Ungdommen nu til dags…

Mig selv i en somewhat tidlig alder!

Ja! Jeg tænker det. Tit faktisk. Og i går kom jeg så også til at sige det højt.

Når man får børn ind på livet i alderen efter ‘nåååh’ fasen, bliver man hurtigt bevidst om at barndom i dag, er noget ganske andet, end da man selv var 1,30 høj. Der er så mange ting, hvor jeg bliver ret overrasket over, hvor hurtigt barndoms fasen flyder ud i meget tidlig ungdom.

Kamille er 10 år gammel. Hun har allerede bevæget sig væk fra at sige ‘jeg skal LEGE med Alberte, idag’. Næ, det hedder ‘jeg skal være SAMMEN med Alberte, idag’. På sin vis er det jo rigtigt udtalt, for de leger ikke mere. Tiden bliver brugt bag lukket dør, hvor man faktisk ikke har et eneste begreb om, hvad der foregår. Bevares, jeg er ikke mere tungnem, end at jeg godt ved at det er romancer og veninder, der bliver sladret om. Nå ja, og så går meget af tiden også med at pine deres egne øregange med usmagelig musik (hvis man kan kalde det det), der oftest minder om en baby der har fået en kat galt i halsen. Robert og jeg ligger i øvrigt ikke skjul på, at vi synes det meste af det de lytter til, er noget værre gøgl. Vi har op til flere gange haft musik, som aftenes omdrejningspunkt når vi spiser aftensmad, og forklaret dem at computer animeret frø jam, ikke kan betegnes som musik. Nogle gange ruller de med øjnene af os og andre gange forstår de faktisk godt hvad vi mener, når man sætter god gammeldags tråd på (åh gud,… jeg er 80!!).

Early bloomer…

Én ting er, at de ikke leger mere. Jo jo, de leger med deres kaniner, når de er på Byggeren (en slags udendørs SFO med dyr og små grunde – FEDT sted). Men det der med at lege en leg, hvor man har en rolle og skaber sit eget univers, som jeg husker jeg selv gjorde meget som barn, eksisterer sgu ikke rigtigt. Noget andet er de der fucking telefoner. Ja, fucking! Jeg er med på at vi lever i 2014, at vores samfund er i rivende teknologisk udvikling og at de små poder er vores fremtid. Men jeg synes jo ikke ligefrem man fremmer deres fantasi til leg, ved at stikke dem en iphone, i en alder af 8. Jeg synes i bund og grund, jeg selv er slave nok, af den latterlige tingest, der samtidig er min evige livline. Mails, instagram, Facebook, kalender, Spotify, Podcasts and what have we. Alt sammen noget der stjæler min tid. ‘Jamen så slet noget af alt det lort’.. ja ja, lad værre med at spise hvidt brød med smør, get it? Men at gøre små væsner afhængige af skidtet, allerede før de har forstået hvad facebook betyder, er bare ikke en udvikling jeg klapper i hænderne over. Jeg har til gengæld optur over (og så alligevel ikke) at man kan komme i kontakt med dem, udenom en seddel på køkkenbordet, eller nødvendigheden af at der var nogle på matriklen, hvis man ringede hjem og ville spise med hos Line, da man selv var barn. Det er jo ret fedt at fleksibiliteten er blevet større, men omvendt bliver begrebet ‘at overholde en aftale’ også bare lidt udvandet. Det pisser f.eks. mig selv absurd meget af, hvis man ikke kan formå at stille op til et aftalt tidspunkt. Undtagelser in mind! Det er bare blevet så let at slacke off, fordi man ved, man bare lige kan texte sin forsinkelse. Det er jo ikke fordi personen i den anden ende skrider, vel?! Sådan var det bare ikke i gamle dage. Lavede man en aftale, så overholdt man den, for ikke at gøre hinanden urolige, eller simpelthen for at undgå en skideballe, hvis man parkerede det røde lyn i skuret senere end kl. 18. Kamille har haft en iphone siden hun var 8, og Gus fik en i juli, da han fyldte det samme. En telefon i fødselsdagsgave, ja ok. Det er smart så man kan komme i kontakt. Men en iphone? De fleste børn har ipads og computere i forvejen, de to aber herhjemme er ingen undtagelse, så endnu en mini computer har bare ikke sin nødvendighed. I heksens verden, that is! Hvis jeg spørger hvad Kamille laver, når hun sidder med snottet i skærmen, svarer hun tit at hun SMS’er med sine veninder. Men hvad SMS’er de om? Shit for nothing. Tidsfordriv, præcis ligesom når jeg tjekker Facebook, for 20.gang på en dag. Snapchats og opstillede selfies optager naturligvis også en del GB, på den lille maskine.

Jeg synes det er ærgerligt, fordi det er med til at gøre dem store alt for hurtigt. Fantasien lider altså også bare et knæk. Hjemme hos os, altså Robert og jeg, gider vi ikke se på zombie børn, der helt apatiske glor ned i en iphone, ipad, imac – I go mad, i alle deres vågne timer. Vi agerer ikke vogtende Gollum og det er også cool at stene Flix en søndag morgen, men stod det til især Gustav, brugte han alt sin tid på at opløse pixels med øjnene. Heldigvis har de fattet hvad vores holding er, og de er flinke til at spørge, før de fyrer op for Garfield 2, for 119. gang. Hvis Robert eller jeg siger, ‘nej, find på noget andet’, opstår der til tider et sus af panik, der kan minde lidt om dengang man ikke vidste om Donna Martin fra Beverly, ville blive student. De tripper gerne rundt og kravler på væggene, inden de falder til ro og finder på noget at give sig til.

Dengang jeg selv var barn, kunne jeg bruger timer, dage, på at sidde inde på mit værelse og lytte til bånd. Skarnbassen flyver i skumringen 1&2, Heksens søster, Heksens Øje osv, (aaaah, man ser en conncetion) var blandt mine favoritter, og jeg kunne lytte til dem, om og om igen. Gerne sammen med min storesøster, mens vi malede på lys eller byggede huse af papkasser. Mayn, vi lavede nogle vilde palæer!

Stinne havde altid lidt mere en fest, end jeg havde (lyv, jeg elskede det!)

Jeg har talt en del om emnet med min, i skrivende stund, fodbold spillende mand, her i weekenden. Vi har lidt forskelligt view på det der med, at være barn i dag, vs. dengang vi selv var det. Nu skal det så lige siges, at allerede på ham og jeg, er der en væsentlig forskel, i det Robert er 10 år ældre end jeg er. Robert brugte hele sin barndom på at spille fodbold og være ond ved sin lillebror, sammen med hans mellemste bror. Altså sådan noget med at binde den bette fast til et træ, give ham bind for øjnene og bruge ham som kasteskive for små hårde æbler (snak om at ha’ fantasi). Anyways, jeg tror jeg har lidt sværere ved at forstå, måske endda acceptere den udvikling bangdommen (den kloge vil allerede have luret, at jeg slanger for barndom/ungdom. Okay, det er mandag, bær over med mig) tager. Robert er mere overbærende og omfavnende overfor teknologiens indhug i de små, hvor jeg kan blive ved med at himle op, som selveste Fru Hyacinth Bucket.

Her kan man måske igen analysere lidt på, om det er fordi det ikke er mine egne afarter at jeg tager lidt mere på vej, end faren gør. Men jeg tror det faktisk ikke. Med fare for at blive lukket ned og boykottet af samtlige læsere med børn, kan jeg jo blive pisse forundret, når jeg ser forældre på restaurant med deres børn, som har fået stukket en iphone i hånden. Så kan far og mor kan tjekke mails i fred, for det er sjældent fordi at de to brødfødende sidder og kigger hinanden dybt i øjnene. Samtlige 2årige kan i dag kan betjene en iphone, eller en ipad og det er det første der bliver bedt om, når man træder ind af døren. JAH, jeg ved det godt – ‘bare vent til du selv får børn’, i know, men min holding vil ikke ændre sig af den grund. Det vil i øvrigt heller ikke stoppe mig fra at bede mine egne rollinger, om at ligge deres tlf. væk når jeg taler til dem, når vi spiser, eller når jeg bare er træt af at se på det. Så længe jeg bestemmer, vil jeg godt have nærhed til forret.

Mens jeg har skrevet det her indlæg, har 3 unger (Kamille har veninde på besøg og de har faktisk bevæget sig udenfor Pandoras æske) stjampet rundt i mine stilletter. Yes, Gustav incl., det elsker han – cute! Jeg giver dem lov til det, selvom jeg er ret øm overfor mine sko, men jeg kan huske det der med at klæde sig ud som barn, sammen med min storesøster og hvor sjovt vi havde det. Med advarslen om at hvis de rører mine Louboutin, knækker jeg samtlige fingre af dem, når de sover. De står dog, som jeg forlod dem sidst. Nå, men mens de har vimset rundt, har jeg hørt pigerne sige ting som ‘ej, jeg kan næsten passe dem’, ‘se lige hvor lange ben jeg får’, ‘åh, jeg ville ønske det var mine’ og ‘lige så snart jeg får lov, skal jeg have sådan et par’. Lige her sneg jeg mig ind på dem, og så at det var mine aller rødeste, porno stilletter der var i spil… og så var det godnat!