Vi er her!

En tiger på spring og rødvinssympatisører

Godmorgen. Kl. er 8 og her i lejren har der været liv siden 06.30. Der var også liv kl. 22.30, 01, 02, 03.30 og 05. Jeg har egentlig aldrig troet på de der tigerspring. Mest af alt har jeg afskrevet det som noget bavl, mødre på barsel kunne gøre sig opmærksomme på. Faktisk vidste jeg slet ikke hvad det var, før Gry landede og der var en fra min mødregruppe der spurgte, hvordan vores andres kødklumper tog første spring. Til dem der, som jeg, heller aldrig har hørt om et tigerspring, er det når babyvæsner gennemgår et udviklingsstadie og reagerer ved f.eks at sove rigtig dårligt, spise meget, blive pylret og andre partykiller tricks. Jeg ved stadig ikke om jeg tror på det. Børn er jo forskellige. Men jeg finder det påfaldende, at Gry agerer som ovennævnt, på netop de tidspunkter, hvor hun skulle være tiger i et cirkus.

Lige nu er hun så åbenbart i sit 5. spring og vi har 20 dage igen. Bærøv. Det fede ved det er, at hun på den anden side kan alt muligt vildt. Faktisk kravler hun nu næsten og fra at have været en stilleliggende, lille flæskesteg, for bare 14 dage siden, er hun nu over det hele. Også i potteplanterne. Djævlebarn. Jeg kan ret godt lide mit hjem som det er, og havde umiddelbart ingen intentioner om at flytte alt op i røvhøjde. På den anden side orker man jo heller ikke smadrede yndlingsting eller smadret babyhoved, vel?

I dag skal vi ses med Grys første små venner her i livet. Jeg ved ikke om hun glæder sig, men jeg gør. Det gør jeg altid. Det gode ved de piger er, at de er lige så klar på at tale om glæden ved, igen, at kunne tylle rødvin, som de er på at tale yngel. En ting man ikke skal undervurdere. Både det at de også har hang til drikke med procenter, men også, at de har et behov for at tale om andet end babymos og bæ!

Efter det skal vi et smut forbi borgerservice og have lavet pas til Gry. Nå ja, og mig også. Vi skal jo bruge dem lige om lidt, når vi sætter kursen mod Thailand og igen til sommer, hvor turen går til Mallorca i 10 dage. Denne gang incl. de store børn. Men mere om det senere.

Ah. Det føles godt at være tilbage. Jeg skal bare lige finde formen igen kan jeg mærke. Håber i hænger i.

God dag peeps.

img_0481

Tror I det der går som pasbillede?

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi er her!