Så lad dog de stakkels børn fryse

Så er den gal igen i Laksegade. I har også set det, ik’? Det der har fået både den yngre og ældre generation til tasterne. Ganske vist med et blandet budskab, men ikke desto mindre noget, der har fået folket til at pippe. Jeg hentyder selvfølgelig til det hysteri der har været, omkring den nyligt åbnede festivalplads på Roskilde.

Det kommer næppe bag på den faste læser, at jeg får lyst til at skrappe op som en morgenfrisk krage.

For lige at ridse sagen op, har man i år øget brandsikkerheden på campingområdet, hvilket har betydet, at nogle unge mennesker er blevet smidt væk fra den kø de har ligget i, for dermed at kunne overholde reglerne for sikkerhed. Det har så medført, at samtlige forældre til de ‘stakkels’ poder, har følt trang til at klage på deres yngels vegne. De mener nemlig, at det er forkasteligt, for dårligt, en kedelig oplevelse og listen er lang, at deres små pus nu skal fryse og intet sted have at være på det 770.000 m2 store campingområde.

Min første tanke er, at de forældre der føler behov for offentligt at ytre deres mening om de ‘kummerlige’ forhold på festivalen, skulle få sig en hobby, sende deres børn en flaske sprut som undskyldning og derefter grave sig ned. Min næste tanke er dyb bekymring og foragt. Helt ærligt, hvad er det der foregår? Personligt synes jeg det var slemt nok, da de berømte curling forældre valfartede til planet smat med varme gryderetter og pressefoldet tøj til deres øgler, der kun havde smagt på 5 minutters frihed, inden de igen blev frarøvet muligheden for at mærke sult og ubehag. Eller ultimativ løsrivelse og lyst til oprør? Hvis er behovet for at komme ungerne til undsætning? Med 99.9% sikkerhed ikke børnenes. En del af gamet på RF er netop ikke at vide hvornår man får mad i skrutten, være beskidt og lugte lidt af tis, uden at nogen kigger skævt til dig, glemme solcremen og drikke mere end samtlige studenter formår det i rus ugen.

Det er en alarmerende, misforstået og panderykkende adfærd de her stakkels forældre udviser. De har fuldstændig tabt al form for fornuft, i forsøget på at overleve sig selv. Deres overbeskyttede børn er blevet et projekt, der for alt i verden ikke må mærke nederlag, om de så skal bære dem gennem livet på blødende knoglestykker. De omklamrende forældre glemmer desværre bare, at det er deres livsværker der må betale prisen. En temmelig høj pris ind i mellem. Antallet af børn og unge med angst og stress er stødt stigende, hvilket giver ganske god mening, set i lyset af de erfaringer rollingerne bliver frarøvet, opvæksten igennem. Ungdommen får jo et chok, når de bliver kastet for det glubske samfund. Et sted hvor du skal stå til ansvar for dine handlinger, hvor der bliver krævet selvstændig adfærd og hvor du bliver losset ud hurtigere end du kan løfte en finger, hvis du ikke kan stå mål med den modstand du unægteligt vil møde på et tidspunkt. Og no wonder at flere og flere unge knækker. De er jo vant til at blive madet med livretter, smide tøj der stadig har hang-tags på ud, komme hjem når de selv synes det er tid, lave lektier en anden dag, få praktikpladsen serveret på en fløjels pude, sige ‘nej’ til pligter og blive fløjet i helikopter fra konfirmationsfesten. Nok er der kørt på med tandsmør her, men det er langt fra unormal livsførelse for en stor gruppe børn og unge i dag.

Mit babybarn, der slet ikke er baby mere lige om lidt, kan selv kravle op i sofaen. Hun kan også selv kravle ned igen. Når hun knalder hovedet ind i en væg, kigger hun surt på den og kravler videre. Hun klapper når hun har spist op og når hun ikke kan se op på øverste hylde, hiver hun sig op over kanten med sine små, buttede fingres kraft. Jeg hverken pacer, tvinger, vanrøgter eller ignorerer hende til at komme frem i livet. Jeg prøver derimod at opfordre og motivere hende til at prøve igen. Jeg lader hende falde og slå sig engang i mellem, ligesom jeg lader hende kæmpe for at se over kanten. Sådan vil jeg blive ved med at opdrage hende. Hun skal vide at hun godt selv kan og at hvis hun anstrenger sig ekstra meget, vil sejren på den anden side være dobbelt så funklende. Hun skal lære at nogle gange slår man sig og at det kan gøre ondt, men det går over igen. Hun skal have en tro på, at hun kan lige hvad hun vil og at hun er stærk nok til at nå derhen hvor hun ønsker. Ved siden af vil hendes far og jeg stå støt. Vi vil puste, trøste, holde om, støtte, motivere og hjælpe hvor det giver mening. Alt det vil jeg, i kraft af min uendelige kærlighed og respekt til hende. Af selvsamme årsag vil jeg ikke slæbe hendes bajer på Roskilde om 16 år. Jeg kommer heller ikke med brandvarm lasagne og lune sweatre. Dels fordi jeg på daværende tidspunkt har tiltro nok til, at hun magter opgaven ‘Roskilde Festival’ på egen hånd, men også fordi jeg sandsynligvis vælter rundt med hendes far i den ene hånd og en sjus i den anden, et andet sted på selvsamme festival.

Vi skal tro på vores børn og udvise dem den respekt og værdighed de fortjener. Vi skal ikke kvæle dem i misforstået omsorg, der på sigt kan ende med at ødelægge dem. Så kære forælder der har ondt i hjertet over at lille Signe fryser på Festivalen; Skænk dig en varm kop kaffe, send et billede af det til din datter, bed hende have en dejlig uge og sig at der er masser af kærlighed og varmt vand, når hun returnerer fra selvvalgt mayham.

It’s all love!