Er du lalle Lullu eller kylling?

Og så har jeg brug for det her i mit liv igen! Sommer, sol, smukhed!

Jeg har det sådan lidt funky for tiden. Ikke på den der boogie/soul agtige måde, men på den der lidt splittede/ubeslutsomme måde.

Jeg har igen fået en revival for min forelskelse i Robert. Den kommer med jævne mellemrum og jeg føler mig ligeså sindssyg, som det første halve år vi var kærester. I går mødtes vi efter work på Taxa og spiste mad og sludrede i nogle timer, inden vi driblede hjem og lavede fort i sengen, så Blå Øjne (har i set den på DR? DO IT) og så sov vi herre tidligt. Hvad mere vil du ha’?!

Når jeg siger funky er det mere på det praktiske plan i mit liv. Noget i mig har lyst til at sige mit stabile, velbetalte, bonusberigende (altså som i DOLLARS bonus), pensionsbetalte (i den særdeles høje ende), sundhedssikring’s hverdagsjob op, og stille mig ned og lave kaffe på den lokale kaffebar 3 dage om ugen. Ved siden af kunne jeg være fitness instruktør, og blive modstykket til nogle af de lallende Lullu’er, der svanser rundt derovre. Jeg er beriget med en mand der har en succesfuld business, så vi ville fint kunne fungere.

Jeg er bare en kylling. Eller også er jeg bare opfostret af en far der er gammel bankmand og særdeles fornuftig af natur. ‘Græsset er altid grønnere’, ‘tænk på fremtiden’, ‘økonomisk sikkerhed’ og alt det andet jazz er bare mejslet ind i skalle på mig. Og.han.har.jo.ret!!

Noget i mig fryser bare og får mit hoved til at dreje 180 grader, når jeg hører ordet ‘begrænsning’. Jeg får det stramt og får lyst til at gøre alt modsat (Tjullehut Ninna 4 år). Det på trods af, at jeg faktisk har det ganske udmærket, der hvor jeg er. F.eks. det der med at rejse udenlands et år. Til New York. Fordi jeg véd det ikke kan lade sig gøre, pga. børnene, hiver det pludselig voldsomt i mig og jeg kan næsten få mavekneb over hvor træls jeg synes det er, at det ikke kan lade sig gøre. Omvendt. Hvad vil jeg over til? Hvad vil jeg væk fra?

Jeg ser det som noget positivt dog, alt det her funkybusiness. Det er godt lige at revurdere situationen og kigge ud over klippekanten nogle gange. Ellers bliver det hele sgu lidt for farsfarvet og dét skræmmer mig næsten endnu mere. Og ved I hvad? Jeg kan oprigtigt, uden at lyve sige jeg er lykkelig. Hvor mange kan det?

Need I say more?