A’hva’ for en fertilitetsbehandling?

Der er noget der har fyldt mit hoved den seneste tid. Noget jeg selv har vådet rundt i og som engang var et vidt og fremmed begreb for mig, men som jeg senere kom til at stifte nøje bekendtskab med. Fertilitetsbehandling. En behandling som flere og flere danske par støder ind i. Faktisk er ca. 10% af fødselsårgangen i Danmark fertilitetsbørn. 10%! det er altså ret mange. Men hvorfor er der så så lidt fokus på emnet, når det nu er noget så mange par skal igennem?

Der findes masser af materiale om emnet fra diverse fertilitetsklinikker. Der findes også bøger der skriver noget om selve fertiliteten og hvorfor den kan være i skidt stand, men der findes stort set ikke noget læsestof, om hvordan sådan et fertilitetsforløb helt reelt set foregår. Hvad det er man skal igennem, beskrevet ned til hver eneste scanning og undersøgelse, hvilke tanker der flyver rundt i knolden på dig, hvem der gør hvad ved dig osv. osv. og.så.videre. For det ér bare et langt, sejt, hårdt og ubeskrivelig, vildt forløb. De videoer og det materiale som fertilitetsklinikkerne har til rådighed, får det hele til at virke så lige til og overskueligt. Som om det er lige så let som at slå en fars til frikadeller sammen. Jeg synes som udgangspunkt det er fint at de prøver at forenkle forløbet, da situationen i sig selv kan være uoverskuelig nok, men jeg synes ikke der er grund til at lyve omkring de ting, man for alvor er angst over. Især som kvinde. F.eks. kunne en ægudtagning godt være beskrevet på en mere detaljeret måde, så man var lidt bedre forberedt på indgrebet. For det er det – et indgreb!

Hele fertilitetsforløbet er én (altoverskyggende) ting. Men der er også et ’efter’ forløb. Et forløb der gerne skulle hedde ’graviditet’. Også her er der for lidt fokus på fertilitetspatienter, hvis du spørger mig. Fra den ene dag til den anden, bliver du kastet ud blandt ’normalen’, efter du har været ’indlagt på den lukkede’ i X antal måneder. Eller år. Det er enormt svært at navigere i den virkelige verden, fordi tiden i et fertilitetsforløb er præget af angst og nervøsitet omkring fremtiden. Det går ikke væk, når den lille reje endelig har lagt sig til rette. Tværtimod er man dobbelt så nervøs, for at noget skal gå galt, med tanke på alt det man har været igennem, for at komme så langt. Men der er no mercy. Ikke en eneste ekstra scanning, ingen større forståelse, ingen særbehandling. Du er bare en blandt alle de mange andre. Jeg er godt klar over, at det er sådan vores system er skruet sammen, men i mine øjne er det så bare forkert konstrueret. Jeg kender en pige der har været igennem 8, OTTE forsøg og endelig lykkes det i det 9. Ved nakkefold får hun så og vide, at hendes tal er rigtig dårlige og at chancerne for et barn med downs-syndrom er sky-high. ‘Farvel og tak for i dag’. Hun blev ikke tilbudt yderligere hjælp, hun blev bare sendt hjem! Alle der får den besked, om barnet så er undfanget naturligt eller ved hjælp, må være knuste, men når man har kæmpet i flere år, proppet sin krop med hormoner, fået afslag på afslag osv., må sådan en melding ramme med dobbeltsmæk. Og der er det så, at jeg ikke forstår, hvorfor hun ikke bliver tilbudt en nifty test med det samme. En nifty er en blodprøve der med 99,5% sikkerhed kan konstatere om barnet er rask eller ej. En simpel blodprøve! Det skulle hun selv hjem og kæmpe med at få planlagt.

Jeg er ikke en af dem der ’der aldrig troede dette skulle overgå mig’, men jeg blev overrasket over, hvor omfangsrigt sådan et fertilitetsforløb rent faktisk er. Jeg er også overrasket over, hvor mange der går igennem det. Og så er jeg overrasket over, hvor lidt materiale der findes om det. Altså om det helt lavpraktiske forløb og de følelser der følger med. Det kunne jeg godt tænke mig at ændre på – og skabe lys omkring. Der må sidde 1000 andre som mig, der er uvidende og som mangler hjælp til at blive somewhat klogere på forhånd.

Kan I lugte det? Et projekt er født.