Noget om at gøre det man vil… Nu!

Jeg tror altid jeg har været lidt min egen herre. En lille bestemmerkonge. En kat, som min far ynder at kalde mig det. Jeg har oftest gjort som jeg selv vil, selvom andre har rådet mig til det modsatte, eller det trufne valg åbenlyst har blinket med advarselslamper. Det har selvsagt givet mig nogle knubs gennem mit 31årige liv, der til tider har lavet sår, men heldigvis også ar, som jeg kan kigge på i dag med både gode og dårlige minder til følge.

De sidste par år har mit fokus flyttet sig lidt. Jeg gør som sådan stadig det jeg vil, men med en sikkerhedsline i bæltet. Egentlig ville jeg jo gerne sige mit job op og lade mig svæve i frit fald, men jeg tør ganske enkelt ikke. På bunden hviler en usikkerhed om ’hvad nu hvis’ og den har lange, spidse takker, som jeg er rædselsslagen for at blive spiddet på. Det har fået mig til at tænke over det der med, ’at gøre hvad man vil’.

Når det kommer til følelser, kærlighed, vildskab, hjerteblod og trods, går jeg all in. Ingen kvaler, sjælen betaler. Derfor giftede jeg mig med Robert, efter kun 8 måneders bekendtskab. Et Vegas bryllup der blev planlagt efter kun 1½ måned som kærester. Jeg sagde min elskede lejlighed op og flyttede ud til Robert efter 3 måneder. Jeg gik tilbage til min eks 3 gange, fordi jeg troede på kærligheden og bedre tider. Jeg har satset alt på rød flere gange og set kuglen lande på sort. Og ved i hvad? Selvom jeg har fortrudt noget af det, har det jo modelleret mig til den jeg er i dag.

Jeg vil så gerne leve. Jeg øver mig virkelig på at leve. På at få det hele med, gøre de ting jeg tror på, elske de mennesker der føles rigtige, gribe de chancer der flyver forbi – også de gakkede og uovervejede, gøre ting NU i stedet for i morgen og kun gøre de ting jeg har lyst til. Det er meget sværere at udleve, end det er at skrive ned og det kræver virkelig meget fokus, at leve på den måde. For midt i alt det her leve mantra, står en gammel kending og skriger ’fornuft’. En totempæl der forhindrer mig i at svæve ud i det uendelige, fordi den har en snor i mig. Nogle gange priser jeg mig lykkelig for den pæl, andre gange har jeg lyst til at klippe snoren over, fælde pælen og lade mig flyve af helvede til.

Det er nok bedst at der er snor i mig. Opgaven er så at svæve frit, uden at snoren strammer til, hvilket er den virkelige udfordring. Jeg øver mig og jeg bliver hele tiden bedre. Jeg VIL bare ikke begrænses af snusfornuft og normer i et liv der skal leves nu og her, mens vi kan. Derfor har jeg også opfordret min mand til at købe den motorcykel han har sukket efter i meget kort tid nu. Han har hverken brug for den eller ønsket sig den et helt liv, men han vil gerne have den og han har mulighed for at købe den. Så hvorfor ikke? Hvorfor ikke udleve en pludselig, uovervejet og ufornuftig drøm? Jeg hepper totalt og glæder mig til at sidde bag på, med guldhjelm og glædesråb, for livet er det vildeste og vi er midt i det.