Noget om at være levende marionetdukke…

Det der med at gro et væsen er på mange måder virkelig skørt. Altså både tanken om, at jeg faktisk aldrig er alene lige for tiden, men også følelsen af at nogen har overtaget mit ’jeg’. Inde i mig ligger der en skabning og flakser rundt som blev den fodret med sukker konstant (det gør den altså ikke) – og jeg kan hverken mærke eller se det endnu. Til hver en scanning vi har været til, har vi fået og vide at det er en speed abe der er plantet i vommen på mig. Skræk og rædsel for den dag den rent faktisk kan nå nabo organer.

 

Bam! Næsten halvvejs – og temmelig svajrygget

Det er helt vildt dejligt og fantastisk og lykkeligt og på ingen måder grund til andet end begejstring… Jeg har bare så vildt svært ved at forholde mig til det. Lige nu er der bare et flabet lille menneske, der leger marionetdukke med mig. Den hiver i mine øjenlåg når kl. er 19. Den er konstant sulten (konstant), den udtørrer min hud, den hiver mig ud af sengen mindst 4 gange hver nat og den monterer flæsk på min krop.

Meget af det er jeg helt okay med. Jeg accepterer at jeg skal gå før i seng, jeg eftergiver sulten og fodrer den krævende lille abe, jeg smører min hud med gode sager og jeg slæber mig selv på potten alle fornødne gange. Det der med ekstra sul er vi lidt uvenner over.

Som de trofaste læsere ved, kan jeg godt være lidt af en trænings træl. Jeg kan godt lide at være i form – have skinkerne i fast net og mavestykket tæt ind til kroppen. Selvom jeg på ingen måde er interesseret i at være en ølpølse under min graviditet (læs skinny), kan jeg have svært ved at acceptere, at min krop bare er hurtig modtager af ekstra mad.

Ølpølse tyndhed

Nu er det ikke fordi jeg propper mig med pomfritter, kager og pizza hver dag. Slet ikke. Jeg spiser bare mere, fordi min krop beder om det. Jeg vil ikke være på kur når jeg laver et barn. Den lille starut skulle gerne komme ud som en dejlig tyk basse og jeg tror på, at man skal give sin krop det den har brug for, under en graviditet – med en vis form for selvdisciplin naturligvis.

Min mand synes jeg ser dejlig ud. Det synes jeg sådan set også. Min mave strutter så fint og min behind er lidt blødere. Det sjove er, at jeg jo mest er til kvinder med til tyngde. Irina the diva smed den anden dag et billede op, hvor hun står i en form for suduko badedragt – og ser absolut fantastisk ud. Godt med røv og lår på den helt rigtige måde, så fin! Sjovt hvordan det kan være svært at have de samme briller på, overfor egen spejling, ik’?

Nå. Heldigvis er jeg født med en vis vilje og stædighed, så når jeg har ynglet vores basseunge ved jeg jo hvad der skal til for at samle kødgemakkerne igen. Jeg træner da også lidt engang i mellem nu og fra marts starter jeg yoga igen, så jeg er ikke vokset sammen med sofaen eller noget.

Tror i ikke også at lysere/varmere tider hjælper på det?

Ps. jeg synes det er skønt at være gravid!