Uforgængelig tusch!

Yesterdays crime scene

Solen skinner. Jeg sidder næsten med kinden, klistret mod ruden, for at suge D vitamin til mig. Jeg har de sidste 2 dage cyklet uden hue, uden at få brainfreeze og isører – det går totalt den rigtige vej!

I går var jeg nede hos min yndlings blækør for at udvide min samling af dimse tuscher. Hun er den vildeste altså. Billedet af den længere nede kommer ikke rigtig til sin ret, overhovedet, men den er simpelthen så fin, min lille tykke kanin (jeg har før sagt jeg kunne rime, jo!). Robert havde været placeret i stolen i lidt over 4 timer før mig (ja ja, når man er sin egen direktør, kan man den slags midt på dagen – suk), og fik også foreviget to medlemmer af dyrefamilien.

Mød Hr.Kanin

Så fint lavet altså!

Da vi kom hjem begyndte en længere stirrekonkurrence mellem mig og min nye kanin (han vandt) og skiftevis fortrød/jublede jeg over placeringen af Hr.tykkesen, på min arm (sådan har jeg det hver gang, jeg lige er blevet farvet. Tilvænning I guess). Det udløste lidt en lavine af tanker i min lille knold, som gik på mit eget og andres syn på tattoveringer.

Siden jeg fik min første tattovering som 16/17 årig, og nok også før det, har jeg været ret fascineret af tegninger med uforgængelig tusch. Jeg har dog en meget stærk holdning til, hvad jeg synes der er pænt og hvad jeg synes er enormt kikset. Men hvis tingene er lavet ordentligt og der er noget kant i motiverne, er jeg kæmpe fan. Jeg er glad for at jeg aldrig fik lavet hele min overarm, som jeg overvejede for nogle år siden. Kæmpe, synlige og mange tuscher, gør sig bare bedst på mænd – i min optik. Til gengæld er jeg stor tilhænger af mænd med tuscher (øh, surprise). Men igen, kun hvis det er noget der har kant og som skiller sig lidt ud fra mængden.

Jeg er glad for, at jeg på min egen krop, har holdt mig til små ’diskrete’ tuscher. Selvom antallet af dem, gør at jeg nok ikke kan bruge ordet ’diskret’ mere.

Jeg ELSKER at Robert er så blækket som han er

Der er mange der taler om, at de gerne vil have en tattovering, men at de er bange for at de fortryder det. Amn, så skal man ikke have en. Selvfølgelig kræver det rigtig meget overvejelse inden man ligger flæsk til, men hvis man ikke kan slutte fred med om man vil fortryde det, skal man købe et Ninja tyggegummi og slikke en fake på, i stedet. Jeg ser alle mine tuscher som en slags historie. Klart er der da nogle, som jeg måske ikke ville have fået lavet i dag, eller hvor jeg havde valgt et andet motiv, men jeg fortryder dem aldrig. De er en del af mig og min fortælling. I øvrigt kommer jeg heller ikke til at fortryde dem når jeg er 80, nej. Der vil de måske endda betyde endnu mere for mig, fordi de vil berette om et liv der blev levet, med små fortællinger om hvor jeg var, forskellige steder i mit liv.

Det er mere reglen end undtagelsen at have en tusch i dag, og nogle kalder det ’mainstream’. Det vil jeg ikke betegne det som. For mig er det ikke et modefænomen. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har lagt mig under nålen for sidste gang i går, og det har jeg det faktisk ret vildt over.