Svundne tider og ambivalent lykke

I mandags var jeg været på farten fra det sekund jeg stod op. Jeg havde en masse ting jeg skulle have byttet, ærinder i IKEA og et par andre småting, jeg lige så godt kunne fikse på min runde. Det betød, at jeg brugte en del tid i bilen. Det betødogså, at jeg hørte musik, for første gang i 100 år. Jeg var gået kold i mine playlists og har ikke orket at nørde nyt musik. Desuden elsker jeg at høre lydbøger, når jeg tusser rundt derhjemme. Men lige den dag var jeg altså i humør til musik. Jeg smed min yndlings playlist på, der blev født omkring det tidspunkt jeg mødte Robert og som siden har vokset sig større og rigere. Da meget af det musik der er på listen, er blevet tilføjet efter Robert kom ind i mit liv, er der selvsagt også rigtig mange minder forbundet med ham og jeg, når jeg lytter til de forskellige numre – og det satte en del tanker i gang.

Jeg tog mig selv i, de fleste af numrene, at blive temmelig sørgmodig. Jeg flækkede sågar en tåre, mere end en gang. Ja ja, preggo hormoner og alt det der, men det var egentlig mest fordi det for alvor gik op for mig, at en æra er slut. Det har den på sin vis været længe og det har jeg godt vidst. Men lige der, midt i den københavnske trafik, blev det pludselig soleklart.

Dengang Robert og jeg mødte hinanden, standsede vi tiden sammen. Ikke bare tiden, men hele universet. Alt der åndede var ham og jeg – vitterligt, der var ikke andre end os. Det er, hånden på hjertet, det vildeste, mest magiske og smukkeste jeg nogensinde har været med til. At opleve en tid, hvor hele universet trækker vejret KUN for dig og ham som blev kastet din vej. Sådan levede vi i ca. et halvt år. Hvor det var fysisk og psykisk umuligt at tage stilling til andre end hinanden. Derefter begyndte verden lige så stille at rotere rundt om os igen og vi begyndte at forene os med resten af verden på ny. Dermed ikke sagt at vores egen lille verden blev et stort mesh med resten, for vi formåede faktisk at bevare vores egen planet, hvor kun vi to eksisterede. Vi så bare et univers der var i bevægelse rundt om os og som vi atter blev en del af.

I lang tid, 3 år for at være præcis, var det kun os. Lykkelig tosomhed, som vi er mestre i at besidde og som vi på sin vis sagtens kunne leve i, resten af vores dage. Trangen til at formere og skabe fælles liv, blev bare en realitet vi ikke kunne komme udenom. Og bom, pludselig sidder jeg her, med kærlighed af den pureste og fineste form, sprællende rundt i mit indre. Og det gør mig lykkelig, helt derud hvor universet står op.

Se det lille, fede, glade hoved

Der er bare lige én ting. En ting som jeg det ene sekund skammer mig lidt over, og det næste finder forståelig logik i. Min magiske tosomhed forsvinder lige om lidt. Den er faktisk allerede blevet frarøvet mig, i det sekund vores lille babypige bed sig fast. Lige om lidt er der et andet væsen, der skal have opmærksomhed før mig, som kommer til at stjæle vores alene tid, som vil forhindre os i at gøre hvad vi vil, når vi vil det – som ændrer vores historie for evigt. Og mens jeg er ved at besvime at lykke over alle de facts, panikker jeg lidt i smug. Hvad nu hvis vores kosmiske tosomhed bliver lagt i graven? Kan man overhovedet have en tosomhed, når man er 3? Må man godt sætte hinanden højere end et barn? Er det muligt? Og når jeg er færdig med at hyperventilere over det der er min største skræk, tørrer jeg koldsveden væk, trækker vejret dybt og finder min fornuft frem igen.

Tingene kommer 100% til at ændre sig. Lige om lidt. Intet bliver nogensinde det samme igen. Det er jeg fuldt ud, roligt, bevidst om. Men jeg ved det her. Robert og jeg vil for evigt have vores egen planet. En planet der kun snurrer for os og som rigtig mange troede vi ville falde af, i det sekund festen stoppede, flasken var tom og det halve år var gået. En planet som ingen andre  forstår, men som de kigger på, med en sær form for beundring. Og hvorfor ved jeg det? Pas. Jeg kan ikke sige det. Lige så lidt som jeg kan forklare, hvorfor jeg vidste efter kun 14 dage, at jeg skulle giftes med Robert og være sammen med ham for evigt. Jeg ved det bare og så kan hele universet drøne lige så hurtigt afsted rundt om mig, som det vil. Min planet står for altid stille – for det er Robert og mig der får den til det!