At vælge den rigtige karet

Når den lille i maven, ikke er den mindste i kroppen

Jo ældre jeg bliver, jo mere ønsker jeg at være tæt på mine forældre. Tættere i det mindste. Der er 350 km. imellem os, så spontane smutture skal bestilles á la carte.

Jeg er død misundelig på dem, der lige kan drible forbi søndag eftermiddag til boller, eller onsdag aften til lasagne. Især nu, hvor barnebarn nr.3 og mit første eksemplar melder sin ankomst. Mest af alt kunne jeg bare rigtig godt tænke mig, at mine forældre fik et forhold til min datter, der tæller mere end en kind-sherifstjerne og et ’du er vel nok blevet stor’, 4 gange om året.

Heldigvis er mine forældre (især min mor) ret sej til at komme over og agere redningsplanke / mårmor og mofi (min nieces betegnelse), ganske ofte og med hurtig udrykning. Min mor har valgt at trække stikket til arbejdslivet her d.1/5, bl.a. (hørte jeg hende sige), for at få mere tid til diverse afkoms afkom. Min far bliver ved – lang tid endnu, hvis min spåkugle taler sandt.

fam

Hva’ba’?!

Nu går rejsen jo begge veje og jeg planlægger at fylde min lange barsel op, med en masse ture til det Sønderborgske. Man kan jo tage en ret sej flyver, der overstår turen for dig på kun 20 min.

Robert og jeg kommer aldrig til at flytte tilbage til Sønderborg. Mine forældre kommer heller ikke til at flytte til København. Og selvom jeg ville ønske de gjorde, ville udfaldet nok mest minde om den glade løve, der blev fragtet ud af sine vante rammer og det jo synd, ik’? Som så meget andet handler det vel om prioritering, planlægning og snilde – det er jo bare det, jeg så gerne ville undgå.

Åh. At være 4 år igen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At vælge den rigtige karet