Så lad dog de stakkels børn fryse

Så er den gal igen i Laksegade. I har også set det, ik’? Det der har fået både den yngre og ældre generation til tasterne. Ganske vist med et blandet budskab, men ikke desto mindre noget, der har fået folket til at pippe. Jeg hentyder selvfølgelig til det hysteri der har været, omkring den nyligt åbnede festivalplads på Roskilde.

Det kommer næppe bag på den faste læser, at jeg får lyst til at skrappe op som en morgenfrisk krage.

For lige at ridse sagen op, har man i år øget brandsikkerheden på campingområdet, hvilket har betydet, at nogle unge mennesker er blevet smidt væk fra den kø de har ligget i, for dermed at kunne overholde reglerne for sikkerhed. Det har så medført, at samtlige forældre til de ’stakkels’ poder, har følt trang til at klage på deres yngels vegne. De mener nemlig, at det er forkasteligt, for dårligt, en kedelig oplevelse og listen er lang, at deres små pus nu skal fryse og intet sted have at være på det 770.000 m2 store campingområde.

Min første tanke er, at de forældre der føler behov for offentligt at ytre deres mening om de ‘kummerlige’ forhold på festivalen, skulle få sig en hobby, sende deres børn en flaske sprut som undskyldning og derefter grave sig ned. Min næste tanke er dyb bekymring og foragt. Helt ærligt, hvad er det der foregår? Personligt synes jeg det var slemt nok, da de berømte curling forældre valfartede til planet smat med varme gryderetter og pressefoldet tøj til deres øgler, der kun havde smagt på 5 minutters frihed, inden de igen blev frarøvet muligheden for at mærke sult og ubehag. Eller ultimativ løsrivelse og lyst til oprør? Hvis er behovet for at komme ungerne til undsætning? Med 99.9% sikkerhed ikke børnenes. En del af gamet på RF er netop ikke at vide hvornår man får mad i skrutten, være beskidt og lugte lidt af tis, uden at nogen kigger skævt til dig, glemme solcremen og drikke mere end samtlige studenter formår det i rus ugen.

Det er en alarmerende, misforstået og panderykkende adfærd de her stakkels forældre udviser. De har fuldstændig tabt al form for fornuft, i forsøget på at overleve sig selv. Deres overbeskyttede børn er blevet et projekt, der for alt i verden ikke må mærke nederlag, om de så skal bære dem gennem livet på blødende knoglestykker. De omklamrende forældre glemmer desværre bare, at det er deres livsværker der må betale prisen. En temmelig høj pris ind i mellem. Antallet af børn og unge med angst og stress er stødt stigende, hvilket giver ganske god mening, set i lyset af de erfaringer rollingerne bliver frarøvet, opvæksten igennem. Ungdommen får jo et chok, når de bliver kastet for det glubske samfund. Et sted hvor du skal stå til ansvar for dine handlinger, hvor der bliver krævet selvstændig adfærd og hvor du bliver losset ud hurtigere end du kan løfte en finger, hvis du ikke kan stå mål med den modstand du unægteligt vil møde på et tidspunkt. Og no wonder at flere og flere unge knækker. De er jo vant til at blive madet med livretter, smide tøj der stadig har hang-tags på ud, komme hjem når de selv synes det er tid, lave lektier en anden dag, få praktikpladsen serveret på en fløjels pude, sige ‘nej’ til pligter og blive fløjet i helikopter fra konfirmationsfesten. Nok er der kørt på med tandsmør her, men det er langt fra unormal livsførelse for en stor gruppe børn og unge i dag.

Mit babybarn, der slet ikke er baby mere lige om lidt, kan selv kravle op i sofaen. Hun kan også selv kravle ned igen. Når hun knalder hovedet ind i en væg, kigger hun surt på den og kravler videre. Hun klapper når hun har spist op og når hun ikke kan se op på øverste hylde, hiver hun sig op over kanten med sine små, buttede fingres kraft. Jeg hverken pacer, tvinger, vanrøgter eller ignorerer hende til at komme frem i livet. Jeg prøver derimod at opfordre og motivere hende til at prøve igen. Jeg lader hende falde og slå sig engang i mellem, ligesom jeg lader hende kæmpe for at se over kanten. Sådan vil jeg blive ved med at opdrage hende. Hun skal vide at hun godt selv kan og at hvis hun anstrenger sig ekstra meget, vil sejren på den anden side være dobbelt så funklende. Hun skal lære at nogle gange slår man sig og at det kan gøre ondt, men det går over igen. Hun skal have en tro på, at hun kan lige hvad hun vil og at hun er stærk nok til at nå derhen hvor hun ønsker. Ved siden af vil hendes far og jeg stå støt. Vi vil puste, trøste, holde om, støtte, motivere og hjælpe hvor det giver mening. Alt det vil jeg, i kraft af min uendelige kærlighed og respekt til hende. Af selvsamme årsag vil jeg ikke slæbe hendes bajer på Roskilde om 16 år. Jeg kommer heller ikke med brandvarm lasagne og lune sweatre. Dels fordi jeg på daværende tidspunkt har tiltro nok til, at hun magter opgaven ‘Roskilde Festival’ på egen hånd, men også fordi jeg sandsynligvis vælter rundt med hendes far i den ene hånd og en sjus i den anden, et andet sted på selvsamme festival.

Vi skal tro på vores børn og udvise dem den respekt og værdighed de fortjener. Vi skal ikke kvæle dem i misforstået omsorg, der på sigt kan ende med at ødelægge dem. Så kære forælder der har ondt i hjertet over at lille Signe fryser på Festivalen; Skænk dig en varm kop kaffe, send et billede af det til din datter, bed hende have en dejlig uge og sig at der er masser af kærlighed og varmt vand, når hun returnerer fra selvvalgt mayham.

It’s all love!

Den højere enhed

Vores ‘lille’ køkken projekt begynder at tage form. Vi er nu nået så langt, at alle vægge er spartlet, slebet, malet og malet igen. Det betyder faktisk, at processen nu er ude af vores hænder og at professionelle folk tager over for resten. På mandag starter de med at ligge gulvet. Et gulv jeg virkelig glæder mig til at vise jer, da det i sandhed bliver et syn der er guder værdigt. Tænk; glamourøs Studio 54 møder Aladdin og så har i vores nye køkkengulv.

Hele dagen i går og i dag knoklede jeg for at få malet færdigt, da vi ikke kan være i køkkenet mens de ligger gulv og lige så snart de er done, rykker tømreren ind for at sætte køkkenet op. Imens trækker vi vejret ekstra dybt og prøver at omfavne følelsen af at bo i en romalejr. Pfff. Jeg hader at bo sådan her, med et badeværelse der både skal agere køkken og toilet på samme tid. 1 uge mere. 1 uge mere. 1 uge mere, så smutter Gry og jeg til Sønderborg.

img_1772

Malet og klart til næste step

Som lille ekstra, kæmpe bonus, har de søde gulvmænd tilbudt at fikse vores badeværelsesgulv, mens vi er på ferie, hvilket fortjener en flaske champagne i sig selv. Det tager nemlig 5 dage at ligge, hvor jorden er giftig og utrædelig. Det havde betydet toiletbesøg i gården og ekstremt fedtet hår, eller tiltuskning af bad andre steder, havde vi været hjemme i processen. Vi har besluttet at gulvet i badeværelset skal være…. lyserødt! Baby lyserød epoxy. Jawsa! Lige nu glæder jeg mig mere til at komme hjem fra ferie, end rent faktisk at feriere, da jeg slet ikke kan vente med at se lejligheden efter de kosmetiske indgreb.

img_4134

Samme farve lyserød som på min elskede is

I går eftermiddags fejrede vi yngste bonusbarns 11 års fødselsdag ude hos hans mor, sammen med 17 andre til grill og jordbærkage. Jeg synes til stadighed det er sejt, at Robert og ex formår at holde én fødselsdag med diverse familiemedlemmer på kryds og tværs. Det burde jo være lov, når kærligheden brister og børn efterlades midt i det hele.

Resten af dagen skal bare bruges på at glo på vores lille vidunderbarn, der nu både kan kravle op og ned fra sofaer, brikse, stole og puffer – og i øvrigt også hænge i høje reoler, med hendes små buttede fingre!? I aften har jeg et brændende ønske om at campe i stuen med sushi, snolder og Matador, mens jeg glor på regnen og holder min bedste ven i hånden. Når ting går op i en højere enhed – sådan en dag!

Ps. Det der regn? Skrid lige til på onsdag når førnævnte bedste ven og jeg skal drikke sjusser synkront, på en mark i Roskilde!

Sommerferien går til…

Om 3 ugers tid sætter vi kursen mod Mallorca. Hele familien på 5 drager vi afsted i 10 dage. Vi har booket en vildt lækker lejlighed med pool og skal ikke lave andet end at dase, læse bøger, spise is og tage på små udflugter.

Det tog mig ret lang tid at finde ud af, at det netop var Port d’Andratx vi skal besøge, når juli banker på. Men det var altså der jeg fik flest anbefalinger fra og Andratx virker heller ikke til at være så turistet. Nærmere ret autentisk, hyggeligt og lokalt.

Men er der noget vi absolut skal se/opleve når vi er der? Vi har bil, så næsten alt er muligt. Nogen der har været der, som videregiver tips?

pto-andratx-sen%cc%83al

Røven der rejste – og kom tilbage igen

Inden jeg blev gravid trænede jeg meget. Virkelig meget. Da jeg så startede i fertilitetsbehandling fik jeg og vide, at jeg nærmest ikke måtte træne, da min krop brugte energi de forkerte steder. Under min graviditet dyrkede jeg yoga og cyklede som jeg plejede. Ellers lavede jeg vitterligt ikke dagens gode gerning – med kage til. Da så skinken var landet, startede jeg træning igen efter ca. 3 måneder. Blid og skånsom træning, for lige at vække kroppen igen. Siden februar har jeg så trænet crossfit, som jeg jo ellers har svoret ALDRIG skulle blive mig. Men det blev det åbenbart. Træningsformen, that is, for jeg må sige jeg synes, at klientellet er noget indspist – og internt for den sags skyld. Oh well, jeg får hvad jeg betaler for og det er det vigtigste for mig.

img_9743

Det her billede er træls. Fordi jeg har det træls. Det er 2 måneder efter jeg fødte Gry, hvor jeg en dag opdagede, at min røv var rejst. Den røv som altid havde været der – været min force og min vigtigste asset. Jeg blev SÅ ked af det!

Jeg kommer troligt afsted 3 gange om ugen, hvilket i sig selv er nævneværdigt. Mest fordi jeg plejer at køre død i den samme træningsform ret hurtigt og skal derefter slæbe mig afsted til afstraffelse. Ikke her. Bevares, når ungen har galpet op den halve nat og træningstøjet venter kl.07, er det da ikke fordi jeg gadedrengehopper den over på Sigurdsgade. Men afsted kommer jeg og det er rart!

img_1717

Jeg spiser stort set hvad jeg vil. Det er jo også løgn, for hvis jeg gjorde det, var det ikke en computer jeg sad og hakkede i lige nu, men et kæmpe fad lasagne. Men altså, jeg kører ikke nogen stringent kostplan af den simple årsag, at jeg helt enkelt ikke gider. Jeg vil spise hvad jeg har lyst til, inde for fornuftens rammer og jeg vil drikke vin hver dag! Jeg vil også spise kage når jeg har lyst, uden at have dårlig samvittighed eller føle, at jeg bør træne 5 gange på en uge i stedet for 3.

img_1459

Det er vildt rart, at have det som jeg har det lige nu. Jeg er tilpas i min krop, kan lide hvad spejlet kaster tilbage og nyder at have fået et mere afslappet forhold til det at være i kropslig balance.

I blame it on the kid.

img_1522

Ps. It’s BACK!

Awesome girls

I mandags tog Gry sine første rigtige skridt og siden da er det gået tjept. Hun stavrer rundt på sine små flødepinde og øver det bedste hun har lært. Jeg har længe glædet mig til hun kan gå. Både fordi det bliver lidt lettere at have hende med rundt, men i særdeleshed fordi det betyder, at hun skal til at have små sko på.

I dag var jeg rundt for at ordne en masse ærinder og faldt over de her helt fantastiske, små daler. De er af mærket RAP, lavet uden kemi og andet farligt knas, i det blødeste læder og med små skumsåler, der husker barnets fod. Hælkappen er ekstra høj, så der er maksimal støtte til de små bløde, førstegangs gående fødder. Jublen vil ingen ende tage (det kan man så stene lidt over. Der skulle altså noget mere til, end sandaler i str. 22 for et år siden. Suk).

img_1758

De er altså meget finere live

Anywho. Moren fik også en ny sag. Pieces har lavet den her fine tee i hvid, gul og pink. Jeg er vild med den og var lige ved at flå ekspedientens øjne ud, da hun sagde de ikke havde flere i str. S, da jeg var i Århus i weekenden. Heldigvis fandt jeg den her i Kbh og lykken er nu komplet.

img_1757

Status på migræne piercing

Det er nu snart 5 måneder siden jeg fik min piercing i øret, der angiveligt skulle kunne afhjælpe migræne. Desværre er det ikke gået helt som jeg havde forventet. Der er nemlig sket det, at der on/off, mest on, er betændelse i lortet. En betændelse jeg ikke kan få bugt med. Jeg har flittigt renset i klorhexidin i håbet om, at det kunne afhjælpe de små, temmelig ucharmerende balloner, der sidder på hver side af ringen, men lige lidt hjælper det. De kloge siger, at man for alt i verden ikke må tage piercingen ud når der er betændelse, da der så er risiko for at betændelsen indkapsler sig og så er det først noget rigtig bøvl.

Efter et par klik rundt på det store net, har jeg nu fundet ud af, at man skal rense med ren teatree oil for at få bugt med skidtet. Så det er planen. Jeg VIL beholde den, for jeg er faktisk virkelig glad for den lille ring.

Men hvordan har effekten så været? Er der bedring i de forfærdelige anfald? Det korte svar må være: Ja! Jeg har kun haft ét anfald siden jeg fik den lavet og det var da vi var i Thailand. Inden og efter har jeg ikke været generet af migrænen.

Dog tør jeg atter ikke, med 100 % sikkerhed sige, at det er piercingens skyld. Jeg har før oplevet at gå i op til et halvt år, uden at få et anfald, så den endelige status tænker jeg at gøre, når der er gået 1 år fra spidning. Men altså, so far, so good og jeg vælger med alt hvad jeg har i mig at tro, at det er den lille ring, der trykker et helt rigtigt sted for at holde hovedterroren i skak.

img_0219

Da den lige var blevet lavet, frisk og pæn

img_1526

Se lige de der to klamheder?! Den øverste er på nuværende tidspunkt næsten væk, takket være teatree olien. Den nederste er noget mere BZ agtig!

Når Heksen falder af kosten

Ærede følgere. Hej med jer. Hvor har jeg dog savnet jer alle sammen. Hver eneste dag har bloggen været i mine tanker, og sammen med dem, også en velvoksen portion dårlig samvittighed. Jeg må bare erkende, at mine prioriteter har ligget spredt ud over en buffet af alt muligt andet. Efter vi kom hjem fra Thailand, var det som om der skete et gearskifte. Fra at have kørt i et stille og roligt 1. gear, var vi pludselig i 4. og lige pt. kører vi i 6.! I 6. gear, underbygget af en tørstig V8 motor.

Nærmest i det sekund vi satte benene på dansk jord, fandt Gry ud af, at man kunne bruge selvsamme ben til at stå på. Fra det sekund var de rolige øjeblikke talte. Hvor jeg før kunne placere hende på ét spot og være sikker på, at hun blev der, skulle jeg nu til at lede efter hende, når jeg forlod kræet. Det i sig selv stjal flere blogvenlige stunder og kombineret med den evige kamp, om at få hende til at sove hendes ynkelige, halve time, sluges sådan en dag hurtigt. Kedelig, tør, fact!

img_0447

Tids-stjæleren

Så hvor er Heksen så nu? Det skal jeg fortælle jer, mine kære venner.

Sommerferien står for døren og herhjemme tager vi hul på den, med en omgang Roskilde Festival. JA, sgu! Rob og jeg tager nogle dage, nede på den (forhåbentlig) pisstøvede plads og jeg kan ikke være i min krop af glæde over det. Mormor kommer over og tager Gry, mens min gemal og jeg ter os som spedalske, i en overflod af alt for dyre drinks, snasket mad og gamle venner. Når vi har skabt os, sætter vi kursen mod Sønderborg. Vi skal nemlig afholde Grys navnefest nede i sommerhuset og med 35 mand høj, er der lige et par kager der skal fremtrylles og noget vin der skal på køl. For bare at køre programmet helt stramt, drager vi to dage efter navne hyldest, til Mallorca med de store børn i 10 dage. Og det var så den Juli.

img_8940

Roskilde sidste år

img_5402

Roskilde forrige år – tror vi går for den der model i næste uge!

Sideløbende med diverse sommerarrangementer, er vi, as we speak, ved at få lavet nyt køkken. Det i sig selv kræver jo både en flaske sprit om dagen og 10 gange i parterapi, når lortet er færdigt. Processen har været et helvede, da vi desværre er løbet ind i en god håndfuld særdeles inkompetente køkkentegnere, der har lovet mere end vores køkken (rummet altså) kunne stå mål med. Nu er vi dog endelig landet på noget som både vi og det vigtigste rum i lejligheden, kan være med på. Men guys, det der med at lave mad i stuen, vaske op i håndvasken, leve af havregryn og have en snurk på 10 måneder rendende!? ‘Træk vejret ind. Træk vejret ud’. Det er min yndlings sætning for tiden. På mandag skulle gulvet gerne påbegyndes – guldglimmer gulvet! (Jeg siger jer det er DISCO) og så kan de gå i gang med selve køkkenet ugen efter. Når vi arriverer fra sydens sol, skulle vi gerne slå døren op til et mageløst mekka, udi kridhvide elementer over det hele. Minus bordplade godt nok, men den kommer.

img_1728

!!!

Speaking of parterapi, ik’? Jeg er startet min skole op igen. Faktisk har jeg været afsted de sidste 2 weekender. Først på parterapien og så sexologen. Det var fedt. Både at være væk fra mit barn, men også at fokusere på MIG og tænke i andre baner. Det skal nok blive godt og nu skal den uddannelse bare i banken.

img_1709

Weekendes skole foregik i Århus. Jeg havde booket et hotelværelse og holdte picnic i sengen

Nå ja. Lille detalje. Til august skal Gry starte i privat pasning og jeg… Jeg skal ikke tilbage til arbejde som planlagt. Mens jeg har været på barsel, er der sket en del omstruktureringer der gør, at min stilling er blevet nedlagt. Det har ligesom ændret hele gamet lidt, men jeg vælger at se det som en ny chance. Jeg er spændt og fuld af forventning til hvad der måtte komme.

Gry har næsten lært at gå, de store børn har fuld fart på, Rob er stadig mit yndlings menneske og livet er vildt. Hvordan har I det?

img_0457