Kan man nå til enighed om opdragelse i en skilsmissefamilie?
I mit kommentarfelt var der for noget tid siden en læser der havde skrevet, at det at være bonusmor er svært. Endnu sværere, hvis mor siden hele tiden modarbejder samarbejdet. Den kommentar har hjemsøgt mig lige siden. Mest af alt fordi jeg er kommet til at granske, hvordan samarbejdet står til her i vores egen lille, delte familie.
Som udgangspunkt har min mand og hans ekskone et rigtig fint forhold og samarbejde omkring børnene. De opfører sig ALTID ordentligt overfor hinanden, taler om tingene, afleverer børnene i de respektive hjem med knus som velkomsthilsen og vi fejrer stadig fødselsdage sammen, når hele familien skal samles. Der har kørt nogle programmer på DR om delebørn, her det sidste stykke tid, har I set dem? Jeg har slugt dem råt og er lykkeligt blevet bekræftet i, at vi ikke falder indenfor den kategori af skilsmissefamilie, der ser ud til at gøre delebørn ulykkelige. Særligt det med at de voksne skulle tale ordentligt til hinanden og bevare et venskab, virkede til at have stor betydning for de små poder. Robert og hans eks har heldigvis aldrig haft et problem med dette.
Grunden til at jeg får lyst til at skrive det her indlæg, er selvfølgelig, at der inde i candyflossen smager lidt surt. Børnene er ved at være ret store nu. Særligt den ældste på 12 1/2 har virkelig fart på. Det trækker pludselig en masse nye aspekter med sig. Aspekter der hurtigt bliver til udfordringer, når der er 2 lejre der skal fortolke den unge dames blomstren. Det bliver uhyre vigtigt at træde varsomt, vælge sine kampe og ikke mindst sine ord rigtigt, når man møder bump der kan skabe uenighed i fællesskabet.
Et eksempel kunne være pre-teenagerens hang til at bruge make-up. Uden at ligge fingre i mellem, synes jeg hun er alt for ung til at gøre sig til slave af den farvelade der forskønner hendes ellers så smukke ansigt. Det kan tids nok komme og det vil det også, men for nu, synes jeg hun skal bekymre sig om andre, mindre voksenbetonede sager. Hendes mor er af en anden holdning og synes det er OK, at hun bruger make-up. Udfordring! Hvordan griber man den an? Hun er hos hendes mor det meste af tiden, ergo bruger hun også make-up næsten hver dag. Skulle vi så forbyde hende, en nu daglig rutine, lige så snart hun rammer Nørrebro? Brug af telefoner og online færden, har vi også en forskellig opfattelse af. Politikken i Tingleff house er lidt strammere end den er i Rødovre. Huslige pligter er der helt klart flere af hos far, end der er hos mor. Og sådan kunne jeg fortsætte lidt endnu.
Hvad gør man så ved det? Der er 3 muligheder, som jeg ser det. Den lette er bare at trække på skuldrene, ærgre sig i sit stille sind over tingenes udvikling og i øvrigt ikke gøre mere. Den middelsvære er, at opsætte 2 regelsæt, som børnene skal følge. Forstået på den måde, at hos mor må man det ene, og hos far må man ikke det andet. Konsekvensen kan desværre bare være, at de kommer til at holde meget mindre af at være i ‘må ikke’ lejren. Den svære er, at konfrontere den anden lejr og finde et fælles regelsæt. Jeg synes den er sværest, fordi vi på en del områder har så forskellige opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert. Det betyder, at der skal indgås rigtig mange kompromisser, som kan være svære at følge, når man er i hver sin lejr, uden den anden parts modvilje som en del af aftensbordet.
I sidste ende synes jeg man skal mærke rigtig godt efter i sig selv, hvad man føler der batter noget overfor børnene. Hvor kan man hjælpe dem bedst? F.eks. skal der findes en fælles løsning omkring det med at gå med make-up til hverdag, fordi jeg synes det er noget der har betydning for hendes fremtidige færd. Det med huslige pligter, må derimod være en kamp vi må tage med børnene, når de er her, udenom den anden lejr. Vigtigst er det, at man er lydhør overfor den anden camp, omkring de udfordringer og kampe der måtte opstå, i forbindelse med det at have børn. Problemer kommer man jo ikke udenom, når det handler om børn, da slet ikke når det handler om vordende teenagere. Jeg tænker bare, at man både hjælper barnet og hinanden bedst, hvis der er en nogenlunde fælles retningslinje, så man slipper for at gnave sin egen arm af i frustration over uenighed i opdragelsen. I sidste ende er man også fri for armeløse børn, der uden tvivl må have lettest ved at navigere efter 1 regelsæt.
Hvordan foregår opdragelsen i jeres familie?
Apropos gidsler, så er det nok grundlaget for meget problematik, når bonusbarn kommer hjem og fortæller at mit barns far, ikke er hendes rigtige far, for hun har en anden far. Det vidste mit barn ikke og i en alder af 3 år, måtte vi sætte ord på at den hun ser som sin far ikke har lavet hende. Det var prikken over i’et, men ikke engang det har vi påtalt med vrede. Sørgeligt at bruge sit barn som våben.