Børnene i frit fald…

7/7

Der er noget der har fyldt min lille Hekse-knold de seneste par uger. Eller, faktisk siden vi kom hjem fra ferie (som jo allerede føles som en isvinter siden). Det kommer sig af, at børnene for alvor bliver større i denne tid. Der sker rigtig meget i den alder de har nu og det kræver både meget af dem selv, men også af mig, deres far og deres mor.

Jeg kan godt mærke, at de ikke ’lystrer’ som de gjorde for 2 år siden. De får mere og mere deres egen holdning til tingene, og det vi siger som de voksne, bliver ikke bare taget ind og efterlevet, men snarere vurderet og overvejet. Det har fået mig til at spekulere over, præcis hvor meget der egentlig foregår i de der små hoveder, og om de i det hele taget er tilfredse med situationen. Og her snakker vi om deleordnings-situationen.

… og hvad nu hvis børnene vil noget forskelligt?

Når man som forældre bliver skilt og der er børn at tage hensyn til, træffer man naturligvis den beslutning man finder bedst for de små (hvis man vel og mærket er fornuftige mennesker, der kan eniges uden at blande staten ind i det). Børn har brug for stabilitet, tryghed og frem for alt én base. Derfor tror jeg heller ikke på en 7/7 ordning. Det skriger rodløshed i mine ører og en sådan ordning, tror jeg egentlig mere er skabt for at dulme forældrenes smerte, ved modsat at skulle undvære børnene i en 9/5 ordning (der i øvrigt også kan være anledning til jalousi for den ’tabende’ part), derfor vælger man løsningen der hedder 50/50. Faktisk tror jeg allermest på en 4/10 løsning. Jeg har læst om rigtig mange undersøgelser, der påviser at delebørn i en sådan ordning befinder sig bedst.

Når alt det så er sagt, er jeg faktisk begyndt at gruble over, hvad de små allerhelst ville – havde de valget. De er selvsagt for bette endnu, til på egen hånd, at råde over hvor de vil husere fra dag til dag eller uge til uge. Men hvis de nu selv kunne strikke en ordning sammen, hvordan ville den så egentlig se ud? Vi har naturligvis spurgt dem løbene, om de er tilfredse, eller om de kunne tænke sig situationen anderledes, men har ikke fået andet end ’vi synes det er helt perfekt’, ud af dem. Og jeg tror dem som sådan også, når de siger det.

Der er bare lige én ting. Børn er så fandens loyale. Især når det kommer til forældre, og især når far og mor er skilt. Hvad nu hvis de sagde, at de godt ville være noget mere hos far og noget mindre hos mor? Jeg tror ikke de kan overskue scenariet, om en skuffet/såret mor og så er det lettere at sige ’yes yes, alt er godt’. Det samme hvis de hellere ville være noget mindre hos far. Poiten er, at de hellere vil bide deres egen ulyst i sig (skulle den være der), fremfor at træde på far eller mor.

Det bliver os en dag..

Der er mange grunde til at jeg glæder mig til at øglerne bliver større, og det her er én af dem. Jeg glæder mig til den dag, de selv kan have indflydelse på hvor de vil være, da jeg forestiller mig det bliver mere frit og til dels afslappet for alle parter. Det bliver hyggeligt det der med, at de selv lige kommer ind en eftermiddag og hænger ud for at sludre lidt (ja ja, jeg drømmer bare). Der går lige nogle år endnu. De år vil jeg bruge på at bearbejde dem til at synes at, at være på Nørrebro er the total shit!

Ps. Jeg behøver ikke sige, at jeg selvfølgelig forventer, at deres gamle far og glubske bonus-Heks bliver valgt til. Da bare engang i mellem. (indsæt ’åh ååååh’? fjæs her).