Juledjævlen slår til

Når nok er nok

IMG_1544Det er en solsort – hvis nogen skulle være i tvivl?!

Hvis I selv kunne vælge, gad I så godt vide hvordan fremtiden så ud? Du ville blive overfuset af himmel og helvede i samme storm, uden mulighed for kun at gribe stjernerne og undgå ildkugler.

Jeg ville ikke. Ikke om jeg så kunne stoppe en sygdom, jeg måske ville blive ramt af om 10 år. Jeg kan godt lide overraskelser, de gode af slagsen naturligvis. Jeg kan ikke så godt lide dårligdom (kan nogen det?!) og visheden om en fremtidig lortestorm ville gøre mig syg før den ramte mig.

Det jeg prøver at sige er, at ingen af os kender dagen i morgen og det er dumt at bruge kræfter på at bekymre sig om den. Jeg gjorde det meget selv engang. Grublede over fremtiden og prøvede hele tiden at være et skridt foran. Det er opslidende, kedeligt og usundt, hvis du spørger mig. Dengang jeg blev forladt af min ekskæreste brugte jeg lang tid på, selvfølgelig at hele og slikke sår, men også på at pløre rundt i en pool af fortid, selvynk, savn, og tilstand. Til sidst blev det for meget og jeg var kvalm over mig selv. Han skulle ikke have den magt over mig, og holde mig fra at være i live lige nu og her – for det var jeg vitterligt ikke. Jeg tog en beslutning en dag om at nok var nok. Jeg gjorde hovedrent i min lejlighed, tog et langt bad, kastede mig i mine bedste klude og påførte mig de rødeste læber. Jeg satte høj musik på, lavede en aftale med mine veninder om aftenen – og så gik jeg ned og fik mig en tatovering (how kliché, ha?). Jeg skrev et langt brev til min far og mor (som havde været eminente støtter hele processen igennem) og fortalte dem at jeg gav slip på fortiden og fangenskabet. Jeg tror det var for at have det på skrift overfor nogen. En slags nedskrevet pagt, der ikke ville kunne give mig lov til at falde tilbage i fangehullet. Det lykkedes selvfølgelig ikke. Der var fortsat dage hvor ensomheden var min bedste ven og værste fjende, men det handlede ikke længere om ham.

IMG_1655Friheds sjus

Alle har en fortid. Nogens er mere ukompliceret end andres, men fælles er at vi ikke kan undslippe den. Og det synes jeg faktisk heller ikke man skal. Det nytter ikke at begrave den i mørket, stampe på jorden og spæne afsted. Jeg tror derimod man skal finde en æske der passer, klaske en glimmerstjerne ovenpå og finde et sted, en hylde, hvor den kan stå uforstyrret med mulighed for at tage den frem og kigge ned i den, hvis der er noget man har brug for at finde, for at få tingene til at give mening.

Det gnaver i mit, ellers lidt seje hjerte, når jeg ser hvordan mennesker omkring mig hænger i fortidens lysekrone, uden at slippe og lade sig dumpe ned på overfladen, af frygt for stødet ved landing. Men uanset hvor stort et stød det giver, eller om man mister balancen og vælter, så vil man med tiden rejse sig, hele på bunden og lære at gå igen. Det fede ved at lande er, at der (håber jeg da) vil være mennesker omkring en til at hjælpe med støtte. Lysekronen holder som regel kun til én af gangen.

IMG_1641Sommer og lys

1 kommentar

  • line

    Jeg er ikke bonus mor, og har ikke engang børn. Jeg er kun 21 og kan ikke relatere til det meste af dit liv. Men jeg syntes at denne blog er den mest ærlige og den mest spændende jeg har fundet frem til. Og jeg har læst et hav af blogs. Fortsæt det gode arbejde. God første advent 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Juledjævlen slår til