Hvilken lejr bestemmer mest i en skilsmissefamilie?

Når jeg lige om lidt står og skal opdrage et barn mere, mit eget barn, hvor jeg har 100%, 50% medbestemmelse, sætter det pludselig nogle tanker i gang omkring de to aber, jeg allerede nu er med til at forme og præge.

Selvom Robert giver mig frie tøjler (indenfor rimelighedens grænser) til at opdrage på hans 2 børn i fællesskab med ham, er vi jo ikke alene om at bestemme hvordan kagen skal skæres. På den anden side står nemlig en mor, der har 50% af den medbestemmelse, hvis man skal gøre det op i iskolde procenter.

Robert og jeg er som snydt ud af næsen, når det kommer til at opdrage yngel. Vi har samme værdisæt, samme tilgang til tingene og vægter de samme ting højest, når det kommer til hvad der er vigtigst i en opdragerrolle. Det gør alt andet lige opgaven lettere for os, fordi vi ikke skal diskutere værdier, før vi videregiver dem.

Men hvad så når den anden lejr ikke er på samme vippe? Når holdninger til grænser, restriktioner og de berømte værdier generelt, har forskellige farver? I vores sammenkogte familie føler jeg ind i mellem, at vores 2 lejre ligger i hver sin ende af grænseland. På Nørrebro matriklen er tøjlerne nok spændt lidt hårdere for, end på hjemmebasen. Der er pligter der skal passes og som er børnenes ansvar. Pligter der udløser cash-bonus, hvis aftaler bliver overholdt. Der er telefonpolitik, madpakker er noget man selv står for, der stilles krav og der forventes. I vores optik er det ikke nazi-forhold eller børneslaveri, næ, det er simpel opdragelse og menneskelig dannelse. Jeg kan bare godt mærke, at de krav vi stiller til de små og de forventninger vi har til dem, kan være svære for dem at navigere i, fordi agendaen er så meget anderledes i modsatte camp.

Er det så synd for børnene, fordi de skal omstille sig til 2 forskellige verdener hver anden uge? Jeg kan ikke blive enig med mig selv. Jeg synes jo vores måde at gøre det på, er den rigtige og at vi på vores facon er med til at skabe nogle selvstændige, små mennesker, som en dag kan klare sig selv, uden at gå i panik eller ringe hjem, når maden ikke kommer flyvende ind fra højre. Den anden lejr har givetvis en lidt anden holdning til nogle synspunkter og agerer efter hvad de vurderer er bedste evne, når de små hviler deres hoveder der.

For nyligt er forskellige skoler begyndt nedsætte grupper for skilsmissebørn, hvor de små kan tale frit om frustrationer og oplevelser. I en undersøgelse blev det påvist, at noget af det vigtigste for skilsmissebørn der bor 2 steder er, at der er forholdsvis lige regler begge steder, så de ikke skal omstille sig eller huske på rigtigt og forkert. Stof til eftertanke, ik’?

Selvom vi kommunikerer rigtig godt med modsatte lejr, er der nogle ting vi nok aldrig bliver enige om. Ting hvor hverken nord eller syd er villige til at skifte side. Der må det så være vores job som de voksne, at hjælpe de små, så de ikke bliver skizofrene snurretoppe, der ikke kan navigere i øst eller vest. Jeg synes vi forsøger at have med i baghovedet, at de skal omstille sig når de skifter seng, men så længe jeg kan se at de ikke lider overlast, eller er ved at brænde sammen over skiftende regelsæt, holder jeg på at være med til at gøre dem til den bedste udgave af sig selv. Ja, i min optik jo.