Okay. Jeg er ret sikker på, at vi bliver hjemsøgt på matriklen Nørrebro. I hvert fald har der i denn
Se næste indlæg >
Hej lille baby – hvad skal jeg gøre med dig?
Jeg synes det er ret fedt at være gravid. Jeg er ubesværet, eller i hvert fald det jeg vil betegne som ubesværet. Udover mine 7-8 pisseture om natten, er jeg kun generet af en svajrygget lænd, der pludselig skal balancere end del ekstra vægt. Ellers er det bare fedt. Det er dejligt at have en stor, rund, flot mave. Det er ubeskrivelig fantastisk, konstant at gå med den der forventningsglæde, der måske er den bedste af slagsen og så er det i øvrigt bare lykkeligt at være gravid, når alle de praktiske detaljer og omstændigheder er fuldstændig på plads, så der kun er tilbage at nyde og glæde.
Den sidste uges tid er hendes lille krop blevet noget større og spark/stød/puf noget voldsommere. Det betyder, for mig, at det hele bliver lige en tand mere virkeligt, hvilket er hjerteligt velkommen. Jeg synes nemlig, at selvom jeg snart har været gravid i et ½ år (!!), er det latterligt svært at forholde sig til, at de der spark og puf kommer fra et rigtigt, lille menneske. MIT rigtige lille menneske.
Den anden nat drømte jeg, at hun var kommet ud til os. Hun var porcelænsfin, sov som en engel og havde mega lange øjenvipper. Hun var perfekt. Der var bare lige det ved det, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre med hende. I drømmen husker jeg det som om, at jeg lige så godt kunne have taget hende i benene, da hun skulle op til mig for at spise. Det var virkelig skørt og virkelig virkeligt. Og selvom jeg godt ved, at man ikke tager et barn op i benene (dø’øh), føler jeg mig lidt magtesløs, fordi jeg ikke er ét med den der lille tingest, der flakser rundt i min mave. Her på det sidste har jeg læst beretninger af andre gravide, der stort og flot fortæller, hvordan de allerede kender deres barn, at de er forenet og bundet sammen, allerede inden ungen har forladt hulen. Det kan jeg slet ikke genkende! Lige nu har jeg bare en bold på maven og den der bold kan bevæge sig indefra. That’s it.
Forstå mig ret. Jeg glæder mig! Jeg glæder mig mere end guf er et must på en isvaffel, til at føde vores lille kærlighedsbarn, møde hende, nusle hende og elske hende sammen med hendes far, men jeg vælger altså at tro på, at jeg først connecter med min datter (se, bare dét er syret. Min datter? Mig, mor?) når hun er ude af bolden og bevæger sig rundt ovenpå mig, i stedet for inden i mig.
Er det mig der er helt off og burde sendes til Bloksbjerg, eller kan andre relatere? (Sig ja, please).
Jeg havde det præcist sådan. Faktisk følte jeg mig først rigtigt som min søns mor da vi kom hjem fra sygehuset. Det var ikke sådan at jeg var ligeglad med ham på sygehuset (havde faktisk lyst til at slå en anden mor som havde den frækhed at påstå at hendes var den smukkeste baby… As if) men der var bare alle de velmenende og mervidende sygeplejersker som ligesom tog styringen(jeg var kun 19). Da vi på fjerde dagen kom hjem i egen lejlighed følte jeg at han var MIN. Jeg husker det som om der kom en ro og lettelse over mig og følelsen af at nu er jeg hans mor.. Giver nok ikke helt mening men jeg forstod i hvert fald hvad du mente 🙂 Held og lykke med det hele. Det er det mest fantastiske i hele verden!