Torsdag. Torsdag var engang den fedeste dag på ugen for mig. Jeg var 18 år, boede i Sønderborg (hvor jeg er vokset op) og gik i 2.g på gymnasiet. Torsdag betød at det snart var weekend, men det var også den absolut fedeste dag at gå i byen på. Årsagen var enkel! Det vrimlede med purunge sergent elever på Buddy Holly, der delte Southern Comfort sjusser (hvor prollet, hæ!) ud, med lige så rund hånd, som Brixtofte skænkede rødvin i 2002. Jeg var ung, okay yngre, spændstig og jeg kunne hamre shots, som en gran voksen mand, til kl. 05 om morgenen. Alt imens Nelly brølede at det var varmt og Justin bad alle guys and ladies, om at skrige...

Vi er hjemme! Ja, beklager en noget brat afslutning på beretningen om mit Thailand eventyr, men jeg blev simpelthen gammel før tid med det internet de førte sig. Jeg prøvede et par gange, at have et indlæg klar til udgivelse, for så at smage den bitre erkendelse af, at det thailandske interspace havde spist og slugt det. Til sidst gav jeg op, levede med det og nød de sidste dage i troperne, sammen med min lille familie. Vi havde nogle gode afsluttende dage på Lanta. Som jeg nævnte i sidste indlæg, var vi klar til at tage at vende snuden mod nord, så det var med en vis hjemmetrang, at vi slængede os rundt til sidst. Det var ikke fordi...

Jeg gjorde noget jeg ikke er specielt stolt af i går. Noget som jeg næsten ikke engang kan skrive her, men som jeg gør alligevel. Jeg droppede yoga! Ja. Mit elskede yoga, som jeg ser så meget frem til hver uge. Sagen var bare den, at da jeg endelig landede i min gård, efter 8 lange og meget varme timer på kontoret, var jeg fuldstændig toast. Uden pis, indeklimaet på mit arbejde er værre end i en underjordisk kulmine. Det betyder således, at luften på en varm dag godt kan ramme 35 grader, og selv ikke 16 åbne vinduer kan svale på nogen måder. Stilsiddende svedning. Yum! Med en krop der skal fostre en kødklump, resulterer det åbenbart i træthed...

Nogle synes indlæg som det her er selv-iscenesættende, navlepillende og ‘det hvide ud af  øjnene’ værdigt. Jeg synes det altså ikke. Faktisk elsker jeg, at læse den her slags indlæg på andre blogs og derfor har jeg kastet mig ud i mit helt eget. Facts om min husbond og undertegnede kommer her: Vi besluttede at vi skulle være kærester, over guldøl og galianoshots (for mit vedkommende) efter 5 dage, hvor vi konstant havde været sammen (og på druk) I det hele taget var vi næsten på druk hver dag, det første år vi var kærester… How? Første gang jeg var hjemme ved Robert var på 2.date, hvor vi først shoppede Rolex og så drak kaffe på Europa. Vi bællede rødvin...

Tænk engang. For et år siden smækkede jeg allerførste indlæg op på Heksen. Egentlig var det en hurtig beslutning, som jeg traf hjemme i sofaen, sammen med Robert. Altså. Jeg havde længe haft en tiltagende, svært uundgåelig, nagende følelse i maven. Jeg ville godt ud med alle mine tanker omkring bonusrollen og jeg ville godt gøre det ærligt. Jeg var så træt af at føle mig som en enspænder og som, ja, en Heks, fordi ingen turde fortælle sandheden om, at have andres børn balancerende på hovedet. Derfor tænkte jeg faktisk, at jeg ville være den første. Meget er lært siden! Vigtigst er nok, at jeg for alvor har fået øjnene op for, hvor tabu-betændt hele det her bonusfamilie område...

Heksen takker for RF2015 Så er jeg tilbage. Eller det vil sige, mit pryglede hylster af en pølseskinds krop, er tilbage. Roskilde was good to me. Hvert år bliver jeg overrasket over hvor fantastisk det er. Den der ultimative følelse af frihed, som du deler med 80.000 andre mennesker, er fuldstændig ubeskrivelig og fuldkommen vidunderlig. Jeg kom derned torsdag og mødtes med min mand i lejren, hvor vi startede vores egen fest, inden vi ramte pladsen og de andre. Resten er lidt et blur. Et stort mix af sjusser, sol, mad, musik, gak, gøgl, råben, svedture, shots, gamle venner, nye venner, bidende tømmermænd, ultimativ lykkerus og kærlighed i uendelige mængder. Jeg har hørt minimalt lidt musik i år. En kombination...

Det er den sidste dag i kærlighedseksil. Robert er lige fræset ud på en løbetur (crazy cat – det blæser en halv pelikan), og jeg sidder og suger det sidste syn af ren natur, ind i mit kadaver. Imens rydder jeg op på min computer og slubrer kaffe, som blev det taget fra mig i morgen. Da jeg organiserede mit skrivebord, fandt jeg en mappe, der hvis den fandtes i fysisk form, skulle smækkes i en bankboks og bevogtes af glubske tigere. Nemlig billeder fra mit polterabend, taget af min dygtige ven og fotograf Abdellah Ihadian. Det var den bedste dag, og jeg kan næsten få tårer i øjnene som jeg sidder her, over at have så fantastiske veninder. Her...

Sidste års Roskilde festival bliver umiddelbart svær at overgå Sidste år var Rob og jeg på Roskilde. Festival. Det var sjovt, lykkeligt, fantastisk og med et set-up, der var helt genialt. I år har en ny spiller så meldt sig på banen. Tinderbox festival der har placeret sig i Odense (?!!). Egentlig var vi fast besluttet på at moone Roskilde og tage turen til, hvad vi synes (musikmæssigt), bliver årets festival. Jeg mener, Black Rebel Motorcycle Club, Prodigy, Rival Sons, Faith No More, Eagles of Death Metal, Major Lazer og jeg kunne blive ved, på én og samme festival. Uanset (næsten), hvad Roskilde disker op med, bliver det bare ikke bedre end dét! Vi boede i luxuslejr sidste år, hvor...

Det er mandag – in so many ways! Mandag kom alt for hurtigt. Jeg er slet ikke færdig med at sove længe og agere ile på Robert. De der 7 cl sjusser (ja, FLERtal) fra i fredags, har stadig ikke forladt mit lille legeme og jeg bøder lidt i dag. Okay, der var også shots. De var store.. og i meget pæne glas Biffen blev aldrig en realitet i går. En stor biografsal med 100 andre mennesker, kunne simpelthen ikke konkurrere med vores hyggelige lejlighed – eller tosomhed for den sags skyld. I stedet gik vi en tur, godt pakket ind og fandt lidt aftensmad. Selvom jeg er ret smadret ovenpå en… splattet weekend (jeg mener, vi har jo ikke...

I øvrigt. Se lige hvad der landede i går! Jeg bestilte dem, da jeg lå på mit dødsleje for nogle uger siden. Fornuftig type Splat kat! Det er mig i dag. Mine øjne svier, min mave snurrer og mit hoved er fløjet til Mars. Måske er det kombinationen af at komme for sent i seng og den dødstræning jeg praktiserede i går. Jeg øgede min vægt ret markant i forhold til hvad jeg plejer på gårsdagens træningspas, og det kan i den grad mærkes på den lille krop i dag. Det var det hele værd dog, sejrsfølelsen alene. Jeg er ærlig talt ikke særlig oplagt i dag, og min sofa virker langt mere attraktiv end min kontorstol. Mit egernven underholder...