Grillhad og Mentholatum

Bag lukkede døre

ma

Going loco down in Acapolco. Det var så den sang jeg havde fornøjelsen af, at vågne til I morges. Inde i mit eget hoved altså. Snapchat og Akon er heldigvis på tilbagetog. Det har været omtrent lige så hårdt at skille mig af med den sang, som dengang jeg havde kyssesyge.

Hey for resten, i går aftes efter at min respektive og jeg havde passet træning, blog, work og sladder, satte vi os til at se det der ’Gift ved første blik’, der kører på DR1 igen. Hjemme hos os har vi ikke fjernsyn, eller jo vi har et, men vi har skilt os af med tv pakken. Nogle vil vel mene det er lidt det samme som dyremishandling, at fratage, især ungerne mulighed for at kunne glo på ligegyldig, fordummende snot, men som før nævnt synes jeg de bliver bombarderet så rigeligt, af den virtuelle verden ved hjælp af deres ipads og iphones. Hvis de endelig mangler et fix, ser det ud til at Netflix tager toppen. De har faktisk ikke kvækket et pip, siden vi fravalgte TV. Robert og jeg har aldrig rigtig brugt tid sammen, omkring TV og hvis der er noget vi ikke kan leve uden at se, er DR.dk en glimrende livline.

Nå, men vi så altså det der helt for skøre program, om 8 mennesker. 4 kvinder og 4 mænd, der lader sig gifte, uden at have mødt eller kende hinanden. I går fandt selve vielsen og bryllupsfest så sted. Ét par, eller én mand fik mig til at krumme tæer, som kun American Idol the UK version, kan gøre det. Han var PINLIG. Jeg fik simpelthen så ondt af den stakkels kvinde, der skulle dele seng med den flæbende, pludrehuds, knalde-lystne, gammelfars art director med hurtigknepper brillen. Æv!

Efter vi havde set programmet, piskede tankerne hurtigere end mus kan løbe på speed, rundt i hovedet på mig. Tanker om forhold og ægteskab og børn og forhold hvor der er børn og mig selv og alle andre og skilsmisser og ensomhed og grunden til skilsmisser og ensomhed og hvad der gør at 43 % af alle ægteskaber ender i skilsmisse.

Emnet er ømtåleligt, men det er ligesom konceptet omkring den her blog. Faktisk tror jeg, at kæden for rigtig mange hopper af, når man producerer en arving til kloden.Far og mor glemmer hinanden og den tosomhed, der før var omdrejningspunktet i hverdagen. Date night som engang var en selvskrevet ting i kalenderen glemmes eller sættes til side, og alt kommer til at blive én lang koordinering på børnenes vej til at blive voksne. Med fare for at blive brændt på bålet som heks mod mit eget køn, vil jeg gerne prikke hul på tankeboblen om at kvinder – mødre især, glemmer at være kærester og koner, men i stedet bliver omvandrende service organer, der har travlt med at vaske tøj, lave mad, købe ind, arrangere rigtige børnefødselsdage- helst med tema, og i øvrigt have et hjem der spiller, ved siden af hele miseren. Det resulterer ofte i, at hun glemmer at se sin stakkels mand der måske gerne vil hjælpe, på sin egen kejtede facon. Den udstrakte hånd drukner måske i billedbogen, der er tegnet på forhånd og som helst skal følges til punkt og prikke. Det eneste hun ender med at se, er en mand der til sidst lidende beder om et blowjob, for at bevare noget der minder om et voksent forhold. Når han bliver træt af det og afvisningen om, at han er et hjælpeløst skvat der aldrig deltager i at få en hektisk hverdag til at hænge sammen, og at det er meget lettere at gøre det hele selv, ender han med at lukke i. Trække sig væk fra hystaden, enten ved at blive en vattet skygge af sig selv, eller genfinde sig selv og sin indre Don, på en natklub sammen med den første dårligt affarvede blondine, i en stram blonde sag, der er villig til hvad som helst for en cosmopolitan. Længe leve klicheernes holdeplads, og det er måske også lige hårdt nok sat op. Men min pointe er, at kvinder har en tendens til at glemme sig selv, og ikke mindst sin mand, i et desperat forsøg på at få alt til at ligne glansbilledet fra wonderland.

Når jeg nu har dødsdømt mig selv, ved at spidde mit eget køn verbalt, vil jeg også godt lige halshugge mig selv, ved at gribe alle de der mænd om bollerne. Kvinder ér (ofte i hvert fald) organisatoriske skinker der har brug for faste rammer, for at få det hele til at hænge sammen og kunne slappe af i det. Her rækker jeg selv to arme højt i vejret. Jeg har det bare bedst, når jeg ved at der er styr på indkøb, aftensmad og fødselsdagsgaver. Men det er mandens pligt at tage over, bede sin kvinde om at slappe af og tage det hele ud af hænderne på hende en gang i mellem. Jeg har været heldig med min egen mand (phew). Vist er det mig, der oftest har et cool overblik når det kommer til planlægning, koordinering af julegaver og diverse aftaler. Men Robert er tit den der handler ind og laver aftensmad, eller har støvsuget og vasket gulv, når jeg kommer hjem fra arbejde. Man skal ikke undervurdere, at min mand godt kan lide renlighed og orden, men han har også lært mig at det er ok, at det hele sejler lidt engang imellem. Derfor er det også lettere for mig at miste overblik i perioder, fordi jeg ved at Robert tager over. Desuden ser vi os selv som et team. Vi gør tingene sammen og hjælpes ad med det meste, for på den måde har vi mere overskud til at være Ninna og Robert, mand og kone, når vi er færdige med en lang arbejdsdag og daglige pligter. Vi synes det er fedt, at gøre tingene sammen, lige præcis fordi vi kan være sammen og så ser vi hinanden som ligemænd. Jeg ville have fuld tiltro til, at Robert skulle stå for en middag med venner hjemme hos os. At jeg så ville have brug for at afslutte borddækningen med diverse farvestålende dimser fra PANG, er jo mit eget behov. Som udgangspunkt tror jeg bare, man skal være god til at skelne kønnene fra hinanden og acceptere at man ikke har samme behov for struktur, punktlighed og perfektion.

Det nytter heller ikke noget at man forsøger at opdrage og lave om på hinanden. Jeg kan huske en af mine veninder engang brokkede sig grænseløst over, at hendes kæreste ikke hang håndklædet op, når han havde været i bad ‘selvom jeg har fortalt ham det en mio. gange’, kvækkede hun. ‘Hvorfor hænger du det ikke bare selv op, hvis det irriterer dig så meget’? spurgte jeg hende. Hun kiggede på mig som om jeg var fra Mars og sagde ‘jamen jeg er jo ikke hans mor’. NEJ, præcis- det er du nemlig ikke. Hvis det kan vælte din verden, at din mand ikke hænger sit håndklæde op efter et bad, er det nok ikke håndklædet der er problemet. De blev så også skilt 2 år efter, og pointen er dermed klarere. Man skal ikke gøre små hverdags irritationer til kæmpe, undergravende issues. Det er der, der bliver en skævvridning i forholdet og derfra er der nærmest ikke noget, der kan gøres rigtigt.

Jeg er stadig lige så forelsket i Robert, som da jeg mødte ham (hvis i skulle være i tvivl), fordi vi har en forståelse for hvem hinanden er som individer, og så er vi ikke bange for at sige fra og sætte hinanden på plads, hvis man bliver lige irriterende nok. Udfordringer i et parforhold vil være der hele livet, gudskelov, ellers ville man jo visne og dø. Det handler bare om at finde et regelsæt man begge kan indordne sig under, blandet med en kæmpe portion humor, kommunikation og vigtigst af alt – respekt. Og så masser af sex!

Der er muligvis nogle der aldrig vil vænne tilbage og læse udskrab fra indersiden af mit hoved, fordi jeg lyder som en bedrevidende hellig Hanne i det ovenstående. Well, det er sådan jeg har det og det er nu engang det, den her blogger handler om. Nogle vil sikkert også sidde med korslagte arme og tænke ’pfffff, vent til du selv får børn, eller har været sammen med din mand i 10år’. Jamen, så venter jeg, håber at kunne modbevise og trøster mig med at jeg kan se, at der er mange par der stadig kan smide dejklumpen til side og være mand og kone, kærester, ligemænd, forelskede. Tak for dem!

Hey, kom gerne med inputs, springskaller, tændstikker eller bare tanker omkring jeres holding til emnet.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grillhad og Mentholatum