Noget om yoga med dunk på, fantastisk weekend forude og dejlige læsere

I går startede jeg på mit gravid-yoga forløb. Et ca. 2 måneders forløb jeg har købt hos YOJO, som ligger på Frederiksberg. Konceptet er selvfølgelig at dyrke yoga mens man har mave på, men oveni det, er der hver anden gang tilknyttet (verdens lækreste og sødeste) jordemoder (deraf navnet YO-JO), som guider dig til en super fødsel.

Det var som sagt min første gang i går og jeg er stadig helt høj. Det var simpelthen så fedt. Yogaen var fordybende, men samtidig fik jeg lidt sved på panden og allerede i går tips og tricks til gode stræk og effektive fødestillinger.

Jordemoder Anne, som kom efter 1½ times yoga, var helt fantastisk. Hende skal vi have hver anden gang og jeg kan slet ikke vente til den næste.

Yo

Der var en dejlig, rolig og afslappet stemning i rummet, hvor vi kun er 13 på et hold

Jeg er slet ikke angst for at føde og har ikke været det på noget tidspunkt. Faktisk glæder jeg mig lidt til det. Men det her forløb kommer kun til at gøre det hele bedre og give mig tryghed på forhånd, fordi jeg får nogle gode redskaber til at styre min krop og mit hoved. Best money spent, ever!

Udover min yogarus glæder jeg mig generelt bare til den her weekend. Robert og jeg skal ud og spise i aften, da vi skal fejre at han er en dygtig erhvervsmand, at jeg har fået en dejlig pose feriepenge, babypigen og livet generelt. At vi så følger op med at se den der grusomme film ’der kommer en dag’, falder måske lidt ud for kontekst, men jeg vil virkelig gerne se den altså.

I morgen drager vi til Juelsminde, op til min faster og onkel, hvor der afholdes familietræf. Min kære farfar døde sidste år og i den forbindelse afholder vi en slags mindeweekend, hvor vi skal se gamle lysbilleder, spise god mad og drikke sjusser (for de heldiges vedkommende). Det bliver pisse hyggeligt og jeg glæder mig til at være sammen med min faster og onkel, fætter + kæreste, mor og far, søster, svoger, små-aber og mand i et par dage. Det sker temmelig sjældent!

yo2

Der var også noget virkelig fint og dejligt over at være sammen med andre gravide, som var i samme båd som mig. Og i øvrigt omtrent lige store som jeg selv. (Tag dén, lortelæge)

Til slut vil jeg godt lige sige tak til jer der læser med. Det var fedt at blive bekræftet i, at det ikke er mig der er sippet eller helt ved siden af, når jeg synes det er temmelig grænseoverskridende, at der er en anden der kopierer mine tekster. Fandens til copycat. Tak i det hele taget fordi i læser med. Det gør mig glad – hver eneste dag.

GOD WEEKEND ALLE!

‘Du er for fed’ møs møs, Lægen

I går var jeg til 25. ugers tjek ved min læge. Noget jeg i forvejen tænkte som værende lidt overflødigt, da jeg har læst at det ’bare’ er for at forsikre sig om, at den kommende mor har alt under kontrol. Vi behøver slet ikke gå ind i den der med, at det er fantastisk, at vi lever i et samfund hvor det er muligt og alt det der, for det er jeg naturligvis dybt taknemmelig for. Men det er i øvrigt heller ikke det, der er pointen med indlægget her.

Jeg har ikke den bedste historik med min læge. Egentlig har jeg jo aldrig haft brug for hende, til andet end at udskrive en recept på streptokokker penicillin, eller give mig en henvisning til en speciallæge. Det betyder, at jeg aldrig rigtig har skullet forholde mig til hende. Nu her i forbindelse med min graviditet, har jeg så bøvlet en del med noget de tror har været blærebetændelse, som jeg i øvrigt fik penicillin for, men som så måske alligevel ikke var det. Der er ingen der spørger til mine symptomer eller gener (der er temmelig træls), de er mest villige til bare at dope mig og mit ufødte barn med drugs. Og det var nej tak herfra!

25 ugers tjekket i går, var heller ikke nogen speciel fed oplevelse. Hun starter først med at kigge på min mave og let smisket, på den der ’WOW’ måde sige ’nå, hold da op en stor mave af en 25 ugers gravid, hva’. Øh. Tak. Eller? Efter det spørger hun så om jeg har nogle gener. ’Næ, ikke andet end det der blære-show’, får jeg sagt. ’Nå, hvad er da det for noget’? Tager du pis på mig? Du talte i telefon med mig for et par dage siden og min journal blinker på din skærm!

Så var det tid til vejning. Jeg er godt med på, at jeg ligger i den høje ende for vægtøgning, men jeg ligger altså stadig inde for normen. Her fik jeg så pronto og vide, at jeg nu skal til at passe på med hvad jeg spiser?! Bare sådan, uden at have spurgt til min historik, eller i øvrigt SE på mig. Hun valgte at skyde den helt store raket af, ved at spørge om jeg spiste grøntsager og om jeg var klar over hvordan man skal opdele sin tallerken under et måltid. ’Forestil dig uret. Fra 12-9 med grøntsager og….’ Der satte jeg bremsen i og bad hende stoppe belæringen. Hvad fanden er det for noget at sige? KIG PÅ MIG. Jeg kunne forstå hvis jeg var svært overvægtig, hvis mit blodtryk (der var helt normalt) var sky-high, eller hvis jeg sad og var ved at kvæles i mit eget spæk. Hun ved jo ikke, at før jeg blev gravid, trænede 5 gange om ugen og i øvrigt levede som en kanin. Øjs hvor havde jeg lyst til at kradse hendes øjne ud med rustne gafler!

Da hun spurgte om andre kvinder i min familie havde født, svarede jeg at det havde både min mor (altså udover mig, ik) og min søster og begge gange havde de tabt deres gravid-polstring. Med let skråt og overbærende (næsevrids indbydende) fjæs, sagde hun ’Nåh. Det må man da håbe sker for dig også så’.

Da hun havde trykket rundt på min mave og fundet babypigens lille galop hjertelyd, sagde jeg tak, gav hende et flyvespark og en midt højre i min fantasi og gik, med beslutningen om at det er sidste gang jeg sætter mine ben der. Kald mig hys eller overreagerende, men jeg gider ikke tales ned til, belæres, eller for den sags skyld ikke blive taget alvorlig, når jeg nu så sjældent har brug for min læge.

Nu skifter jeg til Roberts læge. Han er mand og hedder Jørgen. Allerede der er jeg meget mere tryg. I det hele taget er jeg bare mere tryg ved mandlige læger, da de har en tendens til at tage os, kvinder, mere alvorligt. Især når det kommer til gynækologer. Det er i hvert fald min erfaring, hvis man taler praktiserende læger. De kvinder der arbejdede på fertilitetsklinikken på Riget var gudinder og dermed undtaget min kritik.

Så nu skal jeg bare vente på, at Jørgen accepterer min venneanmodning og at han gør mit 35. ugers tjek til en rar og god oplevelse. Fingers X’ed!

Fede Dorit – det er åbenbart mig

Jeg har fået en copycat

Så har man set det med. Jeg har simpelthen fået mig en copycat! En pige der kopierer min blog – eller rettere mine blogindlæg, direkte over på hendes eget site. Jeg kan ikke finde ud af om jeg skal være helt vildt vred, eller helt vildt smigret. Det er nok en god, sammenkogt suppe. For på den ene side, er det da flatterende, at der er nogle der deler mine holdninger så meget, at man ligefrem kopierer dem til sit eget site og udgiver dem i eget navn… men på den anden side, er det altså MINE personlige tanker, som jeg har brugt ret meget tid og kræfter på at nedfælde og man kunne måske linke til mine indlæg i enighed, i stedet for at agere ussel tyv. Wups, der kom min egentlige holdning vist lige frem.

Der er syn for sagen, se bare her.

Copy

Øverst er det mig der skriver. Nederst er det frk.copycat

Det oprindelige indlæg skrev jeg d. 16 april 2015. Læs det fulde her. D. 23 april 2016 skriver copycat så sit indlæg her.

Se også mit indlæg fra d. 18 december 2014 her. Og så hendes, der stort set er det samme fra d. 24 april 2016 her

Jeg kunne sikkert finde flere eksempler, men det er der sådan set ingen grund til, vel? Frk.dame, du ved godt hvem du er – det er fedt du deler mine holdninger og du må gerne citere mig, men vil du ikke være sød at formulere dine egne meninger, med egne ord, på din egen blog? Plenty thanks.

Midt i al glæden findes sorgen

De sidste 6 måneder har for mit vedkommende været præget af en lykkrerus. At være gravid og bære på et andet liv, er en gennemført, fantastisk oplevelse, som jeg elsker hvert minut af. Når det lille liv begynder at give sig til kende, når den der lykkerus nye højder og sådan har jeg det faktisk hver gang hun sparker. At den lille basse er et meget ønsket kærlighedsbarn, gør ikke hele lykke-sværmen mindre.

Men midt i al glæden kom sorgen så. Eller angsten måske. En der står mig meget nært, har fået konstateret cancer – og det slog mig helt ud. Som om proppen blev trukket ud af mig, og hele lykkerusen fløj med.

Jeg har haft cancer inde på livet før, men ikke så tæt som jeg synes det er nu. Lige der, i inderste led, og jeg kan næsten ikke tro det.

Det gør mig mest af alt bange, fordi jeg bliver mindet om hvor skrøbeligt det her liv er, og hvor hurtigt glæde og lykke kan vendes til sorg og angst.

Jeg ved at min ven bliver okay. Det skal hun. Og imens hun kæmper, vil jeg endnu engang huske mig selv på, at livet kun er til låns. Det er den vildeste floskel og kunne for såmænd være titlen på et Tv program på Charlie, men det er sandt. Og derfor skal vi huske at leve, elske, nyde, tale, favne, udtrykke, være, kysse, spise, lade værre at bære nag og gøre os umage mens vi kan. Det vil jeg. Jeg vil det alt sammen.

KÆRLIGHED!

Heksen over bord

Jeg er ikke den eneste der har været udenlands i Bededagsferien. Min mand og bonusøgler drog en tur til Berlin, kun de 3, uden Heksen. Egentlig var det en tur Robert havde lovet børnene for lang tid siden, men vi vurderede at det var oplagt at lægge den nu hvor jeg alligevel skulle afsted med min mor – og inden den lille kommer.

Selvfølgelig ville jeg gerne have været med. Og så alligevel ikke. Jeg er ret stor tilhænger af, at man i en bonusfamilie skiller tingene lidt ad ind i mellem. Selvom vi lever i en forholdsvis ubesværet sammenbragt familie, tror jeg stadig at børnene har brug for deres far alene, fra tid til anden. Fuldstændig som jeg har brug for at have ham for mig selv. For på trods af at jeg holder af dem og de af mig, er vores relation bare ikke ’naturlig’. Den er skabt af deres fars og min kærlighed, og ikke noget de som sådan har haft indflydelse på – det er jo den barske sandhed. Derfor tror jeg det er sundt for dem alle 3, at de får noget tid sammen engang i mellem, hvor der ikke skal tages hensyn til en ’udefrakommende’.

På krøllen af halen sidder så også en lille baby. Om 3 måneder vendes verden på hovedet for flere af os. For nogen bliver det for altid, for andre bliver det for en kort stund. Børnene har et meget afslappet forhold til at jeg er gravid. At deres far skal have et barn med en anden kvinde end deres mor. De glæder sig til lillesøster kommer og min bold på maven er blevet hverdag for dem nu. Men selvom de er indstillet på, at den lille basse vil røre i heksegryden, tror jeg alligevel det kommer til at kræve noget tilvending for dem, at fokus ikke udelukkende er på dem længere. Ikke at en tur til Berlin kan forud illuminere den omvæltning de evt. måtte komme til at føle, men jeg synes det var en fin ting, at de fik deres fars fulde opmærksomhed (og burgere ad libitum), inden der snart er en miniøgle der kræver deres fars og undertegnedes komplette fokus.

Af samme årsag har Robert og jeg booket en tur mere til Berlin, foruden den vi har om små 3 uger. Den sidste tur væk som kærestepar i laaang tid. Det er temmelig angstprovokerende skulle jeg hilse og sige, altså tanken om at de næste par år, er der en lille abe med, hvis vi skal udenlands. Nå, den tid, den charme. Jeg glæder mig – til det hele.

R

This one!

Stockholm… eller Polen?

m

Således afgang – med de bedste intentioner.. og glødende dankort

Jeg er tilbage fra Stockholm. Dvs., mit hylster er. Mit hoved hænger stadig oppe i luften et eller andet sted. Det har virkelig været nogle gode dage. Dage som jeg vil se tilbage på og mindes med varmt hjerte. Men altså, det skyldes ikke Stockholm skulle jeg lige hilse og sige. Øv, hvor er jeg skuffet over den by. Ja skuffet. På den der gammeldags, helt ind i maven måde. Min mor havde det lige sådan, og vi blev dermed enige om, at der må være noget om snakken!

Vi gjorde ellers et ihærdigt forsøg på at give Stockholm alle de chancer som byen fortjente. Vi var i Gamla Stan, som helt klart er fint og har masser af charme, men man kan ligesom ikke bruge 3 dage der, vel? Vi var i Södermalm som da havde sin del af hyggelige kaffejoints og velkendte butikker, men så var det heller ikke vildere. Og så var vi ellers 117 andre steder. Vi gik små 15 kilometer hver dag, hvilket godt kunne mærkes på de små fusser og i den lille lænd. Vi gik med viftende dankort, klar til at bruge penge på næsten hvad som helst, men lige lidt hjalp det. Jeg har således brugt flere penge på kager og kaffe (som de dog kan finde ud af), end beklædning til mig selv og sågar heller ikke til den lille.

k

Gamla Stan var rigtig fint

j

Med masser af små, dejlige kage/brød butikker

l

Og croissanter til 28 kr. stk

c

… og kaffe/kage

i

Ja!

d

Vi var på ægte konditori. Det var ret fantastisk. En gammel lejlighed – altså helt gammel, der var indrettet i 3 plan som konditori, med gamle stuer og klunkesofaer.

e

Og rigtige flødekager. Vi nøjes med sandwich, kaffe og en tør snitte til deling

Hotellet vi boede på var fint. Der var hvad man skulle bruge og vigtigst af alt var der pænt og rent. Og så lå det i smørklatten af Stockholm, parallelt med Kungsgatan. Der var også TV, som underholdte os med krimi den ene aften og Harry Potter den anden. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har ligget i samme seng som min mor, men i en alder af 31, var det lige så hyggeligt som havde jeg været 5 år.

a

& hotel, hed det

n

Med ganske udmærket morgenmad

Lørdag besøgte vi Vasa museet, med stor succes til følge. Det var intet mindre end imponerende smukt og ganske overvældende. Det er helt klart et must, hvis man drager til det blå/gule lands hovedstad. Det var så også den eneste seværdighed vi så, da vores hovedfokus var sat på at brænde nogle svenske kroner af!

f

Man kan ikke rigtig fotografere – det skal bare opleves!

Konceptet med at tage en tur væk med sin mor holder hele vejen. Men Stockholm bliver det 100% ikke næste gang. Eller nogensinde igen. Min hovedindtryk var således disse:

  • Der lugter af sur fiss*k over det hele
  • Stockholmere er meget lidt venlige/overskudsfyldte
  • 9 ud af 10 toiletter kræver betaling eller kode, hvilket er svært ubelejligt når man er gravid med blæretrykkende bassepige – eller bare når man er betalende kunde?!
  • Byen klinger mig en anelse polsk?
  • Ørepropper kan anbefales. Alt foregår i et meget skingert niveau
  • Antallet af tiggere på gader og stræder er overvældende
  • Jeg er måske blevet lidt snobbet hvad angår storbyferier?

h

Vi spiste på Jamie Olivers pasta sted den ene aften. Det var ret godt

b

Pizza den næste. Også virkelig godt

Hver sin smag, det er jeg helt indforstået med. Stockholm fik mig bare ikke og jeg er derfor kun glad for, at mine to næste rejser begge går til Berlin. Men at have min mor for mig selv i 3½ dag – det opvejer hele Stockholms stinkende ucharme og alt er således i vatter.

Projekt ‘minder’ er begyndt

Jeg er startet på lidt af et projekt. Et projekt jeg har haft lyst til at give mig i kast med i rigtig mange år, men som jeg ikke har kunnet tage mig sammen til.

1

Det var virkelig sjovt at se billederne på den her måde, for jeg har jo egentlig set dem masser af gange – på en skærm

Nu er jeg altså startet og nu bliver jeg altså ved.

Jeg vil have fremkaldt samtlige gode billeder, der ligger på min computer. Jeg vil have dem i mapper, opdelt i årstal, så jeg kan bladre minder igennem med mine hænder, i stedet for at trykke på en knap og se dem på en skærm. Det lyder måske lidt oldnordisk, men efter jeg fik leveret første læs for nogle dage siden, er jeg kun blevet bekræftet i, at det er det rigtige at gøre.

2

Det var også lidt et los i hovedet, da jeg lige pludselig blev mindet om, at jeg engang havde en flad mave og stramme skinker…

Det er som om billederne fortæller en anden historie, når man har dem i fysisk form, end når de ligger gemt væk på en harddisk.

Det er lidt af en opgave, for der er tons mange billeder og de ligger hulter til bulter. Men hey, jeg tænker jeg skal have noget at give mig til, når jeg nu dribler på barsel om 2(!!), TO måneder. WOOP!

3

…. for ikke at tale om brunt skind og sol-blond hår. Suk. Nå, there will come a day again…

Grim forskrækkelse

Nu ved jeg godt, at man som førstegangs gravid er mere udsat for nervøsitetsangreb, end har man prøvet hele trumlen før. Jeg vil så vove den påstand, at når man oveni hatten også er fertilitetsgravid, øges den der angst for at noget skal gå galt, med et par takker.

Siden babypigen har været 21 uger, har hun sprællet og sparket i et ivrigt tempo, til stor fornøjelse for sin mor.. ja, og far. I går gik jeg ind i uge 26 og pludselig var der stille. Hun bevægede sig slet ikke som hun plejer, og faktisk synes jeg at stilheden var temmelig voldsom. Hele natten mærkede jeg ikke noget til hende, hvilket jeg plejer på min tisse-maraton. Ej heller her til morgen sprællede hun, at hun var vågen og så blev jeg faktisk ret bange. Jeg prøvede at hoppe, skubbe rundt med hende, drikke koldt vand og alle de andre hekseråd der er i bogen, men til sidst blev Robert og jeg altså enige om, at ringe på det akutnummer jeg har fået af min jordemoder, i tilfælde af problemer.

Jeg fik en varm og sød jordemoder i røret, der bad mig komme op på Riget til et rutinetjek. Jeg sprang hurtigt på den lille ganger og afsted fløj jeg. Jeg ventede en 20 minutters tid, inden jeg blev kaldt ind til samme jordemoder, som jeg havde talt med. Hun bad mig om ikke at blive bange, hvis ikke man kunne høre hjertelyd med det samme, inden hun satte den lille scannerdims på maven. Der var helt stille til at starte med – og bom, der var den, den lille pulserende lyd fra et sundt og rask hjerte. Støjen på linjen betød, at hun flakser rundt derinde.

Det var en virkelig grim forskrækkelse og jeg plejer ellers ikke at være så hys. Men jeg er glad for, at jeg tog afsted og jeg er glad for at jeg skal føde på Riget – jeg har kun haft gode oplevelser med dem indtil videre. Jordemoderen bad mig i øvrigt om hellere at ringe en gang for meget, end en gang for lidt. Forhåbentlig bliver det kun den her ene gang. Phew…

ma

Mini eventyr og forhåndssavn

Solen skinner og der er blå himmel. På træerne er der knopper og alt begynder så småt at blive lysegrønt. Det er jo alt sammen vildt dejligt…Men det er jo fucking Sibirien stadigvæk? Jeg gøgler stadig rundt i min store vinterjakke og ligner en bjørn på brødkur, hvilket – mit omfang taget i betragtning, ikke gør mig yderligere lykkelig.

Nå, men apropos lykke er der ellers masser af det i min verden. I morgen eftermiddag drager jeg til Sveriges land med min mor, hvor agendaen hedder: shopping, spisning, hygning, mere spisning, mere shopping og lidt museuming. Det bliver fremragende, intet mindre.

ons

Tænker at prøve at shoppe lidt til mig selv i Sverige. På det seneste har den lille bassepige i maven opbygget en langt federe garderobe, end jeg har haft i årevis. Se bare den her lille sag – med glimmer i skriften!

Samtidig med mit blå/gule eventyr, drager mine 3 øgler på et sort/gul/rødt eventyr. Robert har siden vi solgte lejligheden i Berlin lovet børnene en tur derned og vi syntes det var passende, at de 3 får en tur sammen inden den lille ankommer og fokus ændrer sig for en kort bemærkning. Jeg er lidt jaloux på Berlin, fordi jeg elsker den by helt vildt. Heldigvis er det min tur om 3 uger, hvor Robert og jeg drager derned sammen, for at nyde os, inden fokus ændrer sig for – en temmelig lang bemærkning.

Da jeg ikke skal se min mand i 4 dage, har han inviteret mig ud at spise i aften, for at flette fingre og suge kærlighed inden afgang. Jaaah, vi er typerne der ikke er særlig gode til adskillelse. Har aldrig været det og bliver det heller aldrig.

ons2

My man!

Der kommer nok til at være lidt radio tavshed fra fredag-søndag, da jeg ikke planlægger at medbringe computer apparat. Vi har kun booket håndbagage og sådan en puter tager både vægt og plads fra shopping indkøb, which dores nok make me happy. Jeg lover dog at vende stærkt tilbage med reportage fra Stockholm land.

Fylder du dine børn med gift?

Der er meget der kan få heksekedlerne til at koge hos undertegnede (surprise), men noget der rigtig kan få det til at syde, er at diskutere sukkerpolitik med andre mennesker. Her taler vi altså ikke en rolig snak om hvorvidt det er sundt eller ej, at køre en pose matadormix ind fredag aften, det er mere når vi lander ude i ekstremerne.

F.eks. synes jeg, at de forældre der nægter deres børn torsdagskage, eller fødselsdagsslik i børneren og skolen og som samtidig kæmper for forbud for alle de andre små stakler, skulle spændes fast og fyldes med flydende sukker i et par uger. Sukkerpolitik under nazi-tilstande må man sgu holde indenfor hjemmets 4 vægge.

Noget helt andet og som jeg efterhånden har haft heftig debat med andre om, er det kunstige sukker. Det sukker som ikke skulle fede og som man bare kan give los af. Egentlig er det jo ikke sukker, men nærmere et sødestof. Et sødestof der søder 180 gange mere end sukker og som nogle sidestiller med ren gift. Aspartam hedder synderen, ikke at forveksle med Amino-sweet, nutrasweet og E-951. Når aspartam er blevet forvekslet med gift, er det ikke helt ved siden af. Aspartam omdannes nemlig til træsprit og formaldehyd (nervegift) ved 30 grader – din krop er gennemsnitlig 37 grader varm. Lækkert, hva’?

At man har lyst til at proppe sig med kunstig sukker, fordi der ingen kalorier er i det og derved ikke skulle fede er i sig selv noget vås, selvom dåsen med cola Zero skinner 0 kalorier. Flere undersøgelser har nemlig påvist, at kunstigt sukker er langt mere vanedannende, end almindeligt sukker og på sigt indtager man mere snask, når den ægte vare erstattes af den falske.

….

Dem jeg har haft den her aspartam plastik snak med, har det til fælles at de lynhurtigt går i forsvar når jeg spørger hvorfor de ikke drikker en god, gammeldags, rød cola, i stedet for den sorte, der har gjort sit indhug de sidste par år. Gæt hvad folk oftest siger? ’Ja, jeg skal jo dø af et eller andet’. Okay, men kunne man ikke finde noget federe end at lade sig æde op af gift? (for at putte det på spidsen).

Jeg gider ikke agere hellig ridder, for jeg er lever på ingen måde uden livets laster. Der hvor jeg alligevel tillader mig at skælde, smælde, spytte og harke, er når man vælger at proppe sine børn med det her l-o-r-t. Hvad man gør ved sig selv og sin egen krop, må jo stå for egen regning, men børneyngel der ikke ved hvad der er godt for dem, skal hjælpes og tages hånd om, og det er altså bare vores ansvar som voksne.

Når mine bonusøgler en sjælden gang i mellem får sodavand, er der strikse regler om at putte ’the real deal’ i kurven og lade giften stå tilbage. Jeg tror de synes jeg er lidt mærkelig/hysterisk og det det lever jeg i al ro med. Jeg vil bare ikke være tilskuer til, at de besudler deres små kroppe med det djævelskab.

Hvis man endelig vil ud i kunstigt sukker, så gå efter stevia i stedet!

Nu er sodavand jo ikke det eneste produkt proppet med nervegift. Flere Skyr produkter med smag, slik, tyggegummi, yoghurter og stort set alle light produkter, er fyldt med ondskab. Egentlig forstår jeg ikke hvorfor man ikke forbyder det, så det slet ikke var en option, men indtil da, kan man så ikke bare nyde den der fuldfede cola med alt dens ægte sukker, børste tænderne en ekstra omgang og cykle en omvej til arbejde, i stedet for at fylde kroppen med dårligdom? Og hvis svaret er nej – kan vi så i det mindste ikke skåne de små? De har jo ikke mulighed for selv at vælge. Endnu.

Ps. Jeg har ikke sovet så godt i nat, hvis jeg lyder lidt hysse-spids.

Older posts