En angst jeg helst vil glemme…

Lige siden før (ja, før) jeg gik på barsel, har jeg frygtet at komme tilbage på job. Jeg havde egentlig lavet en aftale med mig selv om, at når jeg havde født min lille arving, skulle jeg død og pine sætte den frygt i bero. Jeg ville ikke bruge min barsel på at tælle dage, uger, måneder, til jeg igen skulle starte arbejde. Og hvad skete der? Dét! Det der ikke skulle ske, skete. Lige siden Gry arriverede 1.august 2016, har jeg haft i baghovedet, at nedtællingen var begyndt. Jeg bruger unødigt meget tid på at sætte angsten i skammekrogen, men den bliver ved med at vende fjæset mod mig. Hvad det er der gør mig så frygtsom? 2 ting.

Den ene er, at jeg simpelthen synes det er spild af det dyrebareste liv, at aflevere Gry i en institution. Ikke fordi jeg har et problem med, at hun skal over og lege med andre børn og den slags, men mere tanken om, at der er nogle andre der skal nyde hendes først alt muligt, som jeg kommer til at misse, fordi der er et samfund der kræver noget mere af mig, end mit barn har mulighed for at udtrykke. Det er jo ikke ungens behov at skulle i børnefængsel hver dag, fra så lille, er det? Jeg ville så meget ønske, at jeg kunne gå hjemme med hende, til hun var 2 år og stimulere hende gennem legegrupper med andre børn og mit sprudlende selskab (ahrem) for resten. Hvis ikke dét, så i det mindste have muligheden for at hente hende tidligt hver dag. I så god tid, at man kunne fordybe sig i forskellige verdner og universer sammen, uden at hverken mor eller barn, skulle være lige så splattet som en god gang kartoffelmos, efter en fuld arbejdsdag – for begge.

Tænk ikke at skulle hænge ud med hende hver dag, hele dagen?!

Den anden. Jeg har længe været, tja, mindre glad for mit arbejde. Jeg har været der i snart 7 år og det har været godt til mig. Det ér stadig godt til mig, men…. jeg savner at lave noget jeg brænder inderligt for. Som jeg glæder mig til at stå op til og knap så meget, at gå hjem fra. Jeg har de bedste kollegaer, lønnen er god, der er eminente pensions- og barselsforhold, masser af frynsegoder, solide bonusser og hvad har vi – jeg har bare brug for luftforandring, tror jeg. Har alle mennesker ikke det ind i mellem?

De to ting mixet sammen gør mig ængstelig. To the bone! Hvis jeg absolut skal aflevere min søde, flæskede basse, har jeg hårdt brug for at lave noget, hvor jeg ikke sidder og tænker, at jeg pisser Grys dyrebare, første år væk.

Så der har i det. Det er egentlig noget jeg ikke bryder mig særlig meget at tale om, for pludselig bliver det virkeligt, at jeg snart bliver nødt til at handle. Hvad jeg skal gøre, ville jeg ønske der var en der kunne fortælle mig, for jeg kan åbenbart ikke selv finde ud af det. Jeg håber bare, at jeg, det sidste halve år af min barsel, kan holde den forpulede angst i den mørke krog og koncentrere mig om at koncentrere mig om mit pragteksemplar af et barn!

Kryds fingre og hey, sig til hvis i mangler en til at lave noget fedt – jeg kan alt muligt.