En weekend på Alsisk

For tidlig bekymring og en abstrakt titel

Det er kommet bag på mig, hvor lidt der har forandret sig under min graviditet. Jeg føler mig stadig som mig selv, altså derinde bag babyen, hvor det batter (udenpå er en anden snak) – og det overrasker. Jeg har oplevet rigtig mange andre gravide forandre sig i takt med maven. Hvordan de blev mere… seriøse, og hvordan alt pludselig kom til at handle om det kommende barn. Jo jo, det meste af min tankevirksomhed går da på den lille koldbøtte, men det er ikke noget jeg har behov for at tale om hele tiden. Faktisk vil jeg helst tale om ’normale’ ting, fremfor hvilken uge jeg er i og om jeg glæder mig til at amme (nej!). Jeg bekymrer mig heller ikke synderligt omkring fødsel, kommende søvnmangel, om vi nu klarer ungen, hvorvidt vi kommer til at gøre noget forkert og al den slags. Jeg stoler på, at Robert og jeg nok skal finde ud af det, når hun er her.

Det som kan bekymre mig og som til tider kan give mig koldsved, er om jeg rent faktisk formår at bibeholde min coolness. Om jeg bliver den mor jeg drømmer om. Forstået på den måde, at jeg for alt i verden ikke håber, at jeg bliver en ’æggeurs mor’. Den mor der stiller sit ur efter hvordan babyen agerer. Ro, renlighed og regelmæssighed (er det ikke sådan man siger?), ville da være rart, men ikke for enhver pris. Jeg har læst Julia Lahme sige, at hun ville ønske, hun havde været lidt mere laissez-faire  med sit første barn. At hun ikke havde gået så meget op i punktlige spisetider og ’on the clock’ holdepunkter.

Jeg sætter min lid til, at når man har fokus på det fra starten, har man bedre odds. Så kan det jo kun briste, man kan blive shit skuffet og drukne sine sorger i hindbærsnitter.. ’er – flertal!

7

Stadig mig – med ekstra polstring

Noget andet jeg også kan gokke mig selv i hovedet med (og som er virkelig dumt), er om det hele kommer til at gå for stærkt. Om det år jeg skal gå og pusle med farsbrødet, drukner i min angst for at komme tilbage på arbejde. Med angst mener jeg uvilje. Jeg føler mig låst og fanget i mit job og det gør mig slet ikke glad. Jeg bliver så drøn misundelig når nogen skriver, at de bare glæder sig pisse meget til mandag morgen, eller at de elsker deres job. Sådan vil jeg også have det, for ærligt er alt andet jo spild af liv. Dermed ikke ment at man skal være en lallende idiot, der bare synes jobbet er det fedeste hver dag, men overvejende skulle det jo gerne sprede indre glæde og bestemt ikke det modsatte.

Mit liv er egentlig præcis som jeg har ønsket det. Jeg er gift med en fantastisk mand, mit livs kærlighed, som både er lækker, klog, dygtig, sjov, sød og voksen, jeg har en ønske/kærligheds baby i maven, en lejlighed som de fleste sukker efter, dejlige veninder, penge nok, et slidstærkt helbred og en fed familie. Jeg mangler bare det der job, der kan agere sløjfen om hele pakken. Selvfølgelig er jeg et skridt nærmere mod noget andet og mere rigtigt, i kraft af den uddannelse jeg er i gang med, men den sikrer mig jo ikke nødvendigvis nøglen til paradis. Det kan tage flere år at blive selvstændig og kunne leve af det fag jeg uddanner mig inde for og jeg ved ikke om jeg har lyst til at vente så længe. Men jeg glæder mig overdrevet til at blive færdig og se hvad det kan føre til.

Det irriterer mig, at jeg, allerede inden mit barn er født, skal få stress over om jeg kan nyde et års barsel fuldt ud, eller om jeg vil se det som en ond nedtælling til jeg skal tilbage. Noget i mig siger, at jeg glemmer det, i det sekund jeg træder ud af døren d.24/6 kl.16. Jeg håber det virkelig. Og så håber jeg, at jeg får en åbenbaring i løbet af min barsel, der kan være det gyldne stik til at blive lykkelig i mit arbejdsliv. Når nu jeg føder mit ønskebarn om lidt, skal mit arbejde ikke være en faktor til, at jeg ikke er allround glad, når alt andet i mit liv er peachy. Alt for mange dage kommer jeg hjem og hænger med mulen overfor Robert, der hver eneste gang tager imod mine vrinsk og galde. Det skal den lille basse ikke også blive en del af.

Det er den slags ting jeg går og bokser med og på en måde er det jo rart nok. Tænk hvis det var den kommende fødsel der stressede min knold, eller om hvorvidt jeg nu klarer at være mor til en lille grævling lige om lidt. Mor? Det er stadig alt for abstrakt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En weekend på Alsisk