Er du ensom? Jeg håber ikke du er ensom

Tak!

Jeg så en dokumentar på DR omkring ensomhed den anden dag. Den satte fokus på 4 forskellige mennesker, der alle havde det tilfælles at de, efter en skilsmisse, var endt op alene, ensomme og frustrerede. Fact: halvdelen af alle danskere kender en som de tror, eller ved er ensomme. 2,8 millioner danskere der i princippet kunne være ensomme?!

Udsendelsen ramte et eller andet i mig. For det første blev jeg (helt ærligt), enormt glad for at jeg ikke var en af de portrætterede, eller en af de 2,8 millioner ensomme danskere. Jeg gloede lige en ekstra gang på Robert og rundt i min lejlighed og fik en tryghedsfølelse af samme kaliber, som når min far tog mig i hånden som lille.

Men når det så er sagt, så har jeg engang selv været en af de 2,8. Jeg hár siddet i min sofa – alene, forladt (i bogstaveligste forstand), modløs, trist, ked af det og frem for alt, altoverskyggende ensom. Selvom jeg havde en stærk vennekreds og en dejlig familie, følte jeg mig som Ninna alene i verden. En tid jeg ser tilbage på med bitter smag i munden og som jeg ALDRIG håber jeg skal opleve igen.

Bedste venner

Personerne man fulgte i udsendelsen følte alle ensomheden som resultatet af en skilsmisse. Det kom bag på nogle af dem, hvor meget stilheden og ensomheden gav genlyd, når de pludselig sad der helt solo. Men det er jo lige præcis dét. Ensomhed hverken kan eller skal man forberede sig på og derfor rammer den også som tusind små splinter i hele kroppen.

Nu lever vi også i et samfund, hvor man i den grad kan isolere sig. Danskere er enormt dårlige til at opsøge hinanden og generelt bare være overbærende og venlige. I køen i Fakta værdiger vi ikke hinanden et blik og selv på caféer og barer kan man stå 50 mennesker i samme lokale, men kun tale med sin medbragte ven. Vi kunne godt lære lidt af mentaliteten i f.eks. Paris eller bedre endnu Berlin, hvor der er en helt anden åbenhed og varme.

Jeg prøver for så vidt muligt at være åben og imødekommende, men jeg tror jeg vil tænke over det en ekstra gang fra NU af og så holder jeg Robert lidt ekstra i hånden for tiden.