Hvor meget må man forvente af børn?

For noget tid siden læste jeg en artikel, skrevet af en psykolog, der med en lettere hævet pegefinger berettede hvor vigtigt det er, at man siger nej til sine børn. Jeg har ikke rigtig kunnet få artiklen ud af hovedet. Mest fordi jeg blev så glad da jeg læste den. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg, til tider, godt kan være lidt af den gamle skole, når det kommer til opdragelse. Mit syn har på ingen måde ændret sig, nu hvor jeg har reproduceret mig selv. Da slet ikke i den verden hun skal vokse op i. En verden jeg på mange måder slet ikke kan lide mere og som jeg egentlig ikke synes er specielt børnevenlig. Hvor de fleste små størrelser er færdige med at lege som 10årige og for længst har skiftet Barbie dukker ud med ihpones som nummer 1 på ønskesedlen.

Jeg forventer ikke af Gry, at hun skal lege med træklodser, eller have det vildt over et tøndebånd hun kan få til at dreje med en kæp. Jeg forventer heller ikke, at hun hellere vil bladre HC.Andersen eventyr, end at OD’e på Ramasjang. Faktisk forventer jeg slet ikke noget af Gry – men jeg forventer noget af mig selv. Jeg ønsker så inderligt, at jeg formår at lære hende at lege. At hun kommer til at kunne se det fede i, at dimse med perler, tegne, høre historier og opfinde universer, hvor hun selv sætter dagsordenen. Selvfølgelig skal hun også have lov til at forsvinde væk i Hr.Skægs gakkede show og råbe om lov til at se Mummitroldene for 117. gang, men det skal bare ikke blive en sutteklud.

Min største drøm er at hjælpe Gry til at blive et hjælpsomt, kærligt og eftertænksomt, lille menneske, der siger tak for mad, tager sin tallerken med ud fra bordet og som forstår, at hele verden ikke drejer sig om hende. Hun skal vide, at hun er en del af et fællesskab og at vi regner med hende. Hun skal vide, at hun er vigtig.

Fra siden sundebørn.dk – vi halter lidt efter, kan jeg se…

Og der kredser mine tanker så igen om den førnævnte nej artikel. Den der curling generation af forældre, der har misforstået, at man hverken må sige nej, eller stille forventninger til sine børn, burde efter min mening, have en lussing! 2 faktisk! De gør deres børn en bjørnetjeneste, der vil efterlade nogle hjælpeløse væsner, som en dag får et kæmpe chok, når de finder ud af, at der stilles alvorlige krav til dem, i et samfund hvor far, eller mor ikke kommer dem til undsætning, allerede før de har bedt om det.

Jeg synes ikke der er noget galt i, at børn har pligter i en familie. De er en del af det store hamsterhjul, som alle skal træde ind i, hvis det skal køre rundt. Børn dør ikke af, at tømme en opvaskemaskine, ligge noget tøj sammen, rydde bordet, eller gå ned med skrald, som en fast del af en rutine. Da slet ikke når de samtidig får lommepenge for det. De skal vide at der regnes med dem og at man stoler på dem. At man tager dem alvorligt. Give dem en fornemmelse af, at JEG betyder noget. Når man ser programmer om utilpassede unge, der er havnet i noget snavs de ikke kan komme ud af, hører man næsten altid de der stakkels skæbner fortælle, at alle alligevel altid har været ligeglade med dem. Der har aldrig været nogen stopklods, så de fandt deres egen vej. Det er et skarpt eksempel, det ved jeg godt, men jeg synes alligevel det er tankevækkende. Hvis vores børn aldrig får et nej, kunne man så ikke som barn tro, at der ikke bliver lagt specielt stor tanke i ens gøren og laden, når man alligevel får lov til at sætte sin egen dagsorden? Eller er det mig der er helt på månen?

Med større børn kommer også større ansvar – for deres vedkommende. Især når de også selv gerne vil tages mere seriøst, og ind i mellem betragtes som medlemmer af voksenbordet. Herhjemme bor der en vordende teenager. Hun er 12, men nogle gange tror jeg hun kommer til at bytte rundt på 1 og 2. Det er jo et studie i sig selv, at observere den udvikling hun gennemgår. Det går lynstærkt og selv jeg kan føle mig gammel, når pigen der var 8 for 2 dage siden, taler om concealer, matte lipstick og dropper slang som var hun den kvindelige udgave af Gulddreng. Jeg har en forestilling om, at når hun mener, hun er klar til at nippe til en spæd voksenverden, må hun også være klar til at håndtere noget mere ansvar. I min verden kunne det betyde nogle flere pligter, end hendes lillebror der er 10 og som i øvrigt stadig bruger ordet ‘lege’, når han skal hænge ud med vennerne. Hvis ikke flere pligter, så måske nogle med noget mere pondus i.

Vi skal passe på de små mennesker, vi selv har avlet. Vi skal hjælpe, vejlede, råde og støtte og frem for alt være gode rollemodeller, så de en dag er klar til at indstille deres kompas i retning af egen vej, med de bedste redskaber i overlevelseskassen. Det mener jeg ikke vi gør, ved at tage al ansvar og forventning ud af dem. Tværtimod synes jeg det er at stikke en kæp i hjulet på deres færd mod selvstændighed.

Nogle gange synes jeg, at jeg lyder som en på 80. Andre gange tænker jeg, at det måske er for det bedste. Hvad tænker I?