At drikke sjusser med begge hænder og sin mand ved siden – BLESS!
Mojn. Svips, så skred tiden igen fra mig. Jeg kan ikke helt styre det, altså. Slet ikke lige for tiden, hvor alt bare klumper sammen. Planlægning af diverse arrangementer er måske også blevet foretaget med hovedet lidt for langt oppe et snævert sted i år. Nyt køkken og badeværelsesgulv, Roskilde Festival, navnefest for Gry og ferie på Mallorca i én stor portion, var lidt mere end gryden havde plads til, hvis i forstår. Lige nu har jeg allermest lyst til at nyde mit nye køkken når det er færdigt, fremfor at flyve til sydens sol næste mandag.
Det var en god fredag på Roskilde!
As we speak er jeg i Sønderborg, hjemme hos mine forældre, hvor jeg puster ud efter nogle fremragende dage på Roskilde. Min mand forlod jeg fredag nat i silende regn, for at tage tilbage til København, mens han dansede videre til Den Sorte Skole. Jeg derimod, brugte over 2 timer på at komme hjem, da hverken busser eller taxaer var at syne. SHIT, hvor var det nederen med neder på! Nå, men hele ugen skal jeg bruge på at forberede til fest for 35 mand på lørdag. Apropos regn. Hvis det bliver regn på lørdag, kommer jeg til at slå noget ihjel med kølle. Vi skal være ude i sommerhuset og regnvejr er bare ikke en mulighed. I morgen dribler jeg en tur til det tyske for at handle ind. Jeg har en indkøbsliste der minder lidt om en roman og jeg er glad for at min mor napper Gry, mens jeg får overstået praktikken.
Gry hjalp lige med at pakke til 1 uge i Sønderborg og 10 dage på Mallorca – mens mor havde de onde tømmermænd
Nu tror jeg, at jeg skal have mig en mad og hente Gry ind fra sin lur. Jeg vender tilbage snarest. Lidt mere inspirerende end nu.
Det er nu snart 5 måneder siden jeg fik min piercing i øret, der angiveligt skulle kunne afhjælpe migræne. Desværre er det ikke gået helt som jeg havde forventet. Der er nemlig sket det, at der on/off, mest on, er betændelse i lortet. En betændelse jeg ikke kan få bugt med. Jeg har flittigt renset i klorhexidin i håbet om, at det kunne afhjælpe de små, temmelig ucharmerende balloner, der sidder på hver side af ringen, men lige lidt hjælper det. De kloge siger, at man for alt i verden ikke må tage piercingen ud når der er betændelse, da der så er risiko for at betændelsen indkapsler sig og så er det først noget rigtig bøvl.
Efter et par klik rundt på det store net, har jeg nu fundet ud af, at man skal rense med ren teatree oil for at få bugt med skidtet. Så det er planen. Jeg VIL beholde den, for jeg er faktisk virkelig glad for den lille ring.
Men hvordan har effekten så været? Er der bedring i de forfærdelige anfald? Det korte svar må være: Ja! Jeg har kun haft ét anfald siden jeg fik den lavet og det var da vi var i Thailand. Inden og efter har jeg ikke været generet af migrænen.
Dog tør jeg atter ikke, med 100 % sikkerhed sige, at det er piercingens skyld. Jeg har før oplevet at gå i op til et halvt år, uden at få et anfald, så den endelige status tænker jeg at gøre, når der er gået 1 år fra spidning. Men altså, so far, so good og jeg vælger med alt hvad jeg har i mig at tro, at det er den lille ring, der trykker et helt rigtigt sted for at holde hovedterroren i skak.
Da den lige var blevet lavet, frisk og pæn
Se lige de der to klamheder?! Den øverste er på nuværende tidspunkt næsten væk, takket være teatree olien. Den nederste er noget mere BZ agtig!
Vi er allerede nået hertil igen. Ugens top 5 er klar.
5) Den her vil være på listen, indtil vi rammer afgangs dato – som faktisk er en søndag. Thailand. 14 dage (ja, vi er nu der, hvor det er tilladt at tælle i dage i stedet for uger) til vi rejser. Min krop skriger på D-vitamin, der ikke kommer i pilleform.
4) Det der projekt jeg stadig ikke må tale om, skrider fremad og jeg har så syg optur over det. Det fylder ret meget og gør mig rigtig glad, så jeg kan ikke fryse den ude af listen, selvom jeg stadig hader at læse om noget, man ikke må vide noget om alligevel.
3) Hvis alt falder i hak med Grys private pasningsordning dør jeg af lykke. Men bare det, at vi er nået så langt som vi er nu, sikrer en 3. plads på ugens liste.
2) I tirsdags havde jeg besøg af en meget savnet og meget gammel ven, altså venskabet er gammelt, ikke ham, vel? Engang så vi næsten hinanden hver dag og jeg savner ham tit, da der desværre går alt for lang tid mellem gensyn. Heldigvis er han sådan en ven, hvor knoglen altid vil være blotlagt. Læs: vi skal ikke bruge timer på at skære ind til benet, selvom det er 100 år og en madpakke, siden vi sidst har set hinanden!
1) Apropos venner. En meget kær og tæt veninde fik for nogle år tilbage konstateret cancer. Det har hun så battlet og kæmpet med og for nogle uger siden blev hun erklæret rask. MEN, for at minimere risikoen for at det kommer igen, skal hun stadig have fuld kemo behandling og stråler. Hun har ikke lyst til at gøre det alene og hendes mand har brugt alt hvad der kan klemmes ud af ferie og goodwill på sit arbejde. Derfor har hun nu rakt ud til en håndfuld venner, i håb om, at nogle vil ledsage hende til behandlingerne. Jeg er en af dem i hånden og jeg føler mig dybt beæret, rørt og stolt over, at hun har vist mig den tillid, ved at spørge om det er noget jeg har lyst til at hjælpe hende med. Jeg behøver ikke at nævne, hvad jeg svarede, gør jeg?
Nu er det efterhånden et halvt år siden, jeg klemte 3680 gram ren, rå marcipan ud af mit indre. Det er overhovedet ikke til at forstå, at tiden er gået så stærkt. Alt imens har Gry øget sin massefylde til det dobbelte og samtidig smidt over 10 cm. til længden. Og hvad så med mig? Mig der tog knap 20 kg. på, mens jeg bagte den lille kransekage? TYVE?! Helt ærligt, vejede jeg mig kun fordi min jordemoder tvang mig op på en vægt, når jeg var til kontrol og det var ikke med min gode vilje. Jeg spiste hvad min krop begærede i de 9 måneder jeg bagte baby og udover min ugentlige tur til yoga, lavede jeg ikke dagens gode gerning. Bevares, jeg cyklede til det sidste, men medlemskabet i fitten blev opsagt 4 måneder inde i bule forløbet. Da jeg var ved vejs ende og næsten klar til forløsning, var det egentlig ikke fordi jeg synes, at jeg lignede noget der svømmede dybt under vand. Billeder vil sige noget andet, tør jeg godt indrømme nu. Jaws!
Men hvad så nu? Jeg har tabt samtlige 20 kg. og lidt mere til faktisk. Vægten viser et mere venligt tal, end før jeg blev med rogn og det uden jeg har slidt specielt meget for det, for bare at lyde vildt irriterende. Jeg har ganske vist trænet 2 gange om ugen, siden Gry var 4 måneder og jeg går gennemsnitligt 10 km. om dagen, men jeg har på ingen måde kørt en stram kostplan. Der har både været – og er det stadig, plads til boller med tandsmør, snegle til samtlige mødregruppe møder og hjemmelavede pizzaer, med dobbelt op på ost til aftensmad.
Mit maveskind er ikke i nærheden af, at have samme spændstighed som da jeg var bare et år yngre og min behind, der altid har struttet ud i atmosfæren, har også lidt et kedeligt, sammenfaldende knæk. Men det skal alt sammen nok komme tilbage. Det tog mit korpus 9 måneder at puste sig op til hyggeligt bo for 2, så jeg kan vel ikke andet end forvente, at det må tage i hvert fald, samme tid at reducere boligen til en et-værelses igen.
Jeg har det vildt over det. Vildt over hvad kroppen er i stand til og så er jeg stolt som en nyudklækket student. Tænk en bedrift at få lov at begå.
Se transformeringen her:
3 måneder henne
4 måneder henne
Ca. halvvejs – dejlige skinkeben
1 uge inden fødsel – se lige det hoved?!!
4 dage efter fødsel
1 måned efter fødsel
Ca. 3 måneder efter fødsel og den dag det gik op for mig, at luften var gået af røven
4 måneder efter fødsel og nede i læderbukser igen
5 måneder efter fødsel
Et par uger siden – hovedet er tom for vand igen, fostervand at least…
I går aftes, da jeg kørte igennem mit facebook feed, for lige at sikre mig, at jeg havde fået det hele med, faldt jeg over noget der gjorde mig både pisse irriteret og lettere opgivende, på samme tid.
Den her kvinde, Luna hedder hun, var lørdag morgen blevet udsat for noget både ulækkert og grænseoverskridende. 2 ord, der for mig, associerer opkast i lange baner og befamling af ukendt gork på åben gade, men som for hende var fremkaldt af et par SMS’er fra en Nemlig leverandør.
Luna havde fået leveret nogle varer til sin bopæl, chaufføren havde spurgt om han måtte låne toilettet, hvilket hun da synes var lidt mærkeligt, men hun havde givet ham lov. Først da han gik, blev det rigtig ubehageligt – da da da DAAAM. Jeg tillægger ikke Luna den opkørte dramatik, det står BT, som har skrevet om episoden, så fint for selv. Manden havde sendt hende 4 SMS’er, da han igen var ude af døren. 1) ’You are very beautiful. Are you married?’ 2) Thanks for the toilet’. 3) ’You don’t talk to me? 4) Ok… Good day’. Det var det. Ulækkert, invaderende, grænseoverskridende og bombardement af SMS’er, som hun selv beskrev det.
Damen kontaktede Nemlig med en klage efter episoden. Nemlig beklagede og tilbød at kompensere med et gavekort på 500,- eller vin og chokolade. Men efter Lunas mening er det ‘fuldstændig langt ude’ og ‘ikke godt nok’, at forsøge at spise hende af med sådan en undskyldning. Det har så resulteret i, at Nemlig har fyret chaufføren. For 4 sølle SMS’er! Really?!
Der var selvfølgelig vild debat på facebook om hvorvidt det var Luna, eller Nemlig der er skyld i, at manden nu står uden job. I min verden er den ikke så svær. Hvis hende Luna havde haft bare en lille smule glimt i øjet og modtagelighed for smiger, havde hun enten ignoreret mandens skriblerier, eller svaret, at hun ikke var interesseret, grint af det, klappet sig selv på skulderen for at være ombejlet og levet lykkeligt videre. På den måde havde Nemlig ikke været tvunget ud i at træffe den beslutning det endte med. De prøver jo, at rode bod på mandens handling, men det virker ikke til at være godt nok for Miss Luna. Som succesfuld virksomhed må man blive lidt angst for, hvad hun ellers kunne finde på at gøre, for at blive helt menneske igen og ty til den højeste kompensation – fyre den arme mand.
Jeg elsker hende!
Helt ærligt, er det der vi er kommet til? Her på matriklen bruger vi selv Nemlig.com og uden at lyde fordømmende, virker det ikke som om, det er arkitekter og jurister de har til at køre som chauffører. Hos os har vi udelukkende haft udenlandske chauffører, der knap nok kan tale dansk, men som altid er høflige og smilende. Jeg forestiller mig, at den slags mennesker er svært afhængige af deres job og en fyring for chikane på CV’et, fremmer nok ikke ligefrem mandens chancer for en lysende karriere. ‘Så skulle han have tænkt sig om, inden han sender lumre SMS’er til sine kunder’, vil nogen sikkert mimre. True, men som jeg, har han nok ikke synes, at det han gjorde var ulækkert og vulgært.
Dengang jeg boede på Frederiksberg kom der engang sådan en fyr for at aflæse den der lille dims der sidder på radiatorerne. Jeg bemærkede godt, at han var særdeles smilende, snakkende og at han tog sig ualmindelig god tid om at aflæse PRÆCIST. Han lånte i øvrigt også mit toilet. En uge senere ringede han til mig, fortalte at han havde tænkt ret meget på mig og spurgte om jeg ville med på en date. Jeg blev enormt smigret, men takkede pænt nej – og så var den ikke længere. Kunne hende Luna ikke have gjort det samme? Hun er jo hverken blevet befamlet eller har fået ødelagt sit das, så jeg forstår ikke hvad der krænker hende så dybt?
Hvis jeg nu var Den Lyserøde Elefant, havde jeg ikke skrevet det her indlæg så sobert, og gennemtrumfet min pointe på en noget mere firkantet måde. Men det er jeg ikke, omend jeg faktisk har lyst til det. Jeg bliver bare så ærgerlig over, at nogle mennesker har en trang til at være så navlepillende snæversynede, at de skal ødelægge livet for deres omverden.
Kan i mærke at jeg så småt har fundet formen igen?
Jeg er tilbage. Tilbage fra dejlige Berlin. Det har endnu engang været en god tur som bød på lidt af hvert, måske mest af alt – en masse mad.
Turen har været meget præget af, at jeg er væsentligt tungere end for bare 3 uger siden, hvor vi sidst var dernede og så også det faktum, at mine hænder er fuldstændig døde og følelsesløse det meste af tiden. Det lægger altså lidt en dæmper på action niveauet og kræver bare et lidt mere roligt tempo.
Jeg har selvfølgelig taget en masse billeder, der beskriver turen bedst.
Vi startede med aftensmad på Papirøen inde take-off – det er altså et genialt sted. Jeg forstår ikke hvorfor man vil lukke det?
Vi har længe talt om, at vi skulle besøge det der populære issted på Amager. Vi var i god tid og alligevel på samme rute, så vi svingede forbi til en ‘lille’ dessert
My Oh MY! Det er den bedste is jeg har fået siden jeg var på Elba for 2 år siden. Isen smager rent faktisk af det som beskrivelsen lyder på – og så er der nok af den! Go do it!
Vores fly var selvfølgelig forsinket, så kl. slog 23.30 før vi var fremme. Trætte, men overgearede. En lille, kold øl var på sin plads
Næste morgen stod vi op til solskin og dejligt vejr. Kl. 10 havde vi vores morgenmadsdate i Rigsdagen – noget jeg er vildt glad for vi gjorde
Udsigten – hele Berlin lige for snuden af dig
Vi sad helt perfekt. Udenfor men med lidt tag over
Maden var overdådig – og kaffen god!
Efter mad besteg vi den smukke kuppel
… og fik storhedsvanvid over os selv
Efter Rigsdagen slentrede vi videre. Jeg ELSKER stadig det tårn. Så fint det er
Kolde forfriskninger skulle der til
… og sjofle is til alle de andre. Seriøst, hvad ser i?
Lunch for 2
Og så hjem på hotellet til et lille hvil inden aftensmad. Jeg havde taget min eksterne harddisc med gode film på med. Men ‘desværre’ (som om) var det eneste fjernsynet ville understøtte Sex and the city. Fantastisk at ligge i den store seng og koble af til 100 år gamle afsnit
Se.Så.Der!!!! Bedste schnitzel EVER!
Desserten fejlede heller ikke noget
Ligesom kaffen også var eminent
Tag herhen hvis i skal have god, solid og virkelig lækker mad. Det var altså også særdeles billigt!
Søndag morgen og dejlig morgenmad på Fleury – bedste sted
Derfra til MauerMarkt. Det eneste rigtige at lave i Berlin på en søndag. Bare gør det!
Eftermiddagssnack… YUM!
Hver søndag Kl. 15 på amfiscenen er der karaoke. Random mennekser stiller sig op og bræger for 100vis af mennesker. Det er virkelig sjovt og klart et besøg værd
Frokost for 2 #2
På markedet er der alle mulige små, søde, hyggelige boder. Bl.a. var der en bod, hvor en kvinde solgte sager med uld. Jeg købte den her fine, lille vest til babypigen, så hun kan holde sig varm til vinter næste år – jeg kunne ikke lade værre!
Se! Sengen der er en queensize, hvilket jo i sig selv er stor nok til to. Bare ikke når man har ‘død-arm-syndrom’, som undertegnede. Den første nat sov jeg stort set ikke, da jeg ikke kunne lægge med mine arme strakte. Det resulterede i en lang nattevandring og en temmelig træt lørdag. Min søde mand tog straks affære næste dag og bad om en kingsize seng. Det havde de så ikke – men en ekstra opredning, dét kunne de klare. Så Robert sov på en drømmeseng de 2 andre nætter, så jeg kunne få noget ro. Dét er ægte kærlighed!
Søndag aften brugte vi dog sammen, i ‘min’ seng, hvor vi så fodbold. Rob holder med Tyskland og jeg har ikke noget imod at stene en kamp, når det sker så sjældent. Det var faktisk virkelig hyggeligt!
Mandag. Sidste dag – og så regnede det!
… Og var tåget!
Vi spiste sen og lang morgenmad og da vi var færdige, var regnen heldigvis forduftet!
Resten af dagen brugte vi på shopping, kaffe, mad og kys, inden turen atter gik mod Nørrebro. Nåh ja – med 1 1/2 times forsinkelse. Bærøv!
Pssst. Er man til storcenter shopping skal man tage i ‘Mall of Berlin’. Der finder du alle kædebutikkerne, masser af madmuligheder og god stemning
2. gang indenfor 1 uge med forstrukket nakke?! I morges skete det, da jeg skulle vaske shampoo ud af mit hår og jeg lidt for ivrigt (åbenbart) kastede mit hoved forover. Det gjorde således min morgen til en tarvelig en af slagsen og jeg tog mig selv i at fortælle Robert, at ’det IKKE er en god morgen’, mens jeg lignede den bestøvlede kat fra Shrek. Det var ligeså meget fordi jeg hverken kan vaske- eller tørre hår, lægge mascara, eller i det hele taget have mine arme over hovedet mere end 15 sekunder af gangen, før det føles som om alt blod bliver igle-suget ud af dem og de bliver følelsesløse og døde, som to kolde ringridderpølser i en køledisk. NOT that fun!
Jeg var ellers kommet helt i zen, da jeg i går eftermiddags blev nuslet og puslet som en anden missekat af min ansigtsbehandler. Jeg kan snart fejre 2 års jubilæum med hende og jeg har ikke tænkt mig at stoppe af den grund. 90 minutter i den sødeste himmel, hvor retter som ansigts- og hovedbundsmassage, fugtmasker, dybderens, nakke- og skulder gnubning, rettelse af bryn og generel lækkerhed, bliver serveret i lind strøm. Det er som nirvana hver eneste gang og jeg planlægger at holde ved min hver anden måneds date med hende, selvom jeg næste gang muligvis skal hejses op på briksen med lift.
I eftermiddag står den på kaffe i solen med Maria, som jeg ikke har set i alt for længe. I morgen glæder jeg mig til min ugentlige omgang yoga og så holder min mand faktisk reception/fest for hans firma, der fylder 10 år. Ved bare ikke hvor meget lyst jeg har, til at agere preggo yoga wife, blandt et hav af forretningsforbindelser og samarbejdspartnere og det der med at skifte til skrud og røde læber kl. 21, for så at gå hjem i seng kl. 22, virker også bare uoverskueligt. Ja ja, kald mig bare doven.
Se i øvrigt lige hvad jeg købte i Berlin. Havde ellers svoret at jeg ALDRIG skulle i et par Birkenstock, men jeg er SÅ glad for dem
Ellers glæder jeg mig egentlig bare til fredag. Robert og jeg sætter os i Passaten når kl. slår 16 og drøner mod det sønderjyske. Vi skal ned og besøge mine forældre og så skal vi afhente en meget særlig ordre. Nemlig barnevogn og vugge til den lille babypige. Vuggen har jeg selv sovet i som bette gnalling, og det har min søster, hendes kids og mange andre børn i familien også. Det er ret hyggeligt, synes jeg. Skal nok smide et billede ind, når den er i hus.
Nu vil jeg hvile mit stakkels hoved i mine hænder, inden jeg skal ned og tømme en buffet. Ungen vokser hurtigere end Medina skifter kærester og det er som om hun tømmer mine energidepoter i farten.
Der er kun ca. 2 måneder tilbage, før jeg bliver mor. En titel jeg har meget svært ved at forene mig med. På mange punkter føler jeg slet ikke, jeg er klar til at være nogens mor. Nogens beskytter, ja. Nogens forsøger, ja. Nogens kærlighedsorgan, ja. Men nogens mor? Puh. Det er ikke noget, jeg på nogen måde stresser over, for jeg skal nok lære det hen af vejen, det er jeg fuldstændig overbevist om. Jeg føler mig bare stadig 100% som MIG. Altså, bortset fra at min krop er blevet invaderet og overtaget af mit lille menneske, men helt inde bagved er jeg stadig mig. Det er også derfor jeg har det rigtig svært, når andre messer deres profetier hen over hovedet på mig. Når de spyr deres spådomme og ånder deres bedreviden ind i mit lille hoved, får jeg lyst til at aktivere mine ninja-powers og maltraktere dem med ninjagoer og kastestjerner. Lige præcis fordi det rigtig meget handler om, at de gør mig til en anden end MIG, bare fordi jeg har et lille menneske indeni mig.
Stadig bare mig – med bold på maven!
Det afføder et helt nyt scenarie/samtaleemne. Nemlig hvem man gerne vil være, når barnet kommer ud og hvilke forestillinger man har om det at være forælder, helt generelt.
Jeg har jo et soleklart ønske om, fortsat at være mig selv, men med en ny dimension påsat. Lidt ligesom at klikke en legoklods på sin længe byggede figur. Bevares. Jeg har taget 14 måneders barsel, fordi jeg gerne vil være sammen med min datter, lære hende at kende og holde hende fra børnearbejde (læs: vuggestue) så lang tid som muligt. Men derfor har jeg stadig en mission om at blive til mig, når hun har forladt lejemålet. F.eks. kunne jeg godt tænke mig, at hun lærte at tage imod flaske i det sekund hun er gammel nok. Både for at jeg kan blive aflastet fra amning, som jeg på ingen måde glæder mig til, men også for at hendes far kan starte et tidligt, tæt venskab, med det lille vidunder. Og helt klart også for, at Robert og jeg kan vende tilbage til at være OS. En version 2.0 af os, men os. Jeg ønsker mig et barn der kan blive passet, så jeg kan tage min mand i hånden og kysse ham udenom børn, bolig og babyboble. Nogle vil måske finde det egoistisk og fuldstændig afsporet fra fokus, men sådan ser jeg det ikke. Omvendt ser jeg det mere som at hvis far og mor er i sync med hinanden, er de også sammen mere i sync med barnet.
Der findes 100.000 eksempler på par der dør, ligeså snart babyen melder sin ankomst. Det kan der jo være mange grunde til, men jeg tror at en rigtig stor spiller, er den der hedder ’vi tabte hinanden’. Fokus bliver pludselig udelukkende barnet og ’parret’ må blive tilgodeset på et tidspunkt efter påske, og sommerferie, og jul, og nytår og…. Det vil jeg for alt i verden ikke lade ske. Jeg er så smask forelsket i min mand stadigvæk, at selv ikke en 16årig teenager kan følge med og jeg kan kun se fordele i at dyrke den kærlighed videre, efter barnet er ankommet.
Jeg glæder mig så ubeskriveligt, til at drikke mig sviller i sjusser og ryge cigaretter, sammen med ham her igen
Jeg er ikke dum-naiv og udmærket godt klar over, at det kommer an på hvilket barn man får, at overskud til romantik og Lady & Vagabonden middage lægger under 0 det første stykke tid, samt at fokus bare VIL ændre sig, når den lille kødklump er her. Men jeg tror på, at jeg, sammen med min mand vil lære at mestre plads til det hele. Jeg har bevaret mig igennem hele min graviditet, på trods af alle andres grufulde forudsigelser, der aldrig er kommet og utallige ’vent du bare’ bemærkninger. Derfor bliver jeg i troen på, at også mit ægteskab kan holde til et nyt familiemedlem, uden at blegne, visne og dø. Jeg tror på, at vi løfter babyopgaven sammen og at vi forbliver OS i en ny og anderledes udgave. Det bliver hårdt arbejde, men heldigvis fungerer vi som et team og ikke som sideløbende deltagere. Nåh ja, og så er jeg så heldig, at jeg har giftet mig med en mand der kan bede mig holde kæft hvis jeg bliver for hys, og som kysser mig på panden og tager over, når han kan se jeg er ved at brænde sammen.
Det bliver et ride. Jeg glæder mig. Til hende, til familie, til mig og til OS!
Hun kan lige så godt lære noget om fest fra starten, den lille
Wush, så var jeg lige væk lidt. Jeg har været lagt ned af et hold i nakken, et polterabend, familie og karpaltunnel syndrom.
Det var TOUGH ikke at kunne sjusse en hel dag, siger jeg jer!
I dag er der 4 uger til jeg går på barsel. Vi er altså nu så langt fremme, at det er på sin plads at tælle i uger. 4. 4 stk. som godt må gå lidt tjept. Selvom jeg egentlig synes jeg fortsat er ubesværet af min graviditet, begynder der så småt at stikke smågener frem hist og her. Det der med varme og dårligt indeklima er virkelig noget rod. Min krop hæver op og det gør ondt! Det værste er dog at jeg har fået det man så fancy kalder ’karpaltunnel’ i hænderne. Det betyder at jeg konstant føler mine hænder og underarme slumrer. Det stikker, prikker, spænder og snurrer, faktisk så slemt at jeg i går fik herre ondt af at skære 4 skiver spegepølse?! Nætterne er et helvede, fordi det konstant føles som om mine hænder fryser til. Til min skræk har jeg googlet, at det først er noget der går over, når babyen er ude. PS. der er altså 2 måneder igen! PIS! Er det noget nogle af jer har erfaring med, så hører jeg meget gerne fra jer.
I går besøgte vi familie i Dragør. Nogle var badeklare…
Selvom jeg stadig synes, at fødslen er langt væk begynder den alligevel at fylde mere og mere i mit hoved. Jeg tænker på hvordan jeg mon går i fødsel, hvor jeg er henne, hvornår osv.
Noget andet jeg tænker over, er hvad jeg skal putte i ’tasken’. Mest fordi jeg elsker at lave lister og generelt bare er kæmpe fan af at forberede. Jeg ved på forhånd, at jeg kommer til at kaste alt for meget unødvendigt gear ned i prep-tasken, men det kan vel ikke skade nogen?
Her er absolutte must brings. (ps. jeg er altså ikke begyndt at pakke endnu)
Den her lille dragt tænker jeg hun skal fragtes hjem i. Andre modeller medtages naturligvis i udvalg
Lille hjelm til hendes lille hoved
Mine yoga/fødsels guidere råder til at have en duft med der beroliger og som minder en om noget godt. Ved min kosmetolog starter og afslutter hun hver behandling med, at jeg tager 3 dybe indåndinger af den dejligste citrusduft. Det gør mig afslappet og afspændt. Den må skaffes og med..
Overalt bliver man opfordret til at have sine egne snacks med. Dem her elsker jeg, så jeg må plyndre en 7/11 for dem på et tidspunkt
Min egen pude – VIGTIGT!
Jeg tørrer så hurtigt ud og på hospitaler står luften gerne stille, så fugtighedscreme skal klart medbringes
Jeg tænker, at også jeg skal fragtes hjem i lækkert, blødt bomuld. Noget a’la det her (også fordi min mave jo er så flad lige efter. Pfffff….)
Jeg kunne forestille mig, at et bad er tiltrængt når det hele er ovre. Et håndklæde der dufter af MIG bliver helt sikkert velkommen
Jeg vil helt vildt gerne føde i vand og håber det kan lykkes. Nogle har sagt, at det var rart at have en t-shirt på, når man ligger og kakser rundt i flere timer. Sådan en må med..
Jeg har meget svært ved at leve uden læbepomade – så den skal selvfølgelig også med
Hun skal jo fragtes hjem, den lille…
… og lille Rødi skal da lægge klar til hende
Jeg har jo for nylig fået pandehår (som jeg elsker), og jeg kunne forestille mig at jeg gerne ville have alt hår VÆK fra mit face. Spænder skal der til
Jeg hedder Ninna, er 32 år, gift med Robert, mor til lille Gry fra august 2016 og bonusmor til to på 10 og 12 år. Jeg har en svær hang til glimmer, gin&tonics, 'lige ud af posen holdninger', gak og gøgl. Velkommen til Bonusheksen - tak fordi du er her.