Tillykke!! Er du så blevet klogere?

Tænk engang. For et år siden smækkede jeg allerførste indlæg op på Heksen. Egentlig var det en hurtig beslutning, som jeg traf hjemme i sofaen, sammen med Robert.

Altså. Jeg havde længe haft en tiltagende, svært uundgåelig, nagende følelse i maven. Jeg ville godt ud med alle mine tanker omkring bonusrollen og jeg ville godt gøre det ærligt. Jeg var så træt af at føle mig som en enspænder og som, ja, en Heks, fordi ingen turde fortælle sandheden om, at have andres børn balancerende på hovedet. Derfor tænkte jeg faktisk, at jeg ville være den første.

Meget er lært siden! Vigtigst er nok, at jeg for alvor har fået øjnene op for, hvor tabu-betændt hele det her bonusfamilie område i virkeligheden er. Jeg oplever en enorm berøringsangst, der har sin klamme klo limet fast, i mange af de involverede parter. Det er tydeligvis en kæmpe udfordring for rigtig mange, at skille fornuft fra følelser, når det handler om børn. I manges tilfælde er det grænsende til det umulige. Det her er altså observationer jeg har gjort mig det sidste års tid, gennem de mange mails jeg får fra mine læsere. Og selvfølgelig hvad jeg også oplever på egen krop.

Der er vist ingen der er i tvivl om, på nuværende tidspunkt, hvordan jeg har det med det? Eller? For at hjælpe, kan jeg sige en ting: Ærgerligt. Det er møg ærgerligt, at det skal være sådan. Jeg er af den overbevisning, at i 9 ud af 10 tilfælde handler det slet ikke om børnene, når der skal forhandles ’børneligestilling’, men om de voksnes sårede følelser. Børnene bliver bare et fejt påskud, for at kunne trumfe sine stædige meninger og holdninger igennem, overfor den ’rivaliserende’ familie.

For mit eget vedkommende sluger jeg stadig kameler, hakker hæle, klipper tæer, bider i mig og får koldbrand i blodet – engang i mellem. Uanset hvor mange år der går, vil det altid være ekstra udfordrende at leve i en bonusfamilie, fremfor en ’rigtig’ familie. Men det bliver lettere, det gør det. Det kræver bare, at man for alvor er klar til at kæmpe med de helt store boksehandsker, for ellers tror jeg ikke man har en chance, når man begiver sig ud på bonus-linen.

En af mine veninder har for nyligt datet en mand med 2 børn. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er bonusmor – heller ikke blandt mine veninder, men jeg tror de fleste af dem, har rigtig svært ved at sætte sig ind i hvordan det er, af den simple årsag at: Det.Kan.Man.Ikke (!!), før man står der selv. Men som min ene veninde her sagde; ’man skal VIRKELIG være forelsket, hvis man vil have det med bonusbørn til at fungere’. Det kunne ikke siges mere rigtigt, som jeg ser det!

Jeg kunne aldrig have gjort det her, hvis ikke jeg var så latterligt forelsket som jeg er, og heller ikke hvis Robert ikke var den han er. Hvis han ikke havde givet mig råderum, medbestemmelse, respekt, taletid og frihed til at opdrage på lige fod med ham, så er jeg i tvivl om vi havde lykkes som vi har.

Nå jo. Der er faktisk noget andet jeg har erfaret. De der fædre der kører en deleordning med deres børn – THEY ROCK! Dem jeg kender i hvert fald. Og jeg håber de snart der er nogle af dem, der begynder at pøse ud af deres klogskab. Det mangler verden!

Hurra for Heksen og hurra for JER!

TAK FORDI I ER HER!

Psst. Læs eller genlæs det allerførste indlæg her