Jeg vil tilbage til rødderne, vil i ikke med?

Hver måned modtager jeg et nyhedsbrev fra Bloggers Delight, som er dem der huser mig som skrivemyre. I det her nyhedsbrev poster de månedens mest læste indlæg, fra en af os plus-bloggere. Normalt læser jeg dem ikke, men jeg blev alligevel nysgerrig, da Bloggers Delight havde skrevet, at det vindende indlæg var forfattet af en rigtig fighter. Jeg måtte lige forbi og læse hvad dét så handlede om. Ærligt blev jeg noget forbavset/skuffet, da det viste sig at handle om botox. En 22årig pige der har fået botox!

Jeg har før delt min holding omkring det at forskønne sig via et filter på de sociale medier. Noget især den yngre generation synes at have fået som hobby. Det kan vel næppe komme bag på nogen, at jeg er helt blank på forståelse, omkring at få sprøjtet udglattende midler ind i sin 22årige englehud? Jeg forstår det som sådan ikke i nogen alder, men så tidligt som i andet årti af sit liv forekommer mig gakket.

Pigen gør meget ud af at berette, at man ikke skal være så fordømmende og at alle mennesker skal have lov til at gøre som de lyster og jeg kunne ikke være mere enig. Jeg er som sådan heller ikke ude på at løfte den store morale pegefinger, jeg stiller mig bare uforstående overfor det behov, som lysten til at få botox udspringer fra. Indlægs forfatteren skriver, at hun hverken er utilfreds med sit udseende, eller synes hun fejler noget – at hun er en køn pige, men at hun bare er lidt irriteret over nogle ting. Et argument jeg har vildt svært ved at forstå? Jeg mener, man kan flytte en lysestage i sin stue, uden at den plads den egentlig stod på fejlede noget – fordi den irriterer en lidt. Men at få sprøjtet kemi i face bare fordi der noget der irriterer lidt? Virker det ikke… uintelligent?

Igen er det med til at sende nogle signaler til den endnu yngre generation om, at du hele tiden skal være en anden end den du er, selvom den du er, er smuk, fejlfri og glat. Og pludselig slår det mig, at den generation der ligger lige i røven af mig, allerede er lige så ødelagt som den der glimter under dem. Altså den generation mine to bonusbørn tilhører. For fanden hvor det ærgrer mig at det er kommet dertil. At unge mennesker der skulle bruge tiden på at fucke op ved at trække over på kassekreditten, feste 5 dage i træk og møde stiv op på job, ’glemme’ at komme i skole, få hjertet knust for 1. eller 2. gang, farvet håret henna rødt og hvad har vi ellers, bruger tiden på at overveje om de skal have større læber eller færre panderynker, for de hårdt tjente mønter de laver ved siden af studier osv.

Hvor gik det galt? Og hvornår kommer modreaktionen på al den her, ifølge mig, galskab? Jeg kan forstå på pigen at hun også har fået lavet bryster og mave. Ærligt har jeg ikke sat mig ind i hvorfor, for det er sagen underordnet i det her tilfælde. Skulle det nu være fordi hun har gennemgået et kæmpe vægttab og står tilbage med en masse hud og særdeles slappe bryster, så forstår jeg det – til fulde. Men som udgangspunkt synes jeg virkelig man skal forsøge at lære at holde af sin krop. Holde af, sagde jeg, ikke elske! Jeg elsker ikke min krop, men jeg øver mig i at holde af den. Det jeg gerne vil ændre, prøver jeg at arbejde mig til. De der bryster bliver aldrig større (suk) og det må jeg bare acceptere. Til gengæld har jeg en killer røv, som kun de færreste kan prale af.

Jeg vil tilbage til rødderne. Tilbage til at ældes med ynde og stolthed. Tilbage til at kunne se forskel på generationer og dem der har levet længst. Tilbage til en verden hvor man ikke skal bekymre sig om at ændre noget ’bare fordi’. Tilbage til det ægte! Vil i ikke med?

Læs hele indlægget om botox som 22årig her