Grim forskrækkelse

Nu ved jeg godt, at man som førstegangs gravid er mere udsat for nervøsitetsangreb, end har man prøvet hele trumlen før. Jeg vil så vove den påstand, at når man oveni hatten også er fertilitetsgravid, øges den der angst for at noget skal gå galt, med et par takker.

Siden babypigen har været 21 uger, har hun sprællet og sparket i et ivrigt tempo, til stor fornøjelse for sin mor.. ja, og far. I går gik jeg ind i uge 26 og pludselig var der stille. Hun bevægede sig slet ikke som hun plejer, og faktisk synes jeg at stilheden var temmelig voldsom. Hele natten mærkede jeg ikke noget til hende, hvilket jeg plejer på min tisse-maraton. Ej heller her til morgen sprællede hun, at hun var vågen og så blev jeg faktisk ret bange. Jeg prøvede at hoppe, skubbe rundt med hende, drikke koldt vand og alle de andre hekseråd der er i bogen, men til sidst blev Robert og jeg altså enige om, at ringe på det akutnummer jeg har fået af min jordemoder, i tilfælde af problemer.

Jeg fik en varm og sød jordemoder i røret, der bad mig komme op på Riget til et rutinetjek. Jeg sprang hurtigt på den lille ganger og afsted fløj jeg. Jeg ventede en 20 minutters tid, inden jeg blev kaldt ind til samme jordemoder, som jeg havde talt med. Hun bad mig om ikke at blive bange, hvis ikke man kunne høre hjertelyd med det samme, inden hun satte den lille scannerdims på maven. Der var helt stille til at starte med – og bom, der var den, den lille pulserende lyd fra et sundt og rask hjerte. Støjen på linjen betød, at hun flakser rundt derinde.

Det var en virkelig grim forskrækkelse og jeg plejer ellers ikke at være så hys. Men jeg er glad for, at jeg tog afsted og jeg er glad for at jeg skal føde på Riget – jeg har kun haft gode oplevelser med dem indtil videre. Jordemoderen bad mig i øvrigt om hellere at ringe en gang for meget, end en gang for lidt. Forhåbentlig bliver det kun den her ene gang. Phew…