Tag noget pis på dine børn – og sig stop!

Husk at spasse ud!

 

Der er noget jeg kan blive træt af. Mere end sippede, cykelhjelms befængte regelryttere, der bimler af mig på den bredde cykelsti, med masser af plads til overhaling… Forældre der glemmer at være mennesker og som ikke kan tage pis på deres egne børn. Forældre som glemmer, at det er dem der er de voksne, ergo også dem der bestemmer slagets gang og dagsorden. Husk nu at jeg ikke skærer alle over én kam, ik’?

Inden nogen begynder at løfte pegefingrene, eller spidse læberne og forme tanken: Du.Er.Ikke.Mor, vil jeg IGEN sige – nej, det er jeg ikke. Men jeg har ret til mine tanker og min overbevisning om, at det ikke er en måde jeg vil opdrage mine børn på, når jeg en dag producerer nogle. I øvrigt har jeg 2 basser, som jeg har fået det fornemmeste ansvar for, at passe på engang i mellem, sammen med deres far. Og vi er ret enige om, hvordan vi ønsker at være med til at forme de to væsner.

Jeg bliver simpelthen så træt, når jeg ser hvordan flere og flere forældre lader hele hverdagen blive på børnenes præmisser. Forældre glemmer at være mand, kvinde og mennesker. I stedet tager forældre rollen fuldstændig over og bliver en overskyggende identitet. Pludselig bliver det umuligt at enten mor eller far, kan drikke sig midt over til en julefrokost, fordi det ødelægger dagen efter. Ødelægger hvad? Jeg kan forstå hvis man er enlig forældre, og der ikke er andre til at fodre og underholde afkommet, men ellers må det da være muligt at tage en halv dags timeout, til fordel for en burger og to panodiler, mens den anden agerer voksen.

Jeg har så svært ved at forstå, hvorfor nogle forældre ikke sætter grænser for deres unger og lader dem vide hvornår nok er nok, hvornår der ikke er flere chancer i koppen og lader konsekvens blomstre i et greb i armen, eller en timeout. F.eks. kom jeg til at diskutere juleaften med nogle kollegaer i fredags. Vi var ret splittet. Den ene side mente bestemt at juleaften var børnenes fest, og at det da var klart at tingene skulle foregå i deres tempo – ‘det er jo bare den ene aften om året’. De mente altså at det var OK, at gaver bliver flået op i et virvar af unger, at der ikke bliver sagt tak, eller at der ikke er bare lidt styr på hvem gaverne er fra. Den anden side af os var af den overbevisning, at selvom det er en ‘hård’ aften for børnene, med ventetid og spænding, skal det foregå i et tempo så både voksne og børn kan være med. Forstået på den måde, at man spiser sammen i ro og mag, man åbner gaver efter tur og man siger tak. At man så spiser tidligt, indlægger en gave eller to i ventetiden og på den måde tager små hensyn til de forventningsfulde alfer, er selvfølgelig klart. Jeg mener bare ikke man skal give efter, for det pres børnene lægger på ‘den ene aften om året’, så det ender med at man går i seng med skuldrene oppe om ørerne.

Mere gakkelak

Jeg har før været inde på det der med, at børn har godt af at kede sig engang i mellem. Også der strækker forældre sig længere og længere, for at imødekomme de små rotter. En fjern bekendt jeg har, fortalte engang at han var ved at brænde sammen, inden han skulle 14 dage til Spanien med konen og 2 børn, fordi der var så meget der skulle pakkes og ordnes. Da jeg spurgte hvad der frembragte det her stres, forklarede han med et meget undrende blik, at det da var klart når man skulle pakke badebassin, stangtennis, boogie board og hvad ellers, til en ferie sydpå. Jeg blev helt paf. Man pakker da for hulen ikke et badebassin med til Spanien? Børnene skal da også lære, at ferie handler om at slappe af. I børnehøjde er det måske lig med at kede sig engang i mellem, men det skal de så også lære. Da Stinne og jeg var små, havde vi tuscher og papir, walkman og 100 bånd, bøger og tegneserier med på ferie. Når vi ikke var på udflugter eller tonsede rundt i poolen, fandt vi på andre måder at underholde os på. Fordi der ikke var andre muligheder. Det betød også, at nogle gange, troede man at man skulle dø af kedsomhed på en solstol – men det har sgu nok været sundt for os.

Lige en sidste ting. De der forældre, der ikke kan tage pis på deres egne unger. Jeg så et klip på Instagram sidst, med en baby der sad og rokkede til noget musik. En af veninderne til moren der havde det her barn og som havde smidt videoen op, skrev noget med at barnet lidt lignede en retarderet, hvis man så klippet uden musik. Moren skrev tilbage, at hun havde tænkt præcis det samme og noget med at hun nogle gange overvejede at få ham tjekket for fejl og mangler. Så dejligt befriende at kommentaren ikke blev modtaget med et angreb eller en sletning fra vennelisten. Jeg er blevet mobbet hele min barndom. Fra jeg var ganske, helt lillebitte. Af min egen familie. Vi har taget så meget pis på hinanden, at det næsten er kriminelt. Og jeg takker for det. Noget af det mest ucharmerende i min verden, er mennesker uden humor. Endnu værre. Mennesker uden selvironi. Det forekommer dog oftere end jeg har lyst til, at man bomber ind i folk der ikke mestrer den evne. Nogle forældre burde være lidt mere uhøjtidelige og give deres unger noget røg. Vores egne herhjemme får masser af gas og selvom den lille nogle gange lige skal have et klap på kinden bagefter, kan man allerede nu mærke at humor og selvironi er noget der vokser i dem. Jeg er glad for at Robert og jeg kan være med til at holde den spirre ved lige.

Nu skal jeg have en lur. Jeg stod op kl. 10, tog min mand i hånden, driblede over i mit andet hjem og brugte små to timer på at lægge sidste hånd på denne uges træning. Kl. 17.3o lander mine små øgler fra en weekend hos deres bedsteforældre i Sønderjylland, og så står den på intensiv hygning, inden vi prikker hul på en ny uge. Den andensidste inden juleferie, som jeg glæder mig mere end nogensinde til.

Det der – det ville gå så godt sammen med min søndag