Dine, mine og vores børn – på ferie

Hjemme i vores familie, har vi fået endnu en dimension på, en i forvejen, ret stor familie. Der er nu kommet et led mere på, der hedder vores børn. Hvor det hidtil har været ‘dine børn’ i form af Roberts, fra min side, har min mand og jeg nu også linket der hedder ‘vores børn’, eller barn – bevares. Det skaber pludselig en masse nye problemstillinger, blandet andet et, som vi ganske hurtigt blevet stillet overfor.

Vi har hvert år holdt sommerferie med de store børn. Vi har både rejst udenlands, blevet hjemme og alle de somre vi har været forenet, tilbragt en uge eller to, i familiens perle af et sommerhus, der ligger i vores hjemstavn, Sønderborg. I år er ingen undtagelse, altså hvad ferie angår. Denne gang skal vi udenfor Danmarks trygge rammer. Sidste år var jeg tynget af så meget vand i kroppen, grundet bagning af barn, at jeg havde sænket flyveren, hvis havde jeg placeret mig i en. Sådan er det gudskelov ikke denne sommer og jeg besluttede mig allerede sidste år for, at vi i 2017, skulle plotte 30 grader og solgaranti ind i kalenderen, når vi alle har ferie sammen.

Verdens lækreste sommerhus. Punktum!

Jeg bookede derfor i efteråret en rejse til Mallorca, under særdeles ordnede forhold for vores nye familie på 5, i 10 dage. Vi rejser til juli, lige efter vi har holdt navngivningsfest for Gry – og jeg glæder mig latterligt! På den måde er alt jo fint nok. MEN, for der er selvfølgelig et af den slags og det er et af dem, der har kunnet mærkes.

Jeg havde en drøm, allerede inden skrigeskinken ankom, om at rejse på en ferie, mens jeg var på barsel. En ferie af de lidt længere slags, og også en af dem, der foregår på et andet kontinent. En ferie jeg kunne nyde med min mand og min baby, uden at jeg skulle bekymre mig om andet, end hvad jeg skulle have til morgenmad og om det ville være forsvarligt at drikke pina coladas til frokost. I min drøm indgik de store børn ikke. Det lyder hårdt, ja? Der er flere ting i det og nu skal i spidse ører.

Robert og jeg har hvert år taget på ferier alene. Det har været helt naturligt at gøre, når børnene har været hos deres mor. Forrige år var vi i USA. Vi har også været i Italien, Berlin, på Bahamas osv. Vi var nok også taget alene på ferie i år, men situationen er altså bare en anden, da vi nu har et barn sammen. Hun er ligesom en en del af pakken nu, det lille menneske. Derfor var hun også selvskrevet på Thailands turen fra starten. Vi rejser til marts. Der er de store børn både på skiferie, og så går de i skole. Det betyder helt lavpraktisk, at de slet ikke ville have mulighed for, at rejse med, men det er nu ikke det, der er min pointe.

Åh, Hollywood! Der skal vi tilbage til en dag. Måske hele banden?

Det var en rigtig svær beslutning for Robert, at give mig grønt lys til at booke rejsen, uden hans to ældste øglebørn. Han følte, at han snød dem. Tilsidesatte dem. Overså dem. Svigtede dem? Jeg bebrejder ikke den arme mand. Jeg blev heller ikke sur på ham, over hans, måske lidt manglende iver, omkring rejsen til bountyland. Det må være en konstant battle som skilsmisseforælder, at balancere 2 familier på et knivsæg. Man må være så bange for at lade nogen i stikken, at det ind imellem må føles temmelig opslidende. Det er jeg reflekteret nok til at forstå. Jeg har bare et andet syn på sagen – helt sikkert, fordi jeg netop IKKE, er skilsmisseforælder og derfor ikke kan vide hvordan det 100% føles. Jeg har det bare sådan her:

De store børn er tvunget til at være en del af 2 familier, fordi deres forældre ikke kunne sammen. Det må være en kæmpe sorg, som de to skal bære rundt på, men det er jo en helt anden snak. Det er naturligvis vores ansvar som forældre (i alle afskygninger), at passe ekstra godt på, at de ikke kommer til at føle sig klemt – og glemt. Men når alt det er sagt, er vilkårene og de iskolde facts også bare dem, at de ikke kan være med til det hele. Der vil hele tiden opstå situationer, hvor de ikke kan deltage og hvor vi som de voksne, skal træffe en masse valg for dem – og udenom dem. Hvordan navigerer man så i det? Hvad er opskriften? Der er ingen! I stedet må man ty til sit eget retfærdighedskompas og derfra forsøge at pejle i den rigtige retning.

Jeg forstår godt, at Robert har svært ved at rejse væk uden de store børn, når han nu pludselig har et 3., som kommer med på tur. Jeg synes bare ikke han skal have det dårligt med det. Hvor koldt og kynisk det end måtte lyde, kan jeg skære det helt ned til, at det er vilkårene, når man lever med dine, mine og vores børn. Thailands turen, er jo ikke på bekostning af en fællesferie til sommer. Den er købt, betalt og booket ind i kalenderen. Hvis vi nu ikke kunne komme afsted til sydlige himmelstrøg, alle sammen, begynder jeg selv at synes, det ville have lugtet lidt. Heldigvis er vi så velsignede, at begge dele kan lade sig gøre. De store børn skal i øvrigt også på skiferie, afsted til Berlin med deres far alene og på sommerferie med deres mor, så deres pas kommer dem til sin ret.

Fra vandretur i Østrig, dengang der kun var 2 øgler. Det var en FED tur!

Det er en evig svær og meget tynd line at balancere på, når man har med børn at gøre, som er pressede, fordi nogen tog en beslutning udenom dem engang. En beslutning som gjorde dem til delebørn. Jeg vil bare så inderligt håbe, at de voksne omkring dem, ikke lader sig kue af den beslutning de selv tog engang. Ærligt, har jeg ikke lyst til, at have udrejseforbud, lige så snart de store børn er hos deres mor, bare fordi Rob og jeg nu har et fælles barn. Det synes jeg sådan set heller ikke er fair overfor Gry.

Da vi i sidste weekend fortalte de store børn, at vi skal afsted til Thailand, var det egentlig mere kærlig misundelse, end grådkvalt skuffelse, der var reaktionen. Og som den ældste sagde ‘tænk hvor heldige vi er, at vi kommer på dobbeltferier – det er der altså ikke alle børn der gør det’. Det er en rigtig fin måde at anskue det på, synes jeg og faktisk også noget af det jeg selv tænker, omkring hele den her problematik.

Om lidt er børnene for alvor store og hvem ved? Måske skal vi til at hive dem med på ferie, eller aftale med deres mor, hvem der skal have børnene med udenlands, fordi de hellere vil blive hjemme med vennerne? En ting er sikkert, ihvertfald i heksehovedet – der er ingen der bliver snydt. Ingen i dén her familie, anyways!