Venskab er jo ikke en selvfølge! Vel?

Speaking of sammenhold. Det her var min fredag aften. Lys på bordet, rødvin, krøllet dug, de to aber og min mand. Pretty perfect!

Der er noget jeg har stenet ret meget over, her på det sidste. Det kommer næppe bag på nogen at jeg er bonusmor. Kone til Robert, der har to børn. Børneven. Ekstravoksen. Plasticmor. Papmor. Hvem bestemmer hvad den rigtige betegnelse er?

Hvad hvis ordet ’bonus’, slet ikke er det rigtige? Jeg mener. Det er da ikke sikkert at de små synes det er bonus, at far eller mor snaver med menneske, der ikke har lavet dem.

Min far sendte mig en artikel den anden dag, der omhandler netop dette. Virkelig mærkeligt, eftersom det er nogle tanker jeg har driblet rigtig meget rundt med, det sidste stykke tid. En debattør og forfatter, havde interviewet en masse delebørn om hvordan de egentlig opfattede deres ’bonus’forældre. Rigtig mange af dem, udtrykte sig negativt. Men som barn har du ikke samme mod til at være ærlig, som når du er voksen. Børn vil heller ikke såre far eller mor, komme i knibe, plus de ikke rigtig ved hvad der er rigtigt og forkert. Det kan resultere i en masse undertrykte og gemte følelser. Især hvis den forælder, der bringer et ’bonus’ medlem ind i familien, ikke involverer børnene og lader dem vide, at deres stemme altid vil blive hørt med respekt.

Vi, Robert og jeg, har prøvet at gøre meget ud af, at tale med børnene. Vi holder ca. 1 gang om måneden det vi kalder et ’familiemøde’. Vi skiftes til at være ordstyrer, og så kan man sige alt hvad man har på hjerte og alle har taletid. Har man ikke noget at sige, behøver man ikke sige noget. Jeg synes det er fedt, fordi det giver en sammenholdsfølelse os 4 imellem. Samtidig håber jeg, at de små får fornemmelsen af at vi tager dem alvorligt og at vi gerne vil lytte til dem og ændre, skulle de have noget på hjerte. Det er jo ikke fordi vi ikke taler sammen til daglig, men her er der ligesom sat nogle andre rammer og det er måske lettere at komme ud med tungere ting, fordi alle sidder lydhøre og klar.

…. Og se så lige det sidste nye medlem af familien – er han ikke fin?

Der er en helt anden problematik i øvrigt, som jeg synes er alt for undervurderet, når det kommer til bonusforældre og børn. Se, når far eller mor finder en ny kæreste der får rollen som bonus whatever i familien, er det forventet at børn og bonus kommer glimrende ud af det med hinanden. Forkert! Hvis du sætter voksne mennesker sammen på en arbejdsplads, er det jo heller ikke en selvfølge at de bare klikker. Nogle mennesker kommer man aldrig til at fungere sammen med, og i min optik er det ikke anderledes om det er voksne vs. voksne eller voksne vs. børn.

Jeg har oplevet, at det er mere mine omgivelser end min egen mand (som man egentlig først skulle antage), der har gispet tungt når jeg har sagt, at jeg synes hele den her proces er hård og brutal nogle gange. Det er som om det forventes, at både bonusvoksen og børn helt naturligt får det til at fungere glidende, efter en rum tid.

Det er bare ikke rigtigt. Jo, for nogle måske. Men for størsteparten tager det år. Rigtig mange år. Tænk på hvor mange (læs; få) rigtig gode venner du har, og hvor lang tid det har taget dig at finde dem. Hvor mange frøer du har måtte kysse, eller kysser, for at finde den rigtige. Så er det da utopisk at tro, at bare fordi børn er børn, er det match made in heaven fra starten. Det er jo en læringsproces for begge parter. Lære at leve sammen – og dele den person der er ’skyld’ i sammenkogningen. Nemlig mor eller far.

Det gælder om, som bonusforælder, at holde sig lidt i baggrunden og give plads både til de små, men også til sig selv. Det bliver kunstigt og tyvagtigt overfor børnene, hvis man agerer biologisk forælder efter 3 måneder. Bonusforælderen har i øvrigt lige så meget brug for lige at observere. Hvordan fungerer tingene? Hvordan er deres rutiner? Hvordan omgås de hinanden? Den slags ting – og så må man lige så stille glide ind.

I går da jeg sad og så X-factor (spass, for et latterligt program), havde jeg svære abstinenser efter dét der set-up. Bare lidt svært at føre ud i livet, når man skal agere ansvarsfuld voksen. Suk..

Jeg kan stadig godt observere og holde lidt igen, selv efter 2 år. Dermed ikke sagt, at jeg ikke er en del af fællesskabet, eller ikke involverer mig i børnene, for det gør jeg skam. Jeg synes bare stadig det kan være rigtig hårdt det hele, og det tænker jeg faktisk at børnene også må synes det er, sommetider.

Man kunne blive ved med den her snak – men jeg håber I forstår min pointe?