Heksen over bord

Jeg er ikke den eneste der har været udenlands i Bededagsferien. Min mand og bonusøgler drog en tur til Berlin, kun de 3, uden Heksen. Egentlig var det en tur Robert havde lovet børnene for lang tid siden, men vi vurderede at det var oplagt at lægge den nu hvor jeg alligevel skulle afsted med min mor – og inden den lille kommer.

Selvfølgelig ville jeg gerne have været med. Og så alligevel ikke. Jeg er ret stor tilhænger af, at man i en bonusfamilie skiller tingene lidt ad ind i mellem. Selvom vi lever i en forholdsvis ubesværet sammenbragt familie, tror jeg stadig at børnene har brug for deres far alene, fra tid til anden. Fuldstændig som jeg har brug for at have ham for mig selv. For på trods af at jeg holder af dem og de af mig, er vores relation bare ikke ’naturlig’. Den er skabt af deres fars og min kærlighed, og ikke noget de som sådan har haft indflydelse på – det er jo den barske sandhed. Derfor tror jeg det er sundt for dem alle 3, at de får noget tid sammen engang i mellem, hvor der ikke skal tages hensyn til en ’udefrakommende’.

På krøllen af halen sidder så også en lille baby. Om 3 måneder vendes verden på hovedet for flere af os. For nogen bliver det for altid, for andre bliver det for en kort stund. Børnene har et meget afslappet forhold til at jeg er gravid. At deres far skal have et barn med en anden kvinde end deres mor. De glæder sig til lillesøster kommer og min bold på maven er blevet hverdag for dem nu. Men selvom de er indstillet på, at den lille basse vil røre i heksegryden, tror jeg alligevel det kommer til at kræve noget tilvending for dem, at fokus ikke udelukkende er på dem længere. Ikke at en tur til Berlin kan forud illuminere den omvæltning de evt. måtte komme til at føle, men jeg synes det var en fin ting, at de fik deres fars fulde opmærksomhed (og burgere ad libitum), inden der snart er en miniøgle der kræver deres fars og undertegnedes komplette fokus.

Af samme årsag har Robert og jeg booket en tur mere til Berlin, foruden den vi har om små 3 uger. Den sidste tur væk som kærestepar i laaang tid. Det er temmelig angstprovokerende skulle jeg hilse og sige, altså tanken om at de næste par år, er der en lille abe med, hvis vi skal udenlands. Nå, den tid, den charme. Jeg glæder mig – til det hele.

This one!