Nu er det efterhånden et halvt år siden, jeg klemte 3680 gram ren, rå marcipan ud af mit indre. Det er overhovedet ikke til at forstå, at tiden er gået så stærkt. Alt imens har Gry øget sin massefylde til det dobbelte og samtidig smidt over 10 cm. til længden. Og hvad så med mig? Mig der tog knap 20 kg. på, mens jeg bagte den lille kransekage? TYVE?! Helt ærligt, vejede jeg mig kun fordi min jordemoder tvang mig op på en vægt, når jeg var til kontrol og det var ikke med min gode vilje. Jeg spiste hvad min krop begærede i de 9 måneder jeg bagte baby og udover min ugentlige tur til yoga, lavede jeg ikke dagens gode gerning. Bevares, jeg cyklede til det sidste, men medlemskabet i fitten blev opsagt 4 måneder inde i bule forløbet. Da jeg var ved vejs ende og næsten klar til forløsning, var det egentlig ikke fordi jeg synes, at jeg lignede noget der svømmede dybt under vand. Billeder vil sige noget andet, tør jeg godt indrømme nu. Jaws!

Men hvad så nu? Jeg har tabt samtlige 20 kg. og lidt mere til faktisk. Vægten viser et mere venligt tal, end før jeg blev med rogn og det uden jeg har slidt specielt meget for det, for bare at lyde vildt irriterende. Jeg har ganske vist trænet 2 gange om ugen, siden Gry var 4 måneder og jeg går gennemsnitligt 10 km. om dagen, men jeg har på ingen måde kørt en stram kostplan. Der har både været – og er det stadig, plads til boller med tandsmør, snegle til samtlige mødregruppe møder og hjemmelavede pizzaer, med dobbelt op på ost til aftensmad.

Mit maveskind er ikke i nærheden af, at have samme spændstighed som da jeg var bare et år yngre og min behind, der altid har struttet ud i atmosfæren, har også lidt et kedeligt, sammenfaldende knæk. Men det skal alt sammen nok komme tilbage. Det tog mit korpus 9 måneder at puste sig op til hyggeligt bo for 2, så jeg kan vel ikke andet end forvente, at det må tage i hvert fald, samme tid at reducere boligen til en et-værelses igen.

Jeg har det vildt over det. Vildt over hvad kroppen er i stand til og så er jeg stolt som en nyudklækket student. Tænk en bedrift at få lov at begå.

Se transformeringen her:

3 måneder henne

4 måneder henne

Ca. halvvejs – dejlige skinkeben

1 uge inden fødsel – se lige det hoved?!!

4 dage efter fødsel

1 måned efter fødsel

Ca. 3 måneder efter fødsel og den dag det gik op for mig, at luften var gået af røven

4 måneder efter fødsel og nede i læderbukser igen

5 måneder efter fødsel

Et par uger siden – hovedet er tom for vand igen, fostervand at least…

1 uge siden – det går fremad, også med røvluften

På fredag skal jeg noget, jeg bare pisse godt gider. Jeg skal ud! Uden min baby. Den eneste baby jeg skal have i hånden, er min Chanel taske. Nå ja, og så min BFF. Vi starter med en appetizer i flydende form på 1207 og derefter har vi bord på El Nacional, hvor vi skal mæske os i en god middag og endnu flere læskende voksendrikke, alt imens mit mundtøj skal trænes. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det helt sikkert er en begivenhed, der får en plads på ugens top 5 liste, for allerede nu glæder jeg mig bravt.

Det er ikke første gang jeg skal ud post mini menneske. Første gang jeg bevægede mig ud i røde læber og højt hår, var Gry ikke mere end 3 måneder gammel. Jeg gentog succesen en måned senere, for det var i den grad en vellykket oplevelse første gang. Det var ikke svært for mig, at lade bomuldshabitten blive hjemme og tage madkasserne med ud i nattelivet. Slet ikke. Jeg var mere klar end klar, til at drikke vin med begge hænder og tale om ting, man kun kvækker med sine veninder om. Heldigvis har jeg giftet mig med en mand, der napper den lille uden at løfte et øjenbryn, ved tanken om at agere eneforsørger en hel aften og nat. Noget jeg har erfaret ikke er helt almindeligt, åbenbart?

Første gang jeg var ude.

Begge gange har jeg så godt som lukket festen og det er ikke manglende lyst, der har kørt mig hjem i en taxa ved 03.30 tiden. Mit yver har på det tidspunkt været så spændt, at jeg var tæt på at dræbe, når danseglade mennesker hakkede en albue ind i mig, ved et uheld, mit i crowden. Og ja, jeg strøg direkte ind til klonen og udløste mine mælkebomber i halsen på den lille, lige så snart jeg trådte ind af døren. Jeg er nemlig af den opfattelse, at det der med at alkohol går i mælken, er en skrøne. Om ikke andet, nægter jeg at tro på, at en enkelt våd aften ude, kan skade barnets videre udvikling. Og hvis hun endelig skulle få en smagsprøve på en dark ‘n stormy, kan det måske få hende til at lande en ekstra god søvn. Faktisk læste jeg, at man har lavet nogle undersøgelser der påviser, at der skal betydelige mængder alkohol til, før det lander i kartonerne. Det er bare ikke nogle fakta man vil offentliggøre, fordi man er bange for, at det vil få enkelte (svagere) sjæle, til at bruge det som undskyldning for at tømme barbordet. I øvrigt. Da Gry gennemgik sit skrigehelvede, tyede jeg tit til drue på flaske, for at få noget ro i sjælen. Can you blame me? Der sidder sikkert en håndfuld der kan.

…. og 2. gang

Anyways. Jeg glæder mig til fredag og håber mest bare, at Gry er færdig med den lille opvisning hun øver sig på, nat efter nat. Senest varede den 3 timer og lad mig bare sige, at hendes far og mor ikke var videre imponerede inde i 2. akt!

Hvad skal jeg have påååå?

Jeg har besluttet at indføre noget nyt her på bloggen. Faktisk har jeg tænkt rigtig meget over den her blog, siden jeg igen begyndte at dele ud af min menneskelabyrint af en hjerne. Jeg har et stort ønske om, at kredse noget mere om Bonusheksen.dk. Planen er, stadigvæk, at holde mig til den oprindelige dagsorden om, at italesætte den struggle det er, at være bonusmor. Der er også bare rigtig mange andre ting der fylder nu og det har jeg ikke lyst til at gemme i skabet.

Nå, men hver søndag kunne jeg tænke mig, at kaste et blik tilbage på ugen og klaske en high-five, til de 5 bedste øjeblikke. Det bliver en følgeton der skal hedde: ‘De 5 vindere’. Jeg håber i vil tage rigtig godt imod det.

PS. Vil i ikke nok sige, hvis der er noget I synes, kunne være fedt at læse (mere) om. Hvad hitter? Børn, mad, hjemmet, rutiner, skostørrelse – you name it, jeg er klar på lidt af hvert.

Vi starter bagfra, for ligesom at bygge op til en vinder, ja?

5) I dag på vores gåtur, fik jeg en chokoladesnegl. Ja, det er nok til en 5. plads og behøver ikke nærmere uddybelse.

4) Min mand berigede mig med en ny telefon, det dejlige menneske og det kamera der er i den. Hellige makrel, hvor er det en fornøjelse at se sin verden gengivet på en skærm.

3) Robert og jeg er kommet 1 skridt nærmere enighed om projekt nyt køkken. Jeg glæder mig til den dag ordet ‘køkken’ lander på førstepladsen, for det ved vi allesammen godt hvad betyder.

2) For ca. 2 måneder siden kunne jeg igen passe mine læderbukser. Eller, passe og passe. Jeg kunne lyne dem, uden at hofteflæsket blandede sig med lynlåsen og da også bevæge mig i dem, men det var ikke udbredt rart. Nu kan jeg både sidde og kickflippe i dem. Fuck JA!

1) På førstepladsen må min køkkenbrandert i onsdags helt klart få lov at shine solo. Det var SÅ dejligt at drikke en bid af fortiden med min bedste ven og blive bekræftet i, at min mand og jeg stadig kan være OS, selvom vi har produceret 65 cm ren marcipan.

Jeg.Er.TRÆT! Faktisk er træt slet ikke ordet. Jeg er mere vredet end en hullet karklud, der lugter af død gnu. Gry er stadig fuld af feber. Heldigvis er hun også fuld af gåpåmod og lader sig ikke mærke synderligt af sin lidelse. Til gengæld har hun nu holdt hof 2 nætter i træk. Hun vågner en billiard gange, enten for at hygge sludre, eller lave en virkelig irriterende, beklagende lyd. Det lyder lidt som hvis man træder en kat på maven – i rigtig lang tid. (Forestiller jeg mig ihvertfald.) Rob og jeg har skiftevis gået, ligget, stirret, pludret, hysset, kysset og scchset, hele natten.

Gry er begyndt at vende sig rundt på maven i søvne. Det kan godt stresse moren lidt…

Da jeg blev forstyrret i min gennemhullede søvn for 17. gang i nat, var jeg så brugt, at jeg havde lyst til at slå. Et eller andet. Snak om en effektiv tortur form, hva’?

Morgenen herhjemme har mindet lidt om søndagen efter en Roskilde. Sløv, død og stille. Vi besluttede os derfor for at smide Gry i klapperen og komme ud og få lidt luft. Det var virkelig rart, bortset fra, at man nu er mere vredet end i morges, med en portion frisk luft i hovedet og nogle kilometer i benene.

Om lidt skal Robert ud og se det mindste, ældste barn spille fodbold og jeg skal forberede aftensmad og forsøge at få det der lille monster til at sove. Hvornår kommer der en voksen, hva?

Nå. Det bliver nok bedre i morgen. Det gør det. Ik’?

Zombie walk…

Weekend Ohøj fra Nørrebro. Her står det lidt sløjt til, i ordets bogstaveligste forstand. Vores lille Gry har fået feber. Hun er lige så varm som en flæskesteg direkte fra ovnen. Det er ikke særlig rart. Værst tror jeg faktisk det er for moren og faren. Stegen både spiser, drikker, leger med sine sager og pludrer løs om alt muligt, andre babyer sikkert ville forstå. Ikke desto mindre siger termometeret 39 og det kan man jo ikke battle.

Altid så glad – og søøøød

Mit gæt er, at der kunne være små pløkker på vej. Mundvandet har løbet over de sidste par dage og selvom nogle siger det er en myte, at tænder skulle give feber, siger jeg fuck det. Det er rart, at skylde de ekstra grader på noget konkret. Lige nu sover hun heldigvis og jeg håber, at en tur til drømmeland sender hende feberfri tilbage.

Når man er sløj, er det ekstra rart at putte ved faren

Dagen har været… anderledes. På den der fantastiske, magiske måde. Robert og jeg har gået rundt i solrige København og snakket. Og snakket. Og snakket noget mere. Emnerne har været lidt tungere og dybere, end de er på en onsdag aften over frikadellerne. Det har været så rart og endnu engang forsikret mig om, at jeg er gift med min bedste ven. Hvor mange kan sige det?

2017 bliver et vildt år på mange måder. Et år hvor jeg ikke er sikker på, hvad der kommer til at ske, men jeg kan bare mærke at det bliver godt. Og udfordrende.

På vores tur var vi forbi det nye West Market der er åbnet på Vesterbro. Totalt lækkert sted, der dufter lidt af Papirøen – og som er himmelsk for et madsvin som mig. Jeg startede med at prøve falafel stedet – godt, men jeg må tilbage for at teste det hele

Lige siden før (ja, før) jeg gik på barsel, har jeg frygtet at komme tilbage på job. Jeg havde egentlig lavet en aftale med mig selv om, at når jeg havde født min lille arving, skulle jeg død og pine sætte den frygt i bero. Jeg ville ikke bruge min barsel på at tælle dage, uger, måneder, til jeg igen skulle starte arbejde. Og hvad skete der? Dét! Det der ikke skulle ske, skete. Lige siden Gry arriverede 1.august 2016, har jeg haft i baghovedet, at nedtællingen var begyndt. Jeg bruger unødigt meget tid på at sætte angsten i skammekrogen, men den bliver ved med at vende fjæset mod mig. Hvad det er der gør mig så frygtsom? 2 ting.

Den ene er, at jeg simpelthen synes det er spild af det dyrebareste liv, at aflevere Gry i en institution. Ikke fordi jeg har et problem med, at hun skal over og lege med andre børn og den slags, men mere tanken om, at der er nogle andre der skal nyde hendes først alt muligt, som jeg kommer til at misse, fordi der er et samfund der kræver noget mere af mig, end mit barn har mulighed for at udtrykke. Det er jo ikke ungens behov at skulle i børnefængsel hver dag, fra så lille, er det? Jeg ville så meget ønske, at jeg kunne gå hjemme med hende, til hun var 2 år og stimulere hende gennem legegrupper med andre børn og mit sprudlende selskab (ahrem) for resten. Hvis ikke dét, så i det mindste have muligheden for at hente hende tidligt hver dag. I så god tid, at man kunne fordybe sig i forskellige verdner og universer sammen, uden at hverken mor eller barn, skulle være lige så splattet som en god gang kartoffelmos, efter en fuld arbejdsdag – for begge.

Tænk ikke at skulle hænge ud med hende hver dag, hele dagen?!

Den anden. Jeg har længe været, tja, mindre glad for mit arbejde. Jeg har været der i snart 7 år og det har været godt til mig. Det ér stadig godt til mig, men…. jeg savner at lave noget jeg brænder inderligt for. Som jeg glæder mig til at stå op til og knap så meget, at gå hjem fra. Jeg har de bedste kollegaer, lønnen er god, der er eminente pensions- og barselsforhold, masser af frynsegoder, solide bonusser og hvad har vi – jeg har bare brug for luftforandring, tror jeg. Har alle mennesker ikke det ind i mellem?

De to ting mixet sammen gør mig ængstelig. To the bone! Hvis jeg absolut skal aflevere min søde, flæskede basse, har jeg hårdt brug for at lave noget, hvor jeg ikke sidder og tænker, at jeg pisser Grys dyrebare, første år væk.

Så der har i det. Det er egentlig noget jeg ikke bryder mig særlig meget at tale om, for pludselig bliver det virkeligt, at jeg snart bliver nødt til at handle. Hvad jeg skal gøre, ville jeg ønske der var en der kunne fortælle mig, for jeg kan åbenbart ikke selv finde ud af det. Jeg håber bare, at jeg, det sidste halve år af min barsel, kan holde den forpulede angst i den mørke krog og koncentrere mig om at koncentrere mig om mit pragteksemplar af et barn!

Kryds fingre og hey, sig til hvis i mangler en til at lave noget fedt – jeg kan alt muligt.

I går aftes, da jeg kørte igennem mit facebook feed, for lige at sikre mig, at jeg havde fået det hele med, faldt jeg over noget der gjorde mig både pisse irriteret og lettere opgivende, på samme tid.

Den her kvinde, Luna hedder hun, var lørdag morgen blevet udsat for noget både ulækkert og grænseoverskridende. 2 ord, der for mig, associerer opkast i lange baner og befamling af ukendt gork på åben gade, men som for hende var fremkaldt af et par SMS’er fra en Nemlig leverandør.

Luna havde fået leveret nogle varer til sin bopæl, chaufføren havde spurgt om han måtte låne toilettet, hvilket hun da synes var lidt mærkeligt, men hun havde givet ham lov. Først da han gik, blev det rigtig ubehageligt – da da da DAAAM. Jeg tillægger ikke Luna den opkørte dramatik, det står BT, som har skrevet om episoden, så fint for selv. Manden havde sendt hende 4 SMS’er, da han igen var ude af døren. 1) ’You are very beautiful. Are you married?’ 2) Thanks for the toilet’. 3) ’You don’t talk to me? 4) Ok… Good day’. Det var det. Ulækkert, invaderende, grænseoverskridende og bombardement af SMS’er, som hun selv beskrev det.

Damen kontaktede Nemlig med en klage efter episoden. Nemlig beklagede og tilbød at kompensere med et gavekort på 500,- eller vin og chokolade. Men efter Lunas mening er det ‘fuldstændig langt ude’ og ‘ikke godt nok’, at forsøge at spise hende af med sådan en undskyldning. Det har så resulteret i, at Nemlig har fyret chaufføren. For 4 sølle SMS’er! Really?!

Der var selvfølgelig vild debat på facebook om hvorvidt det var Luna, eller Nemlig der er skyld i, at manden nu står uden job. I min verden er den ikke så svær. Hvis hende Luna havde haft bare en lille smule glimt i øjet og modtagelighed for smiger, havde hun enten ignoreret mandens skriblerier, eller svaret, at hun ikke var interesseret, grint af det, klappet sig selv på skulderen for at være ombejlet og levet lykkeligt videre. På den måde havde Nemlig ikke været tvunget ud i at træffe den beslutning det endte med. De prøver jo, at rode bod på mandens handling, men det virker ikke til at være godt nok for Miss Luna. Som succesfuld virksomhed må man blive lidt angst for, hvad hun ellers kunne finde på at gøre, for at blive helt menneske igen og ty til den højeste kompensation – fyre den arme mand.

Jeg elsker hende!

Helt ærligt, er det der vi er kommet til? Her på matriklen bruger vi selv Nemlig.com og uden at lyde fordømmende, virker det ikke som om, det er arkitekter og jurister de har til at køre som chauffører. Hos os har vi udelukkende haft udenlandske chauffører, der knap nok kan tale dansk, men som altid er høflige og smilende. Jeg forestiller mig, at den slags mennesker er svært afhængige af deres job og en fyring for chikane på CV’et, fremmer nok ikke ligefrem mandens chancer for en lysende karriere. ‘Så skulle han have tænkt sig om, inden han sender lumre SMS’er til sine kunder’, vil nogen sikkert mimre. True, men som jeg, har han nok ikke synes, at det han gjorde var ulækkert og vulgært.

Dengang jeg boede på Frederiksberg kom der engang sådan en fyr for at aflæse den der lille dims der sidder på radiatorerne. Jeg bemærkede godt, at han var særdeles smilende, snakkende og at han tog sig ualmindelig god tid om at aflæse PRÆCIST. Han lånte i øvrigt også mit toilet. En uge senere ringede han til mig, fortalte at han havde tænkt ret meget på mig og spurgte om jeg ville med på en date. Jeg blev enormt smigret, men takkede pænt nej – og så var den ikke længere. Kunne hende Luna ikke have gjort det samme? Hun er jo hverken blevet befamlet eller har fået ødelagt sit das, så jeg forstår ikke hvad der krænker hende så dybt?

Hvis jeg nu var Den Lyserøde Elefant, havde jeg ikke skrevet det her indlæg så sobert, og gennemtrumfet min pointe på en noget mere firkantet måde. Men det er jeg ikke, omend jeg faktisk har lyst til det. Jeg bliver bare så ærgerlig over, at nogle mennesker har en trang til at være så navlepillende snæversynede, at de skal ødelægge livet for deres omverden.

Kan i mærke at jeg så småt har fundet formen igen?

Læs artiklen om den forfærdelige hændelse Her

God eftermiddag fra en smadret Heks. Seriøst, jeg har det som om, jeg er blevet tæsket i øjnene af Ole Lukkeøje, uden at blive efterladt af den velsignede søvn. Man skulle jo tro, som nybagt mor, at mit søvnige korpus skyldes en nattefrisk baby, men det er faktisk ikke tilfældet. Jeg har ingen anden end mig selv, jo, måske Robert, at skyde skylden på. Vi kom simpelthen til at drikke os stive i går! Nå ja, Rob var muligvis mere stiv end mig, men det er kun fordi, at efter jeg har født Gry, er det som om jeg har svært ved at blive lige så sejlende bedugget, som pre-baby. Med småt kan også læses, at han drak næsten en liter sprut, da en Negroni ikke indeholder meget andet end sprit og det var ligesom hans go to drink i går.

Sprit med sprut på

Det var ligesom i gamle dage, bortset fra at vi ikke ramte en bar efter endt køkkenfest, som vi plejede og så det lille aber dabei, at der lå en bette menneskeræv i værelset ved siden af. Hun sov heldigvis fredeligt igennem hele affæren og vågnede først kl. 00 til en lille bid. Det var mere problematisk, da hun vågnede kl. 03.30 og var klar til en god sludder. Gry er, meget belejligt, ikke en baby der græder særlig meget (mere!!!), så det er svært at være gal på hende, når hun ligger og slår knuder på sin tunge i forskellige versioner. Rob gav hende en flaske og så snakkede hun sig selv i søvn.

I morges virkede sengen ekstra blød, varm og kærlig og tanken om, at Gry og jeg skulle stå omklædt til træning på Østerbro kl. 10, var lige til at lukke op og ørle i. Vi kom dog afsted og det var faktisk rart at få svedt den der portion rom jeg absorberede i går, ud af mit system. Efter træning mødtes vi med faren til røræg og kaffe og nu står den på oprydning og madlavning resten af dagen. I aften kommer de store børn nemlig, og jeg tænker at det er uforsvarligt at spise dem af med sprut og håndmadder, eller?

Gry var lige med til en enkelt

Jeg elsker at vi gjorde det – holdte vores egen lille fest. Mest af alt elsker jeg at være gift med en, jeg altid har noget at tale med om (hedder det det?), og som har ligeså meget lyst til at holde privat fest for 2, som jeg har. God bless!

Siden januar 2013 har jeg været bonusmor. Stedforælder. Heks. Endnu en autoritet i børnenes liv. Titlerne er mange og dem der i virkeligheden bedst kan svare på, hvad de finder passende, er børnene selv. Jeg tror ikke jeg har nogen anden betegnelse for dem, end Ninna herhjemme, hvis jeg lige tænker over det. Siden august 2016 har jeg nu også været mor. Sådan helt ægte. Der hvor man ikke skal tænke særlig længe over den rette betegnelse, bare mor.

Jeg har ikke på noget tidspunkt været nervøs for, om de store børn ville byde lille Jensen-Tingleff hjerteligt velkommen til familien. Siden den dag vi fortalte dem, at jeg var gravid, har de været ellevilde. I starten af min graviditet, var det selvfølgelig eneste samtaleemne. Efterhånden som nyhedsværdien fortog sig og maven voksede, var det igen andre ting der fyldte de smås hoveder. Men med jævne mellemrum spurgte de mig, om jeg ikke synes det var vildt, at jeg skulle være nogens mor. Hver gang svarede jeg ‘JO’!, for det var bare vildt. Nu skulle jeg ikke længere hjælpe til med at opdrage og forme 2 små mennesker, nu skulle jeg pludselig have det fulde ansvar. Ja ja, sammen med faren, det er selvskrevet, men denne gang var der ikke en anden lejr der også skulle tages hensyn til.

Og hvordan har det så været, pludselig at stå med 3 børn, hvoraf jeg deler blod med den ene? Det har været ganske fredeligt. Så kort kan det siges. Nu er jeg jo som bekendt ikke en heks af få ord, så i skal da ikke snydes for lidt kræs, nu i har været så søde at klikke på netop min blog.

Inden jeg fødte var det virkelig vigtigt for mig, at Robert, Gry og jeg ville få nogle dage alene. Det handlede ikke om, at jeg ikke ville se de store børn, eller at de skulle nægtes adgang til deres nye lillesøster, slet ikke. Nej, det handlede om, at jeg havde brug for at få lov til at sluge oplevelsen og verdensbedriften jeg havde begået, i ro og mag. Jeg ville gerne have lov til at glo på mit barn, sammen med mit barns far, uden at sige noget, svare på noget, tage stilling til noget, eller på nogen anden måde være noget for nogen anden, end min lille baby. Jeg havde et brændende ønske om, at de store børn skulle komme forbi og kysse det nye klanmedlem goddag, spise noget aftensmad og snuse sammen med os, men at vi ville få 1 uges tid hvor familien på 5, blev reduceret til 3.

Det lyder så hårdt når man skriver det. Som om jeg ønskede at slette børnene fra jordens overflade. Det er bare ikke sådan det er, men da jeg fødte Gry, var hun den eneste det drejede sig om. Det hele gav lidt sig selv. De store børn var i Italien med deres mor, da Gry masede sig vej, 3 dage før termin og første gang de så deres lillesøster – var på facetime. Da de 3 dage senere kom hjem og nærmest landede med flyveren i vores stue, var de bjergtagede over det lille menneske. Dem begge to, men især storebror (som er den mindste af de store børn), var fuldstændig solgt til stanglakrids over den lille klump der lå og sagde som en musseunge. Han blev ved med at sige, med diamanter i øjnene ‘jeg kan bare slet ikke forstå, at jeg er blevet storebror. Hun er så smuk’. Det var et magisk øjeblik og noget der kan få det til at stramme lidt i øjnene over at tænke på. Men ved i hvad? Da der var gået 2 timer, og den der lille markmus hverken jonglerede eller vågnede, kunne man se, at de begyndte at kede sig lidt. Faktisk sagde den store, at hun godt snart ville hjem og lande fra ferie. Kan man bebrejde hende? Efterfølgende har jeg tænkt, at jeg faktisk tror det var meget godt de ikke var her den første uges tid + et par dage. For alles skyld. De er store, de har deres eget liv med venner, sport, skole, instagram og hemmeligheder og det tror jeg ikke de havde noget behov for at stille på standby, ‘bare’ fordi der var kommet en søster til flokken.

Gry, 3 dage gammel og første gang de store så hende

Da de kom og var hos os første fulde gang, var Gry så småt startet på sit kolik flip – og jeg var en smule ængstelig. Jeg havde ondt af Gry, var nybagt mor, brugte det meste af dagen på selv at græde og jeg havde hverken lyst eller kunnen, til at tage stilling til nogen som helst. For fanden, jeg havde svært nok ved at håndtere den der kedel der konstant kogte. Det var hårdt at der pludselig stod to nysgerrige, søde store søskende, der gerne ville holde, hjælpe, spørge og gætte. Jeg havde ganske enkelt ikke krummen af et overskud, til noget af det de ønskede. Det gjaldt i øvrigt ikke kun dem – det var hele verden omkring mig, der blev kastet et usynligheds tæppe henover. Jeg har fundet ud af, at der hverken er noget mere stressende, eller hjerteskærende for den sags skyld, når et barn græder 14 timer i streg og min reaktion var at blive ilter og have lyst til at råbe!

Jeg tror ikke ligefrem at Robert synes det var a walk in the park, heller. Men han var noget mere til stede i de måneder hun skreg, end jeg var. Selvom jeg ved, at han har haft dårlig samvittighed overfor de store børn, der ikke blev tilgodeset på samme måde som de plejede, mens Gry testede lydniveau. Jeg tror godt de ved, at det ikke havde noget med dem at gøre. De kunne godt se (og høre!!), at den der lillesøster gjorde sig opmærksom og at det krævede arbejde fra de voksne. Når Gry skreg om aftenen, skiftedes vi til at gå frem og tilbage med hende, i et forsøg på at få hende til at sove. Nogle gange skiftede vi hvert 5. minut, for ikke at komme til at kaste med hende. Det betød selvfølgelig, at børnene hurtigt fortrak sig til deres værelse, nok også for bare at få lidt ro.

Sådan så jeg ud rigtig mange dage – the ugly truth

Da Gry efter små 3 måneder var færdig med at te sig, blev det også lidt sjovere for de to øgler, der var her først. Nu kunne de pludselig holde hende, pludre løs og være med til at skifte og bade, som de i høj grad viste interesse for. Så det er de med til. I det hele taget synes jeg, at vi prøver at inddrage dem omkring Gry. De får lov til at tage hende med ind på værelset og dimse med hende og den store går troligt med barnevognen, når vi er ude på tur. Der er nogle ting jeg har sagt nej til og som jeg kun ønsker er noget Robert og jeg tager os af. En ting som aftenflaske inden putning, madning her i starten, give nattøj på, når Gry er ekstrem træt og det skal gå lidt snap og den slags. Selvom jeg ved, at de rigtig gerne vil være med til det hele, er der områder, hvor jeg finder det bedst for den lille, at det er den samme, rolige hånd. Hver gang. Så kan i kalde mig sippet eller hvad i vil, men det ændrer ikke på noget, heller ikke hvis Gry en dag bliver storesøster og spørger om lov til selvsamme ting. Det kommer bare hurtigt til at lyde som om man er den onde stedheks, der ikke vil lade bonusbørnene komme nær den nye baby, når man siger nej. Som om, at nu skal de straffes og sættes ud på et sidespor, fordi man har lavet en ny familiekonstellation med deres far. Sådan er det ikke. Der er bare nogle ting jeg ved bedre om, end de som børn gør og dem vil jeg gerne have lov til at håndtere selv, eller sammen med deres far.

Grys ansigtsuniform de fleste timer af døgnets dag, da hun var et bitte kny

Der er henholdsvis 10 og 12 års forskel på Gry og hendes søskende. Jeg forestiller mig, at aldersforskellen taget i betragtning gør det svært for dem, at få et lige så nært bånd, som de to store har sammen, hvor der kun er knap 2 års mellemrum. Det har ikke noget med blod, eller gener at gøre, men det simple faktum, at når Gry skal i børnehave, skal den ældste til at snuse til liebfraumilch for første gang og det er som om, de to verdener ikke helt kan forenes? Når Gry skal starte i skole, skal den mindste starte på gymnasie (eller hvad han nu ønsker) og fælles interesser er nok ikke dem de får flest af. Men når det så er sagt, vil de altid være søskende og jeg håber, at det faktum alene gør, at de altid vil holde sammen, hjælpe hinanden og ikke mindst betragte hinanden som familie. Det skal blive Roberts og min fornemmeste opgave at opdrage dem allesammen til at føle det. Vi er allerede godt på vej!

I dag havde vi mødregruppe træf. Det har vi 1-2 gange om ugen. Denne gang stod programmet på en tur i svømmeren. Jeg ved stadig ikke, for hvem man gør det. Baby eller mor? Hold nu kæft, det er en besværlig affære. For det første pisser man rundt, for at pakke alle remedierne, der tæller 80 håndklæder badetøj til 2, ekstratøj til øgle og alt det andet gejl, der er smart at have med. Når man så ankommer til klorbaljen, drøner man rundt om sig selv, for at regne ud hvilken rækkefølge der giver mest mening at følge. Jeg har stadig ikke fundet den og jeg har efterhånden været i svømmehallen med Gry en håndfuld gange. Nå, men vi kom ind og i og op og ud igen. Alt sammen med succes.

Et helt lag af de bedste flødeboller out there..

Der var også et lag af chokoladecreme med kokos, og et lag af jordbær/makron skum

Efterfølgende havde vi lavet surprise fødselsdag for en af pigerne. Hun fylder 30 på mandag og havde inviteret os alle til fest på lørdag, uden yngel, men med sjusser. Desværre er der ingen af os der kan, da alle vores gemaler skal ud og hælde i halsen. Derfor havde vi uddelegeret opgaver blandt os, så hun kunne få en mini fest, dog med babyer, men også sjusser. Eller, bobler, men der var da procenter i.

Mascarpone skum som frakke og – GULDGLIMMER

Jeg havde selvfølgelig sat mig på at lave kagen – og hvilken kage. Beskedenhed ville ikke klæde denne basse, så helt ublu tillader jeg mig at sige, at den var medaljer værdig. Jaws!

Pretty, yes?

SÅ god!

Nu er jeg både mæt og dødtræt. Det lille monster var klar til fest kl. 05.30 i morges, så det var jeg selvskrevet også. Not!

Nu står der så en kvart lagkage i mit køleskab og hvis jeg skal gnave mig igennem inden sengetid, må jeg hellere se at komme i gang.

So long…