Fra kærester til ægtepar til forældre

På mange måder er det virkelig skørt at bære på den her store rognkugle. Altså, hele hormonsystemet er jo på verdens længste og vildeste rutsjebanetur med loops og dyk, vildere end man kan forestille sig.

Men én ting er hvad der sker i min lille, sultne krop, noget andet er hvad der sker i mit lille, blonde hoved.

Jeg har været sammen Robert i lidt over 3 år nu. Jeg er stadig balstyrisk forelsket i ham og på mange måder, er det stadig ikke gået op for mig, at han er min og jeg er gift med ham. På mange måder er jeg slet ikke færdig med at være teenageforelskede førstegangs kærester, der ikke har forstået at der eksisterer andre planeter.

Når det så er nævnt, er jeg selvsagt ekstatisk over, at skulle have et barn med ham. Jeg kan ikke finde et finere udgangspunkt for at få et barn sammen, end når det er på en bund af inderlig kærlighed og skarp forelskelse.

Jeg er slet ikke bleg for, at en lille basse er en kæmpe udfordring, hårdt arbejde og momentvis snerre-materiale, men det er cool nok. Jeg stoler på, at Rob og jeg klarer det som en mis i fløde. Vi er et pisse godt team og solide bogstøtter for hinanden – det kommer en baby ikke til at kunne rokke ved.

LOVE

Der går lige noget tid, før det for alvor går op for mig, at vi skal have et barn. Sammen. Det er jo knap nok gået op for mig, at vi rent faktisk er gift. Mig. Gift! Sådan et fertilitetsforløb gør det heller ikke nemmere, tror jeg. Processen for at nå til hvor vi er nu, er så hård, nervepirrende og opslidende, at når det endelig lykkes, tør man næsten ikke tro det er sandt. Men det ér det og vi klarede den Mount Everest udfordring sammen, så overdrevet fint.

Jeg glæder mig så ubeskriveligt til at se Robert som far. Til vores barn. Jeg er lykkelig og taknemmelig over, at det er lige præcis ham der skal være far til min baby – for han bliver den bedste til det.