Privatfest - for 2

Hvis jeg nu var Den Lyserøde Elefant…

I går aftes, da jeg kørte igennem mit facebook feed, for lige at sikre mig, at jeg havde fået det hele med, faldt jeg over noget der gjorde mig både pisse irriteret og lettere opgivende, på samme tid.

Den her kvinde, Luna hedder hun, var lørdag morgen blevet udsat for noget både ulækkert og grænseoverskridende. 2 ord, der for mig, associerer opkast i lange baner og befamling af ukendt gork på åben gade, men som for hende var fremkaldt af et par SMS’er fra en Nemlig leverandør.

Luna havde fået leveret nogle varer til sin bopæl, chaufføren havde spurgt om han måtte låne toilettet, hvilket hun da synes var lidt mærkeligt, men hun havde givet ham lov. Først da han gik, blev det rigtig ubehageligt – da da da DAAAM. Jeg tillægger ikke Luna den opkørte dramatik, det står BT, som har skrevet om episoden, så fint for selv. Manden havde sendt hende 4 SMS’er, da han igen var ude af døren. 1) ’You are very beautiful. Are you married?’ 2) Thanks for the toilet’. 3) ’You don’t talk to me? 4) Ok… Good day’. Det var det. Ulækkert, invaderende, grænseoverskridende og bombardement af SMS’er, som hun selv beskrev det.

Damen kontaktede Nemlig med en klage efter episoden. Nemlig beklagede og tilbød at kompensere med et gavekort på 500,- eller vin og chokolade. Men efter Lunas mening er det ‘fuldstændig langt ude’ og ‘ikke godt nok’, at forsøge at spise hende af med sådan en undskyldning. Det har så resulteret i, at Nemlig har fyret chaufføren. For 4 sølle SMS’er! Really?!

Der var selvfølgelig vild debat på facebook om hvorvidt det var Luna, eller Nemlig der er skyld i, at manden nu står uden job. I min verden er den ikke så svær. Hvis hende Luna havde haft bare en lille smule glimt i øjet og modtagelighed for smiger, havde hun enten ignoreret mandens skriblerier, eller svaret, at hun ikke var interesseret, grint af det, klappet sig selv på skulderen for at være ombejlet og levet lykkeligt videre. På den måde havde Nemlig ikke været tvunget ud i at træffe den beslutning det endte med. De prøver jo, at rode bod på mandens handling, men det virker ikke til at være godt nok for Miss Luna. Som succesfuld virksomhed må man blive lidt angst for, hvad hun ellers kunne finde på at gøre, for at blive helt menneske igen og ty til den højeste kompensation – fyre den arme mand.

Billedresultat for den lyserøde elefant

Jeg elsker hende!

Helt ærligt, er det der vi er kommet til? Her på matriklen bruger vi selv Nemlig.com og uden at lyde fordømmende, virker det ikke som om, det er arkitekter og jurister de har til at køre som chauffører. Hos os har vi udelukkende haft udenlandske chauffører, der knap nok kan tale dansk, men som altid er høflige og smilende. Jeg forestiller mig, at den slags mennesker er svært afhængige af deres job og en fyring for chikane på CV’et, fremmer nok ikke ligefrem mandens chancer for en lysende karriere. ‘Så skulle han have tænkt sig om, inden han sender lumre SMS’er til sine kunder’, vil nogen sikkert mimre. True, men som jeg, har han nok ikke synes, at det han gjorde var ulækkert og vulgært.

Dengang jeg boede på Frederiksberg kom der engang sådan en fyr for at aflæse den der lille dims der sidder på radiatorerne. Jeg bemærkede godt, at han var særdeles smilende, snakkende og at han tog sig ualmindelig god tid om at aflæse PRÆCIST. Han lånte i øvrigt også mit toilet. En uge senere ringede han til mig, fortalte at han havde tænkt ret meget på mig og spurgte om jeg ville med på en date. Jeg blev enormt smigret, men takkede pænt nej – og så var den ikke længere. Kunne hende Luna ikke have gjort det samme? Hun er jo hverken blevet befamlet eller har fået ødelagt sit das, så jeg forstår ikke hvad der krænker hende så dybt?

Hvis jeg nu var Den Lyserøde Elefant, havde jeg ikke skrevet det her indlæg så sobert, og gennemtrumfet min pointe på en noget mere firkantet måde. Men det er jeg ikke, omend jeg faktisk har lyst til det. Jeg bliver bare så ærgerlig over, at nogle mennesker har en trang til at være så navlepillende snæversynede, at de skal ødelægge livet for deres omverden.

Kan i mærke at jeg så småt har fundet formen igen?

Læs artiklen om den forfærdelige hændelse Her

3 kommentarer

  • Trine

    Jeg er slet ikke enig. Selvfølgelig skal han da ikke udnytte sin adgang til hendes informationer for at skrive sådan til hende?! Kan godt forstå, hun klager over ham. Om JEG havde forlangt ham fyret? Det tror jeg nu ikke. Men NEMLIG.COM havde helt klart mistet mig som kunde for good. Btw – hvis han tilgengæld havde spurgt om en kaffe eller whatever, da han var ude hos hende, så havde han da været sej nok. Men det andet er altså over grænsen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Bonusheksen

      Jeg respekterer din holdning, men jeg er stadig ret uenig. Rigtig god pointe med det med kaffen dog 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Enig!! Om jeg fatter hvorfor hun ikke bare trak på skuldrene og lå den ligge. Altså – hvorfor skal manden fyres pga. det? Det er lidt det samme som den historie der var for en måneds tid siden med mekanikeren (der så godt nok havde fundet hendes telefonnummer i deres kundebog, hvilket måske ikke var heeelt ok), men altså. Krænkende er det i hvert fald IKKE!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Privatfest - for 2