Okay! Lige så dygtig Gry er til at sove om natten, lige så dårlig er hun til at sove om dagen, lige for tiden. Dagslure er lige så interessante for Gry, som en sjus uden alkohol er for mig og hun synes det er sjovere, at lege grillkylling på spyd i hendes seng, end det er, at lukke sine øjne – og sove! Selvom jeg til hver en tid hellere vil have, at hun sover godt om natten, hiver det fandme tænder ud, at der næsten ikke er et roligt øjeblik om dagen.

Jeg startede morgenen med en omgang dødstræning kl. 09 og apropos at hive tænder ud, ik?! Jeg gnavede lunser af mine lunger, flere gange, og cykelturen hjem, foregik med gummiben. De andre har været i svømmeland hele dagen og er stadig på farten, mens vi har haft besøg af stor og lille veninde. Den sidste time har jeg brug på at kontrollere mig selv, for ikke at blive erklæret som uegnet forælder. Jeg er virkelig ikke god til det der overdrevne hysteri, der vel mest af alt bunder i overtræthed. Nu tror jeg endelig hun sover, og straks pisser jeg rundt som flue i en tændstikæske, for liiige at skolde flasker, rydde lidt op, få noget mad, forberede en vask, ligge tøj sammen og tjekke køleskabet for aftensmads muligheder, i stedet for bare at smide mig på sofaen, smække stængerne op og kun anstrenge mig for at nå chokoladen i skuffen. Jeg ved godt, at jeg kun har maks 40 min. at løbe på, for så er tornadoen klar til et heat mere.

2 børn og en forlængerledning

Præcis som i går, glæder jeg mig til, at der er ro i gemakkerne i aften. Netflix’s O.J serie har tryllebundet mig og det eneste jeg havde lyst til i aftes var, at blive oppe hele natten, for at se hvordan den der retssag udvikler sig. I aften må jeg nok desværre vente lidt længere på at fortsætte hvor vi slap. Det er fredag og det betyder X-Factor aften. Jeg har set nogle afsnit og det er lidt så tåkrummende, som det plejer at være. Yes, jeg bliver også nødt til at dreje hovedet, når hende der pep-talk Pia, skal sende deltagerne på scenen. Nå, men det er ikke mig der bestemmer. I aften er det de to ældste børn i huset og jeg tror de synes det er hyggeligt, at heppe med og agere dommere fra Nørrebro matriklen. Så det er det vi gør!

I morgen kalder et visit hos Roberts søster, mand og børn i Dragør. Som bonus står der også en farmor klar til at deltage i familie komsammen, og vi glæder os alle mand.

35 min… Så kører vi igen!

God eftermiddag folks. Ehm, de siger, at der vil falde op til 15 cm. sne i løbet af i aften? Det giver mig samme følelse, som når jeg kommer til at hælde kogende vand over min hånd, i stedet for ned i Grys flaske! Really? Sne igen? Jeg kan.ikke.mere! Jeg er klar til at hoppe over målstregen og ind i foråret, sgu da ikke til at iføre mig mere tøj igen! Hver gang jeg går forbi en rude, der genskinner min sorte, usexede, deform-gørende adidas vinterjakke, rumler det ubehageligt i min mave og min hals snører sig sammen. Jeg vil have mit arsenal af seje overgangsjakker på. NU! Særligt min ny indkøbte læderjakke skriger, som en baby med kolik, for at blive taget i brug. Hm, jeg trøster mig med tanken om, at der nu kun er 9 dage inden afrejse, til et sted hvor jeg kan holde varmen i bar røv!

Vores lille præmie sover var igen i nat et pragteksemplar og da det var Roberts tur til fodring, fik jeg hvad der svarer til en hel nats søvn. Ubeskrivelig og vidunderlig følelse, at slå øjnene op kl. 07.30, for første gang siden 22.30, hvor jeg landede i dynerne i går. Dagen er blevet brugt på at jagte babyalarmer, der ikke går ud midt i en kop kaffe, mens ungen bobler i vognen udenfor. Det lykkes mig heldigvis og jeg forbander mig selv, at jeg ikke har anskaffet noget ordentlig kram tidligere i det her babyforløb. Oh well, now is now.

Hurra!

Om lidt kommer Robert hjem, med de 2 store børn i bagagen. Det er sidste gang vi alle er samlet, inden den lille familie på 3 rejser til Thailand land og 2 af familien på 5 (er i med?), rejser til Norge på skiferie med mor, kæreste og bonussøskende. I Rødovre ligger vinterferien i uge 8 (vildt upraktisk) og ældste øglerne har derfor fri i morgen. Robert har planlagt en tur til eksotiske Køge, da der skulle ligge et svømmeland med rutsjebane og hele pivtøjet. Den lille og jeg bliver hjemme. Det er ligesom ikke rigtig win for nogen, hvis vi også tog med i vand tivoli og desuden er det godt, at børnene får noget alene tid med deres far. Uden bonusheks. Uden lillesøster! Gry og jeg får i stedet besøg af Grys første babyveninde, med mor som sidevogn. Lige nu glæder jeg mig allermest, til der er ro i hytten i aften. Rob og jeg startede på den der O.J.Simpson serie i går, der huserer på Flix og jeg er hooked. Noget der sker ret sjældent for mig, når vi taler serie univers.

I morgen tidlig får jeg overstået træning, så jeg har en hel fredag at rutte med. Normalt træner jeg 2 min. fra hvor vi bor, men da alle hold var fuldt booket, er jeg tvunget til at skifte center. Det har jeg egentlig ikke noget imod. Jeg har nemlig fået fixet min cykel, der har været i udu og derfor ubrug, i noget tid – men NU, nu kan jeg cykle igen. Noget jeg savner virkelig meget og som jeg glæder mig helt vildt til. Hvis der for helvede ikke ligger sne over det hele.

Skrid sne.

For noget tid siden læste jeg en artikel, skrevet af en psykolog, der med en lettere hævet pegefinger berettede hvor vigtigt det er, at man siger nej til sine børn. Jeg har ikke rigtig kunnet få artiklen ud af hovedet. Mest fordi jeg blev så glad da jeg læste den. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg, til tider, godt kan være lidt af den gamle skole, når det kommer til opdragelse. Mit syn har på ingen måde ændret sig, nu hvor jeg har reproduceret mig selv. Da slet ikke i den verden hun skal vokse op i. En verden jeg på mange måder slet ikke kan lide mere og som jeg egentlig ikke synes er specielt børnevenlig. Hvor de fleste små størrelser er færdige med at lege som 10årige og for længst har skiftet Barbie dukker ud med ihpones som nummer 1 på ønskesedlen.

Jeg forventer ikke af Gry, at hun skal lege med træklodser, eller have det vildt over et tøndebånd hun kan få til at dreje med en kæp. Jeg forventer heller ikke, at hun hellere vil bladre HC.Andersen eventyr, end at OD’e på Ramasjang. Faktisk forventer jeg slet ikke noget af Gry – men jeg forventer noget af mig selv. Jeg ønsker så inderligt, at jeg formår at lære hende at lege. At hun kommer til at kunne se det fede i, at dimse med perler, tegne, høre historier og opfinde universer, hvor hun selv sætter dagsordenen. Selvfølgelig skal hun også have lov til at forsvinde væk i Hr.Skægs gakkede show og råbe om lov til at se Mummitroldene for 117. gang, men det skal bare ikke blive en sutteklud.

Min største drøm er at hjælpe Gry til at blive et hjælpsomt, kærligt og eftertænksomt, lille menneske, der siger tak for mad, tager sin tallerken med ud fra bordet og som forstår, at hele verden ikke drejer sig om hende. Hun skal vide, at hun er en del af et fællesskab og at vi regner med hende. Hun skal vide, at hun er vigtig.

Fra siden sundebørn.dk – vi halter lidt efter, kan jeg se…

Og der kredser mine tanker så igen om den førnævnte nej artikel. Den der curling generation af forældre, der har misforstået, at man hverken må sige nej, eller stille forventninger til sine børn, burde efter min mening, have en lussing! 2 faktisk! De gør deres børn en bjørnetjeneste, der vil efterlade nogle hjælpeløse væsner, som en dag får et kæmpe chok, når de finder ud af, at der stilles alvorlige krav til dem, i et samfund hvor far, eller mor ikke kommer dem til undsætning, allerede før de har bedt om det.

Jeg synes ikke der er noget galt i, at børn har pligter i en familie. De er en del af det store hamsterhjul, som alle skal træde ind i, hvis det skal køre rundt. Børn dør ikke af, at tømme en opvaskemaskine, ligge noget tøj sammen, rydde bordet, eller gå ned med skrald, som en fast del af en rutine. Da slet ikke når de samtidig får lommepenge for det. De skal vide at der regnes med dem og at man stoler på dem. At man tager dem alvorligt. Give dem en fornemmelse af, at JEG betyder noget. Når man ser programmer om utilpassede unge, der er havnet i noget snavs de ikke kan komme ud af, hører man næsten altid de der stakkels skæbner fortælle, at alle alligevel altid har været ligeglade med dem. Der har aldrig været nogen stopklods, så de fandt deres egen vej. Det er et skarpt eksempel, det ved jeg godt, men jeg synes alligevel det er tankevækkende. Hvis vores børn aldrig får et nej, kunne man så ikke som barn tro, at der ikke bliver lagt specielt stor tanke i ens gøren og laden, når man alligevel får lov til at sætte sin egen dagsorden? Eller er det mig der er helt på månen?

Med større børn kommer også større ansvar – for deres vedkommende. Især når de også selv gerne vil tages mere seriøst, og ind i mellem betragtes som medlemmer af voksenbordet. Herhjemme bor der en vordende teenager. Hun er 12, men nogle gange tror jeg hun kommer til at bytte rundt på 1 og 2. Det er jo et studie i sig selv, at observere den udvikling hun gennemgår. Det går lynstærkt og selv jeg kan føle mig gammel, når pigen der var 8 for 2 dage siden, taler om concealer, matte lipstick og dropper slang som var hun den kvindelige udgave af Gulddreng. Jeg har en forestilling om, at når hun mener, hun er klar til at nippe til en spæd voksenverden, må hun også være klar til at håndtere noget mere ansvar. I min verden kunne det betyde nogle flere pligter, end hendes lillebror der er 10 og som i øvrigt stadig bruger ordet ‘lege’, når han skal hænge ud med vennerne. Hvis ikke flere pligter, så måske nogle med noget mere pondus i.

Vi skal passe på de små mennesker, vi selv har avlet. Vi skal hjælpe, vejlede, råde og støtte og frem for alt være gode rollemodeller, så de en dag er klar til at indstille deres kompas i retning af egen vej, med de bedste redskaber i overlevelseskassen. Det mener jeg ikke vi gør, ved at tage al ansvar og forventning ud af dem. Tværtimod synes jeg det er at stikke en kæp i hjulet på deres færd mod selvstændighed.

Nogle gange synes jeg, at jeg lyder som en på 80. Andre gange tænker jeg, at det måske er for det bedste. Hvad tænker I?

I mit kommentarfelt var der for noget tid siden en læser der havde skrevet, at det at være bonusmor er svært. Endnu sværere, hvis mor siden hele tiden modarbejder samarbejdet. Den kommentar har hjemsøgt mig lige siden. Mest af alt fordi jeg er kommet til at granske, hvordan samarbejdet står til her i vores egen lille, delte familie.

Som udgangspunkt har min mand og hans ekskone et rigtig fint forhold og samarbejde omkring børnene. De opfører sig ALTID ordentligt overfor hinanden, taler om tingene, afleverer børnene i de respektive hjem med knus som velkomsthilsen og vi fejrer stadig fødselsdage sammen, når hele familien skal samles. Der har kørt nogle programmer på DR om delebørn, her det sidste stykke tid, har I set dem? Jeg har slugt dem råt og er lykkeligt blevet bekræftet i, at vi ikke falder indenfor den kategori af skilsmissefamilie, der ser ud til at gøre delebørn ulykkelige. Særligt det med at de voksne skulle tale ordentligt til hinanden og bevare et venskab, virkede til at have stor betydning for de små poder. Robert og hans eks har heldigvis aldrig haft et problem med dette.

Grunden til at jeg får lyst til at skrive det her indlæg, er selvfølgelig, at der inde i candyflossen smager lidt surt. Børnene er ved at være ret store nu. Særligt den ældste på 12 1/2 har virkelig fart på. Det trækker pludselig en masse nye aspekter med sig. Aspekter der hurtigt bliver til udfordringer, når der er 2 lejre der skal fortolke den unge dames blomstren. Det bliver uhyre vigtigt at træde varsomt, vælge sine kampe og ikke mindst sine ord rigtigt, når man møder bump der kan skabe uenighed i fællesskabet.

Et eksempel kunne være pre-teenagerens hang til at bruge make-up. Uden at ligge fingre i mellem, synes jeg hun er alt for ung til at gøre sig til slave af den farvelade der forskønner hendes ellers så smukke ansigt. Det kan tids nok komme og det vil det også, men for nu, synes jeg hun skal bekymre sig om andre, mindre voksenbetonede sager. Hendes mor er af en anden holdning og synes det er OK, at hun bruger make-up. Udfordring! Hvordan griber man den an? Hun er hos hendes mor det meste af tiden, ergo bruger hun også make-up næsten hver dag. Skulle vi så forbyde hende, en nu daglig rutine, lige så snart hun rammer Nørrebro? Brug af telefoner og online færden, har vi også en forskellig opfattelse af. Politikken i Tingleff house er lidt strammere end den er i Rødovre. Huslige pligter er der helt klart flere af hos far, end der er hos mor. Og sådan kunne jeg fortsætte lidt endnu.

Hvad gør man så ved det? Der er 3 muligheder, som jeg ser det. Den lette er bare at trække på skuldrene, ærgre sig i sit stille sind over tingenes udvikling og i øvrigt ikke gøre mere. Den middelsvære er, at opsætte 2 regelsæt, som børnene skal følge. Forstået på den måde, at hos mor må man det ene, og hos far må man ikke det andet. Konsekvensen kan desværre bare være, at de kommer til at holde meget mindre af at være i ‘må ikke’ lejren. Den svære er, at konfrontere den anden lejr og finde et fælles regelsæt. Jeg synes den er sværest, fordi vi på en del områder har så forskellige opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert. Det betyder, at der skal indgås rigtig mange kompromisser, som kan være svære at følge, når man er i hver sin lejr, uden den anden parts modvilje som en del af aftensbordet.

I sidste ende synes jeg man skal mærke rigtig godt efter i sig selv, hvad man føler der batter noget overfor børnene. Hvor kan man hjælpe dem bedst? F.eks. skal der findes en fælles løsning omkring det med at gå med make-up til hverdag, fordi jeg synes det er noget der har betydning for hendes fremtidige færd. Det med huslige pligter, må derimod være en kamp vi må tage med børnene, når de er her, udenom den anden lejr. Vigtigst er det, at man er lydhør overfor den anden camp, omkring de udfordringer og kampe der måtte opstå, i forbindelse med det at have børn. Problemer kommer man jo ikke udenom, når det handler om børn, da slet ikke når det handler om vordende teenagere. Jeg tænker bare, at man både hjælper barnet og hinanden bedst, hvis der er en nogenlunde fælles retningslinje, så man slipper for at gnave sin egen arm af i frustration over uenighed i opdragelsen. I sidste ende er man også fri for armeløse børn, der uden tvivl må have lettest ved at navigere efter 1 regelsæt.

Hvordan foregår opdragelsen i jeres familie?

Siden januar 2013 har jeg været bonusmor. Stedforælder. Heks. Endnu en autoritet i børnenes liv. Titlerne er mange og dem der i virkeligheden bedst kan svare på, hvad de finder passende, er børnene selv. Jeg tror ikke jeg har nogen anden betegnelse for dem, end Ninna herhjemme, hvis jeg lige tænker over det. Siden august 2016 har jeg nu også været mor. Sådan helt ægte. Der hvor man ikke skal tænke særlig længe over den rette betegnelse, bare mor.

Jeg har ikke på noget tidspunkt været nervøs for, om de store børn ville byde lille Jensen-Tingleff hjerteligt velkommen til familien. Siden den dag vi fortalte dem, at jeg var gravid, har de været ellevilde. I starten af min graviditet, var det selvfølgelig eneste samtaleemne. Efterhånden som nyhedsværdien fortog sig og maven voksede, var det igen andre ting der fyldte de smås hoveder. Men med jævne mellemrum spurgte de mig, om jeg ikke synes det var vildt, at jeg skulle være nogens mor. Hver gang svarede jeg ‘JO’!, for det var bare vildt. Nu skulle jeg ikke længere hjælpe til med at opdrage og forme 2 små mennesker, nu skulle jeg pludselig have det fulde ansvar. Ja ja, sammen med faren, det er selvskrevet, men denne gang var der ikke en anden lejr der også skulle tages hensyn til.

Og hvordan har det så været, pludselig at stå med 3 børn, hvoraf jeg deler blod med den ene? Det har været ganske fredeligt. Så kort kan det siges. Nu er jeg jo som bekendt ikke en heks af få ord, så i skal da ikke snydes for lidt kræs, nu i har været så søde at klikke på netop min blog.

Inden jeg fødte var det virkelig vigtigt for mig, at Robert, Gry og jeg ville få nogle dage alene. Det handlede ikke om, at jeg ikke ville se de store børn, eller at de skulle nægtes adgang til deres nye lillesøster, slet ikke. Nej, det handlede om, at jeg havde brug for at få lov til at sluge oplevelsen og verdensbedriften jeg havde begået, i ro og mag. Jeg ville gerne have lov til at glo på mit barn, sammen med mit barns far, uden at sige noget, svare på noget, tage stilling til noget, eller på nogen anden måde være noget for nogen anden, end min lille baby. Jeg havde et brændende ønske om, at de store børn skulle komme forbi og kysse det nye klanmedlem goddag, spise noget aftensmad og snuse sammen med os, men at vi ville få 1 uges tid hvor familien på 5, blev reduceret til 3.

Det lyder så hårdt når man skriver det. Som om jeg ønskede at slette børnene fra jordens overflade. Det er bare ikke sådan det er, men da jeg fødte Gry, var hun den eneste det drejede sig om. Det hele gav lidt sig selv. De store børn var i Italien med deres mor, da Gry masede sig vej, 3 dage før termin og første gang de så deres lillesøster – var på facetime. Da de 3 dage senere kom hjem og nærmest landede med flyveren i vores stue, var de bjergtagede over det lille menneske. Dem begge to, men især storebror (som er den mindste af de store børn), var fuldstændig solgt til stanglakrids over den lille klump der lå og sagde som en musseunge. Han blev ved med at sige, med diamanter i øjnene ‘jeg kan bare slet ikke forstå, at jeg er blevet storebror. Hun er så smuk’. Det var et magisk øjeblik og noget der kan få det til at stramme lidt i øjnene over at tænke på. Men ved i hvad? Da der var gået 2 timer, og den der lille markmus hverken jonglerede eller vågnede, kunne man se, at de begyndte at kede sig lidt. Faktisk sagde den store, at hun godt snart ville hjem og lande fra ferie. Kan man bebrejde hende? Efterfølgende har jeg tænkt, at jeg faktisk tror det var meget godt de ikke var her den første uges tid + et par dage. For alles skyld. De er store, de har deres eget liv med venner, sport, skole, instagram og hemmeligheder og det tror jeg ikke de havde noget behov for at stille på standby, ‘bare’ fordi der var kommet en søster til flokken.

Gry, 3 dage gammel og første gang de store så hende

Da de kom og var hos os første fulde gang, var Gry så småt startet på sit kolik flip – og jeg var en smule ængstelig. Jeg havde ondt af Gry, var nybagt mor, brugte det meste af dagen på selv at græde og jeg havde hverken lyst eller kunnen, til at tage stilling til nogen som helst. For fanden, jeg havde svært nok ved at håndtere den der kedel der konstant kogte. Det var hårdt at der pludselig stod to nysgerrige, søde store søskende, der gerne ville holde, hjælpe, spørge og gætte. Jeg havde ganske enkelt ikke krummen af et overskud, til noget af det de ønskede. Det gjaldt i øvrigt ikke kun dem – det var hele verden omkring mig, der blev kastet et usynligheds tæppe henover. Jeg har fundet ud af, at der hverken er noget mere stressende, eller hjerteskærende for den sags skyld, når et barn græder 14 timer i streg og min reaktion var at blive ilter og have lyst til at råbe!

Jeg tror ikke ligefrem at Robert synes det var a walk in the park, heller. Men han var noget mere til stede i de måneder hun skreg, end jeg var. Selvom jeg ved, at han har haft dårlig samvittighed overfor de store børn, der ikke blev tilgodeset på samme måde som de plejede, mens Gry testede lydniveau. Jeg tror godt de ved, at det ikke havde noget med dem at gøre. De kunne godt se (og høre!!), at den der lillesøster gjorde sig opmærksom og at det krævede arbejde fra de voksne. Når Gry skreg om aftenen, skiftedes vi til at gå frem og tilbage med hende, i et forsøg på at få hende til at sove. Nogle gange skiftede vi hvert 5. minut, for ikke at komme til at kaste med hende. Det betød selvfølgelig, at børnene hurtigt fortrak sig til deres værelse, nok også for bare at få lidt ro.

Sådan så jeg ud rigtig mange dage – the ugly truth

Da Gry efter små 3 måneder var færdig med at te sig, blev det også lidt sjovere for de to øgler, der var her først. Nu kunne de pludselig holde hende, pludre løs og være med til at skifte og bade, som de i høj grad viste interesse for. Så det er de med til. I det hele taget synes jeg, at vi prøver at inddrage dem omkring Gry. De får lov til at tage hende med ind på værelset og dimse med hende og den store går troligt med barnevognen, når vi er ude på tur. Der er nogle ting jeg har sagt nej til og som jeg kun ønsker er noget Robert og jeg tager os af. En ting som aftenflaske inden putning, madning her i starten, give nattøj på, når Gry er ekstrem træt og det skal gå lidt snap og den slags. Selvom jeg ved, at de rigtig gerne vil være med til det hele, er der områder, hvor jeg finder det bedst for den lille, at det er den samme, rolige hånd. Hver gang. Så kan i kalde mig sippet eller hvad i vil, men det ændrer ikke på noget, heller ikke hvis Gry en dag bliver storesøster og spørger om lov til selvsamme ting. Det kommer bare hurtigt til at lyde som om man er den onde stedheks, der ikke vil lade bonusbørnene komme nær den nye baby, når man siger nej. Som om, at nu skal de straffes og sættes ud på et sidespor, fordi man har lavet en ny familiekonstellation med deres far. Sådan er det ikke. Der er bare nogle ting jeg ved bedre om, end de som børn gør og dem vil jeg gerne have lov til at håndtere selv, eller sammen med deres far.

Grys ansigtsuniform de fleste timer af døgnets dag, da hun var et bitte kny

Der er henholdsvis 10 og 12 års forskel på Gry og hendes søskende. Jeg forestiller mig, at aldersforskellen taget i betragtning gør det svært for dem, at få et lige så nært bånd, som de to store har sammen, hvor der kun er knap 2 års mellemrum. Det har ikke noget med blod, eller gener at gøre, men det simple faktum, at når Gry skal i børnehave, skal den ældste til at snuse til liebfraumilch for første gang og det er som om, de to verdener ikke helt kan forenes? Når Gry skal starte i skole, skal den mindste starte på gymnasie (eller hvad han nu ønsker) og fælles interesser er nok ikke dem de får flest af. Men når det så er sagt, vil de altid være søskende og jeg håber, at det faktum alene gør, at de altid vil holde sammen, hjælpe hinanden og ikke mindst betragte hinanden som familie. Det skal blive Roberts og min fornemmeste opgave at opdrage dem allesammen til at føle det. Vi er allerede godt på vej!

Hjemme i vores familie, har vi fået endnu en dimension på, en i forvejen, ret stor familie. Der er nu kommet et led mere på, der hedder vores børn. Hvor det hidtil har været ‘dine børn’ i form af Roberts, fra min side, har min mand og jeg nu også linket der hedder ‘vores børn’, eller barn – bevares. Det skaber pludselig en masse nye problemstillinger, blandet andet et, som vi ganske hurtigt blevet stillet overfor.

Vi har hvert år holdt sommerferie med de store børn. Vi har både rejst udenlands, blevet hjemme og alle de somre vi har været forenet, tilbragt en uge eller to, i familiens perle af et sommerhus, der ligger i vores hjemstavn, Sønderborg. I år er ingen undtagelse, altså hvad ferie angår. Denne gang skal vi udenfor Danmarks trygge rammer. Sidste år var jeg tynget af så meget vand i kroppen, grundet bagning af barn, at jeg havde sænket flyveren, hvis havde jeg placeret mig i en. Sådan er det gudskelov ikke denne sommer og jeg besluttede mig allerede sidste år for, at vi i 2017, skulle plotte 30 grader og solgaranti ind i kalenderen, når vi alle har ferie sammen.

Verdens lækreste sommerhus. Punktum!

Jeg bookede derfor i efteråret en rejse til Mallorca, under særdeles ordnede forhold for vores nye familie på 5, i 10 dage. Vi rejser til juli, lige efter vi har holdt navngivningsfest for Gry – og jeg glæder mig latterligt! På den måde er alt jo fint nok. MEN, for der er selvfølgelig et af den slags og det er et af dem, der har kunnet mærkes.

Jeg havde en drøm, allerede inden skrigeskinken ankom, om at rejse på en ferie, mens jeg var på barsel. En ferie af de lidt længere slags, og også en af dem, der foregår på et andet kontinent. En ferie jeg kunne nyde med min mand og min baby, uden at jeg skulle bekymre mig om andet, end hvad jeg skulle have til morgenmad og om det ville være forsvarligt at drikke pina coladas til frokost. I min drøm indgik de store børn ikke. Det lyder hårdt, ja? Der er flere ting i det og nu skal i spidse ører.

Robert og jeg har hvert år taget på ferier alene. Det har været helt naturligt at gøre, når børnene har været hos deres mor. Forrige år var vi i USA. Vi har også været i Italien, Berlin, på Bahamas osv. Vi var nok også taget alene på ferie i år, men situationen er altså bare en anden, da vi nu har et barn sammen. Hun er ligesom en en del af pakken nu, det lille menneske. Derfor var hun også selvskrevet på Thailands turen fra starten. Vi rejser til marts. Der er de store børn både på skiferie, og så går de i skole. Det betyder helt lavpraktisk, at de slet ikke ville have mulighed for, at rejse med, men det er nu ikke det, der er min pointe.

Åh, Hollywood! Der skal vi tilbage til en dag. Måske hele banden?

Det var en rigtig svær beslutning for Robert, at give mig grønt lys til at booke rejsen, uden hans to ældste øglebørn. Han følte, at han snød dem. Tilsidesatte dem. Overså dem. Svigtede dem? Jeg bebrejder ikke den arme mand. Jeg blev heller ikke sur på ham, over hans, måske lidt manglende iver, omkring rejsen til bountyland. Det må være en konstant battle som skilsmisseforælder, at balancere 2 familier på et knivsæg. Man må være så bange for at lade nogen i stikken, at det ind imellem må føles temmelig opslidende. Det er jeg reflekteret nok til at forstå. Jeg har bare et andet syn på sagen – helt sikkert, fordi jeg netop IKKE, er skilsmisseforælder og derfor ikke kan vide hvordan det 100% føles. Jeg har det bare sådan her:

De store børn er tvunget til at være en del af 2 familier, fordi deres forældre ikke kunne sammen. Det må være en kæmpe sorg, som de to skal bære rundt på, men det er jo en helt anden snak. Det er naturligvis vores ansvar som forældre (i alle afskygninger), at passe ekstra godt på, at de ikke kommer til at føle sig klemt – og glemt. Men når alt det er sagt, er vilkårene og de iskolde facts også bare dem, at de ikke kan være med til det hele. Der vil hele tiden opstå situationer, hvor de ikke kan deltage og hvor vi som de voksne, skal træffe en masse valg for dem – og udenom dem. Hvordan navigerer man så i det? Hvad er opskriften? Der er ingen! I stedet må man ty til sit eget retfærdighedskompas og derfra forsøge at pejle i den rigtige retning.

Jeg forstår godt, at Robert har svært ved at rejse væk uden de store børn, når han nu pludselig har et 3., som kommer med på tur. Jeg synes bare ikke han skal have det dårligt med det. Hvor koldt og kynisk det end måtte lyde, kan jeg skære det helt ned til, at det er vilkårene, når man lever med dine, mine og vores børn. Thailands turen, er jo ikke på bekostning af en fællesferie til sommer. Den er købt, betalt og booket ind i kalenderen. Hvis vi nu ikke kunne komme afsted til sydlige himmelstrøg, alle sammen, begynder jeg selv at synes, det ville have lugtet lidt. Heldigvis er vi så velsignede, at begge dele kan lade sig gøre. De store børn skal i øvrigt også på skiferie, afsted til Berlin med deres far alene og på sommerferie med deres mor, så deres pas kommer dem til sin ret.

Fra vandretur i Østrig, dengang der kun var 2 øgler. Det var en FED tur!

Det er en evig svær og meget tynd line at balancere på, når man har med børn at gøre, som er pressede, fordi nogen tog en beslutning udenom dem engang. En beslutning som gjorde dem til delebørn. Jeg vil bare så inderligt håbe, at de voksne omkring dem, ikke lader sig kue af den beslutning de selv tog engang. Ærligt, har jeg ikke lyst til, at have udrejseforbud, lige så snart de store børn er hos deres mor, bare fordi Rob og jeg nu har et fælles barn. Det synes jeg sådan set heller ikke er fair overfor Gry.

Da vi i sidste weekend fortalte de store børn, at vi skal afsted til Thailand, var det egentlig mere kærlig misundelse, end grådkvalt skuffelse, der var reaktionen. Og som den ældste sagde ‘tænk hvor heldige vi er, at vi kommer på dobbeltferier – det er der altså ikke alle børn der gør det’. Det er en rigtig fin måde at anskue det på, synes jeg og faktisk også noget af det jeg selv tænker, omkring hele den her problematik.

Om lidt er børnene for alvor store og hvem ved? Måske skal vi til at hive dem med på ferie, eller aftale med deres mor, hvem der skal have børnene med udenlands, fordi de hellere vil blive hjemme med vennerne? En ting er sikkert, ihvertfald i heksehovedet – der er ingen der bliver snydt. Ingen i dén her familie, anyways!