Next year.

I mandags var jeg været på farten fra det sekund jeg stod op. Jeg havde en masse ting jeg skulle have byttet, ærinder i IKEA og et par andre småting, jeg lige så godt kunne fikse på min runde. Det betød, at jeg brugte en del tid i bilen. Det betødogså, at jeg hørte musik, for første gang i 100 år. Jeg var gået kold i mine playlists og har ikke orket at nørde nyt musik. Desuden elsker jeg at høre lydbøger, når jeg tusser rundt derhjemme. Men lige den dag var jeg altså i humør til musik. Jeg smed min yndlings playlist på, der blev født omkring det tidspunkt jeg mødte Robert og som siden har vokset sig større og rigere. Da meget af det musik der er på listen, er blevet tilføjet efter Robert kom ind i mit liv, er der selvsagt også rigtig mange minder forbundet med ham og jeg, når jeg lytter til de forskellige numre – og det satte en del tanker i gang.

Jeg tog mig selv i, de fleste af numrene, at blive temmelig sørgmodig. Jeg flækkede sågar en tåre, mere end en gang. Ja ja, preggo hormoner og alt det der, men det var egentlig mest fordi det for alvor gik op for mig, at en æra er slut. Det har den på sin vis været længe og det har jeg godt vidst. Men lige der, midt i den københavnske trafik, blev det pludselig soleklart.

Dengang Robert og jeg mødte hinanden, standsede vi tiden sammen. Ikke bare tiden, men hele universet. Alt der åndede var ham og jeg – vitterligt, der var ikke andre end os. Det er, hånden på hjertet, det vildeste, mest magiske og smukkeste jeg nogensinde har været med til. At opleve en tid, hvor hele universet trækker vejret KUN for dig og ham som blev kastet din vej. Sådan levede vi i ca. et halvt år. Hvor det var fysisk og psykisk umuligt at tage stilling til andre end hinanden. Derefter begyndte verden lige så stille at rotere rundt om os igen og vi begyndte at forene os med resten af verden på ny. Dermed ikke sagt at vores egen lille verden blev et stort mesh med resten, for vi formåede faktisk at bevare vores egen planet, hvor kun vi to eksisterede. Vi så bare et univers der var i bevægelse rundt om os og som vi atter blev en del af.

I lang tid, 3 år for at være præcis, var det kun os. Lykkelig tosomhed, som vi er mestre i at besidde og som vi på sin vis sagtens kunne leve i, resten af vores dage. Trangen til at formere og skabe fælles liv, blev bare en realitet vi ikke kunne komme udenom. Og bom, pludselig sidder jeg her, med kærlighed af den pureste og fineste form, sprællende rundt i mit indre. Og det gør mig lykkelig, helt derud hvor universet står op.

Se det lille, fede, glade hoved

Der er bare lige én ting. En ting som jeg det ene sekund skammer mig lidt over, og det næste finder forståelig logik i. Min magiske tosomhed forsvinder lige om lidt. Den er faktisk allerede blevet frarøvet mig, i det sekund vores lille babypige bed sig fast. Lige om lidt er der et andet væsen, der skal have opmærksomhed før mig, som kommer til at stjæle vores alene tid, som vil forhindre os i at gøre hvad vi vil, når vi vil det – som ændrer vores historie for evigt. Og mens jeg er ved at besvime at lykke over alle de facts, panikker jeg lidt i smug. Hvad nu hvis vores kosmiske tosomhed bliver lagt i graven? Kan man overhovedet have en tosomhed, når man er 3? Må man godt sætte hinanden højere end et barn? Er det muligt? Og når jeg er færdig med at hyperventilere over det der er min største skræk, tørrer jeg koldsveden væk, trækker vejret dybt og finder min fornuft frem igen.

Tingene kommer 100% til at ændre sig. Lige om lidt. Intet bliver nogensinde det samme igen. Det er jeg fuldt ud, roligt, bevidst om. Men jeg ved det her. Robert og jeg vil for evigt have vores egen planet. En planet der kun snurrer for os og som rigtig mange troede vi ville falde af, i det sekund festen stoppede, flasken var tom og det halve år var gået. En planet som ingen andre  forstår, men som de kigger på, med en sær form for beundring. Og hvorfor ved jeg det? Pas. Jeg kan ikke sige det. Lige så lidt som jeg kan forklare, hvorfor jeg vidste efter kun 14 dage, at jeg skulle giftes med Robert og være sammen med ham for evigt. Jeg ved det bare og så kan hele universet drøne lige så hurtigt afsted rundt om mig, som det vil. Min planet står for altid stille – for det er Robert og mig der får den til det!

Far, Mor og baby på Roskilde

Bare rolig – jeg har ikke født endnu. Jeg har sådan set bare været på Roskilde og selvom det var en noget tør (på alko-siden) en af slagsen, har jeg haft sympati tømmermænd, med min mand de sidste par dage.

Roskilde festival med baby i maven. Så har man prøvet det med. Det har faktisk været en ganske positiv oplevelse, omend det for alvor er en prøvelse udi afholdenhed, at trave rundt på en festivalplads, der mest af alt bare indbyder til, at man skal eskalere en brandert. Shit, hvor har jeg været misundelig på Robert og de 100.000 andre, der kunne svælge i store, kolde cocktails og skabe sig fuldstændig, helt og aldeles berettiget – åndssvage!

Lejr in the making

Vi havde, uden tvivl, Roskildes sejeste campingvogn

Jeg holdt ud indtil folk simpelthen var for langt væk fra rækkevidde og trak derfra stikket og livlinen tilbage til København. Ikke særlig sjovt at køre mod en tom, mørk lejlighed, når alle andre skifter sofistikeret stivert ud, med sejlende, symbiotisk, sanseløs koger. Suk – dumme svin!

Barnets første Slayer koncert!

Når alt kommer til alt, er jeg glad for at jeg var med, det stykke af festivalen jeg orkede. Det har kun bekræftet mig i, at Roskilde Festival er det sejeste og mest befriende sted at være. Det har også bekræftet mig i, at min mand og jeg er det vildeste team. Selvom han var bragende blæst et par gange, hvor jeg var mere ædru end Sahara er hed, havde vi det stadig virkelig sjovt sammen og kunne sagtens gakke ud i fælles forståelighed. Det har også bekræftet mig i, at Mormor godt må komme over og passe barnet et par dage næste år, så jeg kan komme ned og bade mit legeme i sprit og røg, mens jeg råber uforståelige ting og danser til støvet står mig om ørerne.

En af morgenerne flækkede jeg et par pizzaer sammen til folket – hvilken glæde de skabte..

Roskilde er fedt. Det er helt klart bare fedest når man ikke har en kærlighedsklump i maven, eller andre skavanker der gør, at man er nægtet at opbygge en promille.

Næste år!!!

Nu er det atter hverdag. En ny en af slagsen for mig, der byder på sysler af forskellig art, inden vi sætter kursen mod det sønderjyske og børneferie, fra på lørdag. Nåh ja – og så er der forresten under en, én måned til termin. Gisp!

Lørdag morgen måtte Robert give op. Jeg hentede ham i silende regn, bragte ham hjem, puttede ham i bad og fyldte ham med madder og Sopranos på sofaen. Jeg deltog selv i hele baduljen – hæ.

Goddag fra barselsland. Et land jeg allerede er blevet særdeles glad for og som jeg er svært begejstret for, at skulle opholde mig i, det næste års tid + det løse. Jeg øver mig på at fordele mine projekter, sove når det passer mig, spise lidt ekstra (pfff…. som om det kræver øvelse) og i det hele taget lade værre med at stresse med noget som helst. Det ser ud til at virke, for jeg er allerede ret god til det.

I går mødtes jeg med min søster og lille Sigurd til dejlig morgenmad på Atelier September, inde i byen. Der blev jeg også lige bekræftet i, at jeg skal nyde min ultimative frihed mens jeg kan. Sigurd er 9 måneder nu og selvom han er forholdsvis rolig, er det jo ikke fordi han bliver til en bronzestatue, bare fordi mor skal spise sin croissant med 2 hænder. Efter affodring tog jeg med søster og yngel rundt i byen. Min søster skal giftes den 6.august og er ved at få de sidste detaljer på plads. (NOTE: jeg er sat til d.3.august!! Den der lille tonser-ballerina har bare at holde sig inde, for jeg VIL med til det bryllup). Da Sigurd havde fået nok af shopping, sagde vi farvel og jeg luntede tilbage til Nørrebro på mit røde lyn, hvor jeg lige nåede en forfriskning med min mand, inden jeg igen ramte gården. Det der med at have en mand der er selvstændig, holder så meget på flere niveauer. Særligt  det niveau der hedder, at man kan kysse uforstyrret midt på dagen!

God morgenmad og god kaffe

Resten af dagen og aftenen blev brugt på langs, da jeg er sært træt i denne tid. Lidt som jeg var det i første trimester, så hvilepauser er tiltrængte. Nåh ja, og så så jeg fodbold sammen med Robert. Jeg har aldrig set så meget fodbold i hele mit liv, som under det her EM. Og der er simpelthen sket det, at jeg er blevet lidt små(bims)bidt af det. Eller, jeg kan godt se hvorfor kampen mellem Spanien/Italien var spændende og at det var noget helt særligt, da Island tævede England i går. Faktisk overvejer jeg kraftigt at se kampen mellem Tyskland/Italien lørdag aften, selvom Robert ikke er hjemme. Pre fødselspsykose?

Se lige mit barns far. Hva’ba’?!

I dag var jeg til jordemoder. Alt er godt! Ungen vokser som hun skal og skønnes til at være en fin basse på nu ca. 2500 gram. Det svarer altså til normen og skulle være helt perfekt. Jeg troede faktisk hun lå lidt over – med de spark hun jævnligt kommer med, skulle man tro det var Hulken der lå derinde. I morgen kan jeg skrive 35 fulde uger på CV’et og finalen rykker således tættere på, med hastige skridt. Syret, syret fornemmelse!

I morgen er det festival tid. Rob har fri, så vi starter med morgenmad et sted og brager så ned til, hvad jeg vil betegne, som paradis på en mark. Det er også et af de steder, hvor jeg ville ønske man kunne hoppe ud af sin baby-bagnings-krop, for en kort stund og rave igennem sammen med alle de sjove mennesker. Men ak, det må blive næste år. Robert bliver dernede og jeg kører tilbage om aftenen. Tanken om at sove nogen som helst andre steder end i min egen seng, giver mig shakes, så et par nætter i telt kan der på ingen måde blive tale om. I stedet bliver jeg hende der kører frem og tilbage og som måske også vil fungere som en slags Roskilde Fairy Godmother, med mad og forsyninger i bagagerummet.

Tænk at den der mave blive endnu større?

Nu skal jeg lige prøve mine nye (hugger) sko, som jeg blev NØDT til at eje da jeg så dem. Selvom jeg slet ikke kan passe dem nu og sikkert først får dem på til næste sommer – I don’t care, de er SÅ fine! Og så er det vist tid til et lille hvil – for mig, babypigen tror allerede hun er til Roskilde Festival.

Jeg er vild med dem (selvom de er lidt stripper’ish) og G-L-Æ-D-E-R mig til jeg igen kan have høje sko på!!

Som nævnt tidligere holdt jeg i lørdags en form for barselsfest. Egentlig var det vel et såkaldt ‘babyshower’, men jeg tror det kræver, at nogle andre afholder begivenheden for dig, før du retmæssigt må bruge den betegnelse. Anyways, konceptet var kager, mad, kolde drikke, damer og en masse sladder. Det var den bedste dag og hvis ikke det var for mine forkrampede hænder, gjorde jeg det igen på lørdag.

Jeg havde bagt en masse boller, lavet den lækreste isthe (der havde den smukkeste farve), stegt små frikadeller, arrangeret forskellig pålæg, masser af kold hvidvin, og naturligvis kager – det bærende element. Jeg havde valgt at lave en ‘Devils Food’ kage, der består af chokolade. Og mere chokolade. Jeg havde også lavet små, svampede bananmuffins med karamel og salt ovenpå og til sidst havde jeg lavet en virkelig vellykket og fin, fransk kage. Det hele spillede og smagte, hvis jeg selv skal sige det, virkelig godt.

Se bare med her.

Chokolade BOMBE

Jeg havde valgt at pynte den med små twix, bounty, mars, chokoladekugler med crisp, friske hindbær og lyserøde skumfiduser

Jeg havde bagt 4 bunde, som blev lagt sammen med chokoladecremen

Her er bordet så

Læg mærke til kagen med jordbær i midten – fin, ik’?

Frisk frugt var der også

Jeg er ked af, jeg ikke fik et billede af istheen – den var så pæn

Jeg fik heller ikke et ordentligt billede af den færdige jordbærkage – men her er opbygningen af den

Og så en kåbe af marcipan til sidst

Alle mine søde veninder havde fine gaver med til den lille – gode sager!

Jeg kan varmt anbefale et arrangement som dette. Det var sådan en god dag!

Jeg har haft nogle virkelig dejlige dage og er fuldstændig solgt og fan af det der barsel. Barsel, som jo faktisk startede officielt i går. Det har jeg fejret på mere end en måde!

For lang tid siden, altså inden jeg overhovedet kunne se halen af min barsel, inviterede jeg alle mine piger til en barselsfest. For mig var det egentlig bare en anledning til at bage en masse kager og arrangere en eftermiddag fyldt med lækkerier. Det er den slags jeg kan bruge timer, dage og måneder på at forberede – og jeg elsker det! Lidt nørdet, men det er simpelthen så hyggeligt at beslutte hvilke kager der skal bages, studere opskrifter og researche gode ideer.

Torsdag aften hjalp min søde mand mig med at handle ind, så mine stakkels poter ikke skulle lide mere last end de allerede bliver udsat for. Vi benyttede lejligheden til at spise ude og gå i biffen bagefter. NOTE: Nattens Dæmoner 2 – DO.NOT.DO.IT! Jeg så i virkeligheden kun halvdelen af filmen. Den anden halvdel så jeg på mine rynkede håndflader. Jeg er den største svækling, men til mit forsvar var den altså virkelig vammel! Især hvis man er lidt følsom overfor forskruede stemmer og pludselig banken på døre!

Vi var begge vildt sultne og orkede ikke rigtig den store jagt på mad, så da jeg spottede en ledig plads på et pizzasted på Istedgade, slog vi til. Det var lige fancy nok til mig. Der var alt for meget topping på den kalorielette bund, som faktisk bare var et stykke sandpapir. Nogle ting skal man bare ikke fucke med! Det gør vi nok ikke igen…

Fredag gik jeg i krig med kagebagningen fra tidlig morgen og da det var tid til min 4.akupunktur behandling, var jeg faktisk næsten halvvejs i projektet. Efter jeg var blevet spiddet, susede jeg hjem hvor Maria kom og holdte mig med selskab, mens jeg syslede videre. Hen af eftermiddag blev vi sultne og cyklede derfor over på Taxa hvor vi mæskede os i crouque Monsieur, kaffe og mere sladder. Robert joinede os da han var færdig med work og nåede lige en hurtig kaffe, inden vi skulle hjem for at kaste lidt farve i face (mig jo. Ikke ham). Vi havde nemlig en date, bare ham og jeg, på The Market. En ny restaurant som jeg klart vil anbefale. Det var top tjekkede omgivelser, maden var eminent og det ene (sølle) glas hvidvin jeg fik, smagte fortryllende. Nå ja, så har de også en kæmpe cocktailbar, som jeg helt sikkert skal plyndre, når babypigen ikke deler lever med mig mere. SHITZ, hvor jeg glæder mig til at kunne drikke mig sviller med min mayn igen!

Yep. Den var lige så god som den ser ud

Den her kage blev så flot og vellykket. Mere følger senere..

Chablis… Mmmmh….

Asian-fusion er stilen vist…. SÅ godt!

I dag vågnede jeg tidligt og gik i gang med de sidste forberedelser, inden hele holdet troppede op med gaver, børn og lækkerhed! Det har været den hyggeligste dag, som jeg laver et separat indlæg om en af de nærmeste dage. Nu er jeg fuldstændig savet over, vaskemaskinen summer, opvaskeren snurrer og det samme gør mine usle hænder. I morgen skal vi til fødselsdag hos det (hidtil) mindste barn, hvilket betyder mere kage – hvor heldig må man være?

Mandag skal jeg ikke på arbejde. Det har jeg SÅ optur over, allerede nu!

Dag 3 på barsel. Jeg tror stadig ikke, jeg har fattet, at det rent faktisk er NU. Nu at jeg kan gøre hvad der passer mig, sove så længe jeg vil, pisse en dag væk på ingenting og se film midt på dagen, uden at have dårlig samvittighed, eller bekymre mig om alt det jeg burde nå. For det når jeg nok, på et eller andet tidspunkt.

Der er virkelig mange projekter jeg gerne vil i gang med dog. Desværre er jeg tvunget til at rationere, da jeg ellers skal bøde med en søvnløs nat. Mine hænder bliver fortsat dårligere og det at blogge, er jo egentlig strengt forbudt, da tastearbejde gør det hele værre. Jeg fortsætter hos min akupunktør og var også et smut forbi en kiropraktor forleden, men begge dele ser ikke rigtig ud til at lindre noget som helst. Faktisk var det eneste kiropraktoren kunne gøre, at sætte min skulder/kraveben på plads, som åbenbart var helt fucked og fuldstændig låst. Jeg begynder så småt at indse, at døde hænder er en tilstand jeg skal leve med, indtil barnet har forladt bunkeren. Det fik jeg lige et minor meltdown over i forgårs, da jeg faktisk synes det virker helt uoverskueligt, at være handicappet på den her måde. Heldigvis har jeg en sød mand, der aede mig på hovedet og forsikrede mig om, at alt nok skal ordne sig. Det hjalp – på tårerne i det mindste!

Der er også ved at være godt pres på!

I går bestod dagens projekt i, at begynde at ordne alt babypigens tøj. Det jeg har fået købt, er bare blevet smidt på hendes værelse og i går tog jeg så hul på at klippe mærker ud, samt starte et mindre vaskeri. Den lille dame har en mere tjekket garderobe end Robert og jeg tilsammen jo (møgunge). I dag fortsætter det projekt, inden jeg skal hives i biffen i aften. Ja. Hives. Robert vil mega gerne se Nattens Dæmoner 2, da 1’eren var både gisp og seriøse kulegys værdige. Jeg er enig. Det var en virkelig god gyser. Problemet er bare, at jeg er verdens største pivskid, når det kommer til gysere. Ikke så meget mens det står på, men bagefter. Jeg kan have svært ved at krydse gangen fra soveværelse til toilettet om natten fordi… ja, fordi hvad? Jeg ved det ikke! Min fantasi tager over og fremkalder døde piger og grinende dukkeansigter lige foran snotten på mig. Svagt! Jeg ved det. Men med udsigt til 4 nætter alene i næste uge, er jeg bare ikke særlig begejstret for runde 2 af rædselskabinettet. Jeg er blevet tilbudt at melde pas, men det er fandme for tøset altså!

Der er ret meget, selvom det faktisk syner lidt lige der..

Nå. 2 timer tog mig så, at skrive det her lille indlæg i dag. Jeg har spurgt Robert om ikke han gider klippe mine fingre af, men det er som om han ikke rigtig lystrer?

Der er nogle ting, der letter tilværelsen lidt når man agerer hus for et andet menneske i 9 måneder. Det er helt sikkert individuelt hvad der bliver yndlings items, hvis man overhovedet får nogle, men jeg har altså samlet et par stykker. Se med her.

De kommer i mange former og størrelser. Sovepølsen. Min er halv størrelse af den her, men ikke desto mindre fuldstændig uundværlig. Jeg har brugt den siden jeg var i 5. måned, tror jeg, og den er så genial til at støtte maven og aflaste hele det tunge kadaver om natten. Absolut must have!

Jeg har generelt ret tør hud, men da jeg blev gravid stak det helt af. Det lignede jeg havde savsmuld i hovedet og føltes lidt som at have en nylonstrømpe mast ned over hovedet. Jeg brugte 1000 produkter, for at prøve at glatte ud, men intet hjalp. Ikke før det her lille mirakel. Den er intet mindre end eminent, den her lille (pikkedyre) serum. Det er det eneste jeg bruger om natten, sammen med øjencreme og min hud er nu gennemfugtet og fuld af glød! YAY!

Jeg har gennem mange år svoret, at jeg aldrig i mit liv skulle eje et par Birkenstock sandaler. Men jeg måtte bittert sande, at samtlige af mine sko (hulk), begyndte at klemme i takt med at bassen blev større. Jeg købte dem her i Berlin og går næsten ikke i andet. Jeg er glad for dem og synes de er OK fine. Mest af alt er jeg glad for at være gravid om sommeren – det gør det bare lidt lettere med påklædning altså!

Apropos at være gravid om sommeren. Jeg elsker den her stribede kjole fra H&M, som både sidder godt og er behagelig at have på. Nå ja, og som ikke ligner en sæk. Jeg synes faktisk ikke man skal nægte sig selv et par gode gravid-beklædningsgenstande, da man hurtigt kan komme til at føle sig som en rullende tank i det gamle tøj.

Jeg er virkelig glad for min badekåbe i den her tid. Normalt hopper jeg bare i et par joggebukser på de lange, stille dage, hvor jeg bare er hjemme, men samtlige bomuldsbasser er blevet for små. Derfor er kåben genial til at svøbe mit svulmende legeme i.

De er top ucharmerende – ‘presenningen’, som Robert kalder dem, men de er virkelig rare at have på, når man bare har en kjole på. De giver en ekstra støtte til den tunge mave, som er begyndt at veje godt nedad. 

Vigtigst af alt – kærlighed! Om det så er fra en mand, en ven, forældre eller et rumvæsen. Det er alfa at have en, der fortæller (lyver), at man ikke ligner en bunker med tøj på, når man føler sig allermest tung og træt