Jeg har fået en gave der ikke kan købes for penge

Bertel Haarders risengrød og hokus pokus baby

Good evening fellow Hekse og almindelige dødelige. Her er en lang og begivenhedsrig dag ved at lakke mod enden. Af en eller anden grund skal arrangementer altid klumpe sig sammen og i dag lå alt så i en stor bunke.

Vi vågnede først kl. 08, da Gry er inde i en prisværdig soverytme for tiden. Hun snorkede fra kl. 20-05, fik en flaske af undertegnede og boblede så videre til, hvad der selv for de arbejdende, må betegnes som misundelsesvækkende direktørtid. Vi skulle være ude af døren kl. 09, så der var ikke tid til nøl. Ud af døren kom vi da, og også til den ønskede tid. Planen var så, at Gry lige kunne snuppe sit morgen nap på vej til tumlastik, men det var hun åbenbart ikke indforstået med. Hun havde derimod en fest i klapvognen, hele vejen hen til ende destination og startede derfor baby tivoli bagud på point. Det stoppede hende dog ikke fra, at tiltrække sig så meget opmærksomhed som muligt, fra det sekund hun landede på de bløde måtter. Hun møvede sig ind i midten af rundkredsen og lå så der og solede sig i succes. Da der var gået 1 1/2 time med diverse sving, svung og svang, måtte vi give op. Jeg pakkede derfor den lille snips i vognen og stavrede afsted mod Nimb, i håbet om, at hun ville hakke sig en god, lang lur. Igen havde jeg lige glemt at forventningsafstemme med barnet, der kun sov 30 minutter og var så klar til en god frokost med de voksne. Djævlebarn.

img_0359

Hokus pokus, Gry i fokus

Gry er heldigvis ikke typen der bliver pylsk og skrigeskinke agtig, når hun springer lure over. Uanset hvor træt hun end er, bliver hun ved med at kæmpe og underholde. Det gjorde hun også hele frokosten med min mor og søster igennem, så da vi driblede hjemad et par timer senere, var jeg 100 på, at NU ville hun sove længere end det tager mig at løbe 5 km. Man skulle tro, at jeg havde lært lektien by now, ik? Og det var så nej! 30 min. og hun var klar igen, den lille rotte. Da vi nåede hjem, var jeg brugt! Brugt som Bertel Haarder der bare gerne vil spise sin risengrød i fred og var på randen til at lime Grys øjenlåg sammen, for at få hende til at sove. Med fare for at blive dømt som ussel mor, undlod jeg limpistolen og bed i alt hvad jeg kunne komme i nærheden af, i ren frustration over en overtræt unge, der nægtede at give op. Heldigvis kom Robert mig til undsætning, lige før jeg tyede til vold og selvfølgelig hjalp hendes bedste ven hende ind i en lur! Jeg strøg direkte ned i gården og pustede ud med en kop vin og et ligsøm til at dulme nerverne.

img_0362

… men det var en dejlig lunch

Okay, verdens længste indlæg om verdens kedeligste ting – babysøvn. Sorry. Det jeg prøver at sige er, at jeg er dead beat. At det har været en lang, men god dag og at jeg er tungeslaskende lykkelig for, at jeg har en tilstedeværende far til mit barn. Hatten af og al respekt der findes i verden, til enlige mødre. De må være lavet af noget helt særligt – og drikke virkelig meget vin.

Nu kommer der chokolade ind fra venstre, som jeg vil bruge begge hænder på at spise – og så vil jeg gå i seng.

Jeg håber i kigger med igen i morgen. Jeg lover, at det ikke kommer til at handle om et øglebarn, der ikke vil sove!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har fået en gave der ikke kan købes for penge