En rockkoncert i baggrunden og tømmermænd på første klasse

Hej mennesker. Sorry min fraværelse, men der findes faktisk en god og værdig grund. Jeg har haft tømmermænd! Simpelthen. Noget som jeg på ingen måde har savnet, eller længtes efter. Når det så er sagt, var de hele min dag i omvendt land i går, værd.

img_0424

Løst hår – en sjældenhed med en lille rotte, der flår i det for et godt ord

Robert og jeg forlod hytten kl. 18.30 onsdag aften, hånd i hånd og uden barn. Hun blev hjemme sammen mormor, der klarede affodring og putning i stiv arm. Første datenight siden vi fik Gry og det var lige som det skulle være. Indrømmet, da vi skulle ud af døren, var det med noget tunge skridt. Ikke fordi jeg havde en millimeter af nervøsitet, men fordi jeg var balret, jeg frøs, det pissede ned og jeg orkede faktisk ikke helt en rock koncert. Al min ugidelige modstrid forlod mig, sammen med første slurk af min drink på Lidkøb. Da vi forlod det hyggelige, tjekkede og anbefalelsesværdige sted et par sjusser senere, var jeg totalt i mit es, klar til at plyndre samtlige barer i København, med hjælp fra min partner in crime. Vi ramte Store Vega, hvor koncerten skulle brages af, i OK tid og fandt med det samme en bar af mange. Vi fandt også terrassen med varmelamper, hvor man må ryge… Og her opholdte vi os faktisk det meste af koncerten. Sammenlagt så vi måske 3-4 numre, resten af tiden tilbragte vi med at blabre løs i munden på hinanden. Det var så ubeskriveligt rart, bare at være OS igen. At finde ud af, at det kan vi faktisk sagtens, uden problemer. Ikke fordi jeg var i tvivl og heller ikke fordi, vi ikke taler sammen om andet end babygøgl derhjemme, men det bliver altså en anden samtale, når man er væk fra gak-gak og hirsegrød. Da koncerten for længst var forbi og alle de tomme plastickrus var fejet sammen, blev vi smidt ud sammen med de sorte sække. Det var bare som om, vi ikke var helt klar til at tage hjem. Derfor driblede vi på Gilt til et par sjusser, inden vi ikke følte vi kunne forsvare at lade mormoren sidde oppe længere (hun nægtede at gå til ro). Vi landede hjemme kl. 01.30 og jeg var, for at sige det mildt, patte stiv! Det var den bedste aften i længe og jeg er så glad for, at vi kom afsted. Det skal ske igen. Snart!

img_0425

Skumfidus i sjus – win!

img_0437

Forever love!

img_0442

Vi var der altså!

img_0443

Gilt og smukke dråber

Hele dagen i går brugte min mor og jeg på at gå rundt, kigge butikker, spise frokost og flade på sofaen med hjemmebragte kager. Fuldstændig fantastisk fortryllende! I morges stod jeg tidligt op og trænede det sidste alko svineri ud af min lille krop. Imens var min mor hjemme med Gry og jeg må igen sige, at jeg ville ønske, af hele mit hjerte, at mine forældre boede noget tættere på os. Især da jeg vinkede farvel til hende i formiddags, kunne jeg allerede mærke savnet gnave. Nå, heldigvis ses vi snart igen og indtil vi gør, har jeg jo lige en ferie at fornøje mig med.

Speaking of. De sidste forberedelser er skudt i gang og min mave begynder for alvor at agere rejse kriller. I dag mødtes jeg med mor-veninde, der just er vendt hjem fra Thailand med stor succes i bagagen. Det gør jo kun lysten endnu større. I morgen står den atter på træning, farvning af vipper, mere pakning og to fede, krydsede fingre for, at Roberts forkølelse hurtigt går i sig selv. Mens jeg har skrevet det her, har han måske nyst 73 gange og hostet 60 tudser. Stakkel!

img_0452

Mit lille menneske – nu vil hun også stå selv. Basse

Nu vil jeg spise den daim der faldt ned i min kurv i dag, se det sidste afsnit af O.J på DR (jeg er besat af den historie) og så vil jeg ind og sove. Sådan en druktur sætter sig lidt på en anden måde, end da man var 20, hva’?

Noget om en fejring..

I dag bliver min lille snips 7 måneder. Det er ufatteligt. Altså, det var jo i går vi kom hjem med hende, hvor hun bare var en lille rosin, der lavede de skingreste, dejligste mussehyl – inden hun for alvor bredte sine lunger ud.

Hun havde travlt på sin sidste dag som 6 måneders baby. I går fik hun således styr på at sidde selv, komme fra siddende tilbage til kravle flaksning – og så brød første tand igennem. Gisp. Lillebitte, store menneske. Hun er det sejeste, mini væsen allerede. Fuldstændig frygtløs, altid glad, fuld af temperament og gåpåmod. Og så gør hun mig glad, helt derind hvor det slår gnister. Men 7 måneder? Mommy floskel nr. 1 – STOP.TIDEN!

img_0411

Ej men hva’?

Nå. Men i stedet for at sidde og snotte ned i kaffen, vil jeg i stedet tage min mand i hans store næve i aften og fejre vores barn, os selv og livet, med allerførste datenight, siden flæske barnet ankom. Min mor arriverede i går og er klar parat, til at agere sitter, mens min husbond og jeg skal starte med at sjusse cocktails på Lidkøb, efterfulgt af koncert med Rival Sons i Store Vega. Jeg glæder mig. Jeg glæder mig helt latterligt, overdrevet, totalt meget. Det er med komplet ro og uden skyggen af bekymring, at jeg i aften forlader hulen, mit barn og dennes mormor, sammen med min allerbedste ven i hele verden.

Jeg er den heldigste på hele planeten. Sådan har jeg det virkelig. Jeg har været i mit livs lykkerus de sidste 4 år. Lige siden Robert trådte ind i mit liv, har jeg været ubesværet lykkelig. Og jo, jeg kendte udmærket til ubetinget kærlighed og mening med livet, før jeg fik et barn. Gry har ‘bare’ været med til at forstærke hele herligheden og øget pladsen til kærlighed i mit hjerte. Kærlighed – mere af det!

Jeg skal modellere et barn

En af de vildeste ting ved at have fået et barn, er at jeg, i samråd med hendes far, skal modellere hende til at blive den bedste udgave af sig selv. Tænk lige over det. Robert og jeg står med et lille væsen, som vi har det fulde ansvar for, skal blive et sundt, stærkt, solidt og velafbalanceret menneske. Det er sgu da det vildeste ever! Jeg synes især det er crazy i en tid, hvor vi taler så meget om curling forældre. Hvor den ene forsker, psykolog, skoleleder og listen er lang, efter den anden, træder frem og direkte advarer forældre, om de konsekvenser der er, ved at tage selvstændigheden ud af deres børn. Fokusset er enormt og det er os som mor og far, der er under loopen. Det er ikke fordi jeg er bange for at ‘fejle’ i forhold til omverdenen, næ, det er Gry jeg tænker på her.

Der bliver talt rigtig meget om balance. Den tynde line der danser mellem at hjælpe sit barn og tage over for sit barn. PER SCHULTZ JØRGENSEN der er psykolog og professor i socialpsykologi har skrevet en bog der hedder: Robuste Børn, som jeg skal have fingrene i asap. Jeg har læst et par udsnit, interviews og tidsskrifter hist og pist, med den kloge mand og jeg er muligvis lidt forelsket i ham. Nuvel, måske mest i hans tilgang til børneopdragelse. Han taler rigtig meget om, ikke at gøre sit barn til et offer. At det ikke gavner noget at ynke barnet, men at man derimod skal synke ned på barnets niveau og møde det i øjenhøjde. Det er jo som sukker på min smørmad, at høre den slags. En anden ting han har stor fokus på, er at det er vigtigt, at børnene skal have overskuddet til at forstå deres plads i fællesskabet. Det hjælper man dem ikke til, ved at fratage dem opgaver og ansvar, i troen om, at man gør sit barn en tjeneste. AM-EN!

Billedresultat for de robuste børn forfatter

Den må med til Thailand

Faktisk læste jeg i går noget skriv af Hr.Per, hvor han forklarer, at selv når barnet falder og slår sig, skal vi forældre passe på med, at gøre barnet til offer. Vi skal trøste og anerkende, men vi skal ikke ynke og pylre. Uden at lyde som børnemishandler, er det faktisk noget jeg tænker rigtig meget over, når Gry gonker rundt i hele lejligheden. Hun er, hendes alder taget i betragtning, ikke super mobil endnu og det der med balance, minder nogle gange om mig, efter 40 sjusser en våd aften. Det betyder altså, at hun ind i mellem får nogle knobs, når hun tilter og får et gok i nødden. Fra starten har jeg gjort et stort nummer ud af, ikke at fare hen til hende, for at tage hende op og puste. Det så jeg i øvrigt en anden mor gøre til træning for noget tid siden. Hendes lille datter lå og dimsede rundt, fik overbalance og gokkede det lille hoved. Lidt. Meget lidt. Ungen tog det helt roligt, det var først da moren flåede hende op fra gulvet, for at puste, nusse og sige ‘nåååååh, sååååh’, at det forskrækkede barn stak i et kæmpe hyl. Hvis behov for trøst var det egentlig? Nå, men min varsomhed overfor Grys stunt, har faktisk betydet, at hun aldrig græder, når hun tonser rundt. Det tager jeg som et sundt tegn. (Ellers er hun bare ligesom ham der psyko broren til Ms.Salander, der ikke kan mærke smerte). Gry græder når hun er sulten, eller når hun er træt. Ehm, og så dengang hvor jeg kom til at knalde hendes hoved ind i badeværelsesmuren med en vis hast. Jeg havde åbenbart lidt svært ved at afstands bedømme efter 2 timers søvn. Sowy!

Jeg vil så gerne forme et barn der vil selv. Kan selv. Gør selv. Med kærlig vejledning, hjælp og støtte fra hendes mor og far. I søndags da jeg handlede ind, var den sødeste, lille 3årige med mor ude og gøre det samme. Det bette miv trak rundt med den store kurv, mens moren fyldte små sager i. På et tidspunkt siger datteren ‘mor, jeg kan altså ikke trække vognen’ og mor svarer ‘jo, det kan du sagtens, det går da super fint’… og pigen trak kurven videre. Der var noget i mig der tænkte ‘sådan, hvor sejt’. Moren kunne jo snildt have valgt, at tage kurven fra barnet med det samme, uden at anerkende hendes handling og tro på sig selv.

Alle forældre gør deres bedste, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Det jeg derimod kan blive i tvivl om, er om børns far og mor stopper op og revurderer sig selv ind i mellem. Om det virkelig ér skolens skyld, når lille Carla kommer hjem med sår på knæet, eller om det virkelig ér nødvendigt, at involvere lærere og alle de andre forældre, når lille Otto er blevet skubbet i en leg i skolegården. Gennem generationer har børn håndteret konflikter og stridigheder på egen hånd, de har også selv båret deres skoletaske, smurt deres madpakke, ryddet op på deres værelse, lavet mad (!!) og fundet vejen til fodbold, uden hjælp fra far og mor. Det er altså ikke børnene der er blevet mere skrøbelige, det er kun verdens klima – og de ‘stakkels’ forældre.

Kampesten i rygsækken og nuggets ad libitum

Godmorgen mennesker. Jeg var lige lidt væk i går. Det var totalt mandag med stort, fedt M. Gry troede åbenbart stadig, at det var lørdag og forstod ikke helt at weekendens rave var ovre. Hun synes således (der var den igen) ikke, at det der med at sove lur var nødvendigt. Samtidig synes genboen, der har til huse lige ved siden af Grys værelse, at det helt rette tidspunkt at bore i beton, var ved formiddagstid, hvor lillen plejer at sove lur. Tak for hjælpen genbo! Jeg måtte derfor ud og trave med klapvognen i pisse regn, for at ungen kunne få en time på øjet.

img_0332

Se lige en fart jeg har på, hva?

Da jeg vendte snuden hjem, for at fodre kræet, valgte en snue så at følge med. Hele min krop begyndte at prikke og krible. Hovedet blev tungt, huden følsom og det føltes som om, jeg havde en rygsæk med 10 kampesten spændt på ryggen. Det, kombineret med en lille Gry der syntes hun havde sovet nok for den dag, sendte mig helt til tælling. Da Rob kom hjem tog han heldigvis over, så jeg kunne ynke mig selv på sofaen. Jeg formåede dog, at lave en omgang kylling nuggets i den sunde udgave, som vi mæskede i os, mens vi så det nyeste afsnit af Girls. Kl. 21 gav jeg op og gik i seng. Og ved I hvad? Jeg fik lov til at sove HELE natten! Gry vågnede kun 1 gang da kl. var 04, hvor Robert tog fodrings tjansen. Da jeg slog øjnene op synkront med barnet kl. 07.30 i morges, var alle mine lidelser fra i går forduftet. HELDIGVIS. Jeg orker ikke at være syg nu, for i morgen skal vi faktisk til en tumlastik workshop med de andre mødre, som vi har været meldt til i flere måneder nu. Efter tumle show skal Gry og jeg videre til Nimb, hvor min søster har inviteret på frokost i selskab med min mor. Ikke en begivenhed jeg er villig til at ofre, for en latterlig omgang influenza. Nå, jeg håber det bare var en forskrækkelse og en besked fra min body, om at få en god, lang lur!

img_0335

Gry kravler nu. På sin helt egen måde, men en måde der gør, at hun sagtens – og hurtigt, kommer rundt i hele lejligheden. Det er… ja…

I dag byder os ikke det store. Jeg skal nusse lidt rundt herhjemme, vi skal gå en lang tur og i eftermiddag skal jeg træne. Jeg skal også lige have booket en tid, inden vi drager afsted mod solen, til at få farvet vipper og bryn. Jeg planlægger, at lade alt hvad der hedder make-up blive i nordens kulde og agere all natural, mens vi er afsted. Men som den albino jeg er, ser jeg sgu lidt pillet ud, hvis jeg intet har på vipperne. En farvning gør trods alt, at man ser bare lidt levende ud, hvilket klart er at foretrække – for alle. Men undskyld mig – hvorfor tager nogle steder 450,- for den slags? Er det mig der bliver nærig?

img_0347

De her. De er SÅ gode. Sprøde, møre, lækre og sunde nuggets. Elsker!

img_0348

Server med let ristede kål dutter i ovnen og en hjemmelavet dressing af en art dertil. Yum

Nå. God dag people. Og tjek ind senere – jeg skal fortælle om en gave jeg har fået, som ikke kan købes for penge. Jo, måske. Eller nej. Eller… bare tune in. Hej.

Ren røv at trutte i

SÅ! Endelig kan der truttes ren røv over hele linjen. Jeg har brugt heeele dagen på at skure, skrubbe, tørre, vaske, røre, blende, ordne, organisere, naglilere, slide og slæbe. Jeg startede tidligt med at få lavet en ny omgang mad til Gry. Jeg laver 2 retter af gangen i storkøkken portion og fryser så små poser ned, så det er lettere at få hendes mad klar, når man har 100 andre ting der også skal ordnes på en dag. Efter det gik jeg i gang med at gøre hytten rent. Det tog lidt overhånd for mig, for det blev en af de der rengøringer, der afføder 1000 projekter undervejs. Heldigvis tog Robert vores lille snips med ud på en 3 timers tur, så jeg havde ro til at skure og skrubbe i fred. Det var rart. Rart at kunne komme i bund uforstyrret, samtidig med, at jeg kunne høre TV2 på voksen volumen. Da min lille familie atter vendte hjem, var alle flade skindende rene og det eneste der manglede en overhaling – var mig! Det klarede et langt bad med diverse rengøringsmidler heldigvis og min røv er nu også lige til at trutte i. Blot til info.

img_0297

I morges var det Hr. Tingleffs tur til at træne, men se lige hvad den søde mand havde med hjem til rengørings Rita. Yes please!

Aftenen bruger jeg i selskab med Girls (for 117. gang), cornflakes og chokolade med mint. Rob er ude med en gammel gymnasie veninde, Gry sover (endelig) og jeg tror heller ikke der går længe, før jeg kryber til køjs. Jeg har træning kl. 10 i morgen og den der gåtur jeg blev snydt for i dag, skal i stedet fordobles i morgen. Allerførst tror jeg lige, jeg vil snige mig til en lille kop med vin og en cigaret. Det fortjener jeg sgu!

God lørdag Hekse og Heltinder.

img_0293

…. når man tror ungen ligger og sover – med hovedet mod nord! G’eeees!

Skal børn i fængsel?

Okay. Det der med at Gry sover fra 00-06/07, tager jeg lige i mig igen. For en kort bemærkning, beder jeg de højere magter om. I nat valgte hun at være vågen 2 gange. Kl. 01 og kl. 04 og stod så op kl.06.30. Jeg tror stadig ikke jeg skal klage. Det er nemlig udelukkende for at spise, at hun vågner og når det er sket, går hun stormkold igen. Jeg har bare været banket helt til stolpe i dag, hvor hun så også valgte at køre maraton ræs med lurerne. Det har betydet, at hun kun napper 30 min. hvil og agerer showabe resten af tiden. Hun præsterede også lige at hive en potte med en kaktus ned i fjæset på sig selv og har nu en flot, overfladisk ridse, på siden af hovedet og toppen af øret. Stakkels skravl. Nå, men der har ikke været tid til at ynke, eller fede den på sofaen. Vi havde nemlig et særdeles vigtigt møde kl. 11, som jeg har set frem til.

Selvom jeg i går skrev, at jeg kunne være på barsel hele livet, hvis jeg selv kunne bestemme, er omstændighederne desværre ikke derefter. D.1/8 stopper adgangen til barselsland og det er tid til at vende tilbage til virkeligheden. Det betyder samtidig, at lille bitte Gry skal i børnefængsel aka. vuggestue. Ærligt, er det ikke noget jeg har det særlig godt med. Det skærer i hjertet på mig, at jeg skal aflevere mit lille menneske, et sted hvor 3 voksne skal dække hendes behov, samtidig med 10 andre små menneskers. Det er ikke fordi jeg ikke har tiltro til, at pædagogerne gør deres bedste, men deres arbejdsvilkår gør desværre bare, at de ikke har uanede midler, eller tid, til de små øgler, der ikke har en tunge, der kan krølle ord endnu. Jeg ved det godt – 1000vis af børn overlever vuggeren uden varige men og bliver ganske normale skabninger. Det giver mig bare ikke større ro i maven omkring det. Men nu er der så sket noget helt fantastisk.

img_0240

En af mødrene fra min gruppe, har spurgt om jeg vil være med til at starte en privat pasningsordning, der kun skal tælle 3 børn og en passer. Instant og uden at tænke mig om skreg jeg; JA! Og det var så det møde, der var så vigtigt i dag. Jeg var henne for at mødes med den mor, der skal huse ordningen og som selv har et barn, der bliver et af de 3, der skal nurses af en passer. Hun har også en datter på 3 år, udover sin lille snips, der har været del af en privat pasnings ordning, inden hun for nyligt kom i børnehave. ALT hvad hun fortalte om set-uppet slugte jeg råt. Det lyder som den bedste start på ’ude-livet’ for Gry. Hun bliver en del af rolige, trygge rammer, samtidig med, at der er en passer, der kan arbejde under hyggelige vilkår tilpasset af et lille, lukket fællesskab. Gry vil komme på dejlige dagsture rundt i København, blive fast besøgende i Zoo, køre i hestevogn med madpakker i Dyrehaven, lege i en hyggelig have der hører til stedet hvor hun skal passes, få ren ble med det samme hun har brug for det (næsten, ik’), få trøst når hun mangler det, komme på besøg i legegrupper og på sjove legepladser og sove gode, rolige lure – når hun gider. Eneste lille minus er, at vi selv skal stå for madpakker. Men helt ærligt – fuck det. Hvis det er prisen for, at hun kan få en blid landing, væk fra sin mor og far, som egentlig burde passe på hende, så betaler jeg gerne den og smører hende en lille kasse med klemmer og frugt.

Jeg er helt oppe og støde over, at vi er så heldige og privilegerede, at det kan lade sig gøre og det giver mig en ro i maven, jeg slet ikke kan beskrive. At jeg ikke skal aflevere hende i et hurlumhej hus, mens hun er så bette, føles så rigtigt.

Pylremor? Det synes jeg faktisk ikke. Det er jo ikke Gry, der har bestemt, at hun skal starte i institution, når hun er 1 år lille. Det er bare måden vores samfund er skruet sammen på, og jeg bryder mig ikke om det. Og hvis den artikel jeg læste forleden, om at de tidlige institutions år er de vigtigste i et lille barns liv, er rigtig, så har jeg det endnu bedre med min beslutning.

Nu skal vi bare vælge den pædagog, der vil have det lige så vildt som os, over det her projekt.

En typisk dag i barselsland

Forleden var der en der spurgte, om jeg aldrig kedede mig i det der barselsland. Svarede faldt prompte og præcist – NEJ! Jeg ELSKER, at være på barsel. Hvis det stod til mig, var jeg på barsel resten af mit liv! True story.

Men hvad laver man så, sådan en hel dag? Et spørgsmål jeg faktisk tit tænkte over, pre baby. Tja, det ændrer sig jo hele tiden, men i øjeblikket ser det typisk således ud:

06-07: Gry står op! Hun sover på sit eget værelse i sin lille junoseng og vi vågner typisk ved, at hun ligger og pludrer med sig selv. Vi henter hende ind og hun får lidt mad ved mig.

07-08: Der siges godmorgen til alt legetøjet, efter en ren ble og Gry øver videre på at kravle. So far kommer hun rundt lynhurtigt rundt, ved at trække sig frem på armene, så dagene med at vide hvor man har hende, er forbi.

img_0260

Hun er nu nået så langt i træningen, at hun er oppe på alle fire og står og vugger frem og tilbage

08-09: Rob dribler på work og Gry napper dagens første lur. Jeg får min morgenkaffe og har en stille stund til at blogge og scrolle feeds.

09-10: Gry er atter i gang og det er tid til morgenmad. Hun spiser gerne en kæmpe portion grød med frugt, mens hun fortæller om noget, jeg ikke forstår! Efter mad er det tid til at få tøj på og lege lidt mere.

img_0258

10-12: På de gode dage napper hun en 2 timers lur. På de knap så gode, bliver det til 30-45 min. Nogle dage har vi aftaler i det her tidsrum og så skubber vi bare luren til senere, eller hun sover i sin klapvogn på vej til og fra ‘møder’.

12-14: Her laver vi typisk et eller andet. Det kan være træf med mødregruppe, lange gåture, ærinder rundt omkring, ses med venner og veninder, mor/barn træning, eller hvad vi nu finder på. Jeg bestræber mig på, at komme ud af huset hver dag! Barnet får også gerne en snack her. Enten lidt mælk ved mig, eller noget frugthalløj. Ofte sover hun lige 30-40 min. lur.

13/14-15: Gry får frokost. Grøntsagsmos med en kødbolle er hofretten og hun kører det ind, som var det sidste måltid i verden. Hun slår mave med vennerne i stuen.

img_0231

15-16: Her skulle hun gerne sove. Det er lidt som vinden blæser om hun gider, men jeg gør alt hvad jeg kan, for at få det til at lykkes.

16-17: Bassen har atter træf med legesagerne.

img_0211

17-18: Hvis hun har skippet eftermiddagsluren, er hun nogle gange så smadret, at hun tager 30 min. lur her. Ellers står den på aftensmad, der kan være alt fra bulgur med kylling til grøntsager med fisk. Bare ikke noget med tomat – det hader hun!

18-19: Aftenens sidste legestund er kommet, hun får nattøj på og vi pludrer på gulvet. Når de små øjne bliver tunge, er det tid til flaske ved faren. Det foregår i hendes værelse og så er det godnat!

img_0042

19-20: Hun falder oftest i søvn efter flaske, men vågner så igen efter 30 min. for lige at sige godnat – mest til sig selv, tror jeg. Vi plejer at gå lidt frem og tilbage, for at give sutten og til sidst er der ro.

20-22/00 – Zzzzzz……

22-00: Et sted her i mellem, plejer hun at få en lille slurk mad ved mig og sover så videre.

00-06/07 – Zzzzz……

Sådan ser en typisk dag for os ud. Som det er lige nu, that is. Medregnet i alt det her er jo altså også bleskift, oprydning, kamp om lure, snak, pludren, aktivering og beundring (fra morens side), kys, kærlighed, en far der kommer hjem, en mor der træner, rengøring, vasketøj, mad til store mennesker, bad osv. Men de store træk er gode nok.

Jeg er fan af det der barsel!

Usexede frostgrader

Jeg ved ikke med jer, men jeg bliver bare ikke større fan af vinter, som årene går. Tværtimod bliver jeg mere og mere olm på frostgrader og de gener de medfører. At have en lille baby oveni elendigheden, gør ikke mit syn på de kolde måneder mildere. Vinter er usexet, besværligt og begrænsende. Jeg kunne blive ved med at kaste eder op af mine vinterstøvler, men regner med, at i har forstået min dybfølte afsky by now?

img_0186

Man er tabt i det her vejr. Det er umuligt, at ligne noget der er lækkert!

I dag skulle jeg til crossfit igen. Denne gang i en mom udgave, hvor arvingen skulle følge trop. Jeg har jo været vant til at træne 2 gange om ugen, hvor Gry trofast har akkompagneret mig, de sidste snart 3 måneder. Jeg må sige, at jeg ikke er specielt imponeret over crossfit CPH’s måde, at køre mor/barn træning på. Det varer 1 1/2 time, der er alt for lang tid, for sådan en lille snips, at møffe rundt. 1 time går an, men ikke mere end det. Gry klarede det dog ret fint og uden for meget besvær, men hun var lige så færdig som mig, da uret ringede ud. Salen var iskold og jeg er glad for, at faren havde klædt barnet ekstra varmt på i morges. Der gik for meget tid på ral og træningen var derfor ikke optimal – i mine øjne. Hold da op, et langt, surt opstød jeg præsenterer, hva’? Nå. Jeg tænker, at jeg tager et par måneder, med den her form for projekt ‘hot mom’ og så må jeg finde på noget andet. Allermest tænker jeg, at jeg forsøger at ramme hold, hvor jeg kan træne solo og lade Gry blive hjemme ved sin far.

img_0184

Gry sov sødt, dejligt og varmt i hendes nye klapper

Lige nu ligger min lille træningskammerat inde i sin seng og råber om kap med sig selv, mens hun roterer hurtigere end en grillkylling på spyd. Faktisk skulle hun sove til lur, men det er som om hendes interesse for det, ikke er yderligere vakt.

Resten af min dag skal bruges på max chill. Noget med sofa, film og inhouse nusning. Ville sådan ønske jeg var strikke/hækle/sy typen, så jeg kunne sidde og nørde med det… men det var jeg så ikke! Hvad nørder i med, når i nisser rundt?

Jeg lever NU

Jeg har altid været rigtig god til at se fremad. Til at glæde mig til alt muligt der sker om 1 uge, 2 måneder, et halvt år… til fremtiden. Det har jeg faktisk været lidt træt af. Ikke at det er en dårlig ting, at glæde sig til ting der spejdes i kikkerten, men jeg synes det frarøver noget nærvær fra hvor jeg er lige NU.

Efter jeg har fået Gry, er jeg blevet enormt bevidst om, at øve mig i, at være lige præcis i det sekund jeg ånder. Hun bliver så stor, så lynende hurtigt og jeg er koldsvedsangst over at misse det hele. Selvom jeg synes hun bliver sjovere og om muligt sødere hvert minut, minder jeg hele tiden mig selv på, at det sagde jeg også for 1 uge siden. Det er virkelig noget der kræver træning, tanke og fokus, men jeg VIL blive bedre til det.

img_0131

Sødeste lille tut

Selvfølgelig kan det ikke undgås, at man glæder sig til alle de ting der skal ske for Gry. Det ville da være mærkeligt, hvis man slet ikke skænkede det en tanke. Det er mere pointen om, at man skal huske, at alt det hun kan, gør og ‘siger’ lige nu, aldrig kommer igen og derfor vil jeg ikke svælge i fremtiden, for så at misse hendes små mussepip og lille tommelfinger hun konstant maser ned i gulvet og drejer rundt?

Der er mange der spørger ‘eeej, glæder du dig ikke til hun kan snakke’? ‘Bliver det ikke sjovt når hun kan gå’? ‘Tror du snart hun kan spise selv’? osv. osv. Og JO, gu’fanden glæder jeg mig da til det. Det bliver da det vildeste når hun kan sige ‘moaaar’, eller når hun kan stjampe rundt på de små, tykke ben. Men jeg vil ikke gå i et ængsteligt vakuum og tælle dage til det sker. I stedet prøver jeg febrilsk at suge og sluge hver en detalje af hendes nuværende kunnen. Altså, til et punkt hvor jeg også skal til at slappe lidt af – tallet af videoer på min telefon er eskaleret.. men det er en helt anden snak.

Nå, jeg må hellere få gjort færdig, så jeg kan glo lidt mere på det tørsvømmende barn. Suk.

Grys helt eget tøjmærke

Se lige hvad jeg har fået lavet til lille Gry. Jeg er så vild med dem, altså.

img_0091

Det var svært at vælge, men lysegul med sølvskrift virker helt perfekt

Små mærkater man kan sy i hendes tøj, binde i hendes sut, hænge i hendes taske, eller hvad man nu synes er smart. Man kan selv vælge farve på båndet, farve på skrift, skrifttype og om der skal være små symboler på eller ej.

De er bestilt hos Ikast etiket og prisen er bestemt rimelig. Gå lige ind og tjek det ud, guys. Her

img_0092