Okay. Det her indlæg kommer sikkert til at vække stor begejstring hos nogle og hovedrysten fnysen, hos andre. Men det er også cool nok. Uanset hvilken reaktion det måtte skabe, skal jeg bare lige have luft.

Som bekendt fik jeg stjålet min cykel for noget tid siden. Hjemme hvor jeg bor. På NØRREBRO. Et par uger senere bliver vores ene bil så ridset. Hjemme hvor jeg bor. På NØRREBRO. Er jeg gal? Ja gu’ fanden er jeg da edderspændt rasende. Hovedsaligt fordi jeg ikke kan have mine ting i fred. Det er grotesk at jeg ikke kan have min bil holdende, uden at nogle skal ridse i den! Hvorfor? Hvad fanden gavner det idioten, der gør det?

Men nu skal jeg sige jer noget. Det ændrer ikke på, at jeg ELSKER at bo på Nørrebro. Det har heller ikke betydet, at jeg nu er utryg for at færdes der. Jeg har fået stjålet cykler på Frederiksberg, i City, ja sågar i lillebitte Sønderborg. Jeg har også oplevet, at folk har ridset min bil (godt nok ikke med en nøgle), uden at ligge en seddel eller warning, andre steder i København – og også i lillebitte Sønderborg. Pointen er, at den slags sker. Uagtet om det er på Nørrebro, det mondæne Østerbro eller i en forstad til Hr og Fru tartelet.

De skulle alle sammen have sådan et her…

Min vredesiver kommer efter en frokost på arbejdet. Hele parcelhus/forstads mafiaen sad og sovsede hinanden ind i leverpostejsros for, at den slags i hvert fald ALDRIG kunne ske på deres matrikel. Gævt sad de og kvækkede om, at ’man da skulle huske skudsikker vest og kædelås, hvis man skulle besøge krigszonen Nørrebro’. Nu er det selvfølgelig mit hood – mit hjem, de sidder og taler nedladende om og alene af den årsag bliver jeg lidt… okay, OVERDREVET pist. For lige at fylde ekstra krudt i kanonen, er det jo selvsamme mafia der konstant brokker sig over et hus der skal fixes, en have der skal plejes og et liv der forsvandt.

Den egentlige og dybfølte årsag er dog at finde helt nede i den sorte muld under Heksen. Se, i min verden er det mennesker som dem, der er med til, at skævvride vores samfund. (Hold lige penge ude af det her). De der forstadshellige, garage ryttere, der har lås på deres skur, så græsslåmaskinen og deluxe XL Weberen er i 100% sikkerhed, tillader sig så at have en holdning til, at det er grænsende til farligt at bo på Nørrebro, fordi der var en skudepisode for 6 år siden og fordi antallet af etniske unge er større der, end andre steder. Jeg får kvalme! Størstedelen af dem der gylper de her udsagn, ved ikke hvad de taler om, for de har aldrig har bo i andet end noget der er afskærmet af en hæk og resten har fortrængt deres fortid i Københavns kommune, for bare 3 år siden, fordi der kom rollinger til og de derfor flyttede ’i sikkerhed’.

… og så læse den her bagefter!

Hør her. Jeg har ikke noget imod parcelhus idyl. Jeg er selv vokset op i det – lykkeligt endda. Mine forældre bor stadig i det og jeg elsker at vende hjem til det. Det er bare ikke for mig i mit voksenliv. Det bliver aldrig mig. Jeg fordømmer ikke dem, der ønsker det lige så meget som jeg ønsker min herskabslejlighed på travle Nørrebro. Men i det sekund folk har en holdning til og mening om, at jeg bor i slum, fordi min cykel bliver stjålet (!!), så viser jeg klør. Få jer noget perspektiv mennesker. Få øjnene op. Udvid jeres horisont og hjælp så i øvrigt til med, at de der utilpassede typer, der begår ligegyldig bil-ridse-hærværk, ikke føler de behøver gøre det, fordi samfundet alligevel forventer det af dem. Start i det mindste med at tage en tur til ‘brændpunktet’, før i sidder og kloger jer på noget i ved zip om!

I øvrigt. Lad nu være med at sidde og beklage jer den dag i har haft et hjemmerøveri i jeres medister højborg. For det sker jo ikke der hvor i bor. Vel?

7/7

Der er noget der har fyldt min lille Hekse-knold de seneste par uger. Eller, faktisk siden vi kom hjem fra ferie (som jo allerede føles som en isvinter siden). Det kommer sig af, at børnene for alvor bliver større i denne tid. Der sker rigtig meget i den alder de har nu og det kræver både meget af dem selv, men også af mig, deres far og deres mor.

Jeg kan godt mærke, at de ikke ’lystrer’ som de gjorde for 2 år siden. De får mere og mere deres egen holdning til tingene, og det vi siger som de voksne, bliver ikke bare taget ind og efterlevet, men snarere vurderet og overvejet. Det har fået mig til at spekulere over, præcis hvor meget der egentlig foregår i de der små hoveder, og om de i det hele taget er tilfredse med situationen. Og her snakker vi om deleordnings-situationen.

… og hvad nu hvis børnene vil noget forskelligt?

Når man som forældre bliver skilt og der er børn at tage hensyn til, træffer man naturligvis den beslutning man finder bedst for de små (hvis man vel og mærket er fornuftige mennesker, der kan eniges uden at blande staten ind i det). Børn har brug for stabilitet, tryghed og frem for alt én base. Derfor tror jeg heller ikke på en 7/7 ordning. Det skriger rodløshed i mine ører og en sådan ordning, tror jeg egentlig mere er skabt for at dulme forældrenes smerte, ved modsat at skulle undvære børnene i en 9/5 ordning (der i øvrigt også kan være anledning til jalousi for den ’tabende’ part), derfor vælger man løsningen der hedder 50/50. Faktisk tror jeg allermest på en 4/10 løsning. Jeg har læst om rigtig mange undersøgelser, der påviser at delebørn i en sådan ordning befinder sig bedst.

Når alt det så er sagt, er jeg faktisk begyndt at gruble over, hvad de små allerhelst ville – havde de valget. De er selvsagt for bette endnu, til på egen hånd, at råde over hvor de vil husere fra dag til dag eller uge til uge. Men hvis de nu selv kunne strikke en ordning sammen, hvordan ville den så egentlig se ud? Vi har naturligvis spurgt dem løbene, om de er tilfredse, eller om de kunne tænke sig situationen anderledes, men har ikke fået andet end ’vi synes det er helt perfekt’, ud af dem. Og jeg tror dem som sådan også, når de siger det.

Der er bare lige én ting. Børn er så fandens loyale. Især når det kommer til forældre, og især når far og mor er skilt. Hvad nu hvis de sagde, at de godt ville være noget mere hos far og noget mindre hos mor? Jeg tror ikke de kan overskue scenariet, om en skuffet/såret mor og så er det lettere at sige ’yes yes, alt er godt’. Det samme hvis de hellere ville være noget mindre hos far. Poiten er, at de hellere vil bide deres egen ulyst i sig (skulle den være der), fremfor at træde på far eller mor.

Det bliver os en dag..

Der er mange grunde til at jeg glæder mig til at øglerne bliver større, og det her er én af dem. Jeg glæder mig til den dag, de selv kan have indflydelse på hvor de vil være, da jeg forestiller mig det bliver mere frit og til dels afslappet for alle parter. Det bliver hyggeligt det der med, at de selv lige kommer ind en eftermiddag og hænger ud for at sludre lidt (ja ja, jeg drømmer bare). Der går lige nogle år endnu. De år vil jeg bruge på at bearbejde dem til at synes at, at være på Nørrebro er the total shit!

Ps. Jeg behøver ikke sige, at jeg selvfølgelig forventer, at deres gamle far og glubske bonus-Heks bliver valgt til. Da bare engang i mellem. (indsæt ’åh ååååh’? fjæs her).

Den rigtige tegning

I går skrev jeg noget om, at vi hjemme hos os tenderer impulsive, ja? Nå, men det er impulsivitet fik sig lige en seriøs omgang ADHD, på en tirsdag eftermiddag.

Altså, Rob og jeg har længe talt om, at vi godt vil have et nyt badeværelse. Vi var så velsignede dengang vi flyttede ind for snart 2 år siden (gisp), at vi ikke behøvede at lave noget ved lejligheden. Man kan jo altid fixe ting og sager, men der var ikke tale om en Romalejr, der trængte til makeover. Derfor har vi heller ikke gjort andet, end at smukkesere hjemmet med sager og en klat maling hist og her.

Hvad siger i hva’? Vores er bare musse lysegrå. *SUK*

Men det der badeværelse. Det ligner faktisk lidt noget fra en campingvogn, hvis man nærstuderer. Det dør så lige om lidt (!!)! Vi havde et par småærinder i IKEA, som vi gerne ville have fixet inden weekenden (ps. Tirsdag aften i IKEA – halløj!), så inden vi tog afsted, målte vi op og tegnede skitser. (Det vil sige – jeg gjorde det først – Robert gjorde det rigtigt. Kvinder!)

Så bom. Nu står der et byt badeværelse, der skal knaldes op i weekenden. Jeg kommer nok mest til at agere dobby for Byggemand-Bob, men det er jeg god til. Også at komme med saft og kager, når jeg fornemmer at Robotten kunne trænge til det.

Oveni projekt badeværelse har jeg så også kastet mig ud i, endelig at gøre noget ved ’det lille værelse’. Et rum der bare er blevet brugt til at smide ragelse ind i, men som jeg nu vil have gjort til arbejds/allemands hyggeværelse. Nå ja, så kom jeg også til at rode mig ud (ind) i at få styr på vores kælderrum, der sejler. Hvorfor?

Dét der glæder jeg mig til. Et kæmpe spejlskab med maaaaser af plads. (Stærkt inspireret af min søster, der har det samme. Pretty!)

Selvom vi har verdens sejeste, dejligste, hyggeligste palads, synes jeg pludselig ALT trænger til en hånd. Men sådan er det! (er det ikke?) Lidt ligesom hvis man pludselig synes, at hele ens klædeskab minder om Gigi Fredie-Pedersens garderobe.

Krøllen på halen – vi har købt den der sofa. Den der vildt smukke, grå, store, lækre Bolia flyder, med egetræsben og mit liv er dermed fuldendt. Pffff, som om. Men min stue er snart.

IKEA. Jeg elsker det sted!

Weekend! KOM.NU, så jeg kan komme i gang med alle projekterne.

Farvel gamle ven. You were a real trooper!

Hjemme ved os kan vi godt være ret impuls-friske, når vi får en fix ide. Vi har før hvisket lidt om, at vi godt vil have en ny sofa, men har ligeså hurtigt ignoreret det, da det i virkeligheden er lidt fjollet, for den vi har nu er hverken særlig gammel eller særlig slidt.

Nå. Men da jeg kom hjem fra work i går, havde min kære mand så fundet en sofa, han havde opbygget et crush på. Hvad kan jeg sige? The man’s got style. Jeg crushede således med fra første billede, som en kat der øjner fløde. Vi blev enige om at sætte vores nuværende venlige ven til salg, før vi gør crush til et vedvarende forhold.

Jeg smækkede sofaen på den blå kl. 18.00. kl. 20.30 var den købt og betalt! Ehm – det ligger jo et vist pres på Hr. & Fru. Friske, da vi på søndag står uden sofa, i vores højloftede, store og uden sofa – noget tomme stue.

Ps. Den Blå Avis er the SHIT!

Hej, måske nye, flotte ven. Måske!

(Indsæt provokerende overskrift HER – læs med)!

Da jeg famlede rundt i min egen puppe og prøvede at finde et åndehul i de spæde teenageår, var jeg lykkelig for, at nogen havde foræret mig bogen: ‘Kvinde kend din krop’, da den var et eminent opslags/afklarings-værk, når hele ens krop opførte sig som en ustyrlig hoppebold. Nåh ja, også fordi Google endnu ikke var landet på listen over bedste venner endnu.

Oveni hekse-hatten er jeg også så heldig, at have en storesøster jeg kunne spørge til råds, samt en familie der ikke var angste omkring krop og nøgenhed (seriøst, AMEN for det). MEN, selvom der var hjælp at hente, sker der bare så mange ting i den lille bulende body, som er nye, private, angstprovokerende, skræmmende, spændende og mest af alt; pisse forvirrende!

I forbindelse med mit studie skal vi læse 2 bøger, som jeg har svært ved at få armene ned for. I virkeligheden er den ene en lidt mere ’posh’ udgave af ’Kvinde kend din krop’, men budskabet er det samme (bare i en lidt mere punktvenlig version). Jeg er så FAN af, at alt lige fra det at barbere ben første gang, til beskrivelse af cutting, med pitstop i kærestevold og U-turn i forklarelse af stoffer, alt sammen er vendt og drejet. Det er fantastisk at en bog opfordrer unge kvinder to be, til at udforske deres egen krop, røre og pille – og jo mere jo bedre.

Det er så vigtigt i en tid hvor de der teen-tøser måler, vejer og konkurrerer med hinanden, før de overhovedet har en forståelse for hvem de selv er, eller hvordan en krop fungerer (altså, jeg er stadig i tvivl nogle gange). Bogen fokuserer også meget på det med sex første gang og at man skal kende sin egen krop, før man springer ud i at lade andre ’overtage’. Det er en lige så stor del af budskabet, som det at man skal bruge prævention. Halleluja.

Eneste minus er, at sproget ind i mellem er sådan lidt, hvad skal man sige? Sløset. Som om det er gået lidt for hurtigt.

I den anden lejr finder man drenge udgaven, der om muligt er endnu federe. Inti, forfatteren, skriver så befriende og uden omsvøb. Han kalder en pik for en pik og røv for røv. Strategisk rigtigt, fordi emnet er ret fnis-værdigt i den lidt skrøbelige pre-voksen alder, hvor ord som penis og skede bare ikke harmonerer med en 13årig drengehjerne, der får svedture ved tanken om Lises buler i blusen. JEG har lært sindssygt meget om drenge ved at læse bogen, der er henvendt til teenagedrenge – og jeg er 31!

Alle der har teenagebørn to be, burde ligge den her bog under juletræet og hjælpe deres unger med at blive trygge omkring sex og deres egen krop. Mine to bonusøgler skal TVINGES til at læse bøgerne, når tiden er inde. Det er simpelthen guld værd – ja, også for mig, viste det sig.

Ingen børn eller pre-teenagere skal presses til interessen for sex, men når man kan mærke, at de begynder at famle efter viden, synes jeg faktisk det er pligt som forældre, at hjælpe staklerne. Sende dem ud på rejsen med så meget viden som muligt og lære dem at sex er en fantastisk ting, der hverken er skamfuldt eller forkert. Jeg tror også på, at jo før man får en forståelse for, hvordan ens krop er skruet sammen, jo lettere får man ved at stå ved sig selv og turde være den man er.

Hvad mener i?

Tørt kød og kolde grøntsager. Bæ!

Jeg har haft en virkelig dejlig weekend. En af dem der, der bare aldrig skulle slutte (som om nogen weekender skulle det?!)

Så hyggeligt sted

Og virkelig gode sjusser

Fredag var jeg ude med min mand. Det elsker jeg. Vi startede med et par sjusser i køkkenet, inden vi hoppede i en Über og drønede ind på PS Bar & Grill. Vi har været der før og var ret tilfredse med debutbesøget. Gensynsbesøg – not so much. Det tog os en ½ time at bestille og få en sjus, maden var tør og kold, betjeningen var utjekket, der var ost og flamberede bananer at vælge imellem som dessert (!!!!?) og stedets ubeslutsomme vaklen mellem at ville være fancy restaurant på den ene side og Tinder slagmark på den anden, gjorde stemningen stresset og desperat – og mindst af alt hyggelig. Vi nærmest huggede maden i os og overvejede at skride fra regningen (overvejede! Vi gjorde det selvfølgelig ikke) og løb om kap væk derfra.

Aaaah….

Vi rettede op på skaderne på Bar 7 med gode cocktails, inden vi prajede en taxa, røvede en kiosk og joinede mine piger, som holdte hof på Vesterbro. Det var simpelthen så hyggeligt – og alt for lang tid siden. Kl. lidt for sent tumlede vi ud af døren og fandt vej til Bremen, hvor vi dansede rundt med håndbajere, indtil jeg kastede håndklædet og hev min mand med hjem… til en slutter og en sladder i køkkenet.

Morgenmads perfection by Rob.T

Lørdag morgen er temmelig sløret og omhandler mest noget med en dyne på sofaen og en overskuds-dejlig Robert, der serverede morgenmad for dronningen, mens hun først så Aladdin (bedste tegnefilm EVER), fulgt op af Toy Story (bedste animationsfilm, EVER), imens jeg gnaskede varme boller i mig. Hen af eftermiddagen besluttede vi, at vi hellere måtte bevæge os lidt. Jeg havde også et ærinde i Valby, hvor jeg skulle hente en skolebog jeg har købt.

Vi så filmen i IMAX, fordi den ikke gik andre steder. Dyrt! Men ok vildt også!

Vi var begge i zombie mode og blev enige om, at en tur i biffen var det helt rigtige. Det er jeg jo SÅ glad for, at vi gjorde. Crimson Peak, som stod på min watch liste, er en af de der film, som jeg godt gad have på DVD (hvor tit sker det?), så man kan se den igen og igen. Den var virkelig, VIRKELIG god og kan varmt anbefales. Specielt hvis man er til dystre univers, fuld af mystik og eventyr. Og en lille smule gys!

Slikben

Efter biffen var vi sultne – og det var selvsagt ikke efter råkostsalat. Vi lavede pit-stop ved min gamle italiener provider på Frederiksberg, på vejen hjem og hev hver vores yndlingspizza ud fra kortet, som blev N-Y-D-T hjemme i stuen, (hvor vi startede dagen), med Wallander på stream. Helt igennem perfekt lørdag.

Jeg havde ikke fået pizza siden vi var i Italien sidste sommer. It.Was.GOOD!

Søndag viste sig også fra sin bedste side. Vi startede med morgenmad og oprydning, og trak derefter i det varme kluns, da vi ville ud og gå i det smukke oktober vejr. Først rundede vi lige Christianshavn, hvor vi spiste en kæmpe flødebolle, med min søster og yngel. Jeg blev beriget med forsinkede fødselsdagsgaver og en invitation til november bryllup og august bryllupsfest. Glædning MEGET!

Blå himmel og kærlighed. Åh!

Efter kaffeslabberas tog vi til Dragør og gik tur langs vandet, mens vi så på alle de efterårsglade kitesurfere. Selvfølgelig Robert der havde bestemt den noget orkanbetonede gåtur lige præcis dér, da jeg tror han har lidt abstinenser for selv at komme på vandet. Da vi var gennemruskede, susede vi hjem og brugte et par timer på at læse, inden den stod på aftensmad og Broen.

Kan I måske forestille jer en mere perfekt weekend? I think not!

Ugen er skudt i gang og fra nu og indtil den nye år, kommer der smæk på. Giddi op…

Tænk engang. For et år siden smækkede jeg allerførste indlæg op på Heksen. Egentlig var det en hurtig beslutning, som jeg traf hjemme i sofaen, sammen med Robert.

Altså. Jeg havde længe haft en tiltagende, svært uundgåelig, nagende følelse i maven. Jeg ville godt ud med alle mine tanker omkring bonusrollen og jeg ville godt gøre det ærligt. Jeg var så træt af at føle mig som en enspænder og som, ja, en Heks, fordi ingen turde fortælle sandheden om, at have andres børn balancerende på hovedet. Derfor tænkte jeg faktisk, at jeg ville være den første.

Meget er lært siden! Vigtigst er nok, at jeg for alvor har fået øjnene op for, hvor tabu-betændt hele det her bonusfamilie område i virkeligheden er. Jeg oplever en enorm berøringsangst, der har sin klamme klo limet fast, i mange af de involverede parter. Det er tydeligvis en kæmpe udfordring for rigtig mange, at skille fornuft fra følelser, når det handler om børn. I manges tilfælde er det grænsende til det umulige. Det her er altså observationer jeg har gjort mig det sidste års tid, gennem de mange mails jeg får fra mine læsere. Og selvfølgelig hvad jeg også oplever på egen krop.

Der er vist ingen der er i tvivl om, på nuværende tidspunkt, hvordan jeg har det med det? Eller? For at hjælpe, kan jeg sige en ting: Ærgerligt. Det er møg ærgerligt, at det skal være sådan. Jeg er af den overbevisning, at i 9 ud af 10 tilfælde handler det slet ikke om børnene, når der skal forhandles ’børneligestilling’, men om de voksnes sårede følelser. Børnene bliver bare et fejt påskud, for at kunne trumfe sine stædige meninger og holdninger igennem, overfor den ’rivaliserende’ familie.

For mit eget vedkommende sluger jeg stadig kameler, hakker hæle, klipper tæer, bider i mig og får koldbrand i blodet – engang i mellem. Uanset hvor mange år der går, vil det altid være ekstra udfordrende at leve i en bonusfamilie, fremfor en ’rigtig’ familie. Men det bliver lettere, det gør det. Det kræver bare, at man for alvor er klar til at kæmpe med de helt store boksehandsker, for ellers tror jeg ikke man har en chance, når man begiver sig ud på bonus-linen.

En af mine veninder har for nyligt datet en mand med 2 børn. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er bonusmor – heller ikke blandt mine veninder, men jeg tror de fleste af dem, har rigtig svært ved at sætte sig ind i hvordan det er, af den simple årsag at: Det.Kan.Man.Ikke (!!), før man står der selv. Men som min ene veninde her sagde; ’man skal VIRKELIG være forelsket, hvis man vil have det med bonusbørn til at fungere’. Det kunne ikke siges mere rigtigt, som jeg ser det!

Jeg kunne aldrig have gjort det her, hvis ikke jeg var så latterligt forelsket som jeg er, og heller ikke hvis Robert ikke var den han er. Hvis han ikke havde givet mig råderum, medbestemmelse, respekt, taletid og frihed til at opdrage på lige fod med ham, så er jeg i tvivl om vi havde lykkes som vi har.

Nå jo. Der er faktisk noget andet jeg har erfaret. De der fædre der kører en deleordning med deres børn – THEY ROCK! Dem jeg kender i hvert fald. Og jeg håber de snart der er nogle af dem, der begynder at pøse ud af deres klogskab. Det mangler verden!

Hurra for Heksen og hurra for JER!

TAK FORDI I ER HER!

Psst. Læs eller genlæs det allerførste indlæg her

Jeg kan igen kan skrue mig ned i mine top seje læderbukser. Endda uden at gennemstraffe mig selv i fitteren hver evig, eneste dag (eller creme mig i olie). Indsæt bølge her!

Det er en lidt spaced oplevelse at læse lektier igen. Koldsveder af angst for ikke at lagre al informationen, tvivler på hvordan man tager rigtige notater og bekymrer mig om jeg mon når at læse det alt det jeg skal. Roukie much?!

Er der nogen der mangler et sleeve til sin computer? Jeg har købt 2, der slet ikke tilfredsstiller mit glitter-gen (bæ). Kom med et bud.

Hvis jeg siger Terapi Praksis, hvad siger I så?

Min trang til pandekager og risengrød overmander mig snart. Overvejer pandekager til forret og risengrød til dessert indenfor nær fremtid. Kvalm?

Har i opdaget Storytel? For en ex lydbogsnarkoman er det som at få hældt campari-sjusser i øregangene. Ad libitum, ej at forglemme!

Bedrevidende mennesker, altså dem i den tunge ende. Kan vi lave et lille bur til dem?

Jeg har ryddet op i mit skab og faktisk nærmest tømt det – også det der man har gemt i 2 år nu, hviiiiis det en dag skulle blive et hit igen. Det er ret angstprovokerende (og tankevækkende).

I forlængelse af tøj-tømning, har jeg sat en hulens masse happengut til salg på den blå. Det er ligesom om, det gør det lettere at vinke farvel, hvis andre vil passe godt på sagerne.

Ps. Har jeg stor-shopperen på for tiden!

Jeg har købt mig en længe ønsket smørkrukke. Den er pæn. Med tivolistriber og trælåg og så stod den til halv pris, fordi den havde en glasseringsfejl på størrelse med en pissemyre fod. Roberts kommentar ’koster den så 400kr. for real? Jamen, det er en smørkrukke’?!! The man is right!

Jeg har slet ikke fortalt om min weekend. Den var ellers ret sjov – og ret hurtig. Men det var vist selvforskyldt!

Fredag stod den på inkarneret familietid. De små kom en dag senere end de plejer, så vi lagde ud med sofahygge og legede frikadelle familie. Børnene er besatte af fredagsprogrammet ‘Versus’, der kunne vinde en pris for det mest lallede TV der er produceret i nyere tid. Hvad blev der af ‘Husk lige tandbørsten’, som familien kunne samles om fredag aften? Den time det varede, var mest som at blive tæppebombet af stenhårde kastanjer uden pause. Men de små havde en fest og så er alt jo godt.

Riiimelig sviller inden turen gik videre til Amigo

Lørdag fik jeg mig en ny cykel, som erstatning for den der blev tyvstjålet i nattens mulm og mørke (idiot-nar) og jeg er nu atter flyvende. Jeg fik mig også et par nye sweatre og er nu endnu et skridt tættere på, at være både varm og mild hele vinteren!

Lørdag aften tog det hele lidt en drejning. Den lille havde leget hos en ven hele dagen og det endte selvsagt i sleepover. Den store ville gerne sove ved en veninde og den største skulle til fødselsdag. Det vil sige at den mellemste (undertegnede) pludselig var solo. I ca. 5 min. Før jeg vidste af det, var jeg underholdt og i fantastisk selskab med min gamle ven, Maria, som jeg ikke har været på sjusrov med i 100 år. Vi startede hos mig hvor vi klogede os over vodkasaft, inden vi driblede på Llama og dansede til vi blev smidt ud. Derfra gik turen til Amigo bar, hvor vi mødte min mand med hof. Kl. 05 havde jeg det lidt som en nyfødt babygiraf. Mine stylter begyndte at svaje noget under mig (FØRSTE gang med voksenhæl siden Maj – YAY) og jeg måtte kapitulere og vinke farvel til de andre der tog videre – med min mand i hånden, heldigvis.

Der er jo simpelthen så pænt på Llama!

Søndag var en træt en af slagsen. Lykkeligt fik jeg lov at sove lidt længe, inden der igen var øgler i huset. Resten af dagen blev brugt på at læse bøger, spise god frokost, hente Roberts bil og opdage at vores Passat er blevet key’ed. Ja. Der er simpelthen nogen (læs: en eller anden imbecil, fucking, hjernedød, idiot-klovn. SORRY, men come ON, hvem gør sådan noget?), der har taget en nøgle og ridset hele vores kølerhjelm op! Tak for ingenting og god søndag. Fjols! Nå, heldigvis købte vi en ret omfattende bilforsikring sammen med bilen, så vi er dækket ind. Men jeg er stadig ret målløs over konceptet, at fucke andre menneskers biler op!?

Ugen er allerede halvvejs og oppe i 4.gear. Træning, læsning, venner, datenight, læsning, kvali-tid, mere træning og mere læsning står højest på min liste i denne uge. Det der læsning er altså virkelig fedt, når man lige finder rytmen.

Vi fik også stacket op på vores te-lager igen. BEDSTE te ever, den der cool-mint!

Har i det godt?

Det sker at der er gentagelser her på bloggen ind i mellem, men det er altså ikke fordi jeg har begyndende Alzheimers, når jeg berører nogle af de samme problematikker som tidligere omtalt, det er simpelthen fordi jeg synes at nogle emner fortjener særlig opmærksomhed og ekstra fokus.

Derfor kommer her en svada om noget jeg har været rundt om for et par indlæg eller 100 siden. Sociale medier, børn og voksnes/forældres omgang med børn på de sociale medier.

For at starte på toppen af isbjerget forstår jeg som udgangspunkt ikke, at man giver sine unger lov til at træde ind i Facebook helvede, før de reelt set lovligt må være der, som (desværre) er 12 år. Jeg har også ret svært ved at se logikken i, at 8årige børn (!!) bliver gjort slaver af Instagram, før de overhovedet har et begreb om hvad retouchering i virkeligheden er (eller et behov for at være der).

Ikke alene synes jeg man er med til at gøre sine børn til slaver af den åndssvage telefon, som for alt i verden burde udsættes så lang tid som muligt, man er også med til at gøre dem til en del af det over selviscenesættende samfund, som eskalerer mere og mere.

Word!

Jeg ved godt at vi ikke lever i 50’erne, hvor der ikke skulle mere end en træring og en kæp til at underholde kvarterets yngel en hel eftermiddag. Realistisk er jeg også med på, at man ikke kan nægte sit barn at træde ind i den sociale verden – men man kan tage et ansvar og forklare barnet, hvorfor Facebook er forbudt område før man er gammel nok (som ikke nødvendigvis er når man rammer de 12). Lige præcis på det her område, er jeg faktisk ret kold overfor hvad trenden er, og hvornår alle vennerne må det.

Når de små aber så endelig får grønt lys til at debutere i lala-land, skal man så følge sin børn? Skal man overvåge deres færden, stille det krav, at man vil have lov til at svæve som det store sorte øje, over deres cyberliv? Ja! Det synes jeg faktisk. Når de skal lære at begå sig i allemandsland, vil jeg forlange at jeg er med på sidelinjen. Dels fordi der er noget der hedder god online stil og fordi jeg vil have kontrol med hvordan de udstiller sig selv og det de ligger ud. Men her stopper legen så også. Nok vil jeg være følger i deres cyber-verden, men her er jeg ikke en af deres venner. Det betyder, at jeg ikke vil kommenterer på deres venindebilleder eller noget af det andet ral de smækker op.

Børn bliver i forvejen frataget ret meget af deres privatliv og er i større og større omfang overvåget 24/7. Det ved jeg godt jeg er med til at bidrage til, ved at forlange at følge dem i deres online verden, men faktum er bare, at det er et farligt sted hvor ikke engang voksne mennesker kan vide sig sikre. Men at kommentere med smileys, kække beskeder og konsekvente likes, på sine børns opslag må tøjles! Der er blevet skabt en forskruet forestilling om, at vi skal være bedste venner med vores børn, som jeg synes er så kvælende og frihedsberøvende for de små. Selvfølgelig skal de have venner i deres forældre, men slyngveninder er noget man er med sine jævnaldrende. I øvrigt – hvis er behovet? Helt sikkert ikke barnets – i udgangspunktet.

Jeg kan ikke heppe nok for, at vi propper selvtilliden tilbage i vores børn. Alt for mange forældre har suget det ud af ungerne og er krøbet i ly af den, for at føle sig behøvet og nødvendige. Stakkels, stakkels unger. Giv dem nu en chance og lad dem føle, at de bare ét sted ikke er forfulgt af deres forældres fangearme.

Amen