Kolde motorer og nissestøvler

Det der er totalt mig for tiden. Dyne, sofa og nissestøvler

Selvom der kan være noget rigtig smukt over januar måned, med den isblå, klare himmel og den skærende, selvlysende sol, kunne jeg bare totalt godt være foruden.

Selvom jeg i år har erhvervet mig en både varm og ret sej vinterjakke, er jeg træt af at ligne en michelin mand med tøj på. Mine stakkels små påhængsmotorer er ved at fryse af, når jeg cykler på arbejde om morgenen, da jeg insisterer på at have strømpebukser på i ny og næ og flyverdragt til voksne (i hvert fald når man har tilpas med fars på bagen) frabeder jeg mig.

Hvad værre er. Der går jo en mindre stenalder, før vejret vender. F.eks. husker jeg sne i maj sidste år?!

I ren desperation begyndte jeg derfor i går febrilsk, at søge afbudsrejser til mig og min trofaste makker, Robert, for at mildne første halvdel af 2016. Jeg er villig til hvad som helst og så har Rob og jeg faktisk endnu ikke været på en regulær badeferie, endnu. Men guess what? Det kan fandme ikke lade sig gøre. De første 6 måneder af året er allerede booket af aftaler og masser af skole. Det giver mig faktisk lidt åndenød. Hvorfor gør man altid det? Pumper kalenderen fuld, allerede inden året er skudt i gang?

Anyways. Det endte med et spaophold på et sted jeg virkelig glæder mig til. Alter Meierhof ved Flensborg, anbefalet af mangt og mange. Så kan vi samtidig kombinere det med et besøg i det Sønderborgske, som Robert og jeg har lovet hinanden, skal have noget mere opmærksomhed i 2015’s fodspor.

Kolde tider gør bare heller ikke noget godt for figuren vel? Bevares, denne var i anledning af Roberts fødselsdag, men stadig..

I april drager jeg på forlænget weekend til Stockholm med min mor. En fødselsdagsgave fra mig til hende, som nu endelig skal indfries og som jeg glæder mig vildt til. Til maj kalder Berlin endnu engang på mig og min ægtefælle, hvilket jeg også glæder mig helt ustandseligt til.

Men men men, der er lang tid til marts, april og maj, så indtil videre må jeg væbne mig med tålmodighed og uld – og håbe på det bedste.