Hvem kan lave kage? JEG kan lave kage!

Noget om at være mor og bonusmor på samme tid

Siden januar 2013 har jeg været bonusmor. Stedforælder. Heks. Endnu en autoritet i børnenes liv. Titlerne er mange og dem der i virkeligheden bedst kan svare på, hvad de finder passende, er børnene selv. Jeg tror ikke jeg har nogen anden betegnelse for dem, end Ninna herhjemme, hvis jeg lige tænker over det. Siden august 2016 har jeg nu også været mor. Sådan helt ægte. Der hvor man ikke skal tænke særlig længe over den rette betegnelse, bare mor.

Jeg har ikke på noget tidspunkt været nervøs for, om de store børn ville byde lille Jensen-Tingleff hjerteligt velkommen til familien. Siden den dag vi fortalte dem, at jeg var gravid, har de været ellevilde. I starten af min graviditet, var det selvfølgelig eneste samtaleemne. Efterhånden som nyhedsværdien fortog sig og maven voksede, var det igen andre ting der fyldte de smås hoveder. Men med jævne mellemrum spurgte de mig, om jeg ikke synes det var vildt, at jeg skulle være nogens mor. Hver gang svarede jeg ‘JO’!, for det var bare vildt. Nu skulle jeg ikke længere hjælpe til med at opdrage og forme 2 små mennesker, nu skulle jeg pludselig have det fulde ansvar. Ja ja, sammen med faren, det er selvskrevet, men denne gang var der ikke en anden lejr der også skulle tages hensyn til.

Og hvordan har det så været, pludselig at stå med 3 børn, hvoraf jeg deler blod med den ene? Det har været ganske fredeligt. Så kort kan det siges. Nu er jeg jo som bekendt ikke en heks af få ord, så i skal da ikke snydes for lidt kræs, nu i har været så søde at klikke på netop min blog.

Inden jeg fødte var det virkelig vigtigt for mig, at Robert, Gry og jeg ville få nogle dage alene. Det handlede ikke om, at jeg ikke ville se de store børn, eller at de skulle nægtes adgang til deres nye lillesøster, slet ikke. Nej, det handlede om, at jeg havde brug for at få lov til at sluge oplevelsen og verdensbedriften jeg havde begået, i ro og mag. Jeg ville gerne have lov til at glo på mit barn, sammen med mit barns far, uden at sige noget, svare på noget, tage stilling til noget, eller på nogen anden måde være noget for nogen anden, end min lille baby. Jeg havde et brændende ønske om, at de store børn skulle komme forbi og kysse det nye klanmedlem goddag, spise noget aftensmad og snuse sammen med os, men at vi ville få 1 uges tid hvor familien på 5, blev reduceret til 3.

Det lyder så hårdt når man skriver det. Som om jeg ønskede at slette børnene fra jordens overflade. Det er bare ikke sådan det er, men da jeg fødte Gry, var hun den eneste det drejede sig om. Det hele gav lidt sig selv. De store børn var i Italien med deres mor, da Gry masede sig vej, 3 dage før termin og første gang de så deres lillesøster – var på facetime. Da de 3 dage senere kom hjem og nærmest landede med flyveren i vores stue, var de bjergtagede over det lille menneske. Dem begge to, men især storebror (som er den mindste af de store børn), var fuldstændig solgt til stanglakrids over den lille klump der lå og sagde som en musseunge. Han blev ved med at sige, med diamanter i øjnene ‘jeg kan bare slet ikke forstå, at jeg er blevet storebror. Hun er så smuk’. Det var et magisk øjeblik og noget der kan få det til at stramme lidt i øjnene over at tænke på. Men ved i hvad? Da der var gået 2 timer, og den der lille markmus hverken jonglerede eller vågnede, kunne man se, at de begyndte at kede sig lidt. Faktisk sagde den store, at hun godt snart ville hjem og lande fra ferie. Kan man bebrejde hende? Efterfølgende har jeg tænkt, at jeg faktisk tror det var meget godt de ikke var her den første uges tid + et par dage. For alles skyld. De er store, de har deres eget liv med venner, sport, skole, instagram og hemmeligheder og det tror jeg ikke de havde noget behov for at stille på standby, ‘bare’ fordi der var kommet en søster til flokken.

img_9188

Gry, 3 dage gammel og første gang de store så hende

Da de kom og var hos os første fulde gang, var Gry så småt startet på sit kolik flip – og jeg var en smule ængstelig. Jeg havde ondt af Gry, var nybagt mor, brugte det meste af dagen på selv at græde og jeg havde hverken lyst eller kunnen, til at tage stilling til nogen som helst. For fanden, jeg havde svært nok ved at håndtere den der kedel der konstant kogte. Det var hårdt at der pludselig stod to nysgerrige, søde store søskende, der gerne ville holde, hjælpe, spørge og gætte. Jeg havde ganske enkelt ikke krummen af et overskud, til noget af det de ønskede. Det gjaldt i øvrigt ikke kun dem – det var hele verden omkring mig, der blev kastet et usynligheds tæppe henover. Jeg har fundet ud af, at der hverken er noget mere stressende, eller hjerteskærende for den sags skyld, når et barn græder 14 timer i streg og min reaktion var at blive ilter og have lyst til at råbe!

Jeg tror ikke ligefrem at Robert synes det var a walk in the park, heller. Men han var noget mere til stede i de måneder hun skreg, end jeg var. Selvom jeg ved, at han har haft dårlig samvittighed overfor de store børn, der ikke blev tilgodeset på samme måde som de plejede, mens Gry testede lydniveau. Jeg tror godt de ved, at det ikke havde noget med dem at gøre. De kunne godt se (og høre!!), at den der lillesøster gjorde sig opmærksom og at det krævede arbejde fra de voksne. Når Gry skreg om aftenen, skiftedes vi til at gå frem og tilbage med hende, i et forsøg på at få hende til at sove. Nogle gange skiftede vi hvert 5. minut, for ikke at komme til at kaste med hende. Det betød selvfølgelig, at børnene hurtigt fortrak sig til deres værelse, nok også for bare at få lidt ro.

img_9367

Sådan så jeg ud rigtig mange dage – the ugly truth

Da Gry efter små 3 måneder var færdig med at te sig, blev det også lidt sjovere for de to øgler, der var her først. Nu kunne de pludselig holde hende, pludre løs og være med til at skifte og bade, som de i høj grad viste interesse for. Så det er de med til. I det hele taget synes jeg, at vi prøver at inddrage dem omkring Gry. De får lov til at tage hende med ind på værelset og dimse med hende og den store går troligt med barnevognen, når vi er ude på tur. Der er nogle ting jeg har sagt nej til og som jeg kun ønsker er noget Robert og jeg tager os af. En ting som aftenflaske inden putning, madning her i starten, give nattøj på, når Gry er ekstrem træt og det skal gå lidt snap og den slags. Selvom jeg ved, at de rigtig gerne vil være med til det hele, er der områder, hvor jeg finder det bedst for den lille, at det er den samme, rolige hånd. Hver gang. Så kan i kalde mig sippet eller hvad i vil, men det ændrer ikke på noget, heller ikke hvis Gry en dag bliver storesøster og spørger om lov til selvsamme ting. Det kommer bare hurtigt til at lyde som om man er den onde stedheks, der ikke vil lade bonusbørnene komme nær den nye baby, når man siger nej. Som om, at nu skal de straffes og sættes ud på et sidespor, fordi man har lavet en ny familiekonstellation med deres far. Sådan er det ikke. Der er bare nogle ting jeg ved bedre om, end de som børn gør og dem vil jeg gerne have lov til at håndtere selv, eller sammen med deres far.

img_9413

Grys ansigtsuniform de fleste timer af døgnets dag, da hun var et bitte kny

Der er henholdsvis 10 og 12 års forskel på Gry og hendes søskende. Jeg forestiller mig, at aldersforskellen taget i betragtning gør det svært for dem, at få et lige så nært bånd, som de to store har sammen, hvor der kun er knap 2 års mellemrum. Det har ikke noget med blod, eller gener at gøre, men det simple faktum, at når Gry skal i børnehave, skal den ældste til at snuse til liebfraumilch for første gang og det er som om, de to verdener ikke helt kan forenes? Når Gry skal starte i skole, skal den mindste starte på gymnasie (eller hvad han nu ønsker) og fælles interesser er nok ikke dem de får flest af. Men når det så er sagt, vil de altid være søskende og jeg håber, at det faktum alene gør, at de altid vil holde sammen, hjælpe hinanden og ikke mindst betragte hinanden som familie. Det skal blive Roberts og min fornemmeste opgave at opdrage dem allesammen til at føle det. Vi er allerede godt på vej!

5 kommentarer

  • Denice

    Lyder som en hård start! Synes til gengæld også det lyder som om I har klaret det på det sejeste måde!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg synes, at det er nogle gode og fair tanker du har gjort dig. Kan helt klart nikke genkendende til dem, Det er rart at føle, at andre også deler disse. TAK fordi du er tilbage. Du er en kæmpe inspiration 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Bonusheksen

      TAK fordi du læser med og kommenterer – det er en kæmpe ære <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Megan

    Det er mega svært at være nogens mor og bonusmor. Men endnu sværere at være nogens bonusmor, hvis Mor-siden hele tiden modarbejder og gør alt for at splitte familien ad. Det håber jeg ikke at du oplever 🙂 dejligt du er tilbage igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Bonusheksen

      Heldigvis har vi et fornuftigt samarbejde med mor-siden her. Tør slet ikke tænke på det modsatte scenarie. Dejligt du læser med igen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvem kan lave kage? JEG kan lave kage!