Mine bonusøgler har været ved numerolog

Tandpasta på spejlet og støvsugning fra helvede (undskyld forældre)

IMG_3749

Jeg vil godt gøre rent, vaske gulv rydde op og pudse vinduer. Men at støvsuge gør mig ond. (især når der er mange rum, så man skal rykke med ledningen, æv)

Her den anden dag kom jeg til at tænke på det der med at have pligter. De slags pligter der ikke klarer sig selv, og som er nødvendige at tage hånd om og udføre, fordi de ikke forsvinder af sig selv (satans). Her tæller vi rengøring, madlavning, indkøb, vaske tøj, rydde op, tømme opvaskemaskine… I forstår hvad jeg mener, ja?

Jeg husker, at min søster og jeg havde pligter fra vi var gamle nok til at kunne skære vores egen mad. Vi dækkede bord, eller ryddede af. Vi tømte opper og vaskede de store ting af, efter aftensmad. Da vi blev ældre hang vi tøj op, hvis maskinen var fuld og færdig og tømte tøjstativet hvis tøjet var tørt. Kogt ned – vi hjalp til (den er go’ nok, det har min mor selv fortalt). Og vi fik lommepenge for det. I min verden er det helt fair, at man bidrager til fællesskabet i en tidlig alder, omend det kun er med de små ting.

Ungerne her har også pligter, men det er noget vi konstant skal minde dem om, og ikke noget de gør af sig selv. Jeg studsede over det i torsdags, da den store vrængede på næsen, da jeg bad dem tømme opvaskemaskinen efter aftensmad. Måske er det ikke så unormalt, at de ofte skal mindes om deres pligter, da vi ikke har dem hos os fuldtid. Men ved I hvad? Faktisk kan jeg godt nogle gange få lidt dårlig samvittighed, over at bede dem om at hjælpe til. Mest fordi at vi jo ‘kun’ har dem 5 dage hver anden uge, og jeg kan godt føle mig som Heksen fra Hans & Grethe, både overfor børnene, men også overfor Robert, når jeg 3 gange på en dag beder dem om forskellige sysler. Det har jeg faktisk ikke lyst til at have – dårlig samvittighed altså. Når børnene er hos os, indgår de i en familie og et fællesskab, fuldstændig som var vi sammen alle ugens 7 dage. Jeg synes ikke det er rigtigt at skåne dem for børnearbejde (rolig, der er ikke Askepot lignende forhold på Nørrebro), fordi de er delebørn. Tværtimod synes jeg faktisk det kan gavne til følelsen af en ‘normal’ hverdag, hvis de indgår i de daglige pligter, på lige fod med børn i uspolerede familier.

Det er let som forælder, at lade sin dårlige samvittighed over en splittet familie, komme børnene til gode, i kraft af at forkæle dem og lade dem slippe for at hjælpe til med dagligdagens dont. Efter min mening skal de små kræ derimod tages alvorligt på den måde, at de skal mærke at der er brug for deres hjælp, til at få tingene til at glide. Altså, der er jo aldrig nogle unger der lige vil gribe en gryde og vaske den op, som var det slik der skulle fordeles fredag aften, men når man som forælder (eller heks) siger ‘tak for hjælpen, det var fedt du hjalp til’, synes jeg at syne en snert af selvtilfredshed hos de små… og den tror jeg faktisk ikke man skal undervurdere.

Jeg forstår jo lige pludselig godt hvor meget arbejde det kræver at få et hjem og en familie til at køre på skinner. Det gør man ikke som lille og det skal man heller ikke. Men derfor kan man jo godt præge og forberede sine unger på, at de en eller anden dag selv skal skure lokum og få hysteriske anfald over støvsugning (jeg HADER det)! Det giver jo mening nu, når min mor kunne være lidt sammenbidt, efter en hel dags rengøring, som vi muligvis ænsede, men ikke forsøgte at værne en lille smule om. Så undskyld mor. Undskyld for at have sprøjtet tandpasta udover hele det rene spejl og den gnat- (ja gnat) polerede håndvask, 1 time efter du havde svedt over den og svitset dine negle af i kalkfjerner. Og undskyld far. Undskyld for at have kigget på dig som om du var trådt ind, midt i min syndsforladelse i kirkeboksen, når du kom ind og støvsugede på mit værelse, søndag når jeg lige var i gang med noget vigtigt (Hej Nintendo). Jeg kan godt forstå hvor (pardon my french) fucking irriterende det må have været nogle gange og at de små pligter vi har haft, har været nødvendige for at få os til at forstå, hvad en husholdning- og et fællesskab i øvrigt, handler om. Men lad mig samtidig forsikre jer om, at både Stinne og jeg på det tidspunkt, ikke har anet hvad der ligger bag et rent lokum med toilet papir der aldrig løber tør, eller et bord fuld af mad hver aften. Præcis som mine små øgler heller ikke har det fjerneste begreb om, hvad der egentlig skal til… endnu.

Til sidst en tak fordi I gav os de pligter. Det har da mildnet chokket omkring at blive slave i egen husstand (sagde Heksen med rengørings hjælp). Stakkels dem der aldrig selv har ryddet op på deres værelse, tømt en opvaskemaskine eller på anden måde ageret husalf ind i mellem – de må få en led start i voksenverdenen.

IMG_2799

Det jeg ikke støvsuger, kompenserer jeg for i kager. Jeg hører ingen klager (Badum tjiiiiih’)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mine bonusøgler har været ved numerolog